Ultima Thule: Van Gogh ved Livstræets rod

Så blev det til tredjesidste episode i vores minikampagne. Den begyndte for et halvt år siden som noget af et eksperiment, og vi har været gennem et systemskifte undervejs, for uden at vi har skulle spille os ind på en fremmed spilstil.

Ved denne spilgang blev vi enige om, at det skulle være tredjesidste episode – dels for at få bragt kampagnen frem mod dens klimaks, og dels for at kaste os over nogle af de andre spil. Vi skal med en smule held spille Classroom Deathmatch en aften eller to (som jeg omtalte i detaljer her), og derefter kigge på hylden over andre indiespil: Conspiracy of Shadows, Dead of Night, Shock, Agon, In a Wicked Age, Perfect, Cold City, Covert Generation, Legends of Alyria, Primetime Adventures eller hvad jeg nu ellers kan få fingrene i.*

*) Bemærk, at jeg ikke nævnte Burning Empires, men jeg tror ikke, at det med sin særdeles tunge og krævende spilmekanik har gruppens generelle interesse 😉

Thule

I det yderste nord ligger Thule, en ø omgærdet af mystik, og som fra tid til anden tolkes som Shetlandsøerne, Færøerne, Island, Norge og så videre.

Thule blev opdaget af den opdagelsesrejsende Pytheas fra Massalia, hvis rejseskildringer ikke længere er bevaret, og vi kender ham kun fra hans umiddelbare eftertids omtale af ham. Der er således bevaret meget lidt om hans rejseskildring, og det er bevaret er så tilpas kryptisk, at det ikke med sikkerhed kan siges, hvor hans færd tog ham hen, men det skorter ikke på spekulationer. Ultima Thule bliver en fast bestanddel af antikkens og middelalderens verdensbillede, men som kendskabet til landene nord for Italien stødt vokser, skubbes Thule længere og længere mod nord. I en periode i middelalderen tolkes Island som værende Thule, senere forsvinder øen yderligere mod nord. Det vi med sikkerhed kan sige er, at nazisternes skumle bagmænd, Thule Brudershaft, har deres hemmelige UFO-baser skjult under isen, hvorfra de rejser op til deres hemmelige månebaser, der ligger skjult på Månens bagside.

Vergil (1. årh. fvt.): Georgica (I.30)

Tibi serviet Ultima Thule.

Strabon (begyndelsen af 1.årh. evt.): Geografier (II.5)

Now Pytheas of Massilia tells us that Thule, the most northerly of the Britannic Islands, is farthest north, and that there the circle of the summer tropic is the same as the Arctic Circle. But from the other writers I learn nothing on the subject—neither that there exists a certain island by the name of Thule, nor whether the northern regions are inhabitable up to the point where the summer tropic becomes the Arctic Circle.

Isidor af Sevillia (7. årh.): Etymologier (XIV.vi.4)

Thyle ultima is an island of the Ocean in the northwestern region, beyond Brittania, taking its name from the sun, because there the sun makes its summer solstice, and there is no daylight beyond this. Hence its sea is sluggish and frozen.

Adam af Bremen (11. årh.): De hamburgske kirkes historie (IV.36)

Øen Thyle, der ligger uendeligt fjernt fra alle andre øer, langt ude i Oceanet, er, siger de, ikke rigtig kendt. Om den fortælles der imidlertid såvel af romerske autorer som af barbarer mangt og meget, som fortjener at blive omtalt. “Thyle er”, siger de, “den yderste af alle øerne i Oceanet. På den er det ved sommersolhverv, når solen passerer Krebsens tegn, aldrig nat. Omvendt er det ved vintersolhverv aldrig dag. Der er de, der mener, at det indtræffer hvert halve år”. Tilsvarende skriver Beda, “at de lyse nætter i Britannien ved sommertid tydeligt viser, at det ved sommersolhverv vil være dag uafbrudt i et halvt år, og omvendt ved vintersolhverv vil være evig nat, da solen er borte. Pythea fra Massilia beretter, at dette er tilfældet på Thyle, der ligger seks dages sejlads fra Britannien i nordlig retning.”

Herefter fortsætter Adam af Bremen med at beskrive Thule, som han identificerer med Island, og han beretter, at isen på Island er sort og brændbar, at befolkningen bor i huler og lever af kvæg, og at de fornyligt til stor lykke er konverteret til kristendommen.

