Min Nephilim-gruppe er tidligere på efteråret skiftet over til Transhuman Space. Først spillede vi et intro-scenarie med GURPS Lite-reglerne, hvilket mindede mig om, at jeg ikke er fan af GURPS-reglerne. Jeg holder meget af spillets detailgrad, men ikke dens lidt tunge system.
Så derfor introducerede jeg banden for The Shadow of Yesterday – bare med en Transhumansk twist. F.eks. er Gift of Dice, som er bonusterninger, som spillerne kan uddele frit til hinanden, blevet transformeret til Fremtidens Gave: bonusterninger, der kan deles ud, hvis man føjer teknologisk kulør til spilverdenen.
Som intro har jeg valgt et lille action-scenario, som uden de store vanskeligheder fordrer en masse terningslag, hvilket jeg var ude efter alene for at få prøvet reglerne af mere intensivt: Hvordan fungerer det, når man ofte er i fare for at blive skadet, ofte bruger sine terningpuljer op, ofte forærer terninger til hinanden?
Det fungerer fint.
Skraldemænd
Jeg konverterede GURPS Lite-karaktererne til The Shadow of Transhuman Space, og spillerne lavede en række mindre justeringer. Så gik vi i gang. Jeg præsenterede kort reglerne, så jeg var sikker på, at alle forstod basis konflikt-systemet, Keys og Secrets samt Refreshments. Resten blev løbende introduceret. Desuden havde nogle af spillerne læst op på dele af reglerne.
Gruppen består af “Skraldemænd”, der indsamler affald i kredsløb om jorden, så det ikke udgør nogen farer for satellitter og rumfærger. Besætningen er anført af Mr. Burke, repræsentant for Fonden. Mr. Burke er en Kunstig Bevidsthed, der er downloaded i en bioroid, og der er en kopi af ham i hver afdeling af Fonden. De andre personer er ex-betjenten, paramennesket Hu Ling fra den kinesiske koloni på Mars, ex-hazmat eksperten Oscar Linden, der har en fobisk angst for stråling og en fetish om at lade sig opgradere konstant gennem bioteknologi, samt piloten Charles Walker, der har en ekskone i hver en rumhavn, og er et spacer-paramenneske, der er genetisk modificeret til at leve i 0G og under de forhold, der findes på rumfærger og rumstationer. Vi måtte undvære to spillere, har deres egne “skraldemænd”.
I løbet af aftenen nåede vi gennem de fleste af spillets regler. Der var mange generelle konflikter og tre af dem, som endte med Bringing Down the Pain, som jeg tabte i alle tre tilfælde. Vi fik spillet en Refreshment-scene, oplevede salget af en Key (“En ekskone i hver en rumhavn”, der blev solgt for at opgradere “Føre rumfærge”-færdighed, da rumfærgen skulle dokke ved dræbersatellitten), og set Assisting-reglerne i aktiv brug og dertil blev der introduceret en masse teknologisk kulør, der gav et spøjst billede af fremtidens rumfærger. I løbet af fem timers spil blev reglerne introduceret, og de fleste aspekter af spillet blev afprøvet.
Dræbersatellitten
Et levn fra Stillehavskrigen mellem Kina og TSA (Den Transstillehavs Socialistiske Alliance) i 2084 har drevet rundt i kredsløb om jorden i næsten tyve år efter at den blev sat på standby. Men nu er den vågnet, da en gruppe terrorister har highjacked den og forlanger at Venezuelas regering frigiver den politiske fange Jorge Anandez. Sker det ikke inden for to timer, så vil de lade satellitten beskyde og ødelægge en kinesiske rumfærge med 200 civile ombord foruden en kinesisk diplomat, der er på vej til Rustmars (den kinesiske koloni) for at forhandle koloniens grad af frihed. Kineserne truer med at skyde satellitten ned, men dens nærhed til amerikanske og EU’s installationer har skabt en krise. Heldigvis har Fonden et effent mandskab i nærheden, og således hænder det, at Mr. Burke kommanderer skraldemændene til at neutralisere satellitten.
