Og således hændte det: Rollespil under Nordstjernen

Pyha. Hjemmebryggede øl.

Jeg har lige været til Efterspil.

Huha. Hjemmebryggede øl. Gylden, tung, sød, 9%.

Men hvor er Polaris dog fantastisk! En særegen flydende størrelse, hvor fortællingen vokser frem mellem de fire spillere. Og jeg kan ikke give et referat af begivenhederne, for de væk som snefnug, der opløses for den brændende sols skær, og kun tilbage er mindet om riddere, der ville det bedste og faldt så langt.

Det er et poetisk rollespil for fire spillere og ingen spilleder. Det er et storygame, hvor man går i gang uden forberedelse, og lader fortællingen vokse frem, idet man stræber efter at fuldbyrde ens ridders mål, og mens man stræber, vokser tragedien frem som en uundgåelig størrelse.

I Polaris gives spillerne to redskaber: Konfliktmekanikken og de sproglige vendinger, som farver og former hele oplevelsen.

Den er følgende tekst vigtig for den stemning, der skal skabes i Polaris, og derved en ypperlig understregning af Peters pointe i hans indlæg om litterær formidling:

al prosatekst, der optræder, anvendes aktivt i udførslen af selve scenariet, og derved allerede har funktionel karakter

Og prosateksten er vigtig for Polaris for den giver de sproglige vendinger og hele den sproglige klædedragt, man som spiller skal bygge ind i hele fortællingen.

Øjeblikke Frosset i Tidens Strøm
Der var engang så langt mod nord som nord rækker, et folk, der var det mægtigste, denne verden nogensinde har kendt. Vi kan ikke længere se dem, som de var, men vi kan forstå dem, som de dør, og smelter som et snefnug i solen.
For dette folk er borte nu, omgjort som verden omgør alle smukke ting. Alt der er tilbage, er disse øjeblikke kaldet minder, øjeblikke frosset i tidens strøm.
Se …

EN HENRIVENDE PIGE, alene i en frossen ødemark, med blikket rettet mod en glødende stjerneoplyst by. Hendes ansigt er udtryksløst, men sneen der falder fra hendes læber røber hendes jalousi.
HANS BLOD DRYPPER fra en fremmed blomst han ikke kan bære at holde, mens hans søster vugger sin egen hånd og venter, uden helt at græde, på kniven.
I SÅDAN EN STORM ser du dem kun ved lyset fra deres sværd.
MED EN ENKELT GESTUS og en enkelt tone fra hendes ene sang flås kødet af de korrupte senatorer, blotter ormene der vrider sig derunder.
I TÆT DANS PÅ ET GULV AF ISTAPPER, står tusind par stille med ét, stirrer gennem regnbueglas på daggrys glødende kant der blotter sig nu i horisonten.
HENRYKKET ser han ikke dets kløer.
SVÆRD MØDES, på den yderste kant af en gletchersprække, det ene blegt og syngende som stjerneskær, det andet hedt og brændende som solen. Vor ridder ser ind i sin fjendes frosne og flammende øjne og genkender sin broder.
I EN KRYPT MED SOVENDE RIDDERE, læner hun sig ind over en falden kriger, forrådt af hans egne frænder. “Tys …” hvisker hun, og kysser ham blidt som han fryser til is.
MED KUN ET ØJEBLIKS TØVEN, jager hun sit sværd i sin elskers hjerte. “Tilgiv mig,” siger han, og hylder hende som han dør.

Dette er ikke længere historie; dette er endnu ingen historie. Dette er alt hvad der er tilbage. Alt andet er, hvad du selv forstår ved det.

(Teksten er hentet fra Munkholts gamle blog)

Det er en episk tragedie om en orden af riddere af is og vintermørke, der bærer klinger af stjerneskær. De kæmper mod dæmoner for folkets overlevelse i en verden dømt til undergang. Det er fortællingen om ridderne Ras Elased, Vega, Sagita og Algol, opkaldt efter stjernerne på himlen. De kæmper mod dæmonerne, der udspringer af deres konges syndefald, og mod solens hede skær, som truer deres resterne af deres allerede knuste rige. Solarisridderen og Frostmøen er navnene på deres nemesiser.

Vi kalder dette rollespil for Polaris

Og jeg havde fornøjelse af, at spille det til Efterspil sammen med Troels, Anne og Peter F.. Polaris (!) er et forge-spil for fire spillere uden en spilleder. Strukturen er meget lig Story Games, men de fleste konflikter håndteres gennem en række nøglefraser.

Vi skabte vor fire riddere, og blev enige om det fælles skæbnetræk “Den største ridder”, og der blev sandeligt kæmpet for at finde den største ridder. Før spil-start havde både Anne og jeg vore betænkeligheder ved spillet. “Vil det blive referatet af verdens sejeste kampagne?”, eller ville vi faktisk få spillet rollespil. På overfladen kan det sagtens virke, som at man bare genfortæller begivenhederne i Polaris. Men sådan skulle det ikke være.

I Polaris spilles der “parvis” ved, at man selv er Hjertet, spilleren overfor er Det Fejlslagne og spillerne på ens flanker er Nymåne og Fuldmåne.

