[Fredenscon] Annalise: Den lille pige med de hvide tænder

Annalise er et vampyr-spil, hvor man spiller mennesker, der grundet en svaghed har vakt vampyrens interesse i dem. Man spiller uden spilleder – i stil med Shock og Polaris – og i stedet roterer spilledningsrollen ved at man udpeger en anden spiller til at være scene-guide, og den person sætter så scenen og håndterer diverse spilledningsting. De andre spillere er aktivt publikum, der ‘claimer’ elementer i fortællingen, som de nu har ejerskab over, og som de kan reintroducere i settingen (faktisk kan alle ‘claime’ elementer – regn, naboen, forskrækket udtryk osv. – man kan bare ikke claime sine egne elementer i fiktionen, så hvis jeg beskriver dørklokken i grønthandlen, kan jeg ikke også claime den).

Persongalleriet

Vi indledte spillet med at snakke lidt om, hvor i verden vi var. Det blev moderne Nørrebro, og vi fulgte her en række menneskeskæbner. Den ene var den tyrkisk-jyske grønthandler (Uffes karakter), der følte sig fremmed på Nørrebro grundet sin jyske baggrund, og de tre andre personer boede i samme opgang, og her havde vi pigen med det skamferede ansigt, digteren, der havde mistet sin muse, og den unge mand, der ikke længere har nogen mål tilbage i sit liv.

Man indleder med en solo-scene, hvor man udstiller sin rolles svaghed. Derefter fordeler man point mellem to stats – sårbarhed og hemmelighed – og man skriver en hemmelighed på en seddel (“Ingen ved, at ….”), og derefter trækker man en seddel med en vilkårlig hemmelighed. Vampyren snakker vi ikke om.

Hemmeligheder

Omkring hemmelighederne fik vi en spøjs effekt, da to spillere trak deres egne hemmeligheder, hvorefter de byttede. Vi viste nu – værende fire spillere – hvem havde der hvis hemmelighed. Det var ikke helt meningen, men Anne og jeg der havde hinandens, fik grinet en hel del over det. Nu hvor jeg sidder med noterne, kan jeg endelig se de andre hemmeligheder også. Her kommer de:

• Grønthandleren – svaghed: Jeg hører ikke til. – hemmelighed: Ingen ved, at jeg har prostitueret mig selv
• Den skamferede pige – Jeg er hæslig efter ulykken. – hemmelighed: Ingen ved, at jeg er adopteret.
• Digteren – svaghed: Jeg har mistet min muse. – hemmelighed: Ingen ved, at jeg konstant fantaserer om at gøre andre fortræd.
• Den unge mand – svaghed: Der er intet af det, jeg ville, jeg vil længere. – hemmelighed: Ingen ved, at min brors lig er under sengen i en kiste.

Øjeblikke i spil

Når der opstår ‘et øjeblik’ i en scene, kommer spillets mekanik i spil. Når man spiller en scene, kan scene-guiden enten ‘skubbe øjeblikket’ og derved indlede konflikten, eller spilleren kan ‘gribe øjeblikket’. Herefter skiftes de to spillere til at opstille udfald – positive som negative for scenen, og der er typisk tre udfald i alt (to positive, en negativ), og så rulles terninger og udfaldet beskrives – men afsluttes ikke!

Efter at de første udfald er blevet forklaret, kan man på skift forklare, hvorledes de forskellige claims spiller ind og ændrer på situationen – og det må alle spillerne. Man kører en runde, og derefter kan hovedrollen afgøre, om der kommer en scene mere.

Flere udfald af et øjeblik

Først når der ikke er flere effekter, runder man konflikten af og beregner de spilmekaniske udfald. Konflikter bygges op over Hemmelighed eller Svaghed, hvor man skaber et undertema, der udtrykker eller forvarsler hemmeligheden, og det er den, som konflikten bygges på. Systemet er rimeligt hurtigt og fleksibelt, og det er godt til at trække karakterens træk midt ind i spillet. Dette var vores allerførste test med systemet, og det gik rimeligt godt, omend vore rollers koncepter var meget indadvendte og derfor ikke lette at spille. Til gengæld blev det meget stemningsfuldt, og det er et spil, jeg skal have spillet igen. Måske med mere udadvendte roller, regelbogen giver et eksempel på en historie, som udspiller sig i højmiddelalderen med ridder og klerke fanget i vampyrens spind.

Claims – det ejer jeg

Spillet er bygget sådan op, at man tager ejerskab over forskellige dele af fiktionen. Systemet belønner en for at tage en ting pr. scene, og tillader, at man tager flere ting (så man evt. kan fortryde tidligere valg), men man må ikke tage sine egne ting, så man skal lytte til de andre spilleres beskrivelser.

Claims kan man siden manipulere udfaldet af øjeblikke med, men man kan også bruge det til at indsætte nye ting i fiktionen. F.eks. havde jeg ejerskabet over Annes karakters ekskæreste, og som tilskuer introducerede jeg hende i en scene, hvor Uffe var spilleder. Uffe greb bolden og flyttede handlingen hen til at handle om hende, og så dukkede den lille pige med de hvide tænder op. Så blev det grimt. Den samme nat vågnede Annes karakter pludselig op til lyden af små pigefødder, som gik gennem hans lejlighed.

Pludselig så var hun der

Særligt skete der noget, da vampyren kom i spil. Man definerer den ikke på forhånd. Den er en mørk kraft, der lever af ens rolles svaghed. Vores var en lille pige, et sted mellem 6 og 12 år, hun havde solblegede lyse lokker og en sund, brun hud. Og store hvide tænder, og langsomt blev hun et mere og mere dæmonisk væsen, fordi at trods hendes uskyldige ydre, var hun et voksent og bevidst væsen med voksnes begær. Hun opstod gradvist scene for scene, og hun tilhører ikke en bestemt spiller, og det handler ikke om at blive vampyr. Det er ikke en fantasi om lækre vampyrer, men rovdyr, der lever af menneskelig svaghed.

Jeg har meget opfattelsen af, at Annalise griber ind i et element, som jeg synes forsvandt meget hurtigt ud af Vampire (på godt og ondt), nemlig vampyrens jagen sit bytte, og byttets kamp for overlevelse.