Gruppen drager af sted og ligger en sindrig plan for at snige sig ind på satellitten uden at blive fanget af dens sensorer. De skyder en masse affald ud, og gennem sig i skyggen af affaldet, så de kan komme tæt nok på satellitten til at borde den.
Truslen fra mikrobotterne
Da Hu Ling er nået frem til lugen til satellittens reaktor bliver han angrebet af en sværm af mikrobotter. Martin erklærer her, at han vil undslippe mikrobot-sværmen ved at tage afsæt på satellitten, og springe tilbage til færgen. Vi enes om, at har Martin succes, så kommer hans spilperson sikkert tilbage på rumfærgen, slår det derimod fejl, så kommer han også sikkert tilbage på rumfærgen, men har ved et uheld bragt mikrobot-sværmen med ombord!
Hu Ling træder gennem slusen og kommer sikkert ombord på rumfærgen, da ud af hans skygge rejser sig en sølvgrå sværm af mikrobotter, der straks angriber alle inde i færgen og truer med at perforere deres rumdragter (det er i hvert fald udfaldet af konflikten, hvis jeg vinder), og Niels beslutter sig for, at hans karakter Oscar Linden bruger sin elektroniske snilde til at bekæmpe sværmen, så ud af rumfærgens lagre af kasserede ting og affald hiver han en “Magnetisk Pulsgøb – Wu-Jen Tech 53e”, og der bliver hentet en bonusterning ind fra Fremtidens Gave. Niels vinder konflikten, og den afrundes ved at Mikrobotsværmen indfanges af magneten, hvorefter den kan uskadeliggøres.
I GURPS havde vi ikke kunnet forsimple tingene så meget – ikke hvis vi havde spillet inden for spillets egne rammer. Der kan jeg godt lide konceptet med at rulle en gang for en overordnet måde at løse en konflikt på. TSoY er et af de spil, der gør det. Her er hele dramaet blevet håndteret med to terningslag. I begge tilfælde kunne spillerne vælge Bringing Down the Pain – enten da Martin fejler sit terningslag (men han taber med fire point, hvilket ville give mig 4 bonusterninger i første runde, og mine mikrobotter stod i den scene meget stærkere end Hu Ling, så det havde været selvmord at give sig yderligere i lag med dem), eller da Niels vinder sit terningslag (Niels vinder stærkt, og har umiddelbart ingen grund til at gå i detaljer med konflikten, og da sværmen er en “navnløs” biperson, så er den at betragte som besejret).
Den kinesiske rumfærge
Efter en del forviklinger og besvær får gruppen trængt sig forbi satellittens forsvar, og det lykkes Mr. Burke at forhandle med den kunstige intelligens, der driver satellitten. Det viser sig, at satellitten ikke har noget ammunition tilbage, og derfor aldrig har været en trussel for rumfærgen. Alt hvad der er sket, er at nogen har aktiveret satellittens standard selvforsvarsprotokoller, hvilket har fået den til at udpege den kinesiske rumfærge, og tilsvarende skraldemændenes rumfærge som fjender, da de er kommet for tæt ind på satellittens territorium. Men den kinesiske rumfærge har aldrig været i fare fra satellittens side.
Straks vækkes en bekymring for den kinesiske rumfærgen, som viser sig at være berettiget, da færgen ikke responderer på nogen former for opkald. Med et mandat fra Fonden og en aftale med de kinesiske myndigheder forsøger skraldemændene at borde den kinesiske rumfærge, der i første omgang forsøger at undvige, og i anden omgang at nægte adgang til færgen. Det lykkes her Hu Ling at “dirke” slusen op, og besætningen kan nu trænge ind på rumfærgen.
Og her sluttede så aftenens spil.