Semi-live rollespil – hvad er det og hvordan gøres det?

“og så spillede vi det semi-live”

“Det kan med held spilles semi-live”

er blot et par af de udsagn, jeg ofte hører på conner, men er hvad er det dersens semi-live, og hvordan smager det?

En anekdote til at begynde det hele med

Jeg hørte en gang semi-live defineret, som liverollespil med få, 4-6, deltagere. Jeg er ikke enig med den tolkning, men der er noget i den definition, som siger noget om skellet mellem bordrollespil og liverollespil: Antallet af deltagere. Et typisk bordrollespil har 4-6 spillere, samt en spilleder. Et live-arrangement er ofte fra 10 spillere og op til 500 samt et antal arrangører (og der er en anden sjov forskel mellem live og bord: forfattere/spilledere vs arrangører/dommere).

Forskellen i antal gør det ikke – og vi kan alle udpege undtagelser til ideen om antal spillere, som den afgørende skelnen. For mange er skellet mellem live og bord i stedet et kontinuum, hvor de to former i deres mest ekstreme form er i hver deres ende af kontinuumet, men er semi-live så i midten af dette kontinuum?

Hvad sker der, når man spiller semi-live?

Spillerne rejser sig op, går rundt og taler med et aktivt kropssprog. De spiller meget kropsligt, hvor den fysiske afstand mellem folk og deres positionering er vigtig (og hvor vi altid render i problemer mellem spillernes fysiske statur kontra deres karakterers ditto). Nogle gange anvendes simple rekvisitter til at symbolisere vigtige elementer i scenariet – en bog, en lykkemønt etc. – andre gange anvendes de forskellige dele lokalet til at symbolisere forskellige steder i scenariet (hjemmet, biblioteket, kontoret etc.), hvorved spillerne markerer deres karakterers placering gennem deres fysiske placering.

Hvornår er semi-live anderledes end live og bord?

En stereotyp til at måle med: I et live-scenarie (400 mand på en græsmark) er der kun de ting til stede, som vitterlig findes (lad ur og telefon blive hjemme, ingen gummisko, ingen lagenkapper), fremmede genstande, som trænger sig på, omtolkes til at være symboler på ting i det forestillede rum (fly er drager, latexsværd er stålklinger, mel er iskrystaller), og spillerne fumler ikke med spilpersonsark med detaljerede evnetal, eller anvender terninger og andre former for tilfældighedsgeneratorer til at afgøre handlinger.

En anden stereotyp til at måle med: I bordrollespil sidder alle deltagerne om et bord, de kommunikerer udelukkende verbalt (ikke noget med at blinke med øjnene eller række hånden ud og sige goddag), har detaljerede spilpersonsark og anvender et sortiment af tilfældighedsgeneratorer til at bestemme udfaldet af deres karakterers handlinger.

Er semi-live da bare midtpunktet mellem disse to stereotyper? Dvs. deltagerne har rejst sig fra deres bord, men de anvender ikke rekvisitter, kulisser eller kostumer. De spiller scenariet systemløst, men har detaljerede spilpersonsark, og anvender et aktivt kropssprog, når de spiller.

Eller er semi-live noget tredje?

Det særegne ved semi-live i forhold til ordrollespil synes at være styrke interaktionen mellem spillerne ved at inddrage kroppen i et større omfang – og i omtrent samme omfang undlader spilleren at fortælle sine handlinger, han gør dem. Semi-live erstatter spillerens erklærede handling med en tilsvarende ageret handling. I forhold til levende rollespil adskiller semi-live sig ved sin høje grad af abstraktion – ingen udklædning eller rekvisitter, kun den agerende krop – og sin stærke fokus på fortællingen: man semi-liver kun det interessante i fortællingen, og springer over al den kedelige venten, som er en fast bestanddel i 400 mand på en græsmark-rollespil (og som fører til bondeoprør og spillere, der er glemmer at være in-character).

Semi-live teknikker?

Der er scenarier, hvor man kan sige, at semi-live er et væsentligt delelement. Sebastian har en forkærlighed for at sidde på en stol og blive torteret: Forhøret og SuperHeroes 3. I disse to scenarier forstærkes et element i scenariet med brug af semi-live. Jeg har spilledet Jagten går ind, hvor jeg opstillede sofa, stole og bord til at afspejle siddepladserne i en bil, og spillerne anvendte disse, som en del af deres spiloplevelse (som da chaufføren stiger ud af bilen, og sidemanden kaster sig over hans siddeplads for at stikke af med vognen). Tilsvarende arrangerede jeg bordene i Elevator, så de dannede en ramme, som var elevatoren, og anbragte de to fangne inde i rammen, og lod de andre spillere gå rundt om elevatoren.

