[Min reservekampagne] Første episode: Stormfuld afgang

Så lettede Reservekampagnen. Lidt mere pludseligt end planlagt, men ganske aldeles efter intentionen, nemlig at hvis en central spiller mangler, så nupper vi en episode fra Reserven.

Fjerde udgave + husregler

Det var så vores første forsøg med fjerde udgaven, så jeg forberedte hurtigt dagens episode. Jeg besluttede mig for at vægte vores brug af flashbacks (de er en husregel, læs mere her), og der skulle også være en Dagens regel: Pinlige flashbacks.

Jeg forberedte tre encounters, to lette og en svær. De blev sammensat af henholdsvis 300, 325 og 600 XP, som hvilket med fire spilpersoner på lv 1 er to lette og en svær encounter. Jeg valgte forskellige væsner, og ændrede deres kulør, så de blev til Kejserlige Alphatiske Soldater (lv 1 minions), Kejserlige Alphatiske Spioner (lv 1 lurkers), Kejserlig Alphatisk Flammetroldmand (Lv 2 Striker), Kejserlig Alphatisk Troldmand (lv 3 Controller) og Entropisk Flammedæmon (lv 6 Brute). Jeg brugte ikke tid på at konstruere nye monstre eller andet.

Dagens regel: Det skal være pinligt

En gang pr. kamp (dvs. encounter) kan en spiller reroll 1d20 ved at udspille en flashback-scene, hvor vi lærer noget pinligt om spilpersonen – og denne viden må anvendes af spillerne/spilleder fremover (enten fordi man var vidne, man har hørt rygtet, eller fordi man kommer til at berøre emnet uden at kende til det etc.).

Ved præsentationen spurgte Christina om man ikke kunne udpege andre til at fortælle den pinlige scene og få en bonus for det? En perfekt ide, så det blev til en +4 bonus oven i terningeslaget, hvis man bad andre fortælle pinlige ting om ens spilperson. Reglen er inspireret af Weakness-flashback fra 3.16 Carnage Amongst the Stars.

Spillet præsenteres

Jeg opsummerede kort flashback-reglerne for spillerne, og gjorde opmærksom på, at meget af baggrunden ikke var fastsat endnu, fordi den ville blive afdækket gennem flashback-scener.

I første omgang var det fastsat, at senator Helenites Osteropolus var pengemanden bag ekspeditionen til Det Yderste Nord, som i virkeligheden er en hemmelig mission til Dragetandsbjergene for at etablere en alliance med dragerne i krigen mod Alphaterne. Kaptajnen er Eudocinius Glantripopolus. og besætningen, som er kommet med pga. diverse intriger og andet, er et skønsomt udvalg af thytians m.fl. (se dem omtalt her).

Vi er i efteråret 1005, og begivenhederne udspiller sig samtidigt med tredje skoleår i Glantri. Vi lagde ud i havnebyen Retebius, hvor Thyatis har sin luftflåde, og hvor adskillelige luftordner holder til. Det er en sen nat, da Kejserlige Alphatiske Shocktropper forsøger at sabotere den thyatiske luftflåde på samme måde, som den alphatiske blev ødelagt for en rum tid siden.

Vi gjorde fire spilpersoner klar: traladaran krigeren Bognor Bogovich, dværge krigsherren Eldeth Agnar, Belcadiz elverpiraten Isabella og den hinterlandske eunuktroldmand Craddoc.

Tre encounters

Byen er under angreb, flammer rejser sig overalt, og kaptajn Glantripopolus har beordret en hasteafgang for at bringe det flyvende skib Himmelørnen i sikkerhed. De sidste besætningsmedlemmer haster gennem den brændende Retebius mod havnen. Undervejs angribes de af Kejserlige Alphatiske tropper. Første encounter var med Kejserlige alphatiske soldater og spioner, andet encounter var med soldater, spioner og en flammetroldmand, mens tredje var med en troldmand, en flammedæmon og soldater. De tre kampe blev kørt i rap, så der var ikke den store planlægning, ingen skill checks og ingen skill challenges. På sin vis kørte det meget som 3:16-rollespillet.

Pinlighed i kampene

Vi spillede tre kampe i træk, hvor der kun var korte pauser til en smule healing mellem scenerne. Det to omtrent 2½ time at udkæmpe de tre kampe, og undervejs nåede vi fem pinlige flashbacks. Flashback-scenerne var sjove, og det var virkeligt et og andet over, at friste folk med “Skal det være pinligt? Skal det være meget pinligt?” – mao. vil de have et reroll, og skal det være med en +4 bonus?

Ved uddelegeringen af fortælleretten udpeger man en medspiller, og de andre medspillere har mulighed for at komme med forslag. Kan man ikke finde på noget, kan man give teten videre til en anden medspiller.

Pinlige flashbacks har den effekt på kampene, at spillerne får flere rerolls, så de mindsker risikoen for at brænde deres seje evner af uden at få nogen effekt. Det er en god ting, omend det også øger deres effektivitet. Det var dog fortsat gode kampe, og reglen var ikke noget problem.

Eldeths pinlige episode

Den gang Eldeth skulle initieres, var der en thyatisk (menneske) gesandt tilstede. Om aftenen, da hun var blevet lidt pløret, til den store fest, fik den forførriske gesandt lokket Eldeth til at fremvise sin samling af historiske krigshammere – og de kiggede kun på hamre, intet andet skete, på ære … men det tror ingen på.

Bognors pinlige episode

Til senator Osteropolus’ store banket blev der serveret alle mulige etniske retter, der afspejlede besætningens store etnicitet. Her iblandt kål og øl, to traditionelle traladaran-retter, som resulterede i en sådan maveaktivitet at Bognor, der ikke havde konsummeret sit hjemlands vemodige retter i større omfang i lang tid, fik indtaget det i så stride mængder, at hans mave buldrede voldsomt og frigav luft i alle retninger, så han både bøvsede og fjertede i et sådan omfang foran senatoren, at selv den bøvede Bognor blev pinligt berørt.

Isabellas pinlige episode

Til samme festmiddag hos senatoren kom Isabella til at indtage så stærke varer, at hun blev langt fuldere end hun havde planlagt, og uden kundskaber ud i dans og akkompagneret af Bognors fuldemandsbanken i bordet, forsøgte hun at danse flamingo på middagsbordet mellem alle retterne.

Craddocs to pinlige episoder

Ved middagen med fornemme folk kort efter at Craddoc har opnået sin frihed fra slaveriet, er der en dignitar til stede, og han er faldet for den unge, smukke Craddoc, med de feminine træk, og han kan ikke holde fingrene fra Craddoc. Da han passerer Craddoc jager han en hånd ned i bukserne på Craddoc for at befamle hans mås, til Craddocs store udmygelse.

Og da dignitaren trækker hånden til sit, tager han et lille juvelsmykke med op, som Craddoc havde skjult nede under ballerne ved låret. At blive taget på fersk gerning med smykket, gjorde det altsammen langt mere pinligt.

Vi fik hurtigt etableret et tema, der hed festmiddage, og det inspirerede til gale, men sjove historier. At de blev kædet sammen var rent tilfældigt, men det afspejler ganske glimrende folks evner til at skabe sammenhænge. Pinlighderne må desuden anvendes fremover mod spilpersonerne.

De fleste flashbacks blev spenderet i første kamp.

Alle de gode ting ved fjerdeudgaven

Vi kunne nå tre kampe på mindre end 2½ time. Det er meget tilfredsstillende, når det er D&D, og størstedelen af gruppen har meget lidt erfaring. Krigsherren og krigeren fungerede særdeles effektivt i kamp, og det var kun elverpiraten og eunuktroldmanden, der ikke slog så godt igennem. Det synes dels afhængigt af, at der blev rullet meget skidt med terningerne, og at vi nok liger skal have lært at passe deres strategier ind i gruppen.

Undervejs via Second Wind og andre manøvrer healer man, og det gør, at det ikke er livsvigtigt med clerigs længere, og det medfører, at spilpersonerne løbende får hit points igen, hvilket holder kampene mere dynamiske, da kampene ikke går i en lige retning mod 0 hp. Der er også mere, men endnu ikke meget, bevægelse på slagmarken, da placeringer betyder mere. Minions er desuden en lækker ting, da jeg som spilleder kan have en masse monstre på slagmarken uden at overvælde spillerne, men som stadig udgør en trussel, hvis man ignorerer dem.

Næste episode

Himmelørnen sætter kurs ind over ørkenlandet Ylaruam for at holde sig fri af den alphatiske flåde, som kan tænkes at lure i farvandet uden for de thyatiske kyster. Den pludselige afgang har medført, at Himmelørnens forsyninger ikke er på plads, og det bliver nødvendigt at lande i Ylaruam for at opsamle forsyninger.