[anmeldelse] Rolle|spil

Hurra! Et nyt rollespilsmagasin er på gaden. Rolle|spil. Flot lavet, rigt på farvebilleder, og det lever højt på, at live-rollespil er så visuelt lækkert, og at fotografier ingenting koster. Der er sket noget siden 90’ernes rollespilsblade. Flot er det i alle fald, men nu lidt til indholdet.Der er en blandet mængde artikler, nogen om rollespilsmiljøet, nogen om sminkning, noget om praksis og problemer i live-rollespil.

Rollespilsmiljøets historie

Om rollespilsmiljøet har vi en artikel af Claus Raasted, der ser tilbage på live-rollespil tilbage i 1998 – det er både charmerende at være tilbage i tid, og problematisk med artiklens vinkling, når den skriver om, hvor sparsomt miljøet var, når der samme år var 19 rollespilskongresser og 235 scenarier foruden en håndfuld live-arrangementer. Den smalle vinkel på, hvad rollespil er, er ærgerlig, da det samtidig bliver så misvisende – det var året, hvor Viking-Con blev afholdt for 17. gang og Fastaval for 12. – og jeg havde været ungdomsskolelærer i rollespil i 6-8 år. Som kontrast til artiklen er en anden artikel af Claus Raasted, der kort nævner rollespilsbladene herhjemme (en meget overset historie), og nævner herunder både Saga og Fønix, og nærmest gør dem til live-rollespilsmagasiner ved at sætte dem som historiske forgængere til Sabbat og Rollespilleren, hvor Rolle|spil opfattes som sidste skud på stammen (så gemmer vi Sorte dværg, Magus, X3M, RPGforum, Æra og Hareposten foruden Alexandria.dk til en anden gang).

Et par de andre artikler dækker Østerskov efterskole, en rollespilsbutik, en fantasy-kampagne, Knudepunkt (men ikke videre interessant for andre end de indforståede, hvorved Rolle|spil viderefører en af Rollespillerens uvaner med at beskrive kongresser indforstået), Helios’ projekt med at udklække nye arrangører (godt tiltag), og en ganske interessant artikel om Piger i panser. Det er positivt at se, hvor bredt Rolle|spil kommer rundt om en masse aspekter af (live-)rollespilsmiljøet.

Praksis og kunsten at kunne navne

Mindre relevant for mig er artiklerne om sminkning af orker, slagsmålsteknik, og røverbander, mens artiklen om problemerne med at huske folks rollers navne faktisk er ret interessant. Det er ikke nogen uvæsentlig problemstilling – for taget i betragtning af ‘vigtigheden’ af grej, og de ressourcer, der anvendes på det, og den vægtning, der er på at skabe en funktionel simulation, så er det svage led pludselig deltagerne selv.

Er det artikler, er det reklamer?

Artiklerne om portalen rollespil.dk og om City of Cities havde jeg kun gættet var artikler og ikke reklamer, fordi de fremgår af Rolle|spils indholdsfortegnelse – for indholdsmæssigt ligner de til forveksling bladets reklamer. Til gengæld indgår billedet på side 40 ikke i indholdsfortegnelsen, og i et godt stykke tid ignorerede jeg det som værende endnu en reklame (og dem er der mange af), men det er en slags fotogalleri, hvor redaktionen roser billedet for at fremvise andet end klassiske stereotyper, nemlig en kvinde klædt som en kvinde, og ikke en elver-babe.

Personligt vil jeg ønske, at bladet kommer til at favne bredere end kun live-rollespilsmiljøet, men foreløbigt har det fået vendt og drejet en masse forskellige emner. Bladet har i alle fald en lovende start, og jeg er spændt på at se, hvad tiden vil bringe.

Download et eksemplar fra hjemmesiden.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

9 kommentarer til “[anmeldelse] Rolle|spil

  1. Hvis vi er i gang med at nævne manglende blade så kan du jo føje Xenoglossia til listen – eller snarere, jeg undrer mig over Harens plads på listen for den er, som Xenoglossia, primært et medlemsblad. Men ja, listen er noget længere end Claus giver den credit for. Jeg tror dog, hvis ret skal være ret, at ROLLE|SPIL mere eller mindre var i trykken da Æra så offentlighedens lys.

