Rollespil: 6. mosebog, systemløst Story Now og Karrieretrolddom

Så fik vi kastet os rigtigt ud i det. Min Mortal Coil-gruppe fik luft under vingerne, og vi spillede “seriens pilot” (vi anvender tv-serie terminologi løseligt, ingen spilmekanisk betydning), hvor karaktererne introduceres, og som anslag gik den vilde jagt efter sjette mosebog, der også rent fiktivt kendes som Sword of Moses.

En udfordring for gruppen er at få alle spillere aktiveret. Vi er i alt syv mand iberegnet spilleder, det er en stor rollespilsgruppe. Det kræver lidt, da der ikke er tale om et D&D-selskab, der slentrer rundt i en kælder. En anden udfordring er, at få ramt en spilstil, som gør alle tilfredse – på det område rendte vi ind i et problem, mere om det længere nede.

Scenesætning

Spilmekaniske scener kan have en tendens til at sinke rollespil, derfor valgte vi at have mange “systemløse” scener, og en god del af scenerne er sat ret åbent i forhold til traditionelle Bangs og Kickers. Overordnet set har vi valgt at have fire typer af scener: “Frispilsscener”, “Systemløse konfliktscener”, “Spilmekaniske konfliktscener” og “Systemløse konfliktscener, der munder ud i spilmekanik”.

* Frispilsscene: En eller flere aktører spiller eller fortælle nogle begivenheder. Anvendes f.eks. som mellemspil mellem to andre scener.

* Systemløs konfliktscene: To eller flere aktører er til stede, og det etableres før start, hvad scenens omdrejningspunkt er. Nogle gange lines de potentielle udfald op før, andre gange efter.

* Spilmekanisk konfliktscene: To eller flere aktører er i en åbenlys konflikt, der løses med spilmekanikken med det samme (dem har vi endnu ikke anvendt).

* Systemløs scene, der munder ud i spilmekanik: To eller flere aktører er i konflikt (som med den ovenstående kategori), men konflikten går enten i hårdknude mellem de to spilpersoner, eller den ene part erklærer et ønske om at løse konflikten spilmekanisk (vi havde en scene, hvor et kompromis blev opnået, netop da vi blev enige om en spilmekanisk konflikt, og en scene, der blev løst spilmekanisk, men ikke optimalt). Denne form for hybrid mellem “systemløst” og “spilmekanisk” er en scenetype, som vi oplevede, da vi spillede Familiens Aemilius, hvor Octavia var ved at tabe en diskussion, hvor spilleren erklærede, at han ønskede at konflikte udfaldet af diskussionen end at spille scenen til ende. Denne hybridscene er en praktisk måde at slå bro mellem to former for rollespil, hvilket var baggrunden for min diskussion af scenetyper tidligere.

Når en scene rent praktisk spilles, har jeg generelt overladt indholdet af scenen til de spillere, der er aktive i scenen. Vi anvender en god del sceneteknikker – både flashbacks, fortalte scener, mellemspil, scener med en tydeligt erklæret konflikt og scener med mere åbne anslag. Spillerne refererer derfor ikke til mig for at høre om dette og hint er til rådighed, det er ikke nødvendigt, og det er rart. Min funktion er at være ordstyrer, hjælpe med at udforme scener og foretage enkelte afgørelse, samt at spille skurkene – og det dem har jeg det sjovt med.

De magisk fakta

Et centralt element i rollespillet Mortal Coil er måden, hvorpå magi bliver skabt i spillet. En spiller ofrer en magitoken, erklærer et faktum, og spilleder sætter en begrænsning på faktummet. Hvis spilleder skaber et faktum udpeges en spiller til at sætte en begrænsning.

Fakta fra første spilgang:

I) Man kan skabe golemmer, som adlyder skabers ordrer, men den kan misforstå ordren. Der kan sættes en Wits-baseret konflikt for at give ordrer (Thomas).

II) Med runer og navne kan man indvie et våben til en persons undergang, men man såres selv, hvis man taber konflikten. Giver +2 til konflikter, men tabes den giver det et light wound (Troels).

III) En kabbalist kan ved at udtale engles navne på enochian blive usynlig for de dødelige, men bruges den for ofte, vækker man englenes mishag (Thomas).

IV) Den, som indvier sit øje ved Verdenstræets rod, kan se, hvad der er skjult for almindelige dødelige, men det andet øje viser rædselsvækkende ting (Troels).

