[Covenant] Sammensværgelser i rollespil

Det er en naturlig menneskelig reaktion – når man ser eller hører noget, man enten ikke forstår, eller som fuldstændig strider imod det, man i forvejen ved – at ryste på hovedet.

– Manden er gal!

Sådan var min første reaktion, da Frede Melhedegaard ringede til mig første gang i oktober 1969. Han ringede til mig i min egenskab af journalist og bad mig komme ud for at se, hvilke resultater han havde opnået gennem et par måneders forskningsarbejde.

Hans tonefald, stemmeleje og ordvalg var således, at man fik det indtryk, at selv ikke Jordens sikre undergang ville være en større begivenhed for ham end den opdagelse, han tilsyneladende havde gjort.

– Skør fyr – Rumhistorien om igen.

– Gal eller ikke gal. Det kunne jo være, at der kunne skrives en historie til avisen om ham.

Vi blev modtaget noget nær på samme måde, som man kan forestille sig, at de rumfolk, som ankom til Jorden for 6000 siden, blev modtaget. OM vi ikke blev behandlet som guder, så var den røde løber dog rullet ud.

– Han var fanatiker. Det var det første, jeg med sikkerhed kunne slå fast, og det er stadig min faste overbevisning. Melhedegaard er fanatiker, og Gud ske tak og lov for det.

Hvad skulle vi gøre uden fanatikerne, uden de tvivlende, de mistroiske, de irriterende stædige, som ikke holder op, før de bliver modbevist – eller får ret. Jorden er rund. Hvis de ikke fandtes, de halvgale, hvordan havde verden så set ud.

Nu er jeg selv blevet fanatiker – så fanatisk, at jeg har slået mig sammen med Melhedegaard om at skrive denne bog.

Steen Hansen

Forord fra Tut-Ankh-Amon er vågnet

Jeg synes, det er en spændende tekst, og jeg ser den gerne som stemningstekst til rollespillet Covenant, som handler om faldne sammensværgelser. Der er et og andet fascinerende i, at en journalist tager ud for interviewe en mand, han betragter som gal, og som han alene interviewer i embeds medfør, og at han siden ender som konvertit!

Derefter skriver de sammen en bog om rumvæsner og pyramidekraft. Den bog står på min reol på hylden med mine “sorte” bøger og ovenstående tekst er forordet fra den bog. Det er ikke noget, som jeg har fundet på, og bogen er ikke en sammensværgelsesroman som Da Vinci mysteriet eller Femte sol brænder.

Jeg er vældigt fascineret af sammensværgelser i fiktion og fra et kulturhistorisk synspunkt, og har derfor nyt X-files og Fringe, Nephilim og Delta Green, Foucaults pendul og Dumasklubben, Murdered Magicians og Nazimyter. I dag skal vi kigge på Covenant.

Covenant

I 70’erne fik vi den fantastisk underholdende roman-trilogi, The  Illuminatus!, der lagde grunden til 23 (der blev udkonkurreret af 42, og forsøgt relanceret med Carreys film 23), SJG’ Illuminati-spil, GURPS Illuminati og KLF’s sang Justified and Ancient. I 90’erne nærmede vi os et skarpt hjørne, nemlig 2000 eller 2001 alt efter, hvordan folk tæller til 2000, og her berører vi slet ikke alle vanskelighederne ved at fastsætte det første år, da den diskussion er forbeholdt december måned.

I forbindelse med det skarpe hjørne måtte en række rollespil hoppe med på vognen, f.eks. Delta Green, der red med på 90’ernes UFO-bølge op til årtusindeskiftet, og Nephilim, der sammen med In Nomine, Kult og World of Darkness gjorde verden til en hemmelig slagmark mellem det gode og det onde, eller bare kosmisk kaos, og så kom årtusinde skiftet, og ingen af os skulle ned og bytte urene i vores computere alligevel, selvom SJG havde givet os supplementet Y2K.

Så har vi Covenant, der er konspirationsrollespillet, der har bemærket, at der ingenting skete (med mindre vi accepterer Philip Dicks verdensbillede i Valis). Covenant er konspirationsrollespillet, der udspiller sig i en ikke-fantastisk verden, hvor der ingenting skete ved årtusindeskiftet, og hvor det hemmelige selskabs medlemmer bliver nødt til at spørge sig selv, hvad nu?

– Og det er der spillet begynder.

Settingen

Covenant har en åben verdensbeskrivelse, der udstikker kun de allermest generelle rammer. Ordenen er delt i tre grupper (politikerne, de lærde, krigerne), og de er fordelt i celler. I bedste indie-stil føjer man selv detaljerne til.