Vi kastede os ud i spillet (og rent stemningsmæssigt gik det til Dead can Dance, Lisa Gerrard og musikken fra Twin Peaks). Enten du eller spilleren overfor dig sætter en scene, og I spiller den: scenen er mellem Hjertet og en af de tre andre spillere. Før eller siden munder det ud i en konflikt, og den vil altid være mellem Hjertet og Den Fejlslagne, da disse to altid kan ophæve udsagnet fra en måne, medmindre den anden bakker udsagnet op (m.a.o. hvis Nymåne erklærer noget, som f.eks. Den Fejlslagne ikke billiger, så vil det blive ophævet, medmindre Hjertet bakker Nymånes udsagn op – i så fald bliver det til en konflikt mellem Hjertet og Den Fejlslagne).

Konflikten begynder, men inden man finder terningerne frem, foregår de første runder alene på ord. Jeg udfordrer dig (“… og i det øjeblik jager hun kniven i sit eget bryst”), du anvender en nøglefrase (“Men kun hvis…”), og jeg replicerer med en anden nøglefrase (“Og ydermere …”), hvorved du svarer (“Du kræver for meget”), hvorefter jeg omformulerer mit sidste udsagn, som du følger op på med en ny frase (“Og ydermere …”), hvilket jeg bestrider (“Men sådan skulle det ikke gå!”), og vi finder endelig en terning frem (en sølle terning, fordømt!), og når udfaldet er afgjort, så runder man konflikten af (“Og således hændte det”). Man spiller således frem og tilbage i løbet af en “scene” og kan opnå op til flere konflikter i den enkelte scene, hvor man løser konflikten v.hj.a forskellige kombinationer af nøglefraserne.

Og noget af det bedste er, når man når frem til terningslaget. Så meget i et lille terningslag. Det er sjældent, at jeg har oplevet så mange intense terningslag på en aften. Men i terningslaget afgøres det om ridderen vil komme til at synde eller om han får udskudt tragedien en stund.

Men kun hvis …

… bare jeg kunne genfortælle spillet for den måde det direkte spil vævede sig ind og ud af konflikterne gør det svært at fortælle, hvad der hændte. Systemet har samtidig ingen hårdt skårede scener, så man kan nå mange konflikter, og netop som man håber på sejr, så glider mellem ens fingre, som tårer fra isblå øjne falder på isen.

Så der bliver intet referat af begivenhederne. Men Algol måtte se kvinden, der elskede ham, træde op i vindueskarmen og råbe “Hvis du elsker mig, så redder du mig nu”. Han skælver på hånden og tøver i et svagt øjeblik, og han ser hende styrte i afgrunden.

“Men det var ingen sag” sagde Hjertet

Polaris var det første indie-spil, jeg købte, men det er første gang, at jeg spiller det. I sin tid gav spillet ikke den store mening, og jeg finder det ikke velegnet som introduktionsspil, hvis ikke mindst en af spillerne har erfaring med fortællespil eller med at autoriteten over spillet er fordelt mellem spillerne.

Fortælleretten er meget nydeligt fordelt mellem spillerne, det fungerer godt, og de to “hjælpe”-spillere i hver scene, Nymåne og Fuldmåne, sørger for, at stridigheder mellem Hjertet og Det fejlslagne løses på passende vis. Hele den del af spillet og måden, hvorpå reglerne er indlejret i spillet, er forblændende. Det virkede fra første famlende skridt, og vi havde kun et par enkelte fodfejl undervejs. Vi har lidt for gode til at udrydde hinandens bipersoner, vældigt dramatisk, men det holder kun i kort tid – således endte Ras Elased med at have oplevet tvillingesøstrene Heka og Meisa, i hvem han var forelsket og hvis kærlighed han opnåede, inden de døde – den sidste for Flammernes Herres hånd, hvorefter Ras Elased fandt sine forfædres klinge, besejrede Flammernes Herre og drog med hæren mod byerne. Udråbt som den største ridder af hæren fordrev han de pacifistiske senatorer, og regerede som despot – uden at have et eneste menneske tilbage at knytte sig til. Alene blev han væltet af den næste despot, Vega, og derefter lod han alt bag sig for at finde den største ridder, Solarisridderen, med hvem han gav sig ud i en håbløs kamp, for han erkendte i slaget, at han stredes med solen. Alene, ensom og i en verden forbrændt af solens glød døde han … med kun sine forfædres klinge i hånden.

“Du kræver for meget”, sagde Den Fejlslagne

Sproget i regelbogen har en tendens til at være tungt, og novellen, der indleder spillet, er træg, og forfatteren er for mig enerverende pædagogisk, kun overgået af Burning Empires. Et element i en række af indie-spillene er et forsøg på at foretage en alternativ introduktion til rollespil. Contenders gør det på en brugbar måde, spillet giver forslag til forskellige måder at spille scenerne. Det er brugervenligt. Lacuna er ikke brugervenligt og forsøger ikke at være det. Spillet anbefaler, at man ikke er nybegynder, for det forsøger ikke at præsentere rollespil, i stedet tilstræber det en sammensmeltning af metaplanet og spillets formidling – charmerende.