I dag får I en anekdote. En af de der små observationer, man gør sig i hverdagen.
Jeg mødte her i weekenden en af de internationale deltagere fra Knudepunkt. Han havde spillet Fat Man Down. Absolut ikke hans kop the, og han nægtede til at begynde med at tro på, at Fat Man Down ikke var et live-scenarie. For ham kunne det ikke være bordrollespil.
Den del var egentlig interessant, for spillerne var jo ikke udklædte, og de spillede ikke i et dertil indrettet rum eller på anden vis gjorde brug af den veludviklede tradition for udstyr og kulisser, som ellers udgør en central del i meget live-rollespil.
På den anden side oplevede jeg også en spiller på Fastaval, der betragtede en anden spillers rejsen sig op og råben som værende ‘live-rollespil’. Vedkommendes måde at spille på ligner lidt dette indlæg. Han talte i alle fald meget konsekvent i tredje person.
Vi er det dersens spændingsfelt mellem tydeligt genkendelige (b)ordrollespil og laives, hvor man på den ene side har spilpersonsark, terninger, tykke regelbøger og er forankret omkring et bord , og så den andel del, hvor man er 400 mand på en græsmark iklædt dragter og iført udklædninger bevægende sig omkring i nydeligt opbyggede landsbyer.
Hvor meget live skal man agere for at det man gør et live? Og hvis man nu rollespiller rollespillere, der spiller rollespil, er det så at live, hvis man sidder rundt om et bord, når man spiller?
Apropos live-rollespil og bordrollespil, så er Knudepunktsbogen 2009 er at finde her. Igen i år har der sneget sig nogle artikler ind omkring bordrollespil, hvilket jeg ser som en positiv ting. Apropos teorier har en svensker kastet sig udi at diskutere, hvad rollespil er (del 1, del 2, del 3).
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Jeg har oplevet livere på Fastaval spille bordscenarier, og efterfølgende ikke kunne forstå hvorfor man ikke brugte kostumer – det var jo live de havde spillet.
Liveelementer er efterhånden meget integreret i vores scenarier, men det var også en besøgende liver der gjorde mig opmærksom på, hvor det fejler fuldstændigt. Det er især når folk spiller med ting, der ikke er der. En klassisk forfærdelighed er spisescener, hvor folk imiterer, at de slubrer mad i sig – det ser dumt ud og der er ingen grund til det. I år oplevede jeg en der forsøgte at live sig igennem en actionscene i et superheltescenarie med et kampsystem, hvor spillederen konsekvent lage op til at man beskrev sin handlinger.
Liveelementer bør bruges, hvis der er en pointe. I dramatiske scener synes jeg det er fremragende at kunne rejse sig op og bruge sin krop til at spille følelser. Det kan også være fint at indrette et scenerum i et scenarie, hvis man enkelt kan symbolisere nogle vigtige ting. Et bord, en væg, en pistol etc. Men man kan aldrig få en meningsfuld repræsentation af et højhus med et swat-team, så lad være med at forsøge at lade som om – det bliver bare fjollet og forvirrende.
Anders
LikeLike
Jeg tror, at vi er meget enige her. Live-elementet – at inddrage kroppen og det fysiske rum – kan være enormt stærkt og givende, og så kan det være enormt fjollet eller anstrengende for fiktionen.
En ret fin lille anekdote om livere på Fastaval, du havde der. Den havde jeg ikke oplevet. Også spændende fordi den siger noget, hvordan man opfatter skellet mellem de to grene af rollespil.
LikeLike
Tilsvarende var det sjovt at se læse italienske og engelske “live”-scenarier på Fastaval og tænke, “det der, det har da aldrig været live – det er bare et Fastaval-scenarie”. 🙂
Alle fire var scenarier med et mindre antal spillere (uden kostumer), med et relativt løst setup efter vores tradition, og som foregik i ét enkelt rum.
Det er bemærkelsesværdigt, at både den danske conscenarie-tradition med “semi-live” og Jeepform kommer fra bordrollespil, men har bevæget sig nogle steder hen, som i andre lande primært er blevet udforsket med udgangspunkt i liverollespil. Det er også tydeligt, at både Jeepen og danskere har mere struktur på rygmarven, hvor livefolkene til gengæld er mere vant til bare at lade spillerne selv skabe spillet.
Og i virkeligheden er det en ret ligegyldig diskussion, synes jeg. Det er ikke vigtigt at sætte labels på (jo, lidt mht. foromtaler og forventningsstyring, men det kræver ikke stram kategorisering). Det er vigtigere at være bevidst om, hvilke virkemidler/teknikker man bruger, og hvad formålet er.
LikeLike
Mht. actionscener er det nu faktisk min erfaring, at det kan give noget at rejse sig fra bordet. Ikke for at live alting igennem, men alene det, at folk står op og kan svinge lidt mere med armene, når de beskriver, giver en fornemmelse af tempo i scenen (og det er vigtigt for action).
LikeLike
Hej Kristoffer,
Jeg har lidt ambivalens ved at live action-scener, men jeg kan sagtens se pointen i, at man står. Det er blandt andet grunden til, at man i Kineserier skal stå op, når man har tur. Det kropslige element gør det mere intensivt. Man oplever det også hos brætspillerne, som i virkeligt kritiske øjeblikke også rejser sig op, når de skal rulle deres terninger etc.
Til gengæld er det spændende at se den måde, hvor vi mødes med de italienske og engelske “live”-scenarier med con-scenarierne.
(Og jeg havde netop spekuleret over, hvorledes deres “live”-scenarier ville blive spillet, når spillerne ikke havde mulighed for at tage kostumer med).
Men at putte scenarierne ned i den ene eller den anden kasse er (som du siger) ligegyldigt. Der hvor det ikke er ligegyldigt, det er, når folk dæmoniserer eller misforstår det ene eller det andet på grund af de kære labels. Det jeg særligt tænker på her, det er de amerikanske (D&D-)rollespilleres store afsky over for LARP’ere, som man fra tid til anden uden vanskeligheder kan støde på. Der hvor labelsne irriterer mig, er i teori-diskussionerne, da jeg synes, at rigtig mange teorier lider under, at de opstiller et kunstigt skel mellem bord og live, og derved hæmmer deres eget udsyn. – Og det var vist min kæphest, der hoppede frem der.
LikeLike
Det er ret fjollet at mene, at ting virker anderledes, afhængigt af om man står op eller sidder ned. 🙂
LikeLike
Hæ, så bare tænk på folks forhold til deres terninger. 😀
LikeLike
jeg er helt holdt op (eller prøver) med at bruge ordet bord, jeg tror det var Næsby som engang fjernede b’et og så bare kalde det ord.
så giver det (for mig) lidt mere mening at skælne.
eller det gjodre det da jeg arbejde med Hotel Commodore, hvor jeg netop skælnede mellem ordrollespil som jeg ser som alt det hvor vi netop står og svinger lidt med armene eller andre små ting, men de fleste ting så som swat teemet og orkerne forestiller vi os.
modsat det er der så live, hvor mindst muligt skal forestilles.
jeg tror jeg skrev noget i retning af:
ord: man forestiller sig tingene (eller fortæller)
live: tingene er der (så vidt muligt)
det var bare mine ydmyg tanker.
LikeLike