Biens bog: Basra og Castrum

I gamle dage så verden anderledes ud. En af de ting, der var anderledes var f.eks. en af den gangs nymodens religioner, der godt nok påstod, at den var ældgammel, fordi dens guddom havde været til før verdens skabelse. En af dens finurligheder var forholdet mellem tre dele af guden, som der langt fra var nogen enighed om på det tidspunkt. Nu har nogen af jer nok allerede regnet ud, hvilken religion jeg refererer til, og nogen af jer tænker måske, at det er sådan noget Dan Vinci Brown-agtigt noget, men det er det langt fra. For det er ikke andet end misforståelser og makværk.

I stedet vil jeg præsenterer jer for Nestor. Nestor blev født en gang i det 4. årh. – mere præcist i omkring året 386 – og han blev i 428 ophøjet til patriark af Konstantinopel. En post han kun holdt frem til 431, da han blev fordømt som kætter ved koncilet i Ephesus. Dette skete på baggrund af Sankt Cyril af Alexandria’s anklager imod ham, hvor han blev anklaget for at ville splitte Jesus i to, en menneskelig og en guddommelig, der begge havde bolig i samme krop. Nestor mistede sin embede og blev sendt i eksil i et kloster i Ægypten, hvor han endte sine dage i 451.

I Etymologier af Isidor af Sevillia kan man læse følgende om Nestorianerne:

“The Nestorians are named from Nestorius, bishop of Constantinople, who asserted that the blessed Virgin Mary was the mother not of God, but of a mere human, so that he would make one person of the flesh and the other of the godhead. He did not believe that one and the same Christ existed in the Word of God and in the flesh, but he preached that there was a distinct Son of God and another of humankind.” (VIII.v.64)

Nestor var en af de mange kristne, der forsøgte at få styr på treenigheden. Herfra springer Nestorianismen, hvis tilhængere søgte tilflugt i det persiske sassaniderige, og grundlagde den assyriske kirke. Herfra udsprang mange missionærer, der i løbet af 600-tallet og 700-tallet bragte den nestorianske kristendom til Indien, Mongoliet og Kina.

Nestor var dog langt fra den første kristne, der havde vanskeligheder ved at se Jesus som både fuldt menneske og fuldt guddom. Der var f.eks. langt tidligere Adoptionisterne, der mente, at Jesus var en meget from mand, og ved hans dåb i Jordanfloden steg Kristus ned i ham, og virkede mirakler. Kristus forlod efterfølgende Jesus, da han hang på korset. Herved er Faderen og Sønnen ikke ligestillede, da Jesus Kristus’ eksistens er ‘midlertidig’. En anden konkurrerende form for kristendom var Docetisterne (efter det græske dokeo ‘ at synes’), der prædikede, at Jesu legeme var en illusion, og at Jesus derfor kun synedes at have en fysisk krop. De blev også fordømt som kættere.

En anden gruppe adoptionister var Ebionitterne (“de fattige”), der var jødiske kristne, der mente, at Jesus var rent menneske, og derved slet ikke guddommelig, som var blevet adopteret af Gud, og som havde været den ultimative syndebuk ved sin korsfæstelse. Kontra dem stod Marcionitterne (opkaldt efter Marcion), som var ikke-jødiske kristne, tilhørende den docetiske retning. De mente, at Jesus var rent guddommelig, og at det gamle testamentes Gud ikke var den samme som det nye testamentes gud.

Ved siden af disse var der teologen Arius fra Ægypten (250-336), der grundlagde arianismen, der blev dømt som kætteri ved koncilet i Nikæa i 325. Ifølge Arius var Sønnen ikke ligestillet, men underordnet Faderen. Denne form for kristendom overlevede blandt blandt germanske folk, som goterne, frem til 700-tallet.

Efter denne korte introduktion til kætterier vedrørende Jesus, hans guddommelighed og menneskelighed, og forholdet i treenigheden, kan vi nu passende vende opmærksomheden mod Mortal Coil-kampagnen og dens seneste udvikling.

Mandefald

Fordømt! Tre afbud, men heldigvis endnu tre spillere tilbage. Nogle gange sker der bare meget omkring en og ens spillere.

Så der sad vi tre mand, og snakkede lidt om, hvor vi skulle hen med aftenens spil. Først varmede vi op med at teste Troels’ opvarmningsleg til hans VC-scenarie “På tømmerflåden”. En ret spøjs ting, da jeg ikke har set denne opvarmningsøvelse før – kom til Viking-Con og prøv den.

Dernæst gik vi i gang med Lars’ karakter. Lars havde ikke været med sidste gang, så det var oplagt at sætte ham i rampelyset. Victor var draget ud for at finde Syvende Mosebog, og i sin færd var han kommet til Basra eller rettere han var vendt tilbage til byen, som han ikke havde sat fod i siden den hed Castrum.

Spilstilen

Vi blev enige om at det handlede om Lars’ karakter, og vi spillede det systemløst, hvor fortælleretten “flød” mellem spillerne, hvilket betyder, at vi skiftedes til at være “spilleder”, og at vi havde hvert vores “territorium” over for Lars, der konstant var i centrum. En scene sluttede, hvis Lars meddelte, at han var gået i stå, eller hvis en scene kom til en naturlig afslutning. Der blev ikke aktivt anvendt nogen spilmekanik, men bare lavet et par enkelte nik i retning af reglerne.

