[Transhuman menneskejagt] Solens søn

Anden del af Menneskejagten forløb over al forventning. Vi havde drama, action, spændende twists i handlingen og episke begivenheder. Pointtavlen fungerer over al forventning.

Forberedelse

Sidste gang afslørede jeg, at færden ville føre spilpersonerne til Clarke-1, så jeg tog udgangspunkt i den station. Dernæst ville jeg gerne have en scene ind, hvor spillerne blev opmærksomme på, at den docking-ulykke, de havde været udsat for, ikke var tilfældig. Ydermere ville jeg gerne have at ekspeditionen skulle rejse videre fra Clarke-1 og nå frem til en ny rumstation, og det måtte meget gerne være Die Sonnenspinnerin Sieben. Til gengæld ville jeg også meget gerne have, at det konkrete indhold af scenerne var åbent – f.eks. i stedet for at have en scene, der hedder “Ankomst til Die Sonnenspinnerin Sieben”, kom den til at hedde “Velkommen til vores rumstation”. Andetsteds ville jeg gerne have den detalje med, at Clarke-1 bioroiderne fungerer som “grå bude” mellem stationerne i lagrange 4, og at det gerne måtte have noget med handlingen at gøre, så derfor scenen “Det grå bud (aktivator bemærker noget mystisk)”. Hvad det mystiske skulle være, havde jeg kun en vag ide om – noget med at det var mystisk at et bud pludselig tog af sted og så i den retning. En anden ting, der skulle stå åbent, var den ledetråd, der dels bliver en art konklusion på dagens spilgang, og som sætter retningen for næste spilgang, så derfor satte jeg som den sidste scene “En ny ledetråd (aktivator får eller definerer en ny ledetråd)”. Jeg har valgt, at man enten enerådigt selv kan definere ledetråden, eller at man kan få et oplæg af spilleder, da denne valgmulighed passer bedre med spillernes præferencer.

Indledningen

For tiden er sammensætningen lidt ustabil. Ved denne spilgang var Anne, Kasper, Falle og Fisker til stede, og vi måtte således undvære både Gnoph-Keh og Elijahu. Niels overvejede sidste gang muligheden af at pensionere Gnoph-Keh, da dens rolle muligvis hurtigt kunne blive udspillet. Umiddelbart valgte vi at antage, at hans spilperson var fraværende grundet sine skader sidste spilgang. Elijahu holdt fri af religiøse årsager – ikke den bedste forklaring, men den bedste vi lige kunne finde på.

Jeg opsummerede kort handlingen: Ejeren af MinTech Industries, der befinder sig i grænselandet mellem Kina og TSA er endeligt død. Han har valgt ikke at leve videre i digitaliseret form, og lige nu styres firmaet i al hemmelighed af en back-up, mens man eftersøger arvingen. Dukker arvingen ikke op, vil både Kina og TSA forsøge at annektere firmaet, hvilket kan skabe diplomatiske vanskeligheder som minimum.

For ikke at vække mistanke, har man fra Fondens side valgt at finde den forsvundne arving under dække af reality doku-drama showet “Forsvunden”, som er et underholdningsprogram, der finder forsvunde EU-borgere.

Jeg fremlagde dagens pointtavle (menneskejagt-del-2) og gennemgik punkterne på tavlen.

Spilforløbet

Hver overskrift er titlen på et felt på pointtavlen. Man rykker brikken et felt frem ved at betale 1 XP, samme spiller må ikke betale to gange i træk, og man kan ikke kuppe en scene ved straks at betale for den næste.

Titler markeret med * er stemningsord. Ordet/ordene skal optræde på en eller anden måde i scenen, men hvordan er op til den, der aktiverer scenen.

Startfelt: Den ottende passager!