I scenariet De professionelle blev gimmicks anvendt for at understrege scenariets stemning: Spillederne kom marcherende iklædt jakkesæt og solbriller. Spillerne fik et sæt kort med 8 esser at spille poker med, mens de ventede på at spilleder havde sine noter klar, og i spillet fik de udleveret klovnenæser, der symboliserede de klovnemasker de havde på under deres hit ved den store klovneparade.

I scenariet Dr. Bundwalds hemmelighed skal spilleder indrette den ene halvdel af klasselokalet til at være den lokale sherifs kontor, og gemme diverse handouts her. Ideen er, at når man er i denne del af lokalet/spillet, så er man i en live-tilstand, og de ting man “finder” hidrører alle scenariet. Det fungerede langt fra optimalt med at få lokalet til at glide frem og tilbage mellem spillokale og live-scene.

Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan indretningen af spillokalet, placeringen af siddepladser, gimmicks eller en enkelt scene med et markant live-element kan bruges til at styrke spiloplevelsen i ordrollespil. I disse tilfælde var anvendelsen af live-elementet meget bevidst. I andre scenarier foregår spillets handling omkring et bord, eller generelt på en række siddepladser og semi-live smelter således umiskendeligt sammen med bordrollespillet.

I atter andre scenarier er live-elementet udelukkende det kropslige (som da Bo og Kasper spillede to seksårige knægte i Bag lyset, og de lå og sloges under stuebordet i min lejlighed), der enten anvendes, der fordi der er megen social interaktion i spillet, som lige så godt kan understøttes af en stor kropslighed (som da en af mine spillere falder på knæ for Maria i Guernica), eller fordi det er meget belejligt, som f.eks. i intrige-spil, hvor spillerne har hemmeligheder for hinanden, og derfor gemmer sig i hjørnerne i spillokalet, hvilket jeg oplevede i Port Charlotte, hvor butleren hele tiden for rundt og ville tale med folk i al fortrolighed. I Mdm Macbeth var det bare ganske belejligt at spille det semi-live – de mange sociale begivenheder i scenariet opfordrede til det.

De bedste semi-live elementer har for mig været dem, der understøttede et element i fortællingen eller fremhævede et vigtigt element i fortællingen, som da vi rendte rundt med Max Møller-masker i Being Max Møller.

Det, jeg nu leder efter, er teknikker og metoder til at fremhæve aspekter i et scenarie, der gør fortællingen så meget stærkere – ikke at spille semi-live per refleks – men måske ligefrem bruge det minimalistisk, fordi less is more, måske noget i stil med ars amandi?

Semi-live scenarier?

En del scenarier formidles bedre eller giver en bedre spiloplevelse, når det kropslige inddrages i spillet. Semi-live var i en periode i slut-90erne en modemåde at spille på, hvilket i de dårlige scenarier nærmest kunne degenerere til tagfat rundt om bordet, hvilket nærmest skete i På vej til en morder. Det var ikke lige min kop te, men det fungerede ret godt i Skyggernes spil – hvilket sammen med Laaste døre nok stadig er blandt mine bedste semi-live-oplevelser som spiller. Semi-live er et godt værktøj, men kan det udvikles til at være mere end en simpel kropslig måde at spille ordrollespil på?

Så derfor:

Er der skrevet scenarier, der udelukkende skal spilles semi-live, og det således ikke er muligt at spille dem på anden vis?

Bemærk min skelnen: Ikke om det er velegnet til semi-live, bliver bedst af semi-live, eller om det er påbudt fra forfatters side, at det spilles semi-live, men om det rummer et sæt særegne teknikker, der er en integreret del af scenariet, og scenariet derfor udtrykkes alene via semi-live (og ydermere skal det bemærkes, at de fleste af os er ferme til at omforme og omarbejde scenarier, så de kan spilles på andre måder end den tænkte, så derfor kan det semi-live, jeg spørger efter, uundgåeligt også omformes).

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Liverollespil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

17 svar til Semi-live rollespil – hvad er det og hvordan gøres det?

