[Delta Green] De underjordiske

Fjerde episode i Delta Green-kampagnen Rimfrostdragen. I denne episode mødes Celle T og Celle S endelig. Imidlertid er det ikke helt, som Celle T forventer, for de har sendt en besked til deres gamle kollegaer af sædvanlige, hemmelige kanaler … men ingen har fortalt dem at de gamle kollegaer i Celle S ikke er længere. I stedet dukker agenterne Sharp, Simon og Sherlock op.

En kort instruks før spillet går i gang

Både Celle S og Celle T vil være i spil, så Peter og Anne kommer til at spille to agenter på samme tid (Tully og Simon, Tremor og Sherlock), men da jeg har visse planer med Tully og Tremor, vil der være situationer, hvor jeg styrer dem.

Celle T samles

Det begynder med, at agent Tully kontaktes af en bekymret ven til en fælles bekendt. Amanda Smith er en ven af Emmerich Sinclair, kryptozoolog*, som hun har set, er blevet meldt savnet af hans søster Ann Sharpton, og Amanda har derfor taget kontakt til Agent Tully, da hun ved, at Emmerich havde et godt samarbejde med Tully og hans kollegaer.

*) Det interessante ved kryptozoologien er, at de legitimerer deres eksistens gennem opdagelsen af nye dyrearter, og her tæller ikke kun dyr på fjerne øer eller bitte små væsner, som let overses, men også dyr som den blå fisk og tapiren. Imidlertid er det interessante, at de dyr, som kryptozoologerne bruger tapiren til at legitimere jagten på, er kendetegnet ved at være associeret med legender og myter, og at til trods for åbenbart mange øjenvidner, så kan der kun tages slørede billeder af netop disse væsner, og de har vist sig helt umulige at finde. Omvendt er hverken tapiren eller den blå fisk kendtegnet ved legender, myter, slørede fotos og utallige øjenvidner.

Emmerich Sinclair er biolog og kryptozoolog (vi har også en i Danmark), og han er både en friendly og en ven af Celle T, og de har samarbejdet siden han assisterede på Sagen om de rabiesbefængte spøgelseshunde på Manhattan.

Agent Tully selv har hovedsæde på Manhattan, og han opretholder også en Green Box her. Han og agent Tremor mødes, og de indkalder desuden agent Trevor, han er trods alt i samme celle som de, og så indkalder de deres gamle venner fra Celle S, dvs. agenterne Simone, Slavic og Seamus.

Denne del af spillet kører hovedsageligt som en briefing fra min side, og spillet begynder først rigtigt, da agent Trevor dukker op.

Trevor mødes på Manhatten med agenterne Tully og Tremor, der tydeligvis har haft et forbrug af alkohol dagen forinden, og de er generelt ikke særligt imødekommende. Dette er Trevors anden officielle mission sammen med Celle T (dvs. vi har en officiel mission off-stage, og vi har Trevors prolog til gode også, da eneste prolog, der endnu er blevet spillet er agent Simons). Efter at Trevor er briefet springer vi frem til indkaldelsen af de tre andre agenter, og et kejtet møde i Central Park mellem de to celler i et silende regnvejr, da Celle T’s to gamle rotter ikke er bekendt med, at Simone, Slavic og Seamus ikke længere er aktive (hvad der blev af dem, er en anden hstorie til en anden gang). Celle S bliver hurtigt sat ind i sagen, og de to grupper deler sig op.

Den menneskelige side

Vi spiller fire relationsscener med vore fire agenter. Agent Trevor (Greg) har en samtale med sin ældste teenagedatter på 16, om hvor meget han værdsætter, at hun hjælper til i hjemmet, da mor er død og borte (gik bort for tre år siden), og da Greg nu har en stribe vigtige opgaver, der gør, at han er bortrejst mere end ellers (Greg er fanget i en problemstilling omkring det største gode – hvor meget må han udsætte sin familie for i kampen mod de kosmiske onder, der truer samfundet?).

Peter vil gerne spille en noget speciel scene. Agent Simon (Carl Harris) sidder alene i sin lejlighed, og uden for hans dør står hans nabo, som han af og til finder sammen med i sin ensomhed. “Dialogen” mellem de to bliver spillet ved, at hun (spillet af Anne) taler til ham gennem den lukkede dør, mens Peter beskriver hans tavse handlinger i lejligheden, som er hans svar på hendes spørgsmål. Samtalen slutter, da han slukker lyset i sin lejlighed, hvilket hun kan se under døren, og han fornægter hende.

