3:16 Løjtnant “Lucky” Joes beskidte dusin

Så fik jeg spiltestet 3:16 Carnage Amongst the Stars, som jeg tidligere omtalte/anmeldte her på bloggen, og det var lige til pas til tiden, da jeg skal spille det på Viking-Con.

Jeg spillede det sammen med Lars N., Troels og Kristo. Vi spillede omtrent to timer, og vi fik noget dejligt afslappet rollespil ud af det.

Spilpersonerne er Lucky Joe (Lars N.), der begyndte spillet som Sergeant, “Rat” (Troels), der begyndte som korporal, og “Flash” (Kristo), der begyndte som soldat. Det tager ikke lang tid at lave spilpersoner: Vælg et navn, Vælg et omdømme, Fordel ti point på to evner, rul #d10 for antal kills før spilstart, find din rang ud fra dine evner, noter dit basisudstyr og så er du klar til spil. Så det vil også på VC være lige til at introducere folk for baggrundshistorien, lave spilpersoner med dem, og så gå i gang.

Som forberedelse havde jeg udvalgt planeten Caravacchio, der er hyldet i konstante regnstorme, og hvor der bor en rokke-lignende art, som flyve på de voldsomme kastevinde, og som med deres barberbladsskarpe finner skærer deres ofre i småstykker, når de suser forbi dem fra bagholdsangreb (alt dette gøres ved at rulle en hånd tyvesideder og tolke resultaterne).

Spilpersonerne var klar, og deres første mission var at udforske Caravacchio og etablere en base. De ankom med Dropship, og sprang ud og begyndte at etablere et perimeter, da monstrene væltede ud af den voldsomme regn, og begyndte fra en bagholdsposition at skære soldaterne ned. Dagen blev reddet af korporal Rat, der trak på sine minder om dengang, hvor han blev mobbet i skolen, og hvordan han som den lille spinkle dreng lokkede de store bøller tæt nok på, hvor han kunne slå dem, hvor det gjorde ondt, og med denne indsigt lokker han monstrene tættere på sig, hvorefter han sænker hele flokken med sin E-Cannon.

Og sådan forløb spillet.

Spillet hopper stille og roligt fra kampscene til kampscene, og mellem scenerne vokser der langsomt rollespil frem. Der er nogle særegne mekanikker til dette – på mange områder er 3:16 meget brætspilsagtigt, og det giver derfor noget afslappet rollespil, men der er nogle interessante processer, som jeg fra min spillederpost kunne observere:

  • Kampen om antal kills per mission – flest kills stiger automatisk level mellem missionerne, og antal kills genereret per encounter er afhængigt af våbentype og rækkevidde, så man er altså interesseret i at optimere afstanden i kamp for sig selv, så man kan skabe flere kills, og det kan medføre taktisk uhensigtsmæssige ordrer fra befalingsmændene.
  • Påtvinge svaghed – laveste rang kan aktivere en special evne, hvor en højere rang skal aktivere sin Svaghedsflashback.
  • Degradering – hvis en spilperson har haft anvendt et Svaghedsflashback under en mission, så kan han indstilles til degradering mellem missionerne af en anden spiller.
  • Styrkeflashback – anvendt på rette tidspunkt kan det give gode killscorer, og det gælder om at komme medspillerne i forkøbet.
  • Befalingsmændenes og særligt officerernes opgaver påvirker både dynamikken i spillet og mellem spillerne.
  • Husk, at jf. regelbogen så skal alle handlinger i kamp beskrives. Det betyder, at man som spilleder og spiller på skift kommer med levende beskrivelser af handlingerne i kamp, og deraf vokser stille og roligt det skelet op, som man skal spille rollespillet mellem spilpersoner over.
  • Husk at sige ja til spillernes forslag. Jeg fulgte op på spillernes indspark og byggede begivenhederne op på deres ideer, og kom der ikke noget, så tog jeg selv handlingen videre. Alle tvivlstilfælde kan løses med et simpelt terningeslag.

Disse mekanikker får stille og roligt spilpersonerne til at vokse frem, så vores lidt stille spil i starten begyndte at have noget vægt under sig. Jeg glæder mig til de kommende gange, så vi kan se spillet udvikle sig.

Vi nåede to missioner, cirka en i timen, og det blev først Caravacchio, og dernæst blev det ørkenplaneten Matisse, som hærgedes af elektriske storme, og hvor de næsten triffidlignende kakti genererede statisk elektricitet, som de kunne slynge efter folk. Her undsatte vore helte en tidligere strandet ekspedition, da de store mængder af elektricitet fik udstyr til at gå i stå, og et af de mest anvendte våben var håndgranater. Efter denne indsats blev sergeant Lucky Joe forfremmet til løjtnant, og vi fik et indblik i, at han var meget minded for overlevelse, men også at han var angst for skorpioner. Imens demonstrerede korporal Rat sin offervillighed (ligesom dengang han reddede nogle af sine mænd ved kaste sig på en granat – han havde dog rustning på) og sit mørkeræd (ligesom dengang han skulle vise sit mod i skolen, og blev lukket nede i den mørke kælder).

Jeg glæder mig til vores næste spilgang.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i 3:16, Efterspilsrapport, indie, Rollespil, Science fiction. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.