Indie-stilen

Spillets indie-skole er en PvP-stil (se dette blogindlæg) a la In a Wicked Age, Legends of Alyria og Sorcerer. I lighed med de spil er relationsarket af stor vigtighed, og relationsarket har store ligheder med Polaris’ spilpersonsark, hvor man ved at anbringe personer, temaer og genstande på arket viser deres vigtighed og man et visuelt værktøj til at konstruere scener og konflikter med. (Den visuelle opstilling af relationer som i Polaris og Covenant forekommer mig at være et ret overset emne, og her ser jeg på dig, Oliver, med dine visuelle evner kan der virkeligt laves noget interessant).

At konstruere en kampagne

Ved kampagnens begyndelse sammensætter man først kampagnens konventioner og motiver.

  • Eksempel på konvention: Overordnede kan der ikke stoles på
  • Eksempel på motiv: Det regner, nårsomhelst smerte hænder

Hver spiller bidrager med en konvention og et motiv. Og det er en meget fascinerende tankegang at bygge spillet op over konventioner og motiver, som aktivt kommer til at indgå i spillet. Det er en styrke, at man i fællesskab ved hvilke temaer, der adresseres, og hvordan det kommer til udtryk.

At sammensætte cellen

Det næste trin er sammensætningen af selve cellen, som spilpersonerne er medlemmer af. Cellens tidligere formål, dens navn og hjemsted etableres, samt dens vigtige medlemmer.

At lave spilpersonerne

Tredje trin er spilpersonerne. Man begynder med et koncept bestående af stil og fokus, dvs. ‘hvordan man gør ting’ (f.eks. med stil, hurtigt og effektivt, vittigt, udbrændt etc.) og ‘hvad man er god til’ (f.eks. detektiv, lejemorder, advokat, lærd etc.). Vigtigst er nok karakterens tre truismer, som er vigtige problemstillinger, man gerne vil have udfordret i rollen.

Eksempler på truismer: viden gør verden et bedre sted, alle gode mænd dør skidt, venner gennemskuer mig, målet helliger midlet osv. Disse truismer bliver udfordret i løbet af spillet.

Relationerne er det næstsidste punkt på spilpersonsarket. Her udfylder man en cirkel, der angiver hvor vigtige personer og medspilpersoner står i forhold til faktionen, cellen og en selv. Samspillet mellem relationerne og truismerne bliver drivkraften i spillet.

Sidst følger Edges og Consequences. Edges har man seks af, og de er fordele fordelt på forhold til andre mennesker (“Min søster, som jeg forguder”) og deskriptorer (“Bevæbnet og farlig”). Konsekvenser er “skade” fra tidligere i livet (og der kan komme flere i løbet af spillet), og de fungerer, som fysisk, emotionel, psykisk eller materiel skade, der senere kan spænde ben for en selv (f.eks. “det gamle skudsår”, “Ikke en klink” eller “Folk stoler ikke på mig”).

Sandheden forløser

Spillet er bygget løseligt op over en serie af scener, og der er typisk en konflikt i hver scener. I løbet af en serie af scener får man forløst sine truismer en efter en, og når alle tre er forløst, er karakterens historie fortalt, og når alle karaktererne er forløst, slutter kampagnen. Truismer forløses i forlængelse af konlfikter.

Konflikter

På et eller andet tidspunkt kommer spilpersonen i konflikt med en anden person, målene for hver side fastsættes, og der skal rulles terninger.

Konflikter anbringes i en arena: Kamp, Social eller Andet. Først når konflikten er afgjort, har man mulighed for at skifte ærinde, således at man ikke ændrer en diskussion til kamp, førend man har et udfald af diskussionen

Selve systemet:

Hver part ruller ter teringer. Man sammenligner de tre terninger, og finder derved, hvem der har rullet højest.

Efter at terningerne er rullet, kan man inddrage edges og consequences, hvorved spillerne på skift forklarer, hvorledes den enkelte del passer ind i konflikten. Edges giver ekstra terninger. Ved consequences bruger man modspillerens imod ham, og tager rullede terninger fra hans pulje.

Hvis man i forbindelse med edges og consequences inddrager motiver og konventioner, må man slå en terninger om – så hvis man kombinerer “Bevæbnet og farlig” med “Det regner, nårsomhelst smerte hænder”, så er der en bonusterning, og en dårlig terning må slås om.