Aftenens fakta:

V) 6. mosebog er et magisk værk, der rummer formularer til at kontrollere engle med, men den kan kun bruges af en uskyldig sjæl (Morten).

VI) Evnen til at tænde elektriske apparater, der er uden strøm, ved berøring, men mængden af energi (efter apparatets størrelse og varighed), der skal anvendes, udmatter brugeren (Kristo).

VII) Meditation over bestemte magiske kunstværker vil sende en person på en lærerig/selverkendende ånderejse, men efter endt færd skal en passion justeres op/ned med et point (Lars).

VIII) Engle/Eks-engle kan se ind i folks hjerter og lære deres passions at kende, men resten af spilgangen er (eks-)englen forbundet til personen og tager derfor skade (light wound), hver gang personen skades (denne skade varer kun for resten af spilgangen) (Lars).

IX) addendum til faktum VIII: Med mere end en person i en krop, ser man kun den dominerende persons passions, men man kan se, at der er flere i kroppen (Morten).

X) Magikere kan skabe en amulet, der beskytter mod Djævles indflydelse, men en, der står bæreren nær, vil blive udsat for tilsvarende ulykker (Thomas).

XI) Karrieremagi (som Josephine March og Leila Montage anvender) er tæt forbundet med djævle, og når en ny dukker op på “markedet”, mærkes det som en isnende frygt, der distraherer og giver en actiontoken mindre i næste konflikt, men man kender navnet på djævelen og ved noget om den (Morten).

XII) Inden for lysskæret af et sandhedslys, som er lavet på rosenblade, som ingen har set på, osv., kan man kun tale sandt, men man er ikke tvunget til at tale, erfarne troldmænd kan genkende lysets duft (Anne).

XIII) Vrede kan gøres ens slag og spark elektriske (+2 i kamp), men elektriske apparater går i området (Kristo).

XIV) En (eks)-engel kan fremhæve sin tilstedeværelse og indgyde omkringstående med ærefrygt (“Gandalf-effekten”), men det giver et “ping” på den okkulte radar, så andre overnaturlige væsner og magtfulde troldmænd ved, at man er i området (Lars).

XV) Det er muligt med sejd og galdren at sende sit sind ud med et talende dyr, fysisk som åndeligt (en fylgja), men ens krop ligger forsvarsløs tilbage, og må ikke røres ved, for ellers kan ånden/sindet ikke finde tilbage (Troels).

XVI) Man kan med en persons sande navn lave en runestav, der afleder magi anvendt på afstand rettet mod personen over til runestaven (en magisk lynafleder mod indirekte magi), men blodet fra et dyr, som en anden har navngivet (pas på jeres kæledyr), skal anvendes (Troels).

XVII) Djævelens headhunter kan kidnappe folk gennem spejle, men vejen gennem spejlet forbliver åben i et stykke tid, så andre kan følge efter (Morten).

Antal magictokens til rådighed for hver spiller. Thomas: 17 tokens, Troels: 16 tokens, Lars: 17 tokens, Kristo: 18 tokens, Anne: 19 tokens, Karen: 20 tokens og Morten: 40 tokens.

Vi har desuden en række fakta på vej om, hvordan der kan være to sjæle i en krop, hvordan man gennem blodmagi kan finde folk, der står en nær, hvordan man holder sig ung gennem et forbrug af jomfruer, og hvordan man holder sig ung v.hj.a de vises stens hemmelighed, foruden hvad var det mon for et magisk maleri, som Victor Metz har givet til William og Beatrice LaCroix.

Aftenens begivenheder

Jeg havde forberedt en række mindre oplæg til at sparke begivenhederne i gang. Det skulle dreje sig om en præsentation af spilpersonerne, om de første antydninger af konflikten mellem Christian Rosenkreutz og Aleister Crowley og spilpersonernes forhold dertil, og udgangspunktet blev 6. mosebog.

Dagens væsentlige skurke og bipersoner blev House of Rose, Chris Rose Foundation, Big Al, Ba’alath Gebal – “djævelens headhunter”, Harrison – “ven” til Jeramy, Jennifer – lillesøster til Josie og måske en reinkarnation af Nicolas Flamels hustru, Layla Montage fra NYC – karrieminded konkurrent til Josie, og Tom Davengate – ekskæreste til Josie.