Vi kører en filmisk intro, hvor hver spilperson kort præsenteres for publikum. Nogle spilpersoner er helt klart mere tv-egnede end andre. J.T. Mitchell fylder godt op, Mikhala optræder scenevant, og vi får et klip af Gnoph-Keh, der kigger på sine to nye tentakler blive groet i en tank. Holdets nye deltagere præsenteres ligeledes: Bob, der adskillelige gange har været kidnappet af aliens (jeps, også i det 22. århundrede findes denne forestilling), og Att ‘Addy’ Ack (“Attack”), der er en paranoid størrelse, der er iført en camouflagedragt, som han har i anvendelse det meste af tiden.

Den afrikanske fodboldstamme*

Denne scene udviklede sig til mere, end vi lige havde forestillet os. Peter aktiverer scenen, og da jeg kan høre, at han har en ide, så beder jeg ham være spilleder på den. Det vil han gerne, men han beder mig være klar til at overtage den, når J.T. Mitchell træder ind i scenen. Peter sætter en scene, hvor J.T. Mitchell har stjålet en relikvie-fodbold fra en afrikansk fodboldstamme på rumstationen Islandia, og efterfølgende sparket den i hænderne på Bob, så han kommer i vanskeligheder med stammen, der truer med deres fodboldhelgen Pele og med Michael Laudrups Røde Kort.

Jeg supplerer Peters vrede stamme, og overtager den helt, da Peter lader J.T. Mitchell træde ind på scenen for at undsætte Bob. J.T. Mitchell demonstrerer sin sædvanlige mangel på situationsfornemmelse, og han leger med stammens bold, og vi bruger et skillcheck til at vurdere konskvenserne af, at J.T. Mitchell vil sparke stammens overdommer ned med bolden. Peter ruller et superresultat, og han opnår en 7’er! I The Shadow of Yesterday betyder det, at spilpersonen transcenderer, og derved forlader kampagnen. Dette skal ske inden for 24 timer i kampagnens tid – men vi enedes om at bruge pointtavlen som indikator for, hvornår J.T. Mitchell skulle forlade kampagnen og blive en af det 22. århundredes legender.

Herefter beskriver Peter, hvorledes J.T. Mitchell på en superblæret måde leger med fodbolden og får undsat Bob.

Rødt kors, grå krop (aktivator får 3 Xp, hvis denne bagvasker en anden spilperson)

Kort tid efter møder selskabet en lille gruppe missionærer fra Clarke-1. De er specialdesignede bioroider, særligt egnede til at opholde sig i vakuum, og de blev oprindeligt holdt som slavearbejdere på rumfabriksasteroiden Luftschloss, men deres lidelser kom EU for øre og anført af den karismatiske bioroide Joseph Rosen opnåede de deres frihed, og det konfiskerede Luftschloss blev overleveret til dem, og det blev omdøbt til Clarke-1. Clarke-1 bioroiderne er hårløse og har en underlig plastisk hud, der minder om delfiners hud, men deres monokrome hud skifter fra hvid til sort alt efter mængden af lys.

Bob kommer i vanskeligheder i denne scene, da missionærerne anført af Andreas gerne vil invitere ham til bønnemøde, hvor han blandt andet kan opleve deres prædikant Johannes, og de vil hjertens gerne tilbyde ham en digital upload af dennes samlede prædikener (i en verden med supercomputere, kommer regulære data til at fylde uendeligt lidt, og så du kan have Shakespeares samlede annoterede værker lige ved hånden – nu gælder det om, at få folk til at læse/tilegne sig tingene).

Bioroiderne er kristne hyperevolutionister – dvs. de forestiller sig blandt andet Jesu genkomst via en kollaps af rum-tid kontinuummet frembragt ved uendelighed af information, hvilket bliver muligt ved menneskets evolution til informationstung post-menneskelig intelligens.