Til sidst finder man en vinder, der får lov at berette scenens udfald. Graden hvormed modstanderen tabte giver ham en eller flere konsekvenser, som enten varer midlertidigt eller resten af kampagnen. Tilsidst kan en aktør i konflikten vælge at forløse en truisme, som passer til konflikten. Ved forløsningen af trusimen, forklarer spilleren hvordan og hvorledes, og om han er for eller imod trusimen. Til sidst får spilleren lov at at manipulere en konsekvens i spillet, f.eks. ved at ændre den til en edge.

Spilleder er udstyret med en lang liste af flag, og det er ved at sætte dem op imod hinanden, at handlingen i spillet skrider frem. Truismer og konsekvenser er to store drivkrafter, og sammenstillet med kampagnens motiver og konventioner samt relationerne begynder handlingen at forme sig efter samme struktur som i spil som Polaris.

NB. bemærk også Peters anmeldelse.

Epilog

Og for resten angående det i forordet med, at jorden er rund, så skal jeg lige minde om, at forestillingen om, at man i middelalderen troede, at jorden er flad, stammer fra 1800-tallet, hvorfra størstedelen af vores kyskhedsbælter også stammer, og der er kun et kort fra middelalderen, hvor der står “Her er drager” – hic sunt dracones.

Og nu til noget lidt andet

Værket, der indledte dagens indlæg, skriver sig ind i en solid tradition i Danmark med at følge op internationale udgivelser af værker om UFO’er og guder i fra himlen. En genre, der er udødeliggjort af von Dänikens Chariot of the Gods, Velikovskys Worlds in Collision og lignende klassikere.

Tut-Ankh-Amon er vågnet antager, at menneskeheden blev hjulpet ud af sin primitive fortid af højteknologiske væsner, hvorfor diverse afbildninger fra oldtidens mellemøsten og Ægypten afspejler denne avancerede teknologi, og ligeledes er beretninger fra Bibelen beretninger om mødet med højteknologiske væsner, f.eks. hvis en engel kommer og erklærer, at der vil blive født et drengebarn, så må der være tale om avanceret genmanipulation – for hvordan skulle det ellers kunne lade gøre, at der vil blive født et drengebarn? Frede Melhedegaards tese er, at pyramiden indeholder en kode for, hvorledes at man kan udvirke elektricitet uden brug af fossile brændstoffer, da disse er en blindgyde i menneskehedens historie. Værket er yderst interessant læsning, da Frede Melhedegaard afsætter et par kapitler om sine genvordigheder med ægyptologer, Nationalmuseet m.fl. Det er uvurdelige informationer for den spilleder, der gerne vil have en fornemmelse for, hvorledes folk reagerer, når nogen kommer med vilde teser … og nogen mennesker, ingeniører og journalister f.eks., tager en alvorligt …

Preben Hansson har optrådt i Billedbladet med sine tese, som han fremfører i Trelleborgenes ukendte fortid. Han har nemlig været ude og flyve med sin lille sportsflyver, og han kan ikke undgå at bemærke hvorledes moderne radaranlæg (i 80’erne) set fra luften ligner Trelleborgene. En sådan lighed kan naturligvis ikke være tilfældig, og han drager derfor til Grækenland for at opsøge tegn på, at Trelleborgene er levn rumfolks tilstedeværelse.

Bogans forlag har i mange år været kilde til disse fantastiske udgivelser, f.eks. Troldenes krig af Flemming Chr. Nielsen og De filistre & fønikiere af Kirsten Bang, og jeg har langt fra været raden af værker rundt. For mig er de mest interessante værker i genren dem, hvor man kan læse sig frem – direkte eller indirekte – til hvordan forfatterne bedriver deres forskning (og der en ganske afslørende passus i f.eks. Femte sol brænder), og hvordan de har forsøgt at udbrede kendskabet til deres teser.

For de fleste af disse værker er der her en fascinerende sammenhæng mellem fiktion og de spekulative teser. Både Melhedegaard og Hansson bruger fiktionen til at forklare, hvorledes at folk fra rummet er kommet til jorden under navne, der siden bliver til gudenavne (hos Hansson er det commander O’Diin for Odin og ingeniør L.O.Ke, hos Melhedegaard finder vi lægen Gabril El forenglen Gabriel*), og Michael Larsen anvender sit forfatterskab til at producere romanen Femte sol brænder, der er akkompagneret af et efterord, hvor Michael Larsen redegør for sin tese om arkæo-astronomi,og Erling Haagensen har med sine seneste udgivelser fulgt op på denne trend, idet at Anklaget for tavshed er udformet som et anklageskrift med læseren som jury, hvor den katolske kirke ved paven anklages in absentia for forbrydelser mod menneskeheden (ved at holde ældgammel viden hemmeligt for menneskeheden og derved forsinke vores udvikling med 400 år). I bogen Mordet på ordet konstruerer Haagensen sin helt egen Da Vinci mysteriet-klon, hvor en ph.d.-studerende i historie må rejse Europa og Mellemøsten tynd for at samle informationer, der afslører, at menneskeheden for 10.000 – 11.000 år siden lå inde med en særdeles avanceret viden (bemærk de 11.000 år, det er standardperioden for, hvornår Atlantis gik under, og et tilbagevendende årstal for megen pseudo-historie). I modsætning til Da Vinci-mysteriet så løser hovedrolleindehaveren ingen gåder, mens hun rejser rundt (med en mandlig journalist, der er en yngre action-version af forfatteren selv) – hun bruger de enkelte steder til at tænke sig til næste led, og med undtagelse af opholdet i Sverige og i Frankrig ved Rennes le Chateau, som Haagensen bruger til at præsentere folk, han selv har mødt i forbindelse med sin forskning i rundkirkerne.

