Her er mit bidrag til tredje runde i vandrescenariekonkurrencen på RPGforum.
Denne gang handler det om spøgelser og skoleelever.
Her er foromtalen til scenariet:
Der var en gang et hus, og det hus lå på galgebakken, og i det hus boede der en familie, og deres 12-årige søn spillede rollespil i kælderen under huset, netop der hvor galgen havde stået. Det gik familien ilde. En nat under en frygtelig storm, hvor drengen sad i kælderen og tegnede sine dungeons på ternet papir, slog lynet ned i taget, og huset brød i brand. Familien nåede ud, på nær deres søn, som forsvandt i flammerne. Hans lig og hans Dungeon Masters Guide blev aldrig fundet. Familien flyttede fra stedet, og kommunen valgte i stedet at bygge en ny og moderne folkeskole på bakken. Nu hjemsøger sønnen galgebakken, og man kan altid høre hans komme, da den varsles af hans raslen med terninger.
Sådan lyder fortællingen om rollespillerspøgelset, som søger jævnaldrende børn til at gennemføre sine dungeons, og gennemfører de dem ikke på en nat, så skræmmer han livet af dem. Sådan lyder i hvert fald historien blandt skolens elever, og i nat vil en flok snige sig ind på skolen for at bevise deres mod over for hinanden, for de er i hvert fald ikke bange for noget spøgelse …
Download scenarie: Det raslende spøgelse (pdf)
Kommentarer: Det er ligesom med Sargasso: Clios døtre og Ostland: I skoven forandres alle et story game. Der er en fast form på spillet, som fører handlingen frem.
I modsætning til de to foregående, så er der en anderledes rollefordeling, da tre af spillerne ejer tre spilpersoner hver, men de har ikke fuld kontrol over dem. Den fjerde spiller har hovedrollen, og de scener, hvor han ikke er til stede, de handler i stedet om ham. Den femte deltager er spilleder, der har en speciel beskrivende rolle (foruden de mere sociale opgaver, som at være ordstyrer og initiativtager). Ligesom i Ostland-scenariet kan man som spiller opleve, at ens spilperson(er) ikke gør, som man gerne ser, at de gør – i Ostland kan man blive pålagt tvungne handlinger og få indsnævret sit handlingsrum, i Det raslende spøgelse bliver man pålagt at låne sine roller ud, og ens medspillere har en klar interesse i at spille ens karakterer som bange og usikre.
Mit bidrag til første runde i konkurrencen: Sargasso: Clios døtre