Mobiltelefonshorror

Jeg har flere gange mødt spilledere, der foretrak, at lade deres horror- og investigation-rollespil foregå i tiden før mobiltelefonens udbredelse, fordi mobiltelefonen åbner op for, at gruppen kan dele sig op i mindre grupper og stadigvæk agere som en samlet gruppe, og fordi det er ikke muligt rigtigt at isolere folk med mobiltelefoner.

Ikke desto mindre kan det lade sig gøre og gennem de seneste år, har film- og tv-branchen løst problemet på forskellig vis. I den koreanske gyser Phone spiller mobiltelefonen en central rolle for hele gyset, da ofrene modtager uheldssvangre beskeder via sms. I Drag me to hell dræner det dæmoniske batteriet på mobiltelefonen, mens ofret stirrer i mistro, og der er mange andre løsninger.

Flinke folk på nettet har kompileret en lang række filmeksempler på dette:

• Intet signal (eller signal blokeret)
• Løbet tør for batteri
• Mobilen tabt i vand
• Mobilen stjålet
• Mobilen ødelagt

Med min Delta Green-kampagne, der udspiller sig i dette øjeblik, og med Bookhounds of London-gruppe, der udspiller sig i 1930’erne, har jeg oplevet begge sider af mobiltelefonssituationen.

Delta Green – (u)belejlige opkald

Agenterne bruger her konstant deres mobiler til at udveksle informationer og til at koordinere efterforskning. Det gør efterforskningen langt mere effektiv, og vi kommer hurtigt frem i handlingen. Telefonerne har også den fordel, at det er let for biroller at komme i kontakt med agenterne, og skulle spillerne misse en birolles informationer, er der en chance for at birollen ringer tilbage med informationerne (man slipper for den klassiske situation med birollen, der altid er på præcis det værtshus, hvor spillerne beslutter sig for at kigge efter ham eller, hvor de klarer deres skill check for at se ham). Det giver desuden mulighed for at splitte gruppen op, så de ikke hele tiden er fire agenter i hælene på hinanden, der skal snakke med en person.

Opkald kan også være af en helt anden natur:

I episode S01E04 oplevede vi, hvorledes Gregs hverdag trængte sig på midt under en mission, da hans telefon ringede, mens han var ude på arbejde (men ikke midt i en dramatisk situation), og det var hans datter, der savnede sin far. I episode S01E05 ringede telefonen, selvom den var slukket, og selvom den var uden signal, og hver gang kunne Greg høre sin datter tale på et fremmed sprog, der fortalte ham, at ‘det’ var på vej.I episode S02E02 kan agenterne mærke den voldsomme kraft, der er i området i form af pulsslag gennem telefonen, og hvid støj på linjen bringer dem ud af kontakt med deres omgivelser, når de er tæt på truslen.

Telefoner er ikke kun spillernes værktøj til mere effektiv efterforskning, men også spilleders til at gøre ting mere dramatiske.

Bookhounds of London – langt til pubbens telefon

Boghandlen har ikke en telefon. Det har pubben lige rundt om hjørnet. Det lille selskab, som lever rundt om boghandlen, har selvfølgelig ingen bærbare telefoner. Når de ikke er ude i samlet trop, er de konstant nødt til at aftale tidspunkter, hvormed de kan mødes, sende bud til hinanden, skrive breve eller låne en telefon og ringe til pubben og få knægten til at rende over i boghandlen med info.

Det krævede konceptuelt en relativ stor omstilling. Dette er noget af det første præ-mobil telefonssamfund, som jeg har haft spillet som kampagne de seneste ti år, og vanen med at have mobiler eller fastnet overalt, gør det til en vane at antage, at koordinere aktiviteter konstant på baggrund af øjeblikkelig kommunikation. Derfor det fungerer så effektivt i Delta Green, og derfor vi skulle vænne os til at spille i et samfund, hvor telefoner er stadig ikke er omnipresente. I fantasy-rollespil er det konceptuelt langt lettere at håndtere fraværet af telefoner, da de aldrig har været der, og da spilpersonerne typisk optræder som en gruppe. I min D&D-kampagne er spillerne vant til at skulle rende på hinanden og løbende holde hinanden opdateret. I Bookhounds of London var vi ikke vant til det.