[Gæsteindlæg] Leg med tid

Af og til gæster folk min blog med et indlæg. Troels Ken Pedersen præsenterer her nogle af sine ideer fra hans Ars Magica-kampagne. Troels spiller med i min troldmandskampagne, og samme skriver vi scenarier til f.eks. Viking-Con og Fastaval. Ved siden af har han en Ars Magica-kampagne, som vi tidligere har hørt lidt fra (Leg med døden).

Eller, hvordan kedelig bogføring kan blive sjovt, når man leger med regler

For noget tid siden spillede vi Ars Magica, og der gik to år i spil-tid, i løbet af en aftens spil. Vi har tænkt vores kampagne lidt som TV-serie, så den forløber i sæsoner, og vi var for nylig blevet færdig med første sæson. Nu er det sådan, at man i Ars ikke bliver sej af at slå monstre ihjel, men af at læse bøger og lave eksperimenter i sit laboratorie, og vi havde ladet os overbevise af Morten Kays meget entusiastiske propaganda om, at nu skulle der altså gå nok tid til at det kunne mærkes, at vores magere blev sejere. I Ars er studier/xp-systemet arrangeret i sæsoner, det vil sige tre årstider, fire på et år. Med seks magere i spil (en syvende spiller var fraværende) taler vi altså i løbet af to fiktive år om 48 sæsoners mager-aktiviteter, som skulle bogføres. Det er ret mange tal, og ret meget matematik og bogføring. Uanset det ønskede resultat, mere udviklede og seje magere til fremtidigt spil, meget kedeligt i sig selv.

Aftenens spilleder er …

Jeg havde meldt mig som spilleder for den overgang, da jeg havde en idé (jeg, Morten Kay og Rune skiftes til at være hulemestre). Det er nok ikke nogen hemmelighed at jeg er en af de glade indie-drenge, så jeg havde til aftenens lejlighed skrevet et sæt regler som skulle bringe sjove scener, vedkommende historier og psykologisk karakterudvikling ud af al bogføringen.

Aftenens regler er …

Reglerne var som følger: Almindelige studier foregik efter reglerne, med de begrænsninger at den nye older på Covenantet (resultat af den dramatiske afslutning på første afdeling af kampagnen) havde dekreteret at alle magere skulle levere en sæsons almennyttigt arbejde om året, som ville være kedelige sager, der kun gav to xp, at “andre aktiviteter”/gå på eventyr gav seks xp (ikke vildt meget), og at man kunne få fem ret kedelige eller fire frit valgte stykker vis (magisk kraft) tildelt om året. Studier kunne foregå på baggrund af den vis man havde eller de bøger som var at forefinde i covenantets bibliotek, eller man kunne opfinde nye formularer eller (igen med vis) skabe magiske ting. Så langt, så normalt og kedeligt.

Ekstra ressourcer for scener

Hver spiller kunne få ekstra ressourcer i spil ved at spille scener. Jeg havde skrevet et sceneoplæg rettet til hver spiller (og fået Rune til at skrive et oplæg til mig), og ni fælles sceneoplæg. Hver spiller havde i løbet af aftenen lov til at spille sin egen scene og én af fællesscenerne, hvilket vil sige at op til seks af de ni kunne blive spillet. Når man spillede en scene, skulle ens mager indgå i scenen. Ved at spille en scene kunne man udløse en af en række forskellige belønninger (selvfølgelig skulle der være en gulerod). Man kunne slippe for en “kedelig” sæson, man kunne få 1d10+5 stykker vis efter eget valg, man kunne få lov til at købe nye bøger til covenantets bibliotek eller forbedre de eksisterende, eller man kunne skaffe/definere 60 levels af spells til biblioteket. Vi snakker væsentlige ressourcer her! Hvis man havde spillet en scene, var man forpligtet til at ændre et af sin magers personlighedstræk med et point, eller definere et nyt hvis ikke man havde mere end fire point. Desuden var der en række plot-elementer som lå gemt i scene-oplæg, og de ville på godt og ondt komme i spil til senere brug, hvis nogen valgte at spille scenen. For eksempel var et af de fælles oplæg, “Hvad der blev af ridder Wolfram” (som under sæsonfinalen sidst var set på vej ud i den vilde skov ved midvinter med et dusin dødninge i hælene). Hvis ikke en spiller valgte at spille scenen, ville ridder Wolfram, en stor biperson/”companion”-karakter, bare været forsvundet, men pågældende spiller ville dermed vælge alle de andre mulige scener fra. Nogle af sceneoplæggene havde ekstra bonus til én type belønning. For eksempel kunne man købe eller forbedre bøger for tre points mere, hvis man spillede scenen “En handel med Dietrich Eülenauge” (en skummel og skurkagtig biperson, som helt sikkert ikke har rent mel i posen).

