[D&D minikampagne] De tabte drømmes sø

Siden sidst

Efter at gruppen havde bragt de stjålne, hvide heste tilbage til den befæstede gård Sukiskyn, blev de mødt med dårligere tidener. Ved tømmerpladsen Ilyakana var skovhuggerne blevet overfaldet og mange blevet dræbt. Blandt de angrebne var flodkaptajnen Kalanos, der havde bragt vore helte til Sukiskyn, og blandt de tilfangetagne er Stephan, der oprindeligt havde hyret vore helte til at fragte de hvide heste til elverne, og som er bror til Pyotr, der ejer Sukiskyn.

De seneste genvordigheder

Vi indledte med en ganske underholdende intra-party diskussion omkring den aftale, som Ivan havde indgået med den smukke elverkvinde Mdm. Fyordoll om at ’skaffe’ hendes penge tilbage fra ulvekranie-stammen.

Den næste del kørte relativt traditionelt. Jeg udpegede en række områder på kortet, og gruppen udvalgte sig den befæstede gård Cherkass, som deres mål. Færden gik gennem et tynd skovstrækning af den store Dymrak-skov. De ankom til et skrækkeligt syn, da gården var faldet for goblin-stammernes koordinerede angreb. I modsætning til Sukiskyn var Cherkass ikke blevet undsat af eventyrere i sidste øjeblik. Fra palisaderne var hængt mænd, kvinder og børn. Ingen var blevet skånet. Med brug af skill checks (ingen Skill Challenge i dag) fandt de spor af hobgoblins, der var i selskab med en unaturligt stor ulv.

Vore helte fulgte goblin-stammernes spor. De kunne enten følge dem tilbage mod Sukiskyn, som var horden havde overfaldet efter Cherkass’ fald, eller de kunne følge dem i modsat retning. Det førte dem til det grusomme syn ved tømmerpladsen Sielo, der ligger nordligere end Ilyakana op langs –floden. Skovhuggerne var blevet overfaldet og hængt af goblinerne. Et stykke fra massakren de lejr, og den næste dag blev de indhentet af et voldsomt regnskyl. Himmel og jord stod i et. Jorden opløstes i et lag af mudder, og regnen faldt dagslangt. Himlen var en grå masse af skyer, og horisonten et slør af faldende regn. Klæder blev gennemblødt, uldtøjet var vådt og kradsende, lædervamse kolde og hårde.

Nord om Dymrak-skoven

Vore helte krydser en stor slette nord for Dymrak-skoven, og som ligger syd for Zargash-bjergenes bakkede opland i håbet om at finde den befæstede gård Segenyev, hvorfra de overlevende skovhuggere fra Ilyakana havde set røg komme fra for to dage siden. I regnvejret farer de vild (og fejler et skill check), og de strander i det bakkerige opland. Her får de øje på lys, som de følger, og de når frem til en teltlejr ved en søbred. I lejren er de blege elvere fra Vyalia-klanen – en sjældent set og ganske sky elverklan – som har slået lejr ved bredden til De tabte drømmes sø.

Elvernes leder, Goriidel, beretter, at de netop har været oppe ved en dværgeguldmine, der ledes af gnombrødrene Vissaryon og tekaryon, i Zargash-bjergene – og hvor de plages af orker. Her har de købt en smuk, forgyldt sølvstatue, som desværre er blevet røvet fra dem af en flok af Ilya-alferne. Alferne bor på en ø, som er underlagt en mystisk trolddom, som gør særligt elverfolk og alfer sære og uberegnelige, og disse alfer har stjålet førnævnte statue. Elverne tør ikke drage ud på øen for at ikke at blive underlagt øens trolddom, men den virker meget langsommere på mennesker, hvor det vil tage flere dage, før der sker noget.

Øen i de fortabte drømmes sø

Mod et løfte om en dusør lader vore helte sig overtale til den følgende morgen at drage ud til øen. Den følgende morgen regner det stadig, selvom regnen er ved at løje af. Alt er stadigt fugtigt, og uldklæderne vil ikke tørre. Ved søens bred er der en bådebro, og der ligger en stor jolle fortøjret. Jollen er udstyret i begge ender med flot udskåret, stiliseret drage. Søen er helt stille, regnen falder mildt, og en tæt hvid dis rejser sig fra søens overflade. Snart har de rejsende tabt land af syne, og de stager sig af sted på den stille sø. På den sagte lyd af stagen i vandet er at høre. Alt er hyldet i en tæt hvid dis.