  1. Monica siger:

    Synes at huske noget om
    > jacob schmidt-madsens berømte “trebords-model”

    Like

  2. Så vidt jeg har forstået det må “Den Dag Franks Nyre Satte Ud” opfylde dine betingelser. (http://alexandria.dk/data?scenarie=2399)
    Måske kunne man få fat i nogen, der faktisk havde spillet det. Mit kendskab stammer udelukkende fra samtaler med ikke helt ædru deltagere og forfattere på Fastaval. Det kan ikke downloades, men jeg har vist et eksemplar liggende, så hvis du er interesseret?
    Noget andet er det med spillerantallet: hvorfor er det sådan? Hvilke ting hindrer i praksis, at man kan lave live, semilive og ordrollespil med fx 11 spillere? Nogen bud?

    Like

  3. Torben Ussing siger:

    Til Viking Con 21 skrev jeg scenariet Nile Queen, der er skiftevis bord- og semilive.
    Det foregår ombord på et krydstogtskib på vej ned ad Nilen. Når man er på skibet (perioder á 40 minutter) er det bord (hvor man dog som oftest rejser sig og år lidt rundt: det er et intrigescenarie, så man har brug for at tale idt privat med nogle af de andre). Men når man lægger til i havnene på vejen, gennes man ud af lokalet, ud i bazaren, ud til templerne osv. Her er så et antal hjælpende spilledere, der er tempelguider, bazarindehavere osv. De enkelte spilpersoner har nogle forskellige spor, som de gerne skulle nå at følge når de er i havn – og helst uden alt for mange nysgerrige øjne. De har så 20 minutter i land til at gå rundt og nyde det myldrende liv.
    Det med de 40 og 20 minutter skyldtes at der skulle køre 6 hold lige efter hinanden, startet med 20 minutters mellemrum. På den måde kunne jeg have 2 lokationer med i alt 8 hjælpere, der så kunne bruges på 2 eller 3 lokationer hver.
    Hele mekanikken med de turistprægede indkøb og seværdigheder blandet med de skjulte kontakter lader sig ikke gøre ved almindeligt bordrollespil.
    Venlig hilsen
    Torben Ussing

    Like

  4. Monica siger:

    næsby…grunden til at der er det antal spillere der er, er og har – indtil der blev eksperimenteret og udfordret på den konto- altid været grundet logistik, lokaler og de historiske aner tilbage til turneringsmodellen ( som er en god del af de fantastiske 3000 kunststykker af kulturhistorie du så gerne vil have vi husker at bygge de nuværende scenarier på )

    Like

  5. mortengreis siger:

    Addendum
    Jeg vil lige kort klargøre lidt tydeligere for mine tanker om semi-live.
    1) Vi taler om semi-live på conner, som en måde at spille scenarier på, som adskiller sig fra (d)en anden måde at spille på.
    2) Det er ikke muligt at spille et purt verbalt rollespil, vi inddrager altid et kropsligt element, men jeg ser stadig en forskel mellem semi-live og bord-spil på dette område. Ved bordspil er positioneringen mellem os ikke inddraget – jeg sidder på min stol, og du sidder på din stol, uanset hvor vores roller befinder sig i forhold til hinanden. Ved semi-live spiller positioneringen mellem spillerne også en betydning, da den afspejler karakterernes placering over for hinanden. Et andet aspekt er at semi-live i større omfang låner “sig det ikke, gør det” fra live-rollespil.
    Ydermere har Monica gjort mig den service at minde mig om Trebordsmodellen, foruden en reference: Oculus Tertius (http://alexandria.dk/data?scenarie=6), hvor der står:
    “Oculus Tertius er et scenarie, der lægger stor vægt på spillernes indbyrdes forhold og intriger, hvorfor en traditionel udformning af spillelokalet let kunne blive utilfredsstillende. Derfor har jeg – for at bibeholde flow og stemning i scenariet og undgå for mange illusionskvælende uden-for-døren-sekvenser – indrettet spillelokalet med hele tre borde som vist på tegningen på s. 27. Bemærk også, at spillernes pladser rundt om hovedbordet under den første seance er forhåndsbestemt, da ægtefæller ikke må sidde ved siden af hinanden under seancer.
    Bord A, Hovedbordet, er skueplads for de scener, hvor alle spillerne er samlet. Når spillerne er spredt, fungerer dette bord som et Intrigebord.
    Bord B og C, Intrigebordene, er beregnet til lavmælte, mere private samtaler nogle få spillere imellem; samtaler, som uden tvivl vil være mange, da der er mange ømtålelige emner at berøre. At gå hen til et Intrigebord svarer spilteknisk til at gå et sted hen, hvor man kan være alene – fx. et hjørne af en stue, et værelse eller et sted uden for godset.
    Da skoleborde aldrig har været synderligt inspirerende at se på, vil jeg bede dig indtrængende om at medbringe 3 stk. ensfarvede, mørktonede duge (lagener kan sagtens bruges) samt stearinlys til bordene – gerne en lysestage til hovedbordet. Yderligere udsmykning er selvfølgelig mere end velkommen. Medbring herudover en båndafspiller og passende underlægningsmusik (se kassen, Forslag til musikvalg, s. 27) og husk så for h…… at slukke alt elektrisk lys, bandlyse chips og bede spillerne stille deres sodavandsflasker ned på gulvet!”
    (og herefter fik vi fik “fyrfadslys og sorte affaldssække for vinduerne“-perioden på connerne, i de scenarier, hvor spilleder (evt. på forfatters opfordring) anvendte “stemnings-kulisser”).
    Men jeg kan godt lide den bevidste indretning af lokalet. Andre gange skyldes en god indretning og brug af lokalet alene en kompetent spilleder. Det afslører sig hurtigt, når man bladrer f.eks. Majgækken og Skyggernes spil igennem. I begge scenarierne er der nogle mindre opfordringer til måden at spille på – men intet om indretningen af lokalet (hvilket ikke er en kritik af scenarierne), hvilket giver en mindre overraskelse i den efterfølgende læsning af scenariet, når der intet står om den indretning, som spilleder anvendte.
    @ Ussing: Jeg kan godt huske Nile Queen. Deltog ikke, men så alle spillerne rende rundt og more sig. Også et godt eksempel på bevidst brug af live-elementer i rollespil. En god ide, der også må kunne bruges i andre sammenhænge (nu har vi den, så hvorfor nøjes med kun at anvende den i et scenarie?). 🙂