    Både dig og Kristoffer (se trackback ovenover) lader egentlig til at være lidt fortørnede over brugen af ordet rollespil = liverollespil. Eller måske mere konkret (for titlen er hvad det er), at det er så indforstået at når man skriver rollespil menes liverollespil. Det kan jeg som sådan godt forstå, men som Johs skriver ved Kristoffers indlæg, så er det lidt en tabt kamp – på godt og ondt. Jeg får lidt indtrykket af nogle akademikere som er sure på “folket” over de ikke forstår at skelne mellem de fine detaljer indenfor deres felt (forskellen på bordrollespil og liverollespil), og så sidder lidt fornærmede i et hjørne og brokker sig den uforståendhed.

    Jeg ved godt det ikke er sådan ment og at I ikke er sådan. Men faktum er, at få den målgruppe som det blad er til så er rollespil = liverollespil og bordrollespil = bordrollespil. Jeg ville også gerne at folk kendte til begge dele men må indse, at for alle dem som ikke også spiller bordrollespil så er udtrykkene bare sådan nu om dage.

    Like

  2. Jeg har lagt fantasy sommerscenarierne bag mig, så jeg nøjedes med at skimme bladet:

    Det bliver spændende at se hvor længe de har indhold nok til at holde deres fokus så snævert på sommerscenarier og kampagner.
    Det er godt med flere artikler om alt det der ikke er grej og dragter, der er brug for at folk skriver om rollespil som den sociale, kreative aktivitet den er.
    Både i spillet og uden om, i arrangør/planlægningsarbejdet.
    Rollespilleren tabte på at være et blad der henvendte sig til folk der spiller rollespil for første gang, men det her ligner mere et der henvender sig til folk der vil spille bedre eller andet. Lad os finde en måde at snakke om vores hobby, der ikke er overintellektuel eller for børn, tak!

    Like

  3. @Kåre: det er en vigtig detalje, at når jeg benævner miljøet, så er det hele rollespilsmiljøet jeg rammer, bordrollespil, liverollespil og den til lejligheden opfundne, grotesk-liverollespil. Jeg mener at ROLLE|SPIL kommer hele miljøet til gode, det kræiver bare, at bordrollespilerne danser lidt anderledes til den nye-opslåede takt.

    At jeg er fortørnet, hænger simpelthen sammen med, at vi har at gøre med historie der fortælles forkert – i min optik. I 1998 var rollespil lig med bordrollespil. Der er ikke så meget at diskutere. Men Claus Raasted underviser en hel ny generation i, at liverollespil har været meget igennem, og “det er da også synd vi engang skulle side ved et bord”. Det er ikke de ord der bruges, men det er den mening der transmitteres igennem.

    Og det ér en tabt kamp, på godt og ondt. Jeg frygter bare, at liverollespil ikke nødvendigvis vil tage bordrollespil til sig, på samme måde som bordrollespil har været god til at indarbejde liverollespil. Eller undskyld, som bordrollespil har været til at indarbejde rollespil 🙂

    Like

  4. Jeg kan godt lidt forstå din bekymring. Jeg tror dog ikke det er ment sådan, men jeg gætter jo bare.

    Men det er jo faktisk en interessant snak – segmenteringen mellem bordrollespil og liverollespil. Det er som om, at selvom de to hobbyer er meget ens, så har de svært ved at sameksistere – en given gruppe af mennesker ender som regel med at hælde til det ene eller det andet.

    Intet sted synes jeg den problematik er mere tydelig end når du ser på foreningerne ud over det ganske land. Hvor mange foreninger har nogenlunde lige fokus på både bordrollespil og liverollespil? Den eneste forening jeg kender til med begge aktiviteter i fokus er TRoA (men jeg skal naturligvis ikke kunne udelukke, at der er andre).

    Men selv i TRoA er det en evig kamp. Hver eneste Generalforsamling diskuteres det i et eller andet omfang, og der er en konstant kamp mod segmentering og kassetænkning. Dengang jeg startede i TRoA i 2001 var (fantasy)liverollespil, repræsenteret ved AKLR, et meget lille område. Grundet forskellige interesserer kom der ret hurtigt til den famøse aktivitetsområdesinddeling med forskelligt kontingent og forskelligt antal stemmer til Generalforsamling afhængig af hvilke aktiviteter man var involveret i (og deling af lokaleudgifterne – om jeg ikke husker galt blev det vurderet, at liverollespillerne skulle betale 10% af køkkenets husleje). Dette blev heldigvis ophævet da efter et par år da vi indså, at vi fik mere ud af helhedstænkning end ved at tænke i kasser og “os kontra dem”. Var det ikke sket, havde der nok været en liverollespilforening i Aalborg idag – og TRoA havde været markant mindre.

