Min D&D-kampagne: Bipersoner

For nogen tid siden berettede jeg om min D&D-kampagne. Det er sjældent interessant at læse om andres rollespilskampagner, det ender altid med at udsagnet om, at man skulle have været der. Men ikke desto mindre vil jeg gerne berette løs om min kampagne. Det får tankerne lidt væk fra Memoratoriet, hvilket kan være tiltrængt. Vi har de tolv karakterer klar nu, men mangler noget råtekst og en smule layout. Det bliver lige akkurat ikke til den første, at vi afleverer.

I løbet af kampagnen blev det tydeligt for os, at spilpersonerne kunne ikke konstant være sammen ved alle begivenheder. Scener med den enkelte elev og dennes mester bliver kørt som meget korte one-on-one scener, hvor resten af gruppen kigger på og morer sig.

Men andre scener udspiller sig på sovesalene – og her var det mere problematisk: Sovesalene er delt op i drenge og piger og det var ikke helt sjovt, at halvdelen af gruppen ikke kunne være med, bare fordi det var en konflikt på drengenes sovesal eller på pigernes sovesal.

En ekstra spilperson

Hver spiller skabte derfor en ekstra spilperson, som havde det modsatte køn af spillerens centrale spilperson. Vi har ikke sat stats på og alt muligt, bare navn, status og nogle andre stikord.

Nogle af de sekundære spilpersoner forsvandt omtrent lige så hurtigt, som de var kommet, andre blev hængende. Særligt populær og elsket er Trevor – den unge, let bøssede skovelver med den store indsigt i stil og mode, men som er så forfærdeligt farveblind, så han altid er klædt i afskyelige farvekombinationer.

Trevor dukker regelmæssigt op – ofte hvis en spiller beslutter sig for, at hans spilperson skal bruge nogle gode råd om at gebærde sig ved et socialt arrangement (og rent praktisk er Trevor sekundærperson til Nadya Vladul). Med andreord – spillerne beder om scene og sætter den selv. Ofte er jeg som spilleder ikke indblandet.

Og den ekstra person blev til mange flere

En anden gevinst blev at ved sociale arrangementer i kampagnen var det ikke kun mig, som spilleder, der skulle styre alle spilpersonerne. Ved den store festmiddag havde spillerne hver deres stak spilpersoner og så rendte de ellers rundt og morede sig med den ene sære intrige efter den anden.

(der er intet nyt i at dele ekstra spilpersoner ud til spillerne på denne måde – det figurerer blandt andet i en artikel i Dragon Magazine fra begyndelsen af 90’erne, men det er ikke nødvendigvis brugt særligt meget – ikke førend bipersonsrollespillet dukkede op og delte en masse roller ud til spillerne).

Rent narrativt løser bipersonerne og sekundær personer også et logistisk problem – for at alle spillerne kan more sig, skal de helst være med i spillet en god del af tiden, men det kan være svært at legitimere alle spilpersonernes tilstedeværelse konstant i fortællingen. Det problem løses gennem brug af bipersoner (i min CoC-kampagne tilbage i den første halvdel af 90’erne gav det også mulighed for at hive de store monstre ind og stadig have kontinuitet i gruppen, da man altid kunne starte med at lade monstrene æde løs af bipersonerne – ligesom i Star Trek og Galaxy Quest).

Og ikke mindst giver det afveksling. Hvis man nu de sidste ti spilaftner har spillet Professor Hendricks, så kan det være rart med en enkelt aftens afveksling, hvor man spiller Narkopusheren Joe.

Men hvad kan man ellers bruge bipersoner til?

Det vil jeg forsøge at komme ind på i de næste par blogs. Der er intet nyt eller revolutionerende den ovenstående beskrivelse af min måde at gøre det på – Ars Magica har Troupe Play og West End Games publicerede en SW-kampagne midt i 90’erne, hvor spillerne deltes om en hel besætning af rebeller på en lille flåde rumskibe – men det forekommer mig, at der ikke er mange, som anvender denne måde at spille på.