    Like

  6. Jeg undskylder for en lille sidebemærkning til Monica:

    Av! – Dér fik du mig! Vupti og det lige midt i det hele!
    🙂
    Det er nok ikke specielt vigtigt eller interessant, men det er nu altid en lidt underlig fornemmelse, at blive tilskrevet meninger, man slet ikke kan genkende. Så for en tydeligheds skyld: jeg siger *ikke* at de 3000 scenarier er kulturhistoriske kunststykker, og jeg siger heller ikke, at vi absolut skal bygge vore scenarier på dem. – Det jeg siger i den forbindelse er kun, at de er der. – Sammen med den bunke af erfaringer og tanker, der er kommet af det på godt og ondt.
    Det var bare det – tilbage til studiet herfra…
    -M

    Like

  7. Torben Ussing siger:

    Nile Queen var meget spilledertung: der var 6 hold á 6 spillere, ialt 36.
    De havde hver sin spilleder (til “bord”-delen), der var 8 biroller (med 9 spilledere, så der var en substitut hvis nogen skulle på WC – de kunne jo ikke tillade sig at holde pauser, hvis der nu var nogen, der liiige skulle have det handout, bazarindehaveren havde). Og så løb jeg rundt og sørgede for logistikken, så der var i alt 16 spilledere til 36 spillere. Det er nok i sig selv en grund til at ikke mange anvender denne form…

    Like

  8. Anne Vinkel siger:

    En anden forskel på bordrollespil og semilive handler om spillernes placering i rummet. Semilive (og live) kan i meget højere grad være multicentrisk, have aktivitet flere steder på én gang. Når man sidder seks mennesker om et bord, skal der ikke være meget mere end tre der taler, før det bliver forvirrende og distraherende – og de skal slet ikke tale om forskellige ting. Typisk foregår der én ting ad gangen. Når man semiliver scenariet i stedet, falder det meget mere naturligt at have en lavmælt konversation mellem A og B i det ene hjørne og en vred diskussion mellem C, D og E i det andet — eller at have en scene hvor A er i gang med at true en npc, mens B er i gang med at presse D til at fortælle, hvorfor hun gik i panik i scenen før, og C og E bare ser på.

    Semilive gør det også lettere hele tiden at ændre på de konstellationer, spillerne optræder i. Hvis man (igen) sidder seks mand om et bord, er det mindre oplagt at snakke lavmælt og fortroligt med ham, der sidder i det modsatte hjørne end med ens sidemænd. Når man har fået løftet sig fra stolen, er det mere sandsynligt, at man når at få alle de andre på tomandshånd.