Hvad kom der så ud af det? Sjovt spil, såvel som seje magere!

Kæmp for dit plot …

Rune, hvis mager er hamskifteren Karah, forsøgte forgæves at inddrage hårdt tiltrængt politisk hjælp fra de ældre medlemmer af sin tradition (den personlige scene), og hjalp ridder Wolfram til at flygte fra den uovervindelige Hvide Ridder Heinrich. Den opmærksomme læser vil her bemærke, at Rune fra fællespuljen valgte den scene, som bragte stakkels fortabte Wolfram tilbage i spil. Undervejs blev Karah endnu mindre autoritetstro (et negativt træk blev forstærket), og blev mindre hjælpsom (et positivt træk blev svækket). Karah fandt otte points ekstra vis, og købte en bog til biblioteket.

… og din karakters person modnes

Maries mager Mùirne trøstede den lille dreng Ivan med onde drømme og indså at magiske cirkler ikke kan løse triste børns problemer, og indgik en handel med Dietrich Eülenauge. Den sidste scene var især sjov i spil. Mùirne havde gerne villet lære det døde sprog gotisk for at kunne tyde gamle runer på covenantets fundamenter, men gotisk er også hamskifter-mystikernes hemmelige sprog, så de nærværende hamskiftere (runes mager Karah og Karahs mester Trotrika) havde ikke villet hjælp. Det vil sige, Karah ville gerne men blev strengt forbudt det af Trotrika. Derfor fik Mùirne sendt et brev til sortbørsmageren Eülenauge, som er kendt for at kunne skaffe det meste af bøger eller sågar lærlinge, hvis prisen er rigtig. Vi spillede en scene, hvor den normalt sky og tilbagetrukne Mùirne havde vovet sig til Prag, og i en jødisk slavehandlers stue udvekslede varer med den sleske Eülenauge, som blev spillet af Rune. Dette var ekstra morsomt, fordi Runes karakter Karah oprindelig var blevet solgt videre som lærling af Eülenauge. Mùirne overlod Eülenauge en kasse med en uspecificeret kostbarhed i, som jeg kraftigt hentydede formentlig var noget, som ikke ville kunne undværes og sandsynligvis var ulovligt. De andre spillere sad og vred sig, mens den verdensfjerne Múirne i sin jagt på forbudt viden spillede Eülenauges spil… Marie købte en bog om gotisk til covenantet, dvs. Múirne da den var hemmelig og forbudt, og opgraderede en bog om warding-magi (Mùirnes traditions special-evne). Mùirne blev mindre genert og mindre fej.

En scene for fælles bedste …

Melliflua, min mager, spillede en scene, hvor hun ved Isdronningens hof i den magiske brønd under covenantet indgik en pagt om at stikke en dødelig med dronningens isnål inden for år og dag, for at få lov til at komme op af brønden. Damn you, Rune! Sæsonafslutningen havde efterladt Melliflua fortabt i brønden, så det gav masser af mening at spille. Derudover valgte jeg undervejs fællesscenen “Prins Josef”, og Melliflua reddede landsbytossen Josef op af brønden, hvor sommeralferne havde gjort ham til prins og hærfører, men til gengæld var ved at dræne hans sjæl for kraft for at føre deres krig (lang historie). Jeg kunne have valgt ekstra vis for Josef-scenen, men valgte i stedet at købe en bog om skabelses-magi til biblioteket, og at løskøbe Melliflua for en af hendes to almennyttige sæsoner. Inde i spillet blev det til, at en mere spændende aktivitet (at skabe et magisk babelspuslespil, som tillader den der samler det at tale ethvert sprog) blev godskrevet som almennyttig. Melliflua blev mindre nysgerrig (og er nu kun meget nysgerrig), og mere modig. Desuden endte Melliflua med at stikke sig selv med Isdronningens nål, da hun ikke ville forbande andre. Og hun fortryder det allerede bittert (mens jeg, spilleren, morer mig storartet).