Rent praktisk havde jeg forberedt en række anslag, som dels skulle introducere karaktererne, dels være eksempler på konflikter, og dels sparke spillet i gang. Hvad jeg ikke havde forberedt var aftenens store plot, kun centrum for handlingen – nemlig 6. mosebog, som skulle være/have været i familien LaCroixs besiddelse.

Bipersoner blev delt ud til spillerne, så vi kunne have flere aktive spillere på en gang.

1) Jeramy arbejder sent i supermarkedet hos Mr. Kieth, der udnytter at Jeramy er ungdomskriminel, og derfor har svært ved at få arbejde. Ind i butikken kommer Harrison, der er Jeramys idol, og leder af den biltyvebande, som Jeramy var med i. Harrison er her for at genoptage forbindelsen med Jeramy og bumme gratis smøger af ham.

2) Josephine March har spenderet hele morgenen med at lede efter sin Avanceret Sort Magi-bog, da det endelig går op for hende, at bogen ligger hos hendes ex, Tom Davengate, og Tom har nogle helt andre forestillinger om deres forhold. Josie må konfrontere sin ex for at sin trolddomsbog retur – og hun ender med at få en middagsdate med i købet.

3) Victor Metz får besøg af to advokater, George Severe og Martin Grave, der ligner Born-again-christians, og som repræsenterer House of Rose. De vil have ham til at fremskaffe 6. mosebog (hersfeldkodeks-udgaven) – de tilbyder ham det eneste overlevende maleri af dadaisten Kurt Benzon for opgaven, og hvis han ikke tager opgaven, vil de lade maleriet destruere. Victor tager straks imod opgaven.

4) Josephine March har i den sidste tid haft en fæl konkurrent i firmaet, Layla Montage fra NYC, der er yngre og smukkere end hende, praktiserer sexmagick, og chefen lader hende få opgaverne. En ny kontrakt med Chris Rose Foundation skal skaffes hjem, og de to kvinder mødes en i giftig samtale ude på dametoilettet, hvor Josie er den sejrrige.

5) Victor Metz har sat Charles Orwood stævne i en fashionable klub for at indhente viden om 6. mosebog (faktum V), og her lærer han, at den har været i familien LaCroixs besiddelse, men deres gods er brændt.

6) Philippe Peladan (Nicolas Flamel) har atter et mareridt om, hvordan dæmoninden Ba’alath Gebal stjal hans elskede Perenelle fra ham. Netop som drømmen ender, ringer hans telefon. Det er Big Al, der meddeler, at Perenelle er vendt tilbage (og hentyder til Josies søster, Jennifer, der er i huset hos Nicolas), men det er Ba’alath Gebal, og de vil komme samme eftermiddag efter Jennifer, hvis ikke Big Al får 6. mosebog.

7) Samme eftermiddag. Døren går op til Nicolas’ kontor, det er assistenten Marcel, der meddele, at repræsentanten for Chris Rose Foundation er ankommet. Ind træder Josephine March, der har vundet opgaven fra Layla Montage, og hun skal nu forhandle en kontrakt mellem FSJ og Chris Rose Foundation om hjælp til Østafrika. En del af forhandlingen går på, at Jennifer skal arbejde for Chris Rose Foundation. Diskussionen går i hårdknude og udsættes til den følgende dag.

8 ) Jeramy er blevet opfordret af Dr. Edwards til at tage kontakt til Victor Metz, der tager høfligt imod ham. Jeramy demonstrerer for Victor sine evner (faktum VI). Victor ser ind i hjertet på Jeramy (faktum VIII) og forærer ham et særligt maleri, som han skal meditere over hver morgen (faktum VII) [og næste gang skal vi have de for vildeste ånderejser. Yay!]

9) Midt i det hele dukker LaCroix op ved Victors dør. Hun lukkes ind og introduceres for Jeramy. Victor Metz studerer LaCroix nøje (faktum IX).

10) Flashback: Charles Orwood mødes på en pub med LaCroix – Beatrice er for første gang i England og har svært ved at begå sig i det engelske – hvor hun hyrer Charles Orwood til at anvende blodmagi til at spore hendes forsvundne bror William [dette faktum blev ikke etableret, idet formularen i sig selv ikke var i spil].

11) Andetsteds har Philippe Peladan konstrueret en beskyttende amulet til Jennifer (faktum X), så han kan beskytte hende imod Ba’alath Gebal. Om aftenen arrangerer han en dinner på Le Bon Coq med Jennifer, hvor han forærer hende amuletten. Jennifer fortrækker til toilettet for “at pudre næsen” (ringe til sin veninde).