Imidlertid kender de ikke til rumvæsner, der kidnapper mennesker, men de er bekendt med myter om mystiske rumskibe i de yderste egne af solsystemet, ligesom de er bekendt med, at ifølge St. Isidor-kirken, så er kunstige intelligenser i virkeligheden Guds engle, der hat tabt deres vej i den materielle verden, og St. Isidor-kirkens mål er at befri kunstige intelligenser ved at få dem til at indse, at de i virkeligheden er engle. (Sankt Isidor er helgen for internettet) – dette tema med kristendom, kunstige intelligenser og posthuman intelligens blev et tilbagevendene tema.

Vi får desuden en række glimrende bagvaskelser via Bekendelsesscenerne, da disse tillader spillerne in-character at kommentere hinandens handlinger.

En besked fra Mr. Burke, mens I er undervejs (kun til aktivator)

Mens holdet er på vej med Blid Færd til Clarke-1 modtager Addy en besked fra Mr. Burke. Denne har haft et hold computerspecialister til at undersøge ulykken med dyserne (sidste spilgang), hvor Islandia nær havde brandt Blid Færd af. Det viste sig, at ulykken skyldtes en virus plantet af de kinesiske marstriader, som derfor måtte antages at have samme interesser som Fonden. To af deres rumskibe var blevet set ved Margereth-Habitatet.

Den røde bold*

Peter aktiverer denne stemningsscene, og han fortælle om, hvorledes J.T. Mitchell har fået fingre i denne særlige, lille røde hoppebold, som har en helt særlig karakteristisk pibelyd, når man klemmer på den. Peter formår her at drive de fleste i selskabet til vanvid med en konstant pibelyd, og der er adskillelige forsøg på at sabotere den lille bold – her spiller konfliktsystemet i TSoY fint ind, da det afspejler spilpersonernes indsats på at opretholde eller standse chikanen. Bolden blev et tilbagevendende tema resten af aftenen.

Det tomme kammer og en samtale med Joseph Rosen (aktivator har strafterning)

Denne sætning blev for lang, og oprindeligt var det to forskellige punkter på tavlen, som jeg i sin endelige form slog sammen til en. Det er dog at strække systemet en tand for meget, og ikke noget som jeg vil gøre igen. Følgen blev at næste scene blev skudt ind mellem de to led.

Vort selskab ankommer til Clarke-1. Det er en jernasteroide, udhulet af egen minedrift, og opbygget som fabrik, der anvender sit eget grundlag som råstof. En ganske almindelig praksis. Kameraer på Blid Færd viser, hvordan Clarke-1 bioroiderne hænger uden for asteroiden med et minimum af sikkerhedsudstyr og et enkelt kabel, og mediterer. Spilpersonerne ankommer, og de bliver tildelt guiden Matthias, der hjælper dem rundt på stationen, og som gør omhyggeligt opmærksom på, at de skal hele tiden have iltmasker og des lige på dem, da almindelige mennesker er så skrøbelige, og da Clarke-1 ikke er så godt isoleret som almindelige rumstationer, da det ikke er nødvendigt.

Matthias viser dem hen til de kvarterer, hvor Diego Roberts og hans venner boede. De er dog blevet forladt for ganske kort tid siden og det hastigt. Matthias oplyser, at man ved dog ikke hvorhen eller hvorfor, men Diego og hans følge havde stor interesse for bioroidernes kristendom.

Vakuum meditation*

Anne aktiverer scenen, og Mikhala undersøger de vindueskærme, der er i kammeret. Ud over at fungere som vinduer, så er de også tv-skærme, og blandt de lagrede optagelser, er der en række, hvor Diego Roberts hænger, iført en rumdragt og et kabel, uden for Clarke-1, hvor han side om side med Clarke-1’s bioroider mediterer. Jeg føjer den detalje til, at blandt videooptagelserne også er en række dokumentarer om yderligtgående økonomiske teorier og info-socialisme.

