Selskabslege, kappestrid og historiefortælling

To lidt anderledes erfaringer med rollespil, som jeg har gjort mig på det seneste har været med Kakerlak-spillet og en snak med Troels om hans erfaringer med Agon.

Det svære ved spillene har været at få formidlet dem korrekt. Første gang Troels spillede Agon var det ikke så spektakulært, som det kunne blive. Der manglede noget. Anden gang gik det langt bedre, det blev til en kappestrid mellem rollespillere.

Første gang jeg spillede kakerlak-spillet havde vi det sjovt, og vi fik spillet rollespil, men vi fik ikke ramt spillets stemning helt, som det ellers præsenteres. Anden gang kom vi væsentligt tættere på den ønskede oplevelse – jeg havde præsenteret spillet, som en selskabsleg for rollespillere.

Når jeg spiller In a Wicked Age for hyggens skyld præsenterer jeg det, som et spil, hvor rollespillere battler på ord.

En anderledes præsentation af rollespil

Normalt præsenterer jeg con-scenarier efter deres genre, miljø og spillestil – bipersonsspil, intrigespil, fortællespil, horror, science fiction, steampunk, action, drama osv.

Det ligger implicit i spillernes opfattelse af scenarierne, at der er tale om “spillerne skal agere i forhold til en allerede skabt historie”, og får jeg ikke præsenteret de andre rollespil, som værende anderledes i forhold til dette – f.eks. en selskabsleg – så tager spillerne udgangspunkt i denne spil-norm.

Jeg er ikke stødt på samme problemstilling med andre indie-spil, som f.eks. Mortal Coil, My Life with Master, Lacuna, der langt mere ligner de gængse former for rollespil.

Det handler ikke om historien

Den store forskel ved kappestriden, selskabslegen, dysten på ord er, at spillerne ikke skal tænke på den historie, som (de antager at) spilleder har skabt, og på at de skal holde sig inden for rammerne af denne historie, mens de trin for trin afdækker den, mens de spiller deres roller.

Fornøjelsen ligger i at rollespil kan bruges til mere. Jeg antager, at vi spiller rollespil for den gode oplevelse – og for mange ligger den gode oplevelse i at opleve den historie, som forfatteren til scenariet har skabt, eller at opleve deres karakterer interagere i den kampagneverden, som spilleder har skabt – den særegne underholdning som rollespil i alle dets former (fantasy reenactment, computerspil, rollespil) tilbyder.

At tænke at den gode oplevelse også i form af kappestriden (lidt a la glæden ved brætspil) og selskabslegen åbner for, hvordan man kan opfatte og præsentere rollespil.

Mere end underholdning

For nogle forfattere ligger der også en tilfredsstillelse i at kunne skabe et scenarie, der ikke kun giver spillerne en god oplevelse i form af at opleve historien, men også i at vække tanker i dem – at få dem til at reflektere over et emne. Denne gren af rollespil er endnu ikke særligt veludviklet – meget er endnu variation over underholdning tilføjet en tematik om et væsentligt emne (f.eks. pædofil.dk eller Krigen), men jeg har endnu ikke oplevet scenarier med stærkt markante eller samfundskritiske holdninger.

En anden gren af rollespil, som skal nævnes, men som jeg ikke vil ind på yderligere her, er rollespil i undervisningssammenhæng. Her gør vi mere med rollespil end bare underholdning, om det så Mikkels kursus eller undervisningen på Østerskov.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Rollespil. Bogmærk permalinket.

Et svar til Selskabslege, kappestrid og historiefortælling

  1. Det fænomen, du beskriver minder meget om det, jeg skriver om i “Cassandras Æske”, min seneste artikel på RPGforum. Visse former for rollespil forudsætter en bevidst eller ubevidst overenskomst mellem forfatter/GM og spillerne for at fungere. Groft sagt er spillerne nødt til at holde sig indenfor rammerne af hvad de antager det er meningen, at de skal gøre. I modsætning til at forholde sig direkte til spilverdenen og dens begivenheder ud fra deres fortolkning af karaktererne.
    Det kan selvsagt virke mere eller mindre begrænsende, alt efter spil og personer, men i værste fald kan den indbyggede konflikt i denne overenskomst ødelægge oplevelsen.
    Men – og det er værd at bide mærke i – begrænsningerne går også den anden vej: hvis GM/forfatterens projekt ikke tager udgangspunkt i Overenskomsten, vil spillerne i langt de fleste tilfælde forvente, at det gør det nu alligevel og handle derefter. Hvilket alt andet lige også vil kunne ødelægge oplevelsen.
    En ret smart måde at løse det problem på, er naturligvis at præsentere konceptet som en selskabsleg for rollespillere. Det giver spillerne “åbne” foventninger, og man undgår overenskomst-problemet.
    -M

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.