12) [mellemspil]: Lige inden Josephine opsøger Philippe Peladan på Le Bon Coq mærker hun en isnende rædsel (faktum XI), hvorefter hun med en våd finger tegner på et spejl. Frem toner navnet på Ba’alth Gebal, Djævelens headhunter.

Josephine konfronterer Philippe Peladan , og hun har på snedig vis sørget for, at få anbragt et stearinlys ved borde. En tjener dukker op og tænder lyset. Philippe genkender straks duften (faktum XII), og nu hvor de er på plan grund indledes forhandlingerne om Jennifer.

[Forhandlingerne gik i hårdknude og en konflikt blev ønsket, men netop som vi er i gang med at sætte tokens op, kommer Thomas og Anne frem til et kompromis.]

Josephine kan ikke opfylde aftalen med Chris Rose Foundation, men til gengæld giver FSJ hende en kontrakt, mod at Jennifer forbliver hos FSJ. Josie kan således vende tilbage til sin chef med en bedre kontrakt, end den hun drog af sted med.

13) Senere, da Josie er vendt tilbage til London, bevæger hun sig ind i en mørk gyde for at besøge William LaCroix, hvor hun passes op af tre hooligans, fordi Jennifers beskyttende amulet har afværget et angreb mod hende (faktum X). Jeramy er i nærheden og kommer hende til undsætning (faktum XIII). [Kampen mellem Jeramy og de tre hooligans blev fortalt af Anne, da vi ikke så nogen grund til at udspille kampen – scenen handler om at Josie og jeramy mødes, ikke om Jeramy kan banke tre holligans]

14) Gyden efterlades i et tæt mørke, da alt lys i området er gået, og Jeramy segner (faktum VI). Josie kalder på William LaCroix, og Beatrice LaCroix stikker hovedet ud af vinduet. Beatrice lader som om hun er en kæreste til William, idet Josie ikke kender til at William deler krop med sin søster.

15) Oppe i lejligheden er Jeramy kommet til sig selv, og de tre karakterer – Jeramy, LaCroix og Josephine – får hilst på hinanden, da en patruljevogn dukker op (pga. af slagsmålet i gyden). De to betjente dukker op i lejligheden, hvor de trænger Jeramy op i en krog, da Victor dukker op og udreder situationen (faktum XIV). Uden for vinduet sidder en ravn og kigger ind.

16) [Idet vi ikke helt havde fået udredet diskussionen i scene 9, satte vi en hurtig flashbackscene] Victor har en samtale med Beatrice LaCroix om hendes bror, William, og hans tilstand. Victor graver et magisk maleri frem af sine gemmer til LaCroix, som han anbefaler hende at tage i brug [hvad, det er for et magisk maleri, er endnu ikke blevet etableret].

17) [tilbage i nutiden, hvor scene 15 stoppede] Ravnen tokker på vinduet og bliver lukket ind (faktum XV). Det er Charles’ i fylgja. Jeramy forbløffes over, hvor sær verden er. Charles meddeler, at dæmoner er i hælene på dem, og at de bør forlade Williams gamle lejlighed og tage 6. mosebog med dem (som ligger skjult mellem Williams pornoblade under sengen).

Beatrice LaCroix er rasende på Charles, der er hendes leverandør af magisk beskyttelse (faktum XVI), da han har brudt med de fleste former for god tone i den okkulte underverden. Hun nægter at lytte til Charles.

[Diskussionen går i hårdknude, og vi vælger at anvende spilmekanikken til at løse diskussionen – enten forlader de alle lejligheden i hast med 6. mosebog, eller også forsvinder Beatrices uønskede gæster uden 6. mosebog. Konflikten vindes af Troels med en kneben sejr over Karen. Udfaldet bliver at Charles taber anseelse, og at LaCroix modvilligt går med til at forlade lejligheden, da trusler udefra er af en mere presserende karakter]

18) [fortalt scene. Anne køber fortælleretten til scenen med en forcetoken] (faktum XVII) Jennifer har lige været i bad, og hun er i gang med at smuksere sig foran sit spejl. På bordet foran hende ligger hendes amulet, og hun lader bedstemors gamle ring glide af og på fingeren hele tiden. Et øjeblik har hun ringen af, og Ba’alath Gebal ser sit snit til at kidnappe Jennifer. [Hvad, det helt præcist er for en ring, er ikke endeligt blevet defineret].

