[Læsegruppen] Tropical Zombies of the Deep Jungle

Første gang jeg stødte på dette scenarie var i Saga nr. 3, efteråret 1990, og siden i Føniks nr. 8, maj/juni 1995, hvor det blev udgivet i en langt mere lækker version med med nye, underholdende illustrationer. Jeg har spillet scenariet som rerun på Viking-Con 20 (2001) med Peter Brodersen som spilleder. Læs scenariet her – det er hurtigt gjort.

Saga-versionen – of the Deep Jungle

Saga-versionen, som er den ældste version, er et komedie-scenarie, men uden hele det filmiske element, som den senere Føniksudgave (som også er den, der forefindes på nettet) har, og Saga-versionen er tænkt til, at man allerede har lavet karakterer, som så bliver involveret i historien. De prælavede karakterer af Merlin Mann findes først i filmversionen.

“Spillerne er taget på bustur for at se på nogle gamle stedermi Amazon-junglen. På vej hjem starter en styrtbyge, der gør, at hovedvejen bliver oversvømmet. Chaufføren vælger derfor en omvej, men kører galt. Alle dør, undtagen spillerne. Når de vågner efter ulykken, er bygen standset: De vil opdage, at der ifølge det lokale træskilt, er 270 km til den nærmeste by. Uanset hvad spillerne gør herefter, vil de om aftenen opdage lys inde i skoven. De vil også opdage et andet gammelt træskilt, hvorpå der står “El Abrorigio 1 miles”. (Saga 3, s.22)

Scenariet er stadig meget traditionelt i sin form. Det er et splatterscenarie med humoristiske elementer, og det anvender en klassisk investigation-ramme til at formidle scenariet med. Konturerne af denne ramme er stadig tydelige at se i version 2, hvilket forklarer de anstødssten, som Jonas i sin anmeldelse bemærker. Der er så at sige strukturelle relikter i scenariets senere version, da scenariet til trods for sit remake og sine genre-referencer ikke helt kan ligge den mere traditionelle investigation-form på hylden. Et tredje remake ville kunne løsrive scenariet helt for disse elementer.

Den første version er interessant nok fra samme år, som Blood Brothers blev udgivet. Hvorvidt bogen har givet inspiration til Tropical Zombies er vanskeligt at sige, men særligt Føniks-udgaven ligner formmæssigt meget Blood Brothers 2 (fra 1992).

Føniksversionen – forbudt i Sverige

Det er ikke et zombie-scenarie. Det er en b-filmsgyser om arketypiske teenagere i kamp mod den lokale gale videnskabsmands monstre, hvor de fleste monstre som teenagere er dømt til at omkomme. Scenariet er skrevet til et af 90’ernes store danske systemer, Basic, hvor man kunne skræddersy spilpersonernes færdigheder til at afspejle scenariets stil og genre. En ting, der muligvis har en rod i Blood Brothers 2, der i udpræget grad gør dette, og netop gør det til scenarier, der tilstræber at emulere gyserfilmsgenrer. Denne tradition for emulering af genre, har sjældent egentlige regler til at emulere genren med, og der kommer her en konflikt imellem et simulerende system, der har færdigheder, der signalerer genren, og spillernes forventning om en spilmekanisk understøttelse af genre-emuleringen.

Scenariet er skrevet og tænkt som en gyserkomedie, der er bekendt med sit eget ophav, og spillernes og spilleders genre-genkendelse er meget vigtig for spiloplevelsen. Scenariet ligger meget op til en spilleder, der fungerer som entertainer for spilgruppen, og som kan kommunikere scenariets genre-referencer til spillerne under spillet. F.eks. buschaufføren, der i scenariet er en birolle styret af spilleder, men som også er en birolle i filmen, og skuespilleren har flere roller, så senere skal spilleder lade spillerne forstå, at den samme skuespiller har en anden rolle i filmen, og det er skuespillernes karakterer, som er i fare i filmen, ikke skuespillene, da det ville bryde en væsentlig illusion i spillet. Det betyder, at spillernes spilpersoner er skuespillere i en film, og som skuespillere skal de opretholde filmens illusion, hvorfor spillerne må referere til genre-konventionerne, men ikke må bryde den fjerde væg eller bevæge sig ud på et meta-narrativ (som i filmen Scream, hvor aktørerne i filmen er bekendt med genrens regler), da det ville være et brud på genren.

Med andre ord spiller man scenariet som en b-filmsgyser, men mellem spillerne er der viden om, at det er en film, og man kan få øje på kulisserne og begå kontinuitetsfejl. Dette får først en værdi, når man kan genkende genren og referere til den. Hvis ikke, mister man en del af underholdningen – tag f.eks. scenariet Lige ud af landevejen, som gør langt det samme, men for eventyrrollespil: De fleste spilgrupper forstod, hvori komikken lå, og kunne aktivt bidrage til galskaben, men ikke alle. Nogle spillere antog, at der alene var tale om et dårligt scenarie, og man forsøgte derfor at gennemspille på trods af spilleders og scenariets ”middelmådighed”.

Den gode oplevelse ligger i genregenkendelsen, og i kraft af underholdende medspillere/spilledere, der kan løfte humoren. Scenariet er i en form, hvor spilpersonerne begynder med en serie af fastlåste hændelser, der bruges til at slå historien an, og på et vist tidspunkt gives spillerne frie tøjler til at løse scenariets konflikt, og her følger en stribe forskellige tilgange, hvor mængden af dem er sammenkædet med, hvor komplekst problemet er. I dette scenarie er historien simpel, og der er derfor få valgmuligheder.

Scenariet er indholdsmæssigt meget gammeldagst, da det forventer, at spillerne stadig skal bruge tid på udforskning, og måske/måske ikke samler man stemningsrige spor op til, hvad det er, som foregår. Det er elementer, som nu om stunder ville blive kasseret for et mere fælles spil, hvor udfordringerne ville være i overensstemmelse med genren, og ikke i overensstemmelse med simulationen – forskellen er f.eks. at i simuleringen vil det være ‘realistisk’, at spilpersonerne ikke finder alle spor, mens i genre-emuleringen vil de stemningsberigende spor automatisk blive fundet. Jonas’ har her helt ret i, at alle skal være have kendskab til alle rollernes baggrundshistorier, da de samlet set er langt sjovere, end hver for sig.

En sidste interessant ting ved spillet tipsne til spillet, der er tidligt formulerede men rette spændende tips, som jeg ikke rigtig har oplevet spilledere gøre brug af. Nemlig at lade diskussionen falde på et emne, krydsklippe til emnet (dvs. spilleder beskriver), og derefter klippe tilbage til diskussionen og på denne måde forvarsle trusler. For den filmiske tilgang er det særdeles værdifuldt. Alene for disse små tips og for scenariets korte form, bør man læse det.

Husk, at læse de andres anmeldelser

Læsegruppens wiki, mine tidligere anmeldelser

Vil du være i læsegruppen? Det eneste du skal gøre er, at skrive en anmeldelse på din blog – eller oprette en blog til formålet og poste dit indlæg der. Næste scenarie er Being Max Møller.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i læsegruppe, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.