    Nu om dage er det liverollespil der driver foreningen fremad. Majoriteten af bestyrelsesmedlemmerne er liverollespillere, men en del er også bordrollespillere, figurspillere og brætspillere. Den enorme mængde juniorspillere er kommet næsten udelukkende gennem liverollespil. Flere af de gamle bordrollespilslokaler bliver gradvist ændret, så der er mere plads til liverollespillerne; et værksted i stueetagen og mere lagerplads til diverse dimser.

    Men der bliver også gjort noget for, at de unge får bred interesse i foreningens aktiviteter. Aktiv tirsdag hiver de unge liverollespillere ind i klubben og giver dem en smag på bordrollespil, brætspil og figurspil – så de bliver i foreningen.

    Men det kræver konstant arbejde hvis vi skal forblive at være en forening med alle aktiviteter i fokus og hvor vi skaber nye bordrollespillere også.

    Og den udfordring gælder over hele landet tror jeg. Det er uhyre svært at have fokus på begge aktivitetsområder, og hvis man ikke konstant arbejder på det så tror jeg en given forening har en tendens til at blive det ene eller det andet – og lige nu er det liverollespil der er det mest populære så derfor tror jeg at medmindre en forening er meget lidt liverollespilorienteret, vil den drive i den retning.

    Like

  5. Hej folkens,

    Jeg vil kort komme med et par bemærkninger.

    Grunden til at jeg ikke nævne Xenoglossia er, at det ikke var tanken at lave en udtømmende liste for så var Monokeros, Fafner tidende og Kaos f.eks. også kommet på listen. Harposten kom med, fordi der reklameres med den på forsiden af rollespil.dk, hvorfra der linkes til et direkte download. Så uanset hvilken forening, der står bag, så annonceres bladet til et langt større publikum.

    Generelt har jeg samme kritik, som Kristoffer mod Raasteds historie-skrivning, og det er, at den er misvisende, forkert, og unødigt begrænsende, og det mener jeg gøres endnu værre af, at han netop sætter to magasiner, der havde vægten på bord-rollespil som forgængere til live-rollespilsblade, hvad de indholdsmæssigt vanskeligt kan betegnes som – ikke uden Raasteds snævre historie-syn. Jeg så gerne, at det blev uddybet i et par kommende numre.

    I det hele taget finder jeg splittelsen af miljøet, som det er pt. ærgerlig, og jeg gør derfor indsigelser mod nye projekter, som opretholder eller forstærker denne splittelse.

    Like

  6. Hej drenge

    Jeg er glad for, at lære noget nyt. Og kan sagtens se pointen med, at SAGA og Fønix var bordrollespilsblade mens de andre var liverollespilsblade (for nu at lade “rollespil” være fællesbetegnelse her i debatten). Det var selvfølgelig ikke tænkt sådan, og jeg er også ganske sikker på, at det ikke bliver læst sådan.

    Det primære formål med artiklen er nemlig at give et indtryk af, at der har været rollespilsblade før… for selvom nogle af os (jeg selv inkluderet) godt kan huske Fønix og SAGA (og et par af de andre), så er det et absurd fåtal af de aktive rollespillere idag (af begge slags) som kan det. Og jeg tror kun det er dem – og forhåbentligt kun nogle få af dem – som ser artiklen som splittende.

    Jeg synes derudover ikke, at det var synd, at vi engang sad ved et bord. Jeg startede selv ved bordet, og sad det i 8 år før jeg ikke kunne sidde stille mere. 😉

    Til gengæld vil jeg MEGET gerne bringe en velskrevet artikel om “den rigtige historie om de gamle rollespilsblade” på http://www.rollespil.org, hvis nogen gider, at skrive den.

    Like

  7. Hej Claus,

    Det er jeg glad for at høre, og jeg vil meget gerne være med til at bidrage til at skrive en sådan artikel.

    Otte år ved et bord er også pænt lang tid. 🙂

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.