[Dirty Secrets] En sag for Slavic Hansen

Dirty Secrets er et krimi-rollespil i story game-genren. Der er ingen forberedelse, en spiller er detektiven og de andre spillere skiftes til at være spilledere og spille biroller eller uddele biroller til de andre spillere.

Story Game-gruppen af indie-spil er sædvanligvis forberedelsesløse og uden fast spilleder, og spillets regler fører spillerne gennem historien. Det er gennem brugen af reglerne, at historien udvikler sig. Reglerne former spilforløbet, og spilforløbet bliver til en historie. Det er derfor vigtigt, at man spiller efter reglerne, og story games egner sig ikke til den systemløse danske spilstil, hvor spilleder håndterer alt uden om spillernes karakterer, og spillerne indlever sig i rollerne.

Dirty Secrets

Tricket ved Dirty Secrets er, at man skaber ud fra et par terningeslag en forbrydelse (tyveri, bestikkelse eller mord), og spillerne skaber det indledende persongalleri, som inkluderer detektiven, personen, som er detektivens forbindelse til sagen, ofret og en mistænkt. Men du må ikke afgøre, hvem forbryderen er. Det gør spillet for dig. Du kan påvirke hvem, spillet skal pege på, men det er begrænsningen.

En beskidt sag i København

Jeg spillede scenariet med Anne og Johs, samt Asger og Ask fra Johs’ Warhammer-gruppe. Dirty Secrets var aftenens spil på grund af Uffes beskidte hemmeligheder. Vi spillede en kortroman, som er det anbefalede for første gangs-spil. Det kunne nås på en aften, men vi var udmattede mod slutningen, og satte derfor tempoet op for at få afrundet historien på en aften. En kortroman kan nås på en aften, men man risikerer let at speede gennem ting mod slutningen.

Oplægget

Historien handlede om den bosniske danske statsborger Slavic Hansen, der arbejder som betjent og tog en sag på sidelinjen for en gammel ven, Anne Marie Bering-Sørensen, der var en tudsegammel dame på 95. Hun havde en ung ven, færingen K, der havde arbejdet i en bank, hun ejede, og nu sad han inde. Mens han sad inde, havde han fået stjålet en skulptur fra sin lejlighed, og han mistænkte grønlænderen Johanne, han ekskone.

Anne og Asger åbnede spillet, og gennem indledningsscenen blev de ovenstående ting etableret. Mens scenen blev spillet fik Anne introduceret Anne Marie Bering-Sørensens butler, en polak, hvis navn hun ikke kunne udtale, og han gik derfor under navnet “Knudsen”. Da “Knudsen” var en sjov figur, gjorde vi ham til en af scenariets personer.

Med fem spillere og en kortroman er persongalleriet på maks 11 personer (foruden alle de navnløse, ubetydelige biroller) inklusive detektiven. Når en scene spilles, kan en birolle opløftes til en karakter, og herefter kan karakteren blive offer, forbryder og på anden vis en central personage.

Som historien gik fremad, blev den mere og mere kompliceret. Når detektiven ønskede et gennembrud, kunne han f.eks. spille en ‘Åbenbaringsscene’, hvor sammenhængen mellem to personer blev fastsat. Noget af sammenhængen er tilfældig, noget er fastsat af spillerne.

Som historien forløb viste det sig, at “Knudsen” havde et forhold til en konservativ norsk politiker, der købte kunstgenstande af rockeren og fitness-center-ejeren Bjarne ‘Raketten’ Madsen, som “Knudsen” kendte fra sin fortid (de har samme tatovering). Bjarne var involveret i afhændelsen den stjåldne skulptur, som det viste sig var stjålet af K’s ekskone (så mistanken mod hende var ret), men undervejs blev både Bjarne ‘Raketten’ og den norske politiker myrdet, hvilket “Knudsen” stod bag, men som Anne Marie Bering-Sørensen var bagmand for, og mere kompliceret blev det af, at detektiven Hansens tilstedeværelse i Danmark var afhængig af Bering-Sørensen, og ligeledes var Hansen rival, betjent Jørgensen, i lommen på Bering-Sørensen, og muligvis dækkede han over Anne Maries aktiviteter, som vist havde med salget af kunstgenstande at gøre. Jørgensen forsøgte i hvert fald gentagne gange at tage Hansens sag fra ham.