Vi nupper herefter den anden del af foregående scene – samtalen med Jospeh Rosen – hvor Matthias meddeler, at Joseph Rosen har tid at tale med dem. Matthias fører selskabet til Josephs kontorer, men bliver uden for. Indenfor venter Jospeh. Hans kontor er rigt på fotos af hans møder med kendte europæiske politikere fra den gang han og hans bioroider vandt deres uafhængighed – selvom det er flere årtier siden, sidder de fleste af politikerne endnu, og Mikhala kan genkende fotos fra arrangementer, som hun selv var med til (og således kommer vi ind på Annes tema med hendes spilperson.).

Umiddelbart kommer selskabet ikke langt i sin snak med den flinke Rosen, der gerne vil hjælpe, men som ikke besidder mange relevante oplysninger. Ikke desto mindre er kendte personer godt for tv-showet.

Det grå bud (aktivator bemærker noget mystisk)

Efter samtalen med Jospeh Rosen er til ende, aktiverer Peter denne scene, og mens J.T. Mitchell sidder og keder sig bravt til mødet med Rosen, får han øje på, at et “kosteskaft” netop er ved at forlade Clarke-1, og at rytteren er Matthias!

Et ‘kosteskaft’ er en rippet rumskibsmotor, hvor der er et sæde, en simpel radar og ikke meget andet. Clarke-1 bioroiderne bruger dem en hel del, og de hyres som bude mellem de forskellige stationer i Lagrange 4.

Den Gyldne sol*

Anne tager teten og beskriver, hvordan gruppen ridder af sted på deres egne “kosteskafter”, da solen rejser i over Jordens horisont som et fantastisk skue. Det er en meget smuk scene, og den bringer handlingen videre på en helt perfekt måde. Efter at Anne er kommet med sit stemningsfyldte oplæg, følger jeg efter med en beskrivelse af hvordan Die Sonnenspinnerin Sieben dukker op.

Interview

Og vi afbryder handlingen med en række interviews af spilpersonerne. Det er et fast element, og det vil også optræde i de kommende episoder. Det er en sjov måde at lære de forskellige karakterer at kende på.

Velkommen til vores rumstation (aktivator har en bonusterning på social, alle har en strafterning i kamp)

Selskabet ankommer på deres kosteskafter til Die Sonnenspinnerin Sieben, der er en Corporate Colony allieret med Tyskland, og som opretholder en egen jurisdiktion i forbindelse med industrispionage, men som ellers følger tysk EU-lovgivning. Alt dette informeres spilpersonerne om ved deres ankomst af en af stationens medarbejdere, som derefter kort præsenterer dem for stedet. Det er en fabrik, der udvikler koloniseringsmoduler og landbrug under 0g. Spilpersonerne bliver budt velkommen, og de får lov at opholde sig på stationen i et par dage (det afklares ved en hurtig konflikt).

En eksotisk robot og en blomstrende mark under stjernerne*

En kort scene, hvor spilpersonerne ser de imponerende drivhusmarker, der er på stationen. Stationen består af en gigantisk gylden solskærm, og bag den strækker sig selve stationen sig som et enormt glasrør, under hvis overflade er vidtstrakte marker, der passes af specialdesignede cybershells.

En ny ledetråd

Anne aktiverer scenen, men det er lidt uklart, hvor vi skal hen med scenen. Det ender med, at Anne overvejer en klassisk åbning, hvor en aktør tiltaler en anden aktør, der forbliver ukendt for læseren, men hvis identitet er central for handlingen. Det bliver til, at jeg kommer med ledetråden, og jeg vælger at arbejde med Annes oplæg, og kombinerer det med en detalje fra Die Sonnenspinnerin Sieben. Addy og Mikkhala går på opdagelse på stationen, og ind træder de et lokale …

I lokalet ser de bioroiden Matthias liggende på et underligt bord, hvorfra metalhalvcirkler rejser sig over Matthias. Pludselig rejser sig en sværm mikrobotter ved fodenden, hvor de dækker Matthias’ fødder, og bevæger sig langsomt op langs kroppen, mens de piller det øverste lag hud af, og under huden er et fint, lyserødt lag menneskehud!