Vi fordelte nogle roller imellem os. Anne havde moderne Basra – selvom jeg anvendte byen en smule for at slå bro til oldtidens Castrum (3. årh. evt.), som var mit territorium, mens Troels havde Krigens rytter, der viste sig at være Mars, der var gået i kristendommens tjeneste.

Biens bog

Denne tekst blev forfattet omkring 1222 af den nestorianske biskop Salomon, der havde sit sæde i Basra i Irak, der ligger ikke langt fra Camp Danevang.

All these celestial hosts have revelations both of sight and of hearing; but the Cherubim have revelations by sight only, because there is no mediator between them and God. The angels have an intellect superior to that of the rest of rational beings; man has stronger desire, and the demons a greater degree of anger. (Uddrag af kapitel V).

Så vi begynder med Victor, der er ankommet til Irak i sin søgen efter Syvende Mosebog. Han bevæger sig gennem Basras støvede gader, og fandt frem til en boghandler, i hvis slægt, der løb en profeti om, at den dag Den evige jøde vender tilbage til boghandlen og fuldender sin handel, så går verden under. De to forhandler en tid, da Victor erindrer fortidens begivenheder.

Victor er på besøg hos sin ven Yacub og dennes familie. Yacubs kristne menighed er adoptionister, der netop har været i slagsmål med en anden kristen menighed, der er docetister, om hvem, der har den rette tolkning i Jesus Kristus.

I nutiden fortsætter samtalen med boghandleren, da den afbrydes af et voldsomt bank på døren, og Victor mindes den nat, hvor de romerske legionærer trængte ind i Yacubs hjem, og trak hele familien, tjenere og slaver ud på gaden for at straffe dem for ikke at ofre til Kejseren, og derved bringe ulykke over byen.

Blandt de mange tilskuere vandrer en rødskægget mand, og opildner til slagsmål. Netop som stenene skal til at flyve, træder Victor i karakter, og optræder som et guddommeligt væsen, der maner til besindighed. Derefter konfronterer han Mars, og de går til en vinbod, hvor Mars fortæller, at han er trådt i tjeneste under Gud som den fjerde rytter.

I nutiden trænger britiske soldater ind i boghandlerens hjem, da denne er under mistanke for at være i ledtog med terrorister. Victor manifesterer sig atter, og skræmmer soldaterne med sin tilstedeværelse. De flygter ud af huset, hvor Victor når at fange et glimt af Widukind, martyren fra Herford i menneskemylderet.

Imens flygter boghandleren gennem spejlet, og efterlader en note på formfuldendt britisk, at han kan se at tidernes herre er nær, og at det er på tide, at runde ens handler af. Victor har dog fået et spor i sin jagt på Syvende Mosebog.

Han drager gennem Basra, og kommer til et ældgammelt hus, hvor han har været før. Han genkender det, som Yacubs hus, og han bliver inviteret indenfor af en ældgammel dame – Yacubs hustru – som fortæller Victor, at Yacub besad Syvende Mosebog, og at Nestor senere anvendte den, da han prædikede sin opfattelse af Jesus Kristus, og at den siden blev brugt af biskop Salomon, da denne skrev Biens bog, som er at finde i Konstantinopel. Derefter får Yacubs hustru endelig svar på en række spørgsmål om Victor, der har plaget hende gennem de sidste 1700 år, og hun kan endelig finde hvile. Victor forlader hendes hjem, da det sidste lys er brændt ud, og han er det sidste levende væsen i huset. Da han lukker døren bag sig, begynder bygningen af smuldre.

Efterfølgende render Victor ind i Mars igen, der denne inspirerer en ung mand til at sprænge sig selv i luften under en britisk mandskabsvogn med død og ulykke til følge. Mars og Victor falder i snak om, hvordan man forholder sig til Gud og mennesker, og det at vælge mellem de to ting, og at vælge at hjælpe mennesker til at vælge eller til at tage et bestemt valg. Samtalen sker i forlængelse af den unge Hamsas sygelege, hvor han ligger alvorligt såret uden lysten til at leve og kæmpe. Mars får Victor til at tale med Hamsa, og hvor Mars vil have kampiveren og krigslysten vækket til live i knægten, da vil Victor hjælpe knægten til at vælge selv. Hamsa overvejer at vælge at leve og at udleve det liv, som hans søster aldrig nåede at få, men i sidste sekund vælger han hævnen og drabet, som det han vil leve for. Mars er meget glad for Victors “assistance”, og kvitterer for hjælpen ved at skylde Victor en tjeneste.

Herefter beslutter Victor sig for at forlade Basra og søge mod Konstantinopel.

Næste gang

Jagten på Biens bog i Konstantinopel: Victor Metz i hårdtslående action.

Tøser fra Helvede: Layla Montage, Beatrice og Josephine March i en rå magtkamp om Eldad og Modads bog, og om forholdet til Den Gyldne Loges Mester.

Gudesønnen og Jeramy: Har Victor en svaghed for gudesønner? Er Jeramy vitterligt søn af Mars, og hvordan vil det påvirke Victors forhold til Mars?

Jobs sønner: Hvem er de og hvorfor er de efter vore hovedpersoner? Og hvorfor er de ikke blevet nævnt tidligere? (Fordi de får deres debut næste gang).

Disse og mange andre spændende ting venter forude.