    Dybest set er fællesfaktoren vel baggrundsaktivitet, og at der er mere plads til det i semilive. Det er ikke altid nødvendigvis en god ting. Hvis man gerne vil have, at hver enkelt karakters handlinger har fuldt spotlys, mens han udfører dem, vil man i hvert fald undgå baggrundsfnidder. Det samme gælder, hvis spilleders handlinger skal have fuldt fokus.

    “En Fandens Historie” er et eksempel på et scenarie, der efter min overbeviste mening ikke egner sig til at blive semilivet. Hele spilmekanikken bliver et forbandet rod i semilive, fordi det bliver så meget mere oplagt at flere spillere handler samtidig i hvert sit hjørne af rummet, og de af deres handlinger, der bliver fremhævet af spilmekanikken, altså ikke bliver fremhævet tilsvarende i spillet.

    Og nu vi er i gang med de ganske jordnært fysisk-rumlige konsekvenser af at semilive et scenarie, er det vel også værd at tage højde for, at mange spillere på de fleste conner vil være godt trætte. Når man kommer op af stolen og semiliver et scenarie, er der mindre risiko for at man falder i søvn. Stor fordel.

    Like

  9. Anne Vinkel siger:

    I øvrigt mener jeg, at “400 mand på en græsmark – for slet ikke at tale om hunden” ville være en fremragende scenarietitel

    Like

  10. Jeg er vild med semi-live. Det gør det mange gange nemmere at leve sig ind i rollen hvis man får lov til at smide lidt fysisk på. Og det er da meget sjovere at skumle til den person man er sur på fremfor at sige ‘min person kigger ondt på din person’. Hmmm, måske jeg i virkeligheden er rigtig liver…
    Men lige et spørgsmål…

    vil sådan noget som at lave speciel stemme når man snakker ‘i karakter’ også tælle som et ‘live’ element? Det er vel en fysisk tillægning som man sagtens kan undvære, men er det live?

    Like

  11. Lars Andresen siger:

    Jeg har altid rynket lidt på næsen af semi-live, fordi jeg har set det som gimmicks og billige point, men jeg må jo nok indrømme, at det bare er en fjollet puritansk stemning, for når jeg selv spiller, synes jeg jo, at det kan være vildt fedt, når man rent faktisk har en pistol, man kan trække og et bord at hoppe op på, når man skal røve banken … eller bliver sat i en forhørssituation, hvor man får en lampe stukket op i hovedet.

    Men der skal vel også noget til, før vi taler semi-live. At lave ansigtudtryk, mimik, hæve stemmen eller sidde og lave fagter er vel bare helt almindeligt rollespil. Ligesom handouts heller ikke gør et scenarie til semilive.

    Jeg tror, at jeg er meget enig i dine betragtninger Morten, når du kalder udklædningen i De Professionelle en gimmick.

    Når vi taler definitioner, synes jeg, at der er noget, som er gimmicks, der ‘bare’ er med til at hæve stemningen. Når spillederen kommer udklædt, så synes jeg ikke, at det bør kaldes for semi-live. På samme måde er det heller ikke semi-live, når en spilleder har tændt lys i et lokale og måske lagt sort fløjl på bordet for at skabe en god stemning.

    Like

  12. mortengreis siger:

    @ Anne: Godt tænkt. Det multi-centrere element er et væsentligt særkende ved semi-live – og det har netop de fordele og ulemper, du opsummerer. Det tillader en flersidig aktivitet og gør det lettere for spillerne at interagere i andre konstellationer, mens prisen er den manglende helhed i fortællingen (forstået sådan at jeg som spiller misser en gren af fortællingen, hvis en vigtig scene udspiller sig mellem to spillere ovre i det ene hjørne, som ingen andre ser).

    🙂 Angående din scenarietitel, så ser jeg frem til at spille scenariet.

    @ Kasper: Bah! Jeg tror ikke på, at du er rigtig liver 😉 Angående dit spørgsmål, så mener jeg at det at tillægge sig en stemme, hører ind under det at gestikulere, anvende kropssprog osv., hvilket i min optik er en del af kommunikationen mellem spillerne, og derfor ikke semi-live i sig selv. Det er først når den rumlige del af det kropslige spil inddrages, at det går over og bliver semi-live, så så længe vi bliver siddende på stolene, så er det ikke semi-live.

    og det bringer mig til Lars kommentar: Jeg tror, at vi er ganske enige. Brugen af stemningsremedier, som duge, stearinlys og en udklædt spilleder, ser jeg heller ikke som semi-live, de har bare en tendens til at være sammenfaldende med brugen af semi-live. Og jeg kan også sagtens forstå din rynken på næsen, for nogen gange har det været som med speciel effects i film, nogen gange er de der bare for deres egen, og ikke for handlingens skyld – men bortset fra det, så kan brugen af semi-live være særdeles givtigt.

