Den danske mini-serie på fem episoder om Skonnerten Penelope og hendes besætning er af disse hersens moderne danske tv-serier, der tager tager udgangspunkt i både moderne dansk historie, og i klassisk litteratur. Dens ramme er Odysseen, og hver episode tager navn efter en station på Odysseus ‘ færd. Samtidig med udspiller den sig kort tid efter det britiske bombardement af København i 1807.
I første episode ankommer vor hovedpersoner til den britisk havneby Colombo i Asien, hvor den enøjede guvernør beslaglægger skibet i kong George III’s navn. Episoden har to centrale plottråde: Aftenens hovedperson og flugten fra Polyfemos.
Aftenens hovedperson var Mikkels spilperson – vennen Albert Eriks søn – og målet var at lære ham at kende og hans skumle baggrund, der væver hans skæbne sammen med Amalie Warming (Luisas karakter) og hendes forsvunde ægtemand Severin Warming, som hun er draget til Asien for at finde.
Den anden tråd kom til at involvere Kaptajn Edward Tambor og hans skibsdrengen Claus (som i virkeligheden er pigen Clara, der leder efter sin far), og udsprang dels af plottet med Albert og Severin, og dels af at vi havde som mål at få forløst vore helte fra dagens problemstilling.
Jeg finder det fascinerende at se, hvordan en sammenhængende fortælling på den måde kan vokse frem. Albert jagtede opiumsforhandlere i Colombo for at finde en smugler, der kendte til Severin, og han havde Claus (Clara) med sig, da de blev passet op af engelske soldater, der fik taget Claus til fange. Da Claus ikke kan engelsk blev kaptajn Edwards indkaldt, og han nægtede at se sin skibsdreng anklaget for opiumssmugleri, og endte med at duellere med guvernøren om knægten, skibet og så videre. En duel, der resulterede i guvernørens tab af sit øje, og derefter en flugt fra Colombo, da kinesiske triader (eller tilsvarende) dukkede op anført af deres leder Diaghur Khan, der også har et udestående med Severin og Albert.
Det seje ved PTA
Der er stor bevågenhed på tv-serie mediet, og hvordan det er struktureret. Denne bevågenhed former opbygningen af spillet, og endnu vægtigere: Det former også reglerne i spillet, så at der er en spilmekanisk understøttelse til tv-serie strukturen.
Derudover er der tale om et fleksibelt system, hvor hver spilperson har nogle forbindelser eller fordele, som de i den enkelte scene kan bringe i spil for at indhente bonusser i konflikten. Så hvis jeg husker, at inddrage min yndlingsbiperson eller får påpeget kernekonceptet ved min spilperson, så er der bonus.
Jeg kan ikke lade være med, at overveje om Conspiracy of Shadows afsnit om kampagne-strukturer låner kraftigt herfra? Forskellen er bare, at CoS ikke bakker det op med reglerne, hvilket særligt er PTA’s force.
Det knap så seje ved PTA
Jeg er ikke helt vild med konfliktsystemet. Det er et blødt system, hvor spillerne erklærer hver deres mål, og derefter trækker et antal spillekort. Hvert rødt kort tæller som en succes, og højeste kort giver fortælleretten – hvilket er interessant, for så er vinderen af konflikten ikke garanteret fortælleretten.
Og så lidt mere om systemet:
Systemet har til formål i den enkelte konflikt at udpege en vinder og hvem, der har fortælleretten. Ydermere har det til formål at give spilleder en endelig mængde ressourcer til sine konflikter, så spilleder kan presse spillerne i begyndelsen af episoden, hvorefter spillerne begynder at akkumulere fanmail, så de mod slutningen af episoden potentielt har bedre ressourcer end spilleder, og derved kan tilkæmpe sig en lykkelig slutning på dagens episode.
En anden bonus ved reglerne er, at de andre spillere kan bruge deres fanmail-point til at trække kort med, som de så kan støtte enten den ene eller den anden side med. Det ligner lidt Shocks minutiae, som er en mekanik, hvor en tredje spiller spenderer et point, fortælle noget om settingen, og hvordan det spiller ind på konflikten, hvorefter han får lov til at påvirke udfaldet af konflikten mellem to andre spillere.
Næste episode: Lotusæderne
I næste episode er kaptajnen i hovedsædet, og blandt de elementer vi fik at antydninger af, var en flashback-episode til København, hvor Kresten Tambor raser af hans far: “Du har slået hende ihjel!”, og et glimt fra en diskussion ombord på Penelope, hvor Edward kommanderer sin søn: “Du må efterlade hende i havn!” (men hvem er ‘hende’? Er det Clara? Er det en lokal dulle? Er det Amalie Warming?).
Og det kommer til at handle om opium og diamanter, for det er to nøgle-elementer i dramaet mellem Severin, Amalie og Albert: “Det er dem her, det drejer sig om.”, siger Albert, mens han viser en pose diamanter til enkefru Warming.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
PTA er story now:
– Det er fedt, at deltagerne laver konceptet i fællesskab og ikke spiller i spillederens forudbestemte kampagne. Det er ikke problemtfrit, at brainstorme et velfungerende koncept, men til gengæld engagerer det deltagerne i højere grad, og det tvinger koordinering og en forhandling af spilpræferencer ret tidligt i forløbet.
– Det er fedt som producer ikke at tænke i plot og historier men at tænke i et konfliktskabende anslag.
– Det er udfordrende at overholde kravet om tv-serie-formattet. Show it, don’t tell it. Der kan krydsklippes, zoomes, fades osv., men voice over og tekst på skærmen er absolut sidste udvej.
– At jamme “Next week on” var fedt – glæder mig til at se, hvordan det forløses.
Personligt kan jeg godt lide det bløde konfliktsystem. Det er hurtigt, enkelt og støtter formen. Men det giver selvfølgelig ikke lige så intense, nuancerede og skarpe konflikter som Dogs.
I onsdags fik vi etableret et rigt, komplekst univers på blot to timers spilletid. Vi var enige om, at det blev til mere plot og mindre persondrama end forventet. Men hovedpersonerne står skarpere nu, og vi skal nok få gravet noget mere persondrama frem de næste par gange, er jeg overbevist om.
Mvh. Frederik
LikeLike
Og for lige at følge op på dine ord og tanker om PTA.
Yup, det er fedt at opleve tingene udfolde sig spontant, uden at der ligger en skjult forudskrevet mekanisme (dvs. spilleders præ-skrevede scenarie) til at retlede tingene, for som spiller kan man give lods og spille efter at fuldende sin karakters drømme og skæbne. Det er en anden måde at spille på, for man går ikke på opdagelse i andres (præ-skabte) ideer, men en fælles opdagelse ud i ukendt territorium.
Anslagene er fascinerende, da de skubber spillet i andre retninger, end den planlagte historie. Samtidig kan den fælles skabte konsensus om spillet, og hvor det skal hen, føre til at konflikter kan opstilles på andre måder end de sædvanlige:
I duellen mellem guvernøren og kaptajnen bliver det ikke en strid om hvem, der vinder, eller om guvernøren (kyklopen) får stukket øjet ud, men om kaptajnen gør det ærværdigt eller ej (selvom min personlige præference havde været om det blev Kaptajnen eller Vennen, der udførte dåden).
Men nok tommelfingre i vejret for denne gang.
LikeLike