[Læsegruppen] Being Max Møller

Being Max Møller findes her på Alexandria og her på Rylle.

Forhistorie

Jeg spillede scenariet på Fastaval 2001, og jeg havde en ganske fornøjelig oplevelse med det. Jeg havde Lars Kroll som spilleder – og ligesom scenariet handler om kendisser fra Fastaval, var spillederne på scenariet også kendisser – men resten af min spilgruppe var lige så ukendte som jeg selv. Min karakter var Adam Bindslev, som jeg kendte i forvejen, blandt efter at have haft ham som spilleder ConDome.

Højdepunkterne ved spillet var Krolls absurde spillederi, som når han i begyndelsen udleverer scenariet “Om en drøm” til en af spillerne og beder ham spillede det, eller da vi konstaterer, at det er meningen, at vi skal liste os op og læse i scenariet for at komme videre i scenariet, eller da vi finder tunnellen ind i Max’s hoved, eller da vi har masker på og sidder nede i baren i en meget sær scene – hvor jeg blandt render ind i en række troldmænd fra et andet live-scenarie, der leder efter deres mestre, som viser sig at være blandt Fastavals arrangør-stab – og der er således to live-scenarier, der støder sammen i et surrealistisk øjeblik.

Resten af scenariet? Så som så. Klassisk kaostisk sandkassespil, hvor hele gruppen på et tidspunkt begynder at blive udmattet, og man japper gennem den sidste del af spillet.

Men nu til læse-arbejdet.

Læsningen af scenariet

Dette scenarie er vanskeligere for mig end ellers at få sat ord på. På den ene side er scenariet som læsning en morsom kommentar på Fastaval med mange detaljer, jeg kan nikke genkendende til, og mange som ikke siger mig så meget. Nogle personer kender jeg, andre har jeg hørt om, og atter andre er mig fremmede. Generelt forekommer det mig, at humoren ligger på et acceptabelt niveau, omend jeg erindrer kritiske kommentarer fra 2001, og som Jonas påpeger i sin omtale, så er 22k ikke morsomt (og jeg erindrer heller ikke at hun var med i Krolls gengivelse af scenariet, men der er så mange emner, spilleder kan gribe fat i, at man vælge til og fra efter behag).

Scenariet er ved at være gammelt, og for nyere rollespillere tror jeg, at den del af humoren, der kommer gennem konkrete referencer, vil være af liden værdi – blandt andet fordi det forekommer mig, at en god del af de omtalte personer i scenariet ikke har været på Fastaval de sidste fem år – medmindre de lige stak hovedet forbi i baren for at hilse på gamle kendinge.

En genspilning af scenariet vil ryge ud i, at den klassiske scene med Max i en bar fyldt med Max’er vil være svær at genskabe, og man skal derfor finde en vej uden om denne. En genspilning vil også være nødt til at fokusere på selve kernehistorien og gøre den centrum, nemlig at hoppe ind i hovedet på en scenarie-forfatter og manipulere dommere og spilledere til, at han vinder en otto. Den historie kan spilles igen og igen, da den er morsom, og den snedige spilleder udskifter alt og alle, så birollerne i scenariet nu refererer til personer og situationer, som spilleder og spillere kan genkende.

De gode ting ved scenariet

De positive ting ved scenariet er, at der er tidsangivelser på de enkelte scener, så man ved hvornår handlingen bør skride videre. Interessant er ideen med Cue Cards, hvor spilleder midlertidigt uddeler biroller til spillerne, og af den vej giver dem et indblik i det miljø, som spillet skal udspille sig i.

Til scenariet er føjet Basic-reglerne til. Det er fra perioden, hvor Basic-regler var et af con-miljøets basis-systemer, og hvor man var blevet god til at bruge færdigheder til at sige noget konkret om spilpersonerne. Max’ brug af færdighederne er en effektiv måde at formidle detaljer om spilpersonerne hurtigt og effektivt. Essentielt skal færdighederne egentlig ikke bruges til noget, de skal bare illustrere spilpersonerne, og alle terninge-rul vil typisk være vejledende for, hvordan spilleder skal formidle handlingen i scenariet. En anden god ting er afsnittet “Før spillet”, som altid er rare at have med i scenarier, og afsnittet “Tema” var også værdifuldt, da jeg holder meget af at kende et scenaries tema, før jeg skal spille det, da ofte bliver langt lettere at improvisere over scenariet, når man ved, hvor man skal hen med det.

De ikke så gode ting

Andre dele af scenariet er jeg ikke så vild med, f.eks. afsnittet om destruktive spillere, som afspejler en generel mistillid til spillerne og en antagelse om, at scenariernes største problem på det her tidspunkt var, at de skulle spilles af andre end forfatteren. Som jeg erindrer det, var det en udbredt tankegang omkring årtusindeskiftet. Desuden finder jeg afsnittet “Struktur” lidet anvendeligt som spilleder, f.eks. at man skal benytte “en kollektiv netværksstruktur”, dvs. klippe oftere end ellers. Det kan jeg ikke bruge til noget.