… og et bedre menneske kommer ud af det

Henriks mager, den stridbare og spedalske Attheus, behandlede under en rejse en spedalsk tigger med barmhjertighed og forståelse, og rekrutterede lejesoldater på en slagmark efter et nederlag mod mongolerne (kampagnens overskurk). Attheus mistede trækket “irritabel i menneskemængder” (nu er det vist mest deres problem), og blev mere modig. Derudover skaffede covenantet tre professionelle soldater udefra, som konsekvens af at Henrik havde valgt det fællesscene. Henrik købte en bog om sinds-magi til biblioteket, og frikøbte Attheus fra en kedelig sæson.

Scenen bliver et oplæg til kommende drama …

Thomas’ mager, den charmerende men underkuede Laurentius, forærede sin ven, den jødiske mystiker Freyde Stein i Breslau, en egenhændig rejsebeskrivelse fra Konstantinopel (personlig scene, om end det med rejsebeskrivelsen var Thomas’ input), og kom for sent til sin fars begravelse og blev verbalt trynet af sin mor og sin tante for ikke at være blevet til noget stort. Laurentius blev mere videbegærlig og mere belærende, og vi ser i anden del af kampagnen frem til at finde ud af, om han kan frigøre sig fra sin undertrykkende læremester Vyacheslav. Thomas forbedrede en bog i biblioteket, og købte Laurentius fri for en kedelig sæson.

… og endnu mere drama

Morten Kays mager, den heroiske Fabian, skulle forklare for sin niårige væbners mor Julka, hvordan det kunne være at lille Miska ikke kom med op fra brønden (hvor han gik tabt og forsvandt under sæsonafslutningen), og indledte en stormfuld romance med den smukke men stridbare mager Juliana. Fabian blev mere loyal, og mindre stift formel. Morten købte en masse Fabian-relevante formularer til biblioteket, og frikøbte Fabian fra en kedelig sæson (det var meget populært).

Spillet i praksis

Det foregik ikke i den rækkefølge. Vi startede på de to år fra en ende af, og så spillede folk scener, efterhånden som deres magere fik brug for præmierne for at spille scener. Henholdsvis halvvejs og til sidst havde vi et par mellemscener med covenantets jævne folk. I den første spillede vi en håndfuld børn fra covenantet, som snakkede om deres ven Miska et år efter hans forsvinden, og som afsluttende scene spillede vi tre gamle soldtater, som sad ved ilden en kold vinteraften og drak øl og snakkede, mens vi tog aging rolls for den, og alderen svækkede dem for de to år.

Ubrugte fællesscener

Af fællesscenerne blev der ikke valgt: Uden for festen (om mageres outsider-status og ensomhed), et møde med en mongolsk hærfører (som ville have introduceret nye oplysninger om fjenden, men også tiltrukket uønsket opmærksomhed)*, og et sammenstød med en anden mager (som ville have introduceret en rival, og sat fokus på splid i mager-samfundet.

Personlighedsudvikling og personlige sager

Folk fik tænkt over deres magere og personlighedsudvikling, og hjalp hinanden med birollespil i scenerne, og fik dermed lejligheden til at sætte hinandens mageres issues på højkant, for selvfølgelig var scenerne fundet på til at ramme, hvor det sved lidt. Ved hjælp af aftenens husregel blev bogføring til karakterudvikling, og følelsen af tiden, der fløj, blev til en interessant spiloplevelse. Regler kan være ret sjove!

En stor tak til Troels for oplægget. Skulle du, kære læser, have et indlæg, som vil passe her til bloggen, skal du være meget velkommen til at tage kontakt.

*) Troels og jeg har tidligere haft spekuleret over ønsket og uønsket opmærksomhed fra kampagnens skurke (Rød måne over Böhmen).