Agent Sharp (James) er på ferie i det sydlige med familien, og scenen udspiller sig om spisebordet, hvor den ældste datter fortæller stolt om hende og hendes medsoldaters indsats i det nordlige Afghanistan til hendes forældres stolthed, mens der tysses på den yngste datter, og derefter synges der bordbøn (og Thomas havde indøvet en sang, så der vitterligt kunne synges).

Agent Sherlock (Elizabeth) har et møde med sin pensionerede mentor over en kop kaffe, hvor de snakker om karrierer, og hvor vanskeligt det kan være at klare sig som kvinde i denne verden. Interessant nok er det en af de situationer, hvor vi ser Elizabeth agerende mest normal, og det overgås kun af scenerne med hendes omsorgsfulde nabo.

Feltarbejdet

Celle S opsøger den lokale politistation. Her møder de Detective Green, Rebecca Green, som er en sort betjent, der tog sig af sagen om den forsvundne Emmerich. Agent Sherlock får udleveret sagsrapporten, der kort forklarer, at politiet blev kontaktet af Ann Sharpton, da hun ville besøge sin bror i hans lejlighed, og hun fandt et vindue slået ind. Da broderen var borte, og vinduet slået ind, anmeldte hun indbruddet og meldte sin bror savnet. Det har ikke været muligt at fastsætte, hvad der skulle være blevet stjålet.

Celle T trænger imens ind i Emmerichs lejlighed. De konstaterer, at vinduet er taget ud ved, at nogen har ødelagt trærammen omkring vinduet. Lejligheden er imidlertid på sjette sal, og der er ikke nogen umiddelbar adgang til den udefra. Agent Trevor forhører sig hos underboen, om denne har hørt noget. Hun er en ældre dame, der kan berette, at der har været stille de sidste tre ugers tid eller så, ellers kunne hun som regel høre skridt deroppefra. Naboer beretter, at de ikke har set ham i nogen tid, og at han indenda havde en uregelmæssig døgnrytme.

Ved gennemgangen af Emmerichs mange notesbøger og meget rodede skrivebord, som der tilsyneladende er stjålet noget fra, konstateres det, at Emmerichs seneste projekt handlede om “De skjulte dyr bag New Yorks vandrehistorier”, og det var hans mål at dokumentere hvilket dyreliv, der er i New York, og hvorledes det ligger roden til en række vandrehistorier. Der er desuden en del fotos af dyr som ræve, rotter og katte. I sin forskning er han kommet i kontakt med en del hjemløse i byen.

Kasper spenderer et agentpoint på at have en relation. Han kender Carlotina Price, der arbejder i et hjemløse shelter, som han kender via sit menighedsarbejde hjemmefra, og hun har kendskab til præcis de hjemløse, som Emmerich også havde forbindelse til. Agent Trevor kontakter hende, og de aftaler at mødes den følgende dag.

Om aftenen samles de to celler på et værtshus, og der inhaleres en gang alkohol. Tilbage på hotellet konfronterer agent Sherlock agent Simon angående freelance journalisten Andy Gerrits død (Peter har tidligere lavet et kort krydsklip til et avisudklip, der omtaler Gerrits dødsulykke på hans knallert). Simon viger uden om alle Sherlocks spørgsmål, og det står hen i det uvisse, hvilken rolle Simon spillede i Gerrits dødsfald (men Gerrit vil vende tilbage …).

Forskningens andet døgn

Agenterne deler sig op i to teams (sjovt nok fordelt sådan, at Peter og Anne kun har en agent på hvert hold, da det er lidt vanskeligt at spille de to roller aktivt på en gang, og nogle gange må samtaler også indledes med, at det erklæres, hvem der taler). Det ene hold interviewer Emmerichs søster, der bor i en forstad, og hun fortæller, at hun ikke havde set sin bror i lille måned, da hun besluttede sig for at besøge hans hjem. Hun låste sig ind, fandt ingen broder, men derimod vinduet, der var slået ind. Da hun ingen kontakt havde til sin bror, lod hun ham efterlyse.

Imens interviewes veninden Amanda Smith, der driver en trendy vintage & secoond hand store & cafe, hvor indie-rock klinger fra installationshøjtalerne, og hvor Amanda, der er et sted i 50’erne, med make-up som en i 30’erne og en frisure, som en i 20’erne, tager sig pænt af sine kunder. Da agenterne tager kontakt til hende, fører hun dem ind i baglokalet, hvor hun hviskende forklarer dem situationen. Agenterne bemærker en “I want to believe”-plakat hængende bag nogle potteplanter, og de foruroliges. Hun beretter, at Emmerich var kommet på sporet af noget i undergrunden, og at han brugte en masse tid på at rejse rundt med undergrundsbanen. Han havde opdaget, at de undergrundsbanen løb i bestemte mønstre gennem Manhattans undergrund, der førte dem gennem indianske helligdomme og kirkegårde, som var indrettet efter leyline-punkter, som er de samme ruter, som UFO’erne flyver efter, og Emmerich var således kommet på sporet af fortidens rumvæsner. Banerne er anlagt i sindrige mønstre, og det er gjort af frimurere – og således voksede historien mere og mere, des mere agenter spurgte ind til den. Da frimurerne blev nævnt, kunne Agent Simon ikke længere rumme sin foragt, og med nedsættende ord på læberne, forlod han stedet.