Scenariet forekommer mig også vanskeligt at spille. Gennemlæsningen gav mig en rodet oplevelse. En masse genkendelige situationer og personer, men formidlet hulter til bulter og med rød tråd, der ikke er særligt rød. På anden side tillader det spilleder at gribe fat i de ting, som spilleder finder underholdende og kan genkende og så bare spiller derudaf. Scenariet er i min optik ikke, som Max forklarer det et sandkasse-scenarie, men derimod et underholdningsscenarie, der særligt giver gode oplevelser, hvis spilleder er ekstrovert og godt skåret for munden. Spilleder hægter underholdende scener på spillernes handlinger, men det afsløres gentagne gange, at det væsentlige er det morsomme i scenen (f.eks. biljagten, da Ernst har stjålet ottoerne), og ikke hvad spillerne gør eller opnår i scenen. Mange scener er desuden sådan opbygget, at der sker finder en række episoder sted i scenariet, hvor spillerne skal forholde sig passivt og opleve handlingen. Ligeledes er det interessant, men problematisk, at spillerne skal manipuleres til at få en bestemt ide – nemlig at de skal få Max til at vinde ottoen.

En genspilning af scenariet

Formmæssigt er scenariet således bedaget, men kerne-historien synes jeg fortsat holder. Opdatér vittighederne og referencerne, hop ind i hovedet på en scenarie-forfatter og få ham til at vinde en otto ved at manipulere spilledere og otto-dommere. Gør det sammen med spillerne, lad dem kende konceptet og gør gennem samspil frem for spilledermanipuleret underholdsningsspil.

Andre anmeldelser

Vil du være i læsegruppen? Det eneste du skal gøre er, at skrive en anmeldelse på din blog – eller oprette en blog til formålet og poste dit indlæg der.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i læsegruppe, Rollespil. Bogmærk permalinket.

6 svar til [Læsegruppen] Being Max Møller

  1. Klaus Meier siger:

    Max og jeg snakkede på et tidspunkt om at lave efterfølgeren “Has-been Max Møller”, hvor Max efter en længere periodes fravær vender tilbage til Fastaval om – i sine egne øjne – miljøets frelser. Det skulle både være en satire over miljøet som det er nu og en satire over de gamle røvhuller der vender tilbage og ikke kan forstå, at de er blevet til irrelevante dinosaurer. Ingen nævnt, ingen glemt.

    Jeg ved ikke om det bliver til noget en dag, men jeg synes at ideen har potentiale.

    Like

  2. mortengreis siger:

    Det lyder som en brav ide. Det gad jeg godt spille.

    Åh jo, jeg glemte, at nævne i min anmeldelse, at der er en sjov ting ved karaktererne, og det er ikke, at de alle er baseret på virkelige personer, men at de alle har en holdning til, hvad rollespil er, og det er rigtig spændende blik ind i, hvordan rollespil blev opfattet på det tidspunkt.

    Like

  3. Kristoffer Apollo siger:

    Det lyder sjovt, Klaus. 🙂

    Man kunne få en del ud af spændingsfeltet mellem at være Max, som kommer tilbage, og ingen ved, hvem han er – men til gengæld har alle læst de pinlige, selvudleverende historier om ham i “Being Max Møller”.

    Like

  4. Max Møller siger:

    Tak for de pæne ord til både dig og de andre læsere.

    Jeg er helt enig i kritikken. Scenariet er et udtryk for sin tid, også formmæssigt. Hvis jeg havde skrevet det bare 1 eller 2 år senere, ville bipersons-rollespillet have taget magten over formen, og det ville være væsentligt sjovere. Dvs. spillerne skulle ikke spille som et party, men i stedet konkurrere med hinanden, og bruge bipersonerne til at sætte forhindringer i vejen for hinanden. Det ville være mere dynamisk, og give spillerne redskaber til at være sjove frem for at så meget ligger på spillederens skuldre. Og selvfølgelig ville jeg idag have spillet med åbne kort og fortalt spillerne, at de SKAL vælge at skrive et scenarie i MMs navn.

    For what it’s worth: Jeg nåede frem til samme erkendelse og prøvede at fjerne 22k fra rylle-versionen senere, men har mistet indesign filerne, og kunne ikke rette i pdfen.

    Like

  5. Max Møller siger:

    Gik op for mig at jeg udtrykte mig lidt uklart:
    jeg prøvede at fjerne 22k navnet og erstatte det med det mere anonyme “Otto groupie”. Otto groupies synes jeg er et sjovt fænomen, som fortjener en plads i scenariet. Det har dog intet med 22k historien at gøre (det er hun nemlig ikke), og det er uheldigt at tilskrive hende det. Derudover handler 22k historien i sig selv ikke om fastaval og bidrager ikke til scenariet. Så set i bakspejlet ville jeg beholde scenen, men fjerne 22k referencen.

    Like

  6. Pingback: At jappe i rollespil og hvordan man undgår det « Simons scenarie sludder

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.