    Nu kunne det være sjovt, at skrive et scenarie, hvor spillerne skal anvende et særegent kropssprog for at kommunikere hinanden i mellem. Altså at kropsligheden ikke bare er et centralt element i kommunikationen, men en uundgåelig del.

    Like

  13. Kristoffer Apollo siger:

    Jeg er enig i, at der er forskel på at spille semi-live og at bruge indretningen af omgivelserne (inkl. spillederen) til at sætte stemning og/eller definere dramatiske regler i scenariet. Det sidste er noget, Jacob Schmidt-Madsen har excelleret i – fra trebordsmodellen i “Oculus Tertius” til stregerne i “Drømmen om en Konge i Gult”. Sådan noget som udklædningen i “De Professionelle” eller opbygningen af lokalet i “Jisei” er omvendt eksempler på elementer, der udelukkende sætter stemning. (og det er selvfølgelig to vidt forskellige ting at sætte stemning og bruge et fysisk defineret dramatisk regelsæt, men i mine øjne er ingen af delene semi-live)

    Til gengæld er det vel en slags semi-live, når man serverer te for spillerne i “Jisei” (eftersom rammen er et tehus)? Eller når spillerne får taget blodprøver i “Dr. Frank”. Jeg ville definere semi-live, som at man agerer noget af handlingen kropsligt eller via sin fysiske placering.

    Og ud fra den definition vil jeg mene, at ja, der findes scenarier, som kun kan spilles semi-live. Nogle nemme eksempler er Næsbys “Diagnose”, Frederiks “Mødregruppen” og mit eget “Mænd af ære”. Alle tre scenarier benytter det greb, at de fundamentalt er bygget op omkring én enkelt scene, hvor spilpersonerne starter med at sidde i en rundkreds, endda omkring et bord i “Mænd af ære”. Altså bruger de den klassiske con-spilsituation som semi-live og lader spillerne udvikle spillet derfra, så det kun kan blive semi-live. Selvfølgelig med mulighed for ekstra niveauer – hvis man laver og serverer maden i “Mænd af ære”, bliver det endnu mere live-agtigt.

    Endelig er der et scenarie som Jacob SM’s “Højt under solen”. Jeg har kun skimmet teksten, men er det ikke 100% semi-live i udførelsen?

    Like

  14. Lars Andresen siger:

    Hvis det er noget, som spilpersonerne også gør i scenariet, så er det semi-live. Mænd af Ære er et godt eksempel. Hvis man sidder og spiser sammen i starten af scenariet, så er det helt klart semi-live, fordi det også er det, der foregår i scenariet og spisningen derfor bliver et live element. Hvis man spiser sammen i starten af SuperHeroes, så er det bare hyggeligt.

    Like

  15. Anders Hansen siger:

    <- Ny i mange sammenhænge, men rollespiller 😀

    Gik på Østerskov det første år, efter en måneds tid eller sådan opstod eller kom semi-live til os, og der blev i løbet af året arrangeret mange af dem.
    De sammenhænge vi brugte spillestilen var især med hensyn til rollespil hvor der skulle fortælles en del historie, eller en episk kamp der skulle udkæmpes, her gav det en fed effect at man enten kunne lade rollespillet ligge for ligesom at komme videre i fortællingen, eller stoppe op og lade to spillere kæmpe mod hinanden.

    Det kunne også bruges i forbindelse med brætspil, behøver vidst ikke at sige mere end semi-live skak, prøv at afgøre jeres spil på den måde, lige pludselig er skak ikke bare ren taktik 😀

    Men ellers nogen meget fine, alt for lange indlæg folk har skrevet 😀

    Like

  16. mortengreis siger:

    Hej Anders,

    Velkommen til. Spændende at høre fra en Østerskov-elev om jeres oplevelser (var på besøg på Østerskov for nogen tid siden, hvor jeg spillede Memoratoriet med lærerstaben).

    Kan du for resten ikke fortælle lidt mere om dine erfaringer med semi-live i forbindelse med de episke kampe og historiefortællingen?

    😀

    Like

  17. Pingback: Om latexsværd, betydningen af rollespil og om Fastavals scenarietradition « planB – this revolution will not be televised

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.