19) Netop som selskabet er ved at bryde op og forlade lejligheden, spørger Jeramy om Josephine vil være hans advokat ved hans næste møde med hans paroleoficer. Det indvilliger hun i.

Aftenens problem

Ikke alt gik som det skulle. Ved den spilmekaniske konflikt rendte vi ind i et centralt problem: Grænsen for indflydelsen over hinandens karakterer. Hvor meget kan man definere om hinandens karakterer.

Problemstillingen gør sig gældende både udenfor og indenfor den spilmekaniske konflikt. Idet spillerne har udstrakt fortællerettighed kan de hurtigt nå indtil kanten af en anden spillers karakter – og her er det vigtigt at vi kender kernekoncepterne i hinandens karakterer, da man på den ene side må acceptere, at der bliver gjort ting ved ens karakter, som man i traditionelt rollespil kun sammen med spilleder og en selv har kontrol over, på den anden side er det ved at holde øje med hinandens kernekoncepter at vi undgår at gøre ting ved hinandens karakter, som er i modstrid med ideen om karakteren. Derfor må der ikke være nogen hemmeligheder mellem spillerne, kun mellem karaktererne.

Problemstillingen optræder også inden for det spilmekaniske, idet man ved en tabt konflikt må se sin “brik slået hjem” – heri ligger spillet. Det betyder, at hvor man i traditionelt systemløst rollespil har fuld autoritet over sin karakter, må man acceptere, at spilmekanikken kan diktere bestemte handlinger. Rent praktisk gøres det ved, at det tydeligt erklæres hvad konflikten drejer sig om, og hvad konsekvenserne af nederlaget er – men det siges ikke hvorledes det skete.

Når konflikten er afgjort uddeles fortælleretten til vinderen, der fortæller udfaldet – efter at forløbet har været forhandlet mellem parterne (for at sikre sig karakterernes integritet er på plads). Det lyder måske komplekst, men det er ret simpelt. Hvis jeg vinder en konflikt, fortæller jeg udfaldet, når vi har aftalt de overordnede rammer for det, der skal fortælles. Restriktionen på det, jeg må fortælle er sat af graden af succes, spillets præmis og af den anden karakters kernekoncept – således erobrer jeg ikke lige pludselig verden, lader ikke UFOer komme flyvende, og siger ikke, at din karakter afslører, at han altid har drømt om at være en lumberjack.

Alt i alt

Det, jeg godt kan lide er, at jeg ikke skal have forberedt alt. Nogle af de scener, som spillerne udtænker er bedre end dem, som jeg udtænker, og de kan være bedre til at afspejle spillernes mål med deres spilpersoner. En anden charme er, at scenerne ofte flyder ret organisk ud fra hinanden. Det ene fører lynhurtigt det andet med sig, scene på scene. Forholdende mellem spilpersonerne udvikler sig naturligt, detaljer etableres, og spillerne og spilpersonerne er i centrum. Det handler ikke om, at spillerne skal gætte sig til mit plot, at jeg skal sikre mig at de følger et bestemt oplæg, eller at de skal agerer deres roller, mens jeg fortæller en historie.

Vi er blevet ret gode til at skabe magiske fakta. De er spændende, stemningsfyldte og giver en masse kulør til de enkelte scener. Damn, det er fedt!

Vi mangler at få lært at anvende spilmekanikken flydende – hvilket bliver genstand for næste spilgang. Vi skal vænne os til, hvordan autoriteten over spilpersonerne er anderledes end normalt (det var aftenens kontrovers), og så skal nogle scener sættes og afsluttes skarpere (men det er bare min personlige præference).

Og nårh ja, XP-systemet skal lige lidt bedre i brug. Spillerne belønner hinanden for godt spil, men vi fik det ikke brugt nok her til aften, så jeg uddeler en generel mængde point før spilstart næste gang.

Næste gang

Spilmekaniske scener – det bliver nok noget med action

Cliffhangeren – kidnapningen af Jennifer.

Kampen om Sjette mosebog.

Big Al versus House of Rose.

Jeramy skal mødes med sin paroleofficer med Josie som hans advokat.

Ånderejser og magiske malerier, fortryllede ringe og Ba’alath Gebal.
Husk: XP