Feltarbejde på det lokale bibliotek afslørede hurtigt, at det ikke var muligt at producere en meningsfyldt oversigt over Manhatten-indianernes helligdomme og gravpladser fra tiden, hvor hollænderne overtog øerne og grundlagde Ny Amsterdam. Endnu mindre var det muligt at sammenholde alle undergrundsbanerne med disse fund. Imens nærlæses der også på Emmerichs forskning. Der sker nemlig et skift i hans projekt – hans tese er, at der vandrehistoriernes uhyrer, såsom gigantiske albinokrokkodiller, er en forklaringsmodel, der dækker over et andet rovdyr, som lever iblandt mennesker, og som ikke passer ind i vores verdensbillede, hvorfor vi konstruerer fantasi-monstre for at dække over de egentlige rovdyr, da de ikke passer ind i det paradigmatiske verdensbillede vi lever i. Han tager derfor ud for at finde det rovdyr, som er kilde til vandrehistoriernes uhyrer. Hans spor er, at det lever i undergrunden, og at han derfor må tage kontakt til de hjemløse for at finde det.

Senere på andendagen

Senere på dagen mødes agenterne med Carlotina Price. Hun er en trivelig latina med livlige øjne og en bestemthed, som matcher agent Sharps. Hun genkender Emmerich på et foto, og hun fortæller at ‘Em’ fra tid til andet kom i suppekøkkenet, og at han var meget interesseret i det hjemløses folklore. Han samlede på deres beretninger og brugte megen tid nede i metroen. Hun henviser desuden til Mary-Ann, Rob og Bob, som kan fortælle yderligere. Til agent Trevors ærgrelse bliver hun ved med at referere til hans rigtige fornavn, da hun ingen anelse har om, at han er der under dække som agent Trevor.

Senere på dagen dukker Mary-Ann op, men agent Sharp opnår ikke andet end at skræmme hende bort med sine spørgsmål, og han ryger ud i en ophidset samtale med Carlotina. Imens med brugen af generøst skænket whiskey, får agent Simon Mary-Ann til at tale – omend hun gør det nødigt, for det er farligt. Der er nogen nede i tunnellerne, og de er farlige. Kvinden er tydeligt angst, og hun forklarer, at Em var interesseret i tunnellerne dernede, men de er farlige, og nogle af dem er meget gamle, og nogle af dem, har ‘de’ lavet, og der er flere tunneller dernede, end godt er. ‘De’ er desuden mange og farlige, ingen fornuftig person, som har livet kært, vil forsøge at finde dem. Agent Simon har ikke sit liv så kært længere.

Desværre har agent Trevor og agent Tremor ikke heldet med sig til at opsøge de hjemløse Rob og Bob, og det lykkes dem generelt ikke at få kontakt med nogen hjemløse på stationen.

De mange gæster hos Emmerich

Undersøgelserne får agent Tully og agent Sherlock til at vende tilbage til Emmerichs lejlighed efter flere dokumenter. Netop som de gennemgår skrivebordet, vækkes agent Tullys opmærksomhed. Der er en lyd, de er ikke alene …

Tully finder sin skydevåben frem og langsomt lister han en lyddæmper på den. Agent Sherlock bliver opmærksom på Tullys handlinger og trækker sit skydevåben. Der er nogen i lejligheden med dem. De bliver meget stille, men de er ikke i tvivl – der er en hæs vejrtrækning, en svagt rallende lyd, og den er ikke til at placere i den mørke lejlighed. Forsigtigt rækker Tully ud, tænder lyset i entreen, og han ser en skikkelse i køkkenet. Han farer derud, og finder en lang stribe af dokumenter på køkkengulvet, og i vinduesåbningen hænger en trenchcoat. Han fejer den til side og kigger ud. Langt nede af husmuren kravler en skikkelse, et væsen, noget … Han åbner ild, og der lyder umenneskeligt skrig fra den, og den falder ned i gyden (og Peter havde et særdeles vellykket terninge-rul).