Snart er vældige træer i syne. Deres enorme kroner knejser over den hvide dis. De er vokset frem på en ældgammel mole bygget af marmorblokke. Egetræerne er flere hundrede år gamle, og molen de er vokset frem på, er langt ældre. Med ekspertminer kigger de rejsende på stenblokkene, og ’Gumle’ kan konstatere, at det ikke er dværge håndværk, og ud fra tingenes alder, så er de i hvert fra hans bedstefars tid, sådan en 500 år siden. Øen har været beklædt med smukke marmorfliser, skulpturer og søjler. Overalt har træer og græsser banet sig vej, og væltet marmorpladerne om. Inde på øen finder de et tempel, og der er den stjålne statue anbragt. Igen kigges der på statuen med kendermine. Det er en forgyldt sølvstatuette, der forestiller en jakalmand i lange rober.

I den sagnomspundne fortid

I Karameikos’ fortid blev landet under sin store guldalder rendt over ende af store horder af bestialske dyremænd. Det var en invasion, der medførte, at tre helte rejste sig over alle, det var Kong Halav og Dronning Petra og deres ven, jægeren Zirchev, der i dag æres af traladara-folket som Udødelige (teknisk set er der ikke guder, men De udødelige i Mystara. Disse har dog langt hen ad vejen samme funktion som guderne i Grey Hawk, Forgotten Realms osv.). Disse tre helte samlede folket og beskyttede dem mod undergang, men dyremændenes hærgen kastede traladara-folket ud i en flere århundreder lang mørk tidsalder, som først for nyligt ophørte, og kort tid efter blev landet underlagt af Det thyatiske kejserrige, hvor det i dag er en provins.

Hvorfor jakalmands-statuetten ser så civiliseret ud, kan kun undre. Der venter vore helte et sælsomt mysterium.

Et voldsomt slagsmål

Da ’Gumle’ skal til at samle statuen op, vrimler det frem med tre store sværme af små alfer med kæmpestore munde fyldt med sylespidse tænder. De har lange skabe klør, og de kommer væltende ind over vore helte.

Jeg finder battle maps frem. Et par nye stykker fra min samling af Rakham-kort. Stadig meget lækre at arbejde med. Vi udkæmper nu et langt og drabeligt slag. Midt under kampen styrter Gumle ned mellem nogle fliser*, og han havner i et ældgammelt gravkammer, hvor han bliver angrebet af skeletter. Kampen bølger frem og tilbage, på et tidspunkt går Ivan ned, men på ren viljestyrke rejser han sig, og vender heroisk tilbage til kampen, hvor han bidrager til at bringe heltene sejr. Pavel må også bide i græsset, bevidstløs, og i fare for at dø – men også i ham er livsviljen stor, og han holder ved indtil at gruppens klerik efter endt kamp, endelig kan komme ud af gravkammeret og administrere sine helende kræfter. Kampen blev spillet meget hårdt. Med et par let omskrevne monstre fra Monster Manual 2 havde heltene mere end rigeligt at se til. Konflikten er noget sværere end normalt, da jeg har omtænkt kampe lidt.

*) Vi morede os en del over denne. Kristoffer aktiverer sin Divine Channel-power, der tillader ham at foretage et ekstra move. Han vælger at aktivere denne, da han har konstateret, at han ikke får brug for sin Turn Undead-power. Uheldigvis er det aktiveringen af poweren, der gør, at han havner i graven, hvor de udøde venter ham, og hvor nu ikke er i stand til at bortmane dem.

I det oprindelige scenarie er der mange små kampe, som passer godt ind i det gamle D&D’s stil. Dels fordi kampe gik hurtigt, og dels fordi systemet lagde op til mange små kampe. I det nye D&D 4th ed. er der også lagt op til en visse mængde kampe pr. dag, men for mange små kampe bliver trivielt, og middelkampe er uden spiløkonomisk betydning, hvis der kun er en kamp pr. kalenderdag. Derfor er nogle kampe langt hårdere, da de skal dække en stribe encounters. Jeg er stadig ganske tilfreds med D&D 4th ed. Kampene er dynamiske og dramatiske, og for et simulerende, traditionelt type rollespil, fungerer det rigtig godt.

Sejrrige men udmattede kigger vore helte sig nysgerrigt omkring i gravkammeret. De opdager, at det er et gravkammer for alfefyrster, og at der er ni kamre. Over de ni kamre er der sat et magisk, sort spejl, som forvrænger alt, hvad der spejles deri. Rose Common har i sin nysgerrig stukket hovedet ind i et gravkammer. Her får hun øje på et rubinskæfte, som hun instinktivt tager fat i. Pludselig kommer de gravlagte fyrsters tjenere til live – og de mange skeletter, som Rose Common og ’Gumle’ tidligere huggede ned, rejser sig igen, og denne gang får de selskab af endnu flere skeletter.

Her stoppede aftenens spilgang.

Næste spilgang: Kampen om gravkammeret – og jagten på goblinernes fanger.