Et nyt semester er over os, og eleverne er strømmet ud fra laboratorier, biblioteker og læsepladser, hvor de flittigt har studeret, og fra forelæsninger og enetimer, hvor de lydigt har fulgt deres mestres undervisning. Efterårssemestret er endelig overstået, og nu begynder vinter-forårssemestret. Disse dækker vinteren 1005 og foråret 1006.
Jeg har derfor udfærdiget nye kurser til de studerende på Den store troldmandsskole, og de er blevet rundsendt til spillerne. Du kan hente oversigten her (og hvis du vil se planerne fra 1004 og 1005, er de her). Kurserne er vigtige, da de er kilden til XP, og dermed flere levels som troldmand.
Kurserne er denne gang tematisk sammenkoblet med forårssemestret emo/goth-tema, som er understøttet af klynkereglen, og et af kurserne forstærker ligefrem Sort skæbne plot point. Jeg har desuden tilføjet bieffekter til mange af kurserne, da vi nu er godt inde i uddannelsen, og den kommer til at præge de studerende mere og mere – enten gennem personlige ændringer, magiske bieffekter eller sociale hændelser.
Kursusplanen kan downloades (pdf: Kursus forår 1006) her.
Blandt kurserne er et Væseldræberkursus, et kursus i håndmassage, kursus i weltschmerztrolddom og bibliografiske stemma (som nærmest bliver en metareference til Bookhounds of London).
Planen er blevet studeret grundigt, og folk er gået i gang med at planlægge, hvilken rækkefølge kurserne skal tages, så evt. kriterier er opfyldt – nogle kurser er nemlig sværere at komme ind på end andre er.