Et vist mål af humor

Spillet indeholder til at begynde med en hel del regler, og det er svært at få både en gravalvorlig noir og regler til at svinge i første forsøg. Vi fik spillet til at glide, og efter første konflikt, hvor reglerne generelt skulle testes, fik vi også fiktion og konflikt-mekanik til at glide sammen – det er heldigvis ikke vanskeligt. Til gengæld var det svært ikke at lade sagen få et solidt element af humor – men jeg tænker her, at når først mekanik er på plads, så glider kontrollen med genre og seriøsitet bedre.

Forviklinger og forvekslinger

En force i spillet er, at mens man spiller kan man forfremme biroller til karakterer, man roterer spilleder-opgaven i spillet, og der er en simpel mekanik til at skabe forbrydelser, og skabe forbindelser mellem folk (som er et rigtig godt benspænd). Efter konflikterne bliver detektivens ressourcer svækket, men ved at spille reflektionsscener genskabes alle spillernes terningepuljer. I reflektionerne er det, at vi får detektivens monologer og hans ‘to kolde fra kassen’-sekvenser.

Der er forskellige scene-typer – refleksioner, åbenbaringer, efterforskning og vold (når spilleder forsøger at lade nogen tæske detektiven), og efter hvert kapitel (efter en afsluttet efterforskning eller volds-scene) sættes et navn på mistænkte-matricen og/eller man fastsætter en forbryder til en af spillets forbrydelser.

Spillets cyklus

Spillet fungerer ved, at spilleder tvinger detektiven ud i konsekvenser, som resulterer i tabet af hans terninger, som gør det nødvendigt at spille refleksionsscener, og des længere man kan skubbe en konflikt, des større er chancen for at, at man havner i en situation, hvor man forsøger at fastsætte en forbryder eller sætter et nyt navn i matricen. Den, der vinder konflikten, får lov at vælge navnet og nogle andre småting.

Konflikter uden årsag

Konfliktsystemet er et lille terningespil, hvor man skal gætte hvor mange terninger der. På den positive side afspejler minispillets bluf de løgne og bedrag, som er i historien, og der er en fin lille mekanik for graden af vold i scenen, som igen er et storslået benspænd for den enkelte scene (man skal nemlig efterkomme mængden af vold dikteret af terningerne).

Problemet er, at konfliktsystemet hurtigt bliver omstændeligt og langsomt i forhold til resten af spillet. Særligt man let risikerer, at der ikke er noget på spil i konflikten – man ejer ikke spilpersoner (detektiv-spilleren undtaget), man kan ikke afgøre, hvem skurken er, og det er uden for konfliktsystemet, hvilke relationer, der er, hvilke forbrydelser og hvem, der er offer, og alt andet er ude i improvisationsområdet. Så hvorfor sætter man et benspænd for detektiven, hvilket fremtvinger en konflikt? Hvad er der på spil i konflikten?

I begyndelsen var konflikter sjove, men de blev desværre også hurtigt trivielle, og det er klart et af spillets svagheder. De konflikter, der skal skubbe andre mekanikker frem i spillet, er svære at gøre interessante, og uden dem skubber man ikke de andre mekanikker frem, og behovet f.eks. for at spille refleksionsscener forsvinder.

En fin oplevelse

Selve skabelsen af krimi-dramaet og de mange sære sammenhænge gjorde Dirty Secrets til et fint spil, og jeg vil gerne prøve det igen, men det var utilfredsstillende, at mange konflikter føltes mere som noget, man burde gøre, frem for noget, der var spændende at gøre, fordi der var noget på spil.