Der er dog ikke tale om nogen stor litteratur.

Det er i forbindelse med denne genre af litteratur, at Mads’ scenarie, Skygger over Danmark, skuffer. Mads anvender noget alt dette spekulative materiale til sit scenarie, men hvor de andre anvender mediet til at promovere tesen, anvender Mads tesen som et virkemiddel i sit scenarie. Her havde jeg gerne set, at Mads var sprunget ud som troende konspirationsnørd, der anvender sin scenarieskrivning til at promovere sin tese, og at der således havde været et ekstensivt appendiks i scenariet, hvor der redegøres for hans seneste landvindinger. Men sådan er Mads ikke, og vi må undvære at have en konspirationsgalning i vort miljø.

*) I disse blasfemi-tider er det indledningen til Melhedegaards fiktionsafsnit interessant: “Når  De læser dette kapitel, vil De måske blive chokeret. De vil måske blive forarget over indholdet eller måske  endda både rasende go gal i hovedet på os formastelige, der har vovet at berette om BIBELENS begivenheder på denne måde.” (p.31) – alt, hvad Melhedegaard gør, er, at han genberetter dele af Bibelens skabelsesberetning som en rapport fra en rumrejsende, hvor pointen er, at alt det mystiske i virkeligheden bare er avanceret teknologi.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Covenant, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

8 svar til [Covenant] Sammensværgelser i rollespil

  1. Så må du bare selv springe ud og blive galning, Morten.

    Nå, jeg er kommet til at købe Polaris og Covenant, nu må vi se hvad det er for noget du kigger på mig over.

    Like

  2. mortengreis siger:

    Arh, jeg vil helst bare studere dem.

    Polaris har jeg haft en gode oplevelser med, og Covenant er jeg rigtig spændt på at prøve. Spillets mekanikker tiltaler mig, så jeg planlægger at søsætte en mini-kampagne efter Fastaval.

    Din vinkel med tegninger og rollespil tænker jeg kan være relevant i forhold til de to spil på den måde, de anvender en slags billedgørelse af dle af systemet gennem relationskortene/spilpersonsarkene, og jeg tænker, at du kan få noget spændende ud af den del.

    Like

  3. Jeg har lige læst op på den nørdede matematisk/systematiske tilgang til r-maps, det er fascinerende videnskabeliggørelse af komplekse interaktioner der egner sig til rollespilskonstruktion, så der er tanker på vej i forvejen.
    Men det bliver da interessant med lidt mere kildemateriale fra spilsiden.

    Like

  4. mortengreis siger:

    Hvilket minder mig om, at i Sorcerer supplementet Sorcerer’s Soul diskuterer Ron Edwards også brugen af relationskort til at bygge scenarier med.

    Like

  5. Jeg har stadig Ron Edwards allergi, så den springer jeg over.

    Like

  6. På forhånd undskyld min lidt offtopic kommentar.

    Jeg har kun skimmet det ellers lange og grundige indlæg, men jeg fik mit bedste grin længe over “tøjteknologiske væsner”… det er en af de bedste tastefejl jeg har set i lang tid.

    Du har godt nok fået skrevet meget på det seneste – mere end jeg har haft tid til at læse.

    Like

  7. mortengreis siger:

    Ups, godt fanget, og den bliver rettet med det samme. Men sjov, det var den 🙂

    Jeg har en masse opsparet energi fra min netop overståede scenarie-skrivningsperiode, som jeg lige skal af med, så der kommer en masse indlæg den næste tid. Mit næste projekt er en serie indlæg om regler og (live-)rollespil.

    Like

  8. Pingback: [Anmeldelse/Historie] Hemmelig historie og konspirationslitteratur | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.