Her følger anden del af anden episode af anden sæson af Delta Green-kampagnen. Denne gang er hele gruppen samlet, og vores spilgang er lidt kortere end ellers, så allerede før spilstart er det os klart, at det bliver en tre-dels episode. Første del er her.
Før spilstart snakker vi om, hvorledes Peters karakter kommer med i spil, da Peter gerne vil have sin agent i spil. Vi opsummerer nogle forskellige strategier, som generelt går på, at Annes karakter indkalder Peters karakter. Dertil nævner jeg, at vi anvender samme bipersonsspil som sidste gang.
Rent praktisk kommer Peters karakter ikke med i begyndelsen, og Peter må vente lidt med at være aktiv. Rent praktisk gengiver jeg bortset fra indledningen ikke spillet i kronologisk orden. Undervejs diskuterer jeg vores brug af terninger og andre regler, samt fremhæver et par vigtige scener set fra karakterernes vinkel. Noget af det, der gør vores agenteri til mere end bare investigation og drab på monster er, at vi bruger tid på, at fremstille agenternes forhold til deres hemmelige liv, og det er det, der gør spillet så afsindigt fedt at følge.
Hvor vi sluttede sidst
Vi begynder spillet med Anne og Thomas’ karakterer, der har overnattet i bilen ude i skoven med deres okkulte tekster skrevet i marginen af von Däniken-bøger. De snakker lidt om deres næste træk – som primært består i at vende tilbage til byen og forklare dem, at agent Trevor på ingen måde er forsvundet bare fordi han er væk. Da Anne og Thomas har brug for tænketid klipper vi til Kaspers karakter. Agent Trevor er vågnet op på bredden foran bunkeren, som er kommet frem til overfladen, da skrænten er kollapset under den øgede vandstand.
Agent Trevor undersøger bunkeren, og konstaterer, at der er tale om bagenden af en bunken. I væggen er stemplet “James Montauk”. Bunkeren fortsætter ind under jorden, og agent Trevor undersøger området. Han konstaterer, at bunkeren har ligget skjult i mere end 20 år på grund af områdets beplantning, og han finder en åbning i bunkerens tag skjult under buskads. Uden at undersøge stedet nærmere beslutter han sig for at vende tilbage til broen og derefter byen. Imens har agent Sherlock og agent Tarek besluttet sig for at vende tilbage til byen.
Regn
Efter en kort pause i regnen, så regner det fortsat. Dog ikke styrtregnen som tidligere, men alt er vådt og mudret, store vandpytter er overalt og søen er stadig svulmet op over sine bredder og har ædt sig ind på skoven. De motiver, som jeg sidste gang satte i spil, er stadig anvendelse, selvom de ikke nødvendigvis fremgår tydeligt af nedenstående tekst.
Tilbage og samlet
Kort fortalt finder agenterne sammen efter noget forvirring. Tarek havde ikke held med sig til at overtale betjentene i byen til ikke at lede efter agent Trevor, og hans loyale mænd tager ud i skoven, hvor de render ind i ham. Agenterne samles i Hannahs diner, hvor de udveksler erfaringer, og hvor de bygger videre på deres strategi: Oversvømmelserne har frigjort et våbendepot fra koldkrigstiden, som lader giftstoffer ud i området.
Lidt hjemlige benspænd
Undervejs får agent Trevor talt med den lokale præst, og han får denne til at samle byen til en ekstra gudstjeneste, og han hører fra sin ekstra-loyale mand, Brody (som Kasper erhvervede for et agent-point), som har spærret den lokale doktor inde, så han ikke tilkalder CDC. Doktor Addams er rasende, men Peters agent Snyder får talt ham ned, og han indvilliger i, at give agenterne 48 timer, inden han tilkalder CDC. Lægen oplyser, at han er stødt på flere tilfælde af den katatoniske tilstand, som Tessa og Kurt Islington befinder sig i, og at Islington er forsvundet midt om natten. Videooptagelser viser, at manden stavrede bort i en søvngænger tilstand.
Terninger
Fra tid til anden beder jeg om et terninge-slag fra spillerne. Typisk når agenterne ønsker at overtale folk eller lyver for dem. Vi bruger et enkelt rul, og fejles det, bruges ofte karaktertræk til at flipfloppe rullene.Rullene kommer typisk efter, at spilleren har fremlagt sin karakters sag ud fra en første persons-vinkel, nogle gange efter en kort dialog, hvor vi når til det punkt, hvor samtalen enten går den ene eller den anden vej, typisk det punkt hvor jeg overvejer, om birollen falder for argumentet eller løgnen, og jeg vælger her at bede spilleren om at rulle. Jeg ruller ekstremt sjældent eller aldrig i disse situationer – men jeg kan vælge med antagonister ikke at rulle på samme måde som, at vi heller ikke ruller for spillernes agenter.
Fejlede rul prøver jeg typisk at bygge videre til nye komplikationer og opstiller nye situationer. F.eks. fejler agent Tarek i en løgn over for betjentene, hvilket resulterer i, at betjentene kører ud i skoven for at finde Greg O’Malley. I dette tilfælde sker der dog ikke mere end det. Da Greg er på hjemmebane og da han er en afholdt og myndighedsfuld skikkelse, lader jeg ofte Kasper gå længere end de andre, når det gælder overtalelser og løgne, og i familie-scener bruger vi slet ikke terninger, men der er det i sig selv spændende at se, hvorledes Kasper vælger at Greg løser problemerne, nemlig at han opstiller en løgn for at vinde datterens tillid for at dække over en rædselsfuld sandhed, og at han bliver ved med at love hende, at han på ingen måde er i fare ude i skoven.
Familieliv og karakterdrama
Agent Trevor har også sine tre døtre at se til. Han får talt med den ældste, som oplyser, at de to yngre stadig sover, og at hun næsten ikke kan få vækket dem. En mystisk tung søvn plager indbyggerne, særligt de yngre, som alle er stærkt søvndrukne. Her har vi en af de karaktermæssigt meget interessante scener, hvor agent Trevor – i rollen som sