[Gæsteindlæg] Leg med døden

For noget tid siden blev jeg med en dags varsel nødt til at tage over som spilleder for vores Ars Magica-gruppes næste spilaften, idet Morten Kay, som ellers skulle have spilledet, skulle på hospitalet og se til sin døende morfar. Vi er tre roterende spilledere i gruppen, så bortset fra det korte varsel var der ikke noget usædvanligt grænseoverskridende på færde. Jeg skal lige nævne, at kampagnen foregår i en fantasy-parallel udgave af Europa i 1200-tallet, og at det store tema er mongol-invasionen og det at være op imod problemer, der er for store til at kunne besejre. Jeg havde i ugen forinden for første gang set Ingmar Bergmans “Det Syvende Segl”, den med ridderen (en meget ung Max von Sydow) som spiller skak med Døden, mens pesten hærger. Fantastisk film, og temaet (dødens uundgåelighed) taget i betragtning, forbløffende morsom uden at være fjollet.

Under indtryk af Det Syvende Segl og lejligheden til at jeg skulle overtage aftenen, kom jeg op med et lille scenarie om at flygte fra døden. Lidt skyldig klump i halsen fik jeg, da jeg mødte op og fandt ud af, at en anden, og tilstedeværende, spillers far var død ugen før! Så jeg spillede det absurde en lille smule op og det fortvivlende en lille smule ned. Her er den korte version af, hvad vi spillede:

Tre grogs (almindelige ikke-helte) – Gerda fra Sternschluss, Hravan fra Forsynth og Josef fra Diapentes – er på flugt gennem skoven i en skumring, der ikke bliver til nat, tolv dage efter midvinter. De bliver forfulgt af mongoler med store hunde, og de bliver ved med at ende tilbage i den samme lysning, mens deres tiltagende træthed og blodtab fra pilesår truer med at tage livet af dem. I flashbacks spiller vi livet på Diapentes i dagen forinden, og finder ud af hvorfor de tre havde været så letsindige at vove sig ud i skoven. Netop som de tre er ved at opgive at slippe væk, og blot går i ring fordi det ville være for tamt at give op, slipper de ud af den faerie-regio, hvor vinter-faeries i mongolform har plaget dem, uden helt at vide hvorfor, og vender trætte hjem.

Sternschluss og Forsynth er magerkonventer (med alle deres tjenere, deriblandt Gerda og Hravan) som har søgt tilflugt i det skjulte men forfaldne konvent Diapentes.

Og hvad skulle vi så med alt det?

Jo, pointen var at spille en rigtig grum situation, hvor spillerne var helt på det rene med at Plottet ikke ville komme og redde dem. Det er den vigtigste forskel på Grogs og så de “rigtige” helte, Companions og magere. Hvis grogs dør eller kommer galt afsted, så gælder det. Det kan til tider føre til ret intenst spil, og netop dette ville jeg udnytte. Specielt Gerda er en ganske skattet karakter (de andre var nye til lejligheden), og spillerne blev, som meningen var lidt befippede ved, at hendes liv blev sat på højkant. De tre stakler flygtede rundt i skoven, og deres kræfter ebbede ud, og de blev ved med at komme tilbage til den samme lysning. Lige når håbløsheden var ved at blive helt enerverende, klippede vi til hverdagsliv på konventet, så vi fik trukket helt frisk op, hvad det var de tre havde at miste: Livet. Når vi så havde fået spillet en scene, sprang vi tilbage til skumringen i vinterskoven, hvor systemets mekanik køligt beskrev, hvorledes deres ressourcer blev udtømt. Karaktererne fik i let form (for omstændighederne i betragtning ville jeg ikke dvæle hårdt ved det!) gennemgået de klassiske faser mht. at se det uundgåelige i øjnene. De kæmpede, de håbede, de blev bange, de blev rasende, de resignerede. Til slut endte det dog med at de slap ud, ikke fordi jeg forbarmede mig, men fordi de opfyldte kriteriet for at slippe ud af Dødens cirkel. Og kriteriet var netop forbundet til den sidste fase, resignation. Vi er dog ikke nødvendigvis færdige med at lege med dødens cirkel, så læs ikke videre, hvis du er med.

Spoiler: Kun ved at følge sine tidligere spor tilbage til lysningen, vel vidende at man ville gå i ring snarere end at slippe væk, kunne cirkelen brydes. Her kommer min personlige filosofi ind i spillet: Man “undslipper” døden ved at se den i øjnene og slutte fred med sin skæbne.

Og det var så Troels’ beretning. Hvis du ligger inde med et oplæg, du godt kunne tænke dig at dele med os, så lad mig høre fra dig.