De to agenter stormer ned på gaden, her finder de en logbog i en vandpyt, og et blodspor, der fører dem til et kloakdæksel. Sherlock tager en prøve af blodsporet og samler logbogen op, mens Tully ægrer sig over, at der venter en bughunt i kloakerne forude. Det orker han ikke.

De vender tilbage til lejligheden, og samler de resterende agenter der. Der udveksles erfaringer, og de begynder at indsamle de tilbageværende af Emmerichs dokumenter. Pludselig banker det højlydt på døren, og der står Detective Green. Hun henvender sig til agent Sherlock, som hun sidst havde kontakt til. Hun forlanger at få at vide, hvad der foregår, og da de andre agenter forsøger at blande sig, forlanger hun ID fra dem. Det er de ikke meget for at vise hende. Forhandlingerne hviler på Sherlocks skuldre.

Anne beslutter sig for, at Sherlock forsøger at lyve, men hun vil gerne vide, hvordan det går, inden hun finder på en historie, så hun ruller terningerne først. Hun fejler, og har rullet så skidt, at det ikke nytter at anvende et karaktertræk. I stedet spenderer hun et forfaldspoint og ruller igen – denne gang klarer hun rullet, og vi spiller videre, nu vel vidende at Sherlocks løgn er succesfuld. Sherlock kommer med en forklaring om en trussel om terrorattentat mod metroen, og at de er her for indhente oplysninger om dette. De andre agenter understøtter denne forklaring gennem deres handlinger (som pludselig at indsamle en masse ting til at cirkle rundt om betjenten for at virke en tand intimiderende). Detective Green kan forudse en hulens masse uønsket rapporteringsbesvær, og hun vælger at ignorere agenternes tilstedeværelse, og hun går igen.

Den grønne boks

Da sporet fører til kloakkerne, og da Emmerichs lejlighed er tømt for dokumenter, tager agenterne til green boxen*. Det er en lille lejlighed med en falsk væg, der skjuler et arsenal, som agent Tully stille og roligt har over en årrække stjålet fra ATF, når konfiskerede våben skulle sendes destruktion og des lige. Jeg lader Peter frit fortælle, hvad der er af våben. Derefter bevæbner agenterne sig, og der udspiller sig et par magtkampe imellem et par af dem, om hvem der ved bedst om våben. Derefter tager de af sted. Undervejs sender agent Trevor en sms til sin ældste datter, han skriver, at han elsker hende, og at han vil være hjemme om en dag eller to. Så slukker han den og tager af sted.

*) En grøn boks er en slags lagerrum, der er skjult som lejede værelser og lejligheder, som opbevaringsbokse og såp videre. DG tilstræber at have dem flest mulige steder, og når agenter er på mission, kan de kontakte netværket for at høre, om der er en boks i nærheden. En sådan boks kan indeholde alskens overskudsgrej fra tidligere missioner såsom skydevåben og overvågningsudstyr, men også et lager af vintertøj, en samling gummistøvler og andet, nogen havde brug for. Nogle gange kan der være stashed et lig eller artefakter, hvis agenterne havde travlt med at forsvinde igen. Det hænder, at andre cellers mission er at rydde op i en green box.

Da klokken er mange, beslutter vi os for at slutte her. Næste gang: kloakkerne og undergrundsbanen.

Lidt om rollespillet

Der var 5-6 rul i løbet af aftenen eller deromkring (Trevors forsøg på at kontakte Rob og Bob, Sherlocks løgn, Tully og Sherlocks forsøg på at bemærke væsnet i lejligheden). Resten af tiden fulgte vi agenternes efterforskning, og de mange interne stridigheder mellem agenterne, for flere af dem er ikke just veltilpassede mennesker – og den mest menneskelige af dem, agent Trevor, er ham, som de ser mest skævt til.

Efterforskningsrollespil

Efterforskning foregår meget generelt. Enten ved samtaler med biroller spillet af mig, ved at de fortæller, at de undersøger et sted, og de gennemgår en masse materiale. Vi bruger ikke handouts, og det betyder, at der er megen plads til at rollespille selve efterforskningen. Der er god tid til at følge, hvor plagede mennesker vi har med at gøre, og hvordan alkohol er prominent særligt hos Celle T-folkene, som både i agent Trevor og de tre fra celle S ser folk, der har taget faldne venners pladser, og nu leder de efter en femte ven, som synes tabt. Og så drikker de en gang mere for faldne venner. Agent Tully anerkender egentlig kun agent Tremor, til gengæld er der en langsomt voksende accept fra Tremors side af Trevor, altimens agent Sharp gør sit bedste for uvidende at irritere de to agenter mest muligt.

Der er en masse spændinger i spillet mellem agenterne, og det er rigtig godt. Jeg glæder mig meget til at spille mere Delta Green.