En færd i drømmeland

91) Nicolas Flamel var ankommet til det yderste Norge i selskab med de to nordmænd Inge Anders og Thorleif, den tyske kultist Schultz (se bl.a. scene 77)

Her møder han Jeramy, der optræder som varulv. Varulvene bevæbnet med jernkøller har kastet sig ud i kamp med strigoi, der er kommet for at tage de skatte, folk i deres drømme har gemt mellem Livstræets rødder. Her ligger roden til Joshuas træ, men den er samtidig med også Hornet, der skal blæse til det sidste slag (scene 66, 77).

Da Flamel vil tage Roden kommer det til kamp mellem ham og William. Vi kommer ud i Bringing Down the Pain, hvor Flamel anvender sin kabbalistiske evner til at hidkalde engle og lignende til at lemlæste William, der forsøger at bide fra sig. Undervejs skifter Karen strategi, og prøver at slippe ind i de vågnes verden med Hornet, men Flamel får fingrene i Hornet/Roden, og vågner selv op med det i yurten, mens William vågner op andetsteds. Det blev til en lang og lidt rodet kamp, hvilket skyldes, at vi ikke har anvendt reglerne i over en måned, hvorfor folks indsigt i dem, var noget sløret.

92) Imens har Victor og Jeramy anvendt Eldad og Modats bog til at lokalisere Syvende Mosebog. Den står hjemme hos familien LaCroix (faktisk lige ved siden af, hvor Sjette Mosebog stod, da Beatrice i sin tid stjal den).

Lars foreslår, at scenen skal køres lidt i stil med Ocean’s 11, og jeg foreslår, at planlægningen køres via flashbacks, så i stedet for at spille hele planlægningen først, så spilles spontane flahback-scener, når gruppen står over for en udfordring, hvor man så kan se, hvordan de planlagde at komme uden om udfordringen.

LaCroix-palæet er ældgammelt. Murerne tårner sig op, er bevokset med vissen vedbend, og mellem de forvitrede grene stikker gargoyler deres grimme ansigter ud. Vinduerne er støvede og tunge gardiner er trukket for. Af og til er der en bevægelse ved et gardin, som om nogen stirrer ud på de fire skikkelser på fortovet (Jeramy, Victor, Beatrice og Carl). Haven er et stort vildnis, hvor man mellem vildtvoksende buske og træer aner ældgamle skulpturer og statuer … i hvert fald håber man, at det er statuer. På husmurerne skuer moderne overvågningskameraer ud i haven.

92a) Jeramy åbner havelågen – og i det fjerne høres hundeglammen. Flash: Beatrice beroliger de andre ved planlægningsmødet med, at hun er ven med hunden, og at hun kan berolige dem. Carl sikrer sig råt kød til hunden tilsat sovemiddel.

92b) Jeramy går gennem haven, hen til et relæ, hvor han bruger sine elektriske krafter til at få kameraerne til at kortslutte. Konflikt om, hvorvidt gnister antænder græsset eller ej. Ingen brand opstår.

92c) Beatrice fører selskabet om bagved, da hun ved, at bagdøren er den sikreste vej ind. Flashback: Beatrice forklarer, at familien LaCroix er blevet uvenner med de mørke kræfter, der sikrer den magiske beskyttelse af husets bagside. Imidlertid har familien fået et abonnement på magisk beskyttelse hos en ny part, og Carl udfritter Beatrice om detaljerne, hvorefter han bruger trolddom til at lære mere.

92d) Familien LaCroix har allieret sig med mørke kræfter fra det sjette lag af helvede, og luften hænger sort og død af deres infernalske aura på husets bagside, men selskabet anført af Victor har valgt at ankomme om ved mørkets frembrud, da [flashback:] Beatrice forklarer, at disse djævle æder folks skygger, hvorfor vor helte er uberørte i nattens mulm og mørke.

92e) På palæets bagside er en dør, frønnet og overgroet med mosser. Beatrice advarer, at døren kan være forbandet med blodmagi, men resolut finder Jeramy sin dirk frem, og piller låsen op. Der er en konflikt, om han kommer i kontakt med døren eller ej, hvilken han fejler, og blodmagien tager sit greb om Jeramys arme, hvorfra blodet begynder at sive gennem porerne op gennem luften, som små kugler af væske i et tyngdefrit felt. Netop som smerten jager gennem Jeramy, griber Victor hans arme, og trækker smerten over i sig – Lars har nemlig overtaget fortællingen, refererer til hans evne til at overtage andres smerte, og han tager nu skaden for sårene på armene.