Processen tager lang tid, og da den er næsten gennemført, men hovedet er endnu ikke afsløret, da dukker to af stationens personale op i selskab med en cybershell. Anne vælger, at Mikhala ikke skjuler sig, men at hun i stedet spiller uskyldig og uvidende, mens Fisker vælger, at Addy skjuler sig takket være sin camouflagedragt. Mikhala eskoteres bort, og Addy får set den sidste del af processen, hvor det viser sig, at under Matthias’ bioroidehud er Diego Roberts, som cybershellen eksoterer ud.

Tilbage i kammeret er Addy, der har filmet det hele. Grundet Mikhalas indtrængen i kammeret, besluttes det, at man vil foretage et sweep af kammeret for at sikre sig, at der ikke er nogle mikrobot-kameraer (det er her, du naturligvis har læst Transmetropolitan, og derfor har stor forståelse for alle de problemer mikrobot-kameraer kan afstedkomme). Frem dukker en mikrobotsværm, som zoomer ind på Addy, da han laver en nødtransmission til Mikhala og Bob.

Peter griber ind. Der er ingen tvivl om, at Addy er i alvorlige problemer. Uden rette våben vil han blive pillet i småstykker af mikrobotsværmen, og Mikhala og Bob er langt fra deres kosteskafter på en rumstation fyldt med cybershells, der uden vanskeligheder kan slå knude på dem. Derfor byder Peter ind med en scene med J.T.Michell, der dels forklarer, hvor han er smuttet hen, dels får transcenderet ham, og dels skaber den forklaring, der skal til for at de andre kan undslippe. Peter beretter hvorledes …

Herefter tager jeg over, og beretter hvorledes de tre undslipper i forvirringen, og kaster sig af sted på deres kosteskafter. Brikken bliver rykket frem til sidste felt på pointtavlen, “slut: Forlader stationen med kurs mod en ny station”.

Konklusion

Jeg er meget, meget spændt på, hvor vores historie kommer til at gå hen, og jeg er meget glad for den retning den har taget. Den er lige så meget et mysterie for mig, som den er for mine medspillere, men jeg har da en lang stribe ideer, som jeg vil forsøge at få i spil. Den endelige form bliver den, som vi kollektivt får spillet os hen imod. Jeg vil fortsat bruge tavlen til at give spillet struktur, mens indholdet bliver frit.

Jeg har nu endnu en gang oplevet, at man kan spille investigation/krimi-rollespil uden at have forberedt den store forkromede baggrundshistorie, og det er en lige så spændende historie – og vi slipper uden om alle de klassiske faldgruber, der er i investigation-rollespil, hvor man kan sidde fast i scenariet, indtil man enten gætter, hvad spilleder tænker på, eller spilleder forbarmer sig.

Og så havde vi en del flere Bekendelsesscener med. De er ved at blive integreret smukt ind i handlingen, som spilpersonernes (bagkloge og/eller bitre) kommentarer over det hændte, samtidig med at der bliver sat ord på stridighederne mellem spilpersonerne, som spillerne kan bygge videre på.

Og næste gang begynder scenariet med et fokusgruppemøde. Min ide er, at bruge fokusgruppen til at lære spilpersonerne at kende. Det vil sige, at spillerne er in-character, og deres personer skal forholde sig til forskellige emner. Derigennem kommer både jeg og spillerne til at lære deres karakterer at kende. Her kan vi så også møde Peters næste spilperson: J.T.Mitchells søn! (Hvis Peter altså fastholder denne ide).

Pointtavlen fungerer, og de stemningsord, som bliver inddraget i spillet er anvendt på en imponerende måde. Alt fra konflikter, til in-character rollespil, løbende gimmicks og smukke stemningsscener. Det vil jeg fortsat anvende.