[Efterspilsrapport – BVBC] It’s Complicated

Et spil var langt fra nok til BonusVårspilBastardCon, så efter Zombie Cinema, præsenterede Anne os for It’s Complicated. Gruppen var den samme her som før, Anne, Uffe, Troels B., Mike og undertegnede.

It’s Complicated (dets hjemmeside) er en lille perle, når man skal spille dramaer i stil med Primetime Adventures. Spillet er uden spilleder, uden forberedelse og uden konfliktforløsning. I stedet er det struktureret, terningeløst spil.

Ikke så kompliceret

Ved spillets begyndelse finder man en situation og et persongalleri. Vi havde flere forskellige oppe og vende, f.eks. ottodommere ved banketten og fastavalgængere ved loungen, men vi endte med fem kollegianere med fællesbad og fælleskøkken og en tour de chambre ventende et sted ude i fremtiden, og det var helt fantastisk – og det tillod en flok af os at kanalisere enten vores kollegietid eller vores forestillinger derom. Anne og jeg tilhørte f.eks. den første kategori med vores erfaringer fra studietiden.

Vi udtænkte hver en karakter, og præsenterede hinanden for konceptet. Da rollen udvikles i stort omfang gennem spillet, gælder det om ikke at fastsætte detaljerne før spillet. I stedet fremviser man sin karakter gennem mødet med de andre karakter, og langsomt bliver livet mellem persongalleriet mere og mere kompliceret. Et koncept er f.eks. Bjarke, den medicinstuderende med den skæve døgnrytme.

Dysfunktionelle særheder

Der er to kerneelementer i spillet – dysfunctions og oddities. Dysfunctions er karakterernes sære opførsel, som dækker over deres oddities. F.eks. er ‘skæv døgnrytme’ en dysfunction, og det samme gælder ‘leger Kirsten Giftekniv’, ‘går hele tiden i bad’, ‘kan ikke sige nej’ og ‘introvert’, som er en række af de dysfunctions, der kom i spil. Så er der spillets oddities, som f.eks. er ‘skjult bornholmer’, ‘tror han er bøsse’, undertrykt vrede’, ‘seksuelt frustreret’ og ‘paranoid’.

De to kategorier stilles over for hinanden, og derefter trækker man streger imellem dem. Hver spiller har sin farve, så man kan se, hvem der har trukket hvilke streger, hvilke streger, der krydses, og hvem, der har hvilke træk tilfælles.

Ved spillet begyndelse fastsætter vi hver en oddity, og derefter kastede vi os over spillet. Når man spillet kan føje nye oddities og dysfunctions til, vælge andres oddities og dysfunctions eller genvælge træk, man tidligere har valgt. Hvert element optræder fire gange spillet, og med fem spillere er der otte oddities og ni dysfunctions. Når alle 17 træk er fastsat, runder man spillet af.

Lægestuderende fra Bornholm med skæv døgnrytme*

Med karakteren Bjarke trak jeg f.eks. en streg fra Skæv døgnrytme til skjult bornholmer, således at Bjarke har en skæv døgnrytme, som dækker over hans provinsielle ophav. Anne, der spiller Janni, trækker nu en streg fra ‘kan ikke sige nej’ til undertrykt vrede’, og vi har nu grundlaget for en scene. Vi sætter scenerne på skift, og de karakter, man kommer i berøring med, når man tegner sin streg, indgår direkte eller indirekte scenen, men stregtegnerens karakter er scenens hovedrolle, og vores mål i scenen er at udvikle rollernes relationer.

*) Hvis du er fra B600, ved du, hvem han er

Karaktererne blev ved siden Bjarke, Janni, der er nyindflytter, Anders ‘Spiff’, der er genert computernørd, Marie, der er den sociale arrangør, der står for fællesspisning, fester og des lige, samt endnu en Anders, der er politisk aktiv og borgerlig.

Den første scene

Anne spiller nyindflytteren, og hun beskriver, hvorledes hende karakter er igang med at flytte ind, da jeg ved en passende pause tager ordet og beskriver, hvordan en søvndrukken Bjarke stikker hovedet ud af sin værelsesdør. Vi udspiller en scene mellem de to, hvor Bjarke presser på flest mulig af Jannis knapper – “kan du ikke støje mindre?”, “kommer du ikke til fællesspisning i aften?”, “giver du for resten ikke lige Marie en hånd med maden til fællesspisningen, når du nu alligevel kommer?” osv., da Janni ikke kan sige nej, og samtidig giver det hende mulighed for at demonstrere sin undertrykte vrede.

Vi følger et fantastisk kollegieliv, hvor vi skiftes til at have de forskellige roller i centrum, og de andre karakterer er med i spillet alt efter, hvorledes vi krydser deres streger eller har fælles karaktertræk. F.eks. tager Bjarke ‘lever af pulvermad’ og ‘undertrykt vrede’, hvorved han nu har et træk tilfælles med Janni, og der udspilles en scene i kollegiekøkkenet, hvor Janni kommer ud om natten, hvor Bjarke støjer med sin madlavning (Bjarke laver sen mad, da han har en skæv døgnrytme, for selvom seneste streg ikke berører skæv døgnrymte, så eksisterer alle tidligere oddities og dysfunctions, og det skaber stærkt komplicerede karakterer), og de giver nu side om side udtryk for deres indestængte vrede, da de har trækket tilfælles – langt senere fandt vi ud af, at de havde en ting mere tilfælles, nemlig at de var søskende.

Vi havde et afsindigt fint samspil, og vi hulkede af grin under de fuldstændig vanvittige konstellationer, der opstod under spillet. Da hver spiller på skift er i hovedrollen, og da de andre spilere i de scener har til formål at understøtte dette, er der ikke noget behov for et konfliktforløsende system. I stedet fungerer spillet gennem en blanding af ja-spil og trykken på knapper. Når man sidder som en birolle, finder man oversigtsarket frem, kigger på hovedrollespillerens træk og og lytter til spillerens oplæg, herfra springer handlingen. Det var afsindig morsomt, og det er helt klart et spil, der skal prøves igen.

Let at lære, så kompliceret at spille så det er morsomt

Handlingen i spillet er stærkt personcentreret, og der er ikk et ydre plot. I stedet vokser problemerne frem mellem rollerne, og med sammensætningen af nye træk drives handlingen fremad, indtil den bliver så kompliceret, at man kanp nok kan holde styr på alle relationerne. Det sker på samme tid, som spillet rykker ind i slutspillet. Vi havde bygget historien op om livet på gangen begyndende med Jannis indflytning, og så gled det langsomt frem mod den store tour de chambre, som lå udefineret som spillets slutscene. Undervejs havde vi et par scener, der refererede til planlægningen af arrangementet, og da vi nåede til spillets sidste runde, enedes vi om, at vi ville kører den sidste runde af scener, som tour de chambren, således at hver scene udspilledes i et nyt lokale. I sidste runde tegner man ikke streger, man runder sin historie af ved at sætte den scene, man finder nødvendig.

It’s Complicated er en spændende oplevelse, jeg skal prøve det igen, og jeg skal have fundet ud af, hvorledes jeg kan stjæle elementer fra spillet som opvarmningsøvelser og til at konstruere intriger og relationer i andre spilgrupper. Måske kommer det til at gå ud over min D&D-troldmandskampagne?

Ud fra den oplevelse jeg havde med det, så er jeg rigtig, rigtig glad for at Anne introducerede os for det – det er et alt for overset spil.