92f) Døren åbner ind til en skummel korridor, støvet og behængt med malerier, der rummer gamle aner eller udsigter ud over euklidiske landskaber. Beatrice griber en billedramme, ignorerer blodmagien, der hviler på den (Karen refererer til en tidligere evne til at ignorere familiens forbandelser), og afslører en hemmelig korridor til biblioteket (hele denne del improviseres af Karen).

92g) Den hemmelige dør fører ind til en masse smalle og skæve korridorer, der løber mellem vægge og lofter i palæet. Overalt kan man høre den hæslige hvisken fra Dem, der bor mellem væggene, mens de forbander Beatrices tilbagevenden. Victor træder frem, da de dukker blege fra årevis uden sol, og med hadske blikke, men da stråler en gylden og guddommelig aura fra Victor, som fordriver dem igen (jeg lader Lars slippe for konflikter i denne scene – og vi enes om, at selskabet nu når frem til biblioteket).

93) Beatrice åbner en lille dør, mens hun minder dem om sin advarsel om ikke at gå på den røde del af gulvtæppet. Biblioteket er et ældgammelt lokale, tunger bøger pryder væggene hele vejen rundt, og fra to vinduer, sløret af tunge gardiner, kommer solens allersidste stråler. Ved det store skrivebord sidder det mummificerede lig af en gammel mand. Beatrice mindes dette, som værende en forfader hun besøgte, da hun kom i biblioteket som barn. Fodspor af barnesko kan ses på gulvtæppet, og det er tydeligt at se, at de omhyggeligt kun har bevæget sig på de blå felter (Foreløbigt har Karen og jeg fortalt i fællesskab om biblioteket). Selskabet kigger sig omkring efter Syvende mosebog, og de ser et hul i reolen, hvorfra Beatrice tog Sjette Mosebog, og lige ved siden af står Syvende. Beatrice finder posen med jomfrublod frem (som det refereres til, at Carl har skaffet i en offstage flashback-scene) og forbereder sig på, at der hænger en forbandelse over biblioteket, der vogter over bogen.

Netop som Beatrice skal have fat i bogen, falder underkæben af liget og en sort, indtørret tunge lander på bordet. Ud af gabet vrider et ormeagtigt spøgelse sig, og truer bibliotekers gæster. Det vil skrive låneren ind i bogen, der ligger på bordet foran sig. Beatrice råber op, at spøgelset forlanger en del af lånernes sjæle, hvis han får skrevet låneren i bogen (Karens indskud i scenen). I bogen kan ses en lang liste af navne, og rundt på væggene står tykke bøger på hvis rygge, man kan se de helt samme navne.

Konflikt: Får Beatrice kastet blandingen af blæk og blod på bogen, eller får spøgelset føjet hendes navn til listen af lånere? Det lykkes for Karen at vinde konflikten, Beatrice kaster blodet på bogen og udvisker alle navnene, hvorefter et mylder af spøgelser trænger ud fra de mange bøger på væggene.

Gruppen vil flygte fra biblioteket. Lars tager ordet. Victor beundrer den sjældne og nærmest ukendte Van Gogh, der hænger på væggen i biblioteket. Motivet er et vindue med udsigt over et hollandsk landskab. Victor griber fat i vinduet i maleriet, skubber det op, og med Jeramys hjælp undslipper de ind i maleriet. Imens holder Carl spøgelserne skak med sit tyske automatvåben – Troels minder om, at han lave trolddomskugler ved at ridse sine fjenders navne på kugler, og LaCroix er skrevet på dem, og mange af bogspøgelserne er medlemmer af familien. Konflikt om Carl kan holder spøgelserne stangen, mens de andre flygter. Troels er lige akkurat succesfuld, og gruppen flygter ind i maleriet.

94) Inde i Van Gogs sælsomme landskab, lukker Victor vinduet efter sig, og Beatrice bemærker, at der opstår en slags hvirvelpøl i landskabet, hvor billedet var, hvorfor de nok hellere må skynde sig videre. Victor ægrer sig over tabet af maleriet.

Undervejs møder de Flamel, der kommer spankulerende med Joshuatræets rod, da han er på vej til Louvre, men han lader sig overtale til at gøre et stop på British Museum, hvor vagten dåner ved selskabets ankomst. Alarmer går i gang, men sikkerhedsforanstaltningerne neutraliseres Jeramy, der går på femfingerudsalg, mens de vader gennem museet.

95) En stille middag på en lille hyggelig og ikke alt for kendt restaurant, som Victor kender. Det bliver Refreshment-scenen. Undervejs har Troels opfordret til en scene mellem ham og Beatrice, hvor de får gjort mere ved deres forhold, gerne mens William pludseligt vender tilbage. Sådan skulle det ikke gå. Ikke desto mindre er vi interessedere i at få William tilbage i spil, da han “vågnede” i scene 91). Derfor da Beatrice får sin særdeles røde bøf, vågner “ulven” i hende, og frådende kaster William/Beatrice sig over kødet med tilhørende pinligheder.

William er stadig fyldt med vrede overfor Flamel, efter at Flamel gav ham tamp og tog Hornet/Roden fra ham. Han langer ud efter Flamel, stikker ham en på hovedet, og Flamel forlader selskabet i vrede.

96) Oven på alt dette går Beatrice på toilettet for at nette sig. Karen fortælle dette, og jeg udnytter oplægget til et angreb. Ba’alath Gebal, Djævelens Headhunter, dukker op i spejlet, og forsøger at trække Beatrice ind (hun er temmelig værdifuld, da hun råder nu over både Sjette og Syvende Mosebog – begge gemt i de to søskendes barndomserindringer). Konflikten ender dog omtrent uafgjort, hvor Beatrice gentagne gange har smadret sin hånd ind i spejlet for med blodet fra næven at binde Ba’alath Gebal med blodmagi, mens Ba’alath Gebal har forsøgt at trække hende ind.

Ba’alath Gebal trækker sig (Fordømt! Terningerne svigtede mig), og Victor træder ind, ser Beatrices blodige hånd, og antager at hun har lemlæstet sig selv, som var hun en cutter.

97) En kort slutscene, hvor Carl og Beatrice/William kommer til en afklaring om deres forhold, og Carl sælger efterfølgende sin Key of Unrequited Love – dog er en bitter arvfjende ikke skabt.

Et par hurtige kommentarer 

Jeg havde ikke forberedt særligt meget til denne aften. Jeg havde en ide om, at Syvende Mosebog var i LaCroixs palæ – den ide har jeg haft meget længe, og jeg havde en ide om, at Jeramy skulle kæmpe ved Livstræets Rod om Hornet – samt at anskaffelsen af Syvende Mosebog skulle ske parallelt med anskaffelsen af Hornet. Baggrunden herfor var, at vi først skulle finde ud af, hvor vi ville hen med kampagnen, og hvor mange spilgange, der skulle være tilbage.

Ved spillets start brainstormede vi i fællesskab om, hvad der skulle ske i Yderste Thule, og selvom der var flere forslag til konflikter, hvor Flamel bliver forrådt af sine håndlangere, når han har Joshuatræets Rod, så fravalgte vi det, da det i denne situation kun ville trække historien i langdrag.

Selve indholdet af palæet og alle scenerne var inspiration med tak til Lovecraft, Hellblazer og People under the Stairs. Jeg valgte at sætte spillets konflikter i Huset, som handlende om hvor dyrt det var at opnå succes – dvs. det handler ikke om, at Jeramy kan sabotere kameraerne eller om han kan dirke døren op, men om han slipper af sted med det, om Beatrice kan tage bogen ustraffet eller om Carl uskadt holder spøgelserne stangen.

Vi måtte dertil undvære Josie March til denne spilgang, men hun skal nok vende stærkt tilbage.

De to sidste episoder

Næste gang kommer til at handle om Jeremys fader, og om Victors møde med Skt. Widukind. Gangen efter kommer til at handle om Sjette og Syvende Mosebog, om Rosencreutz’ og Crowleys planer, foruden Flamels forsøg på transcendens. To store actionbrag venter os forude!

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i indie, Rollespil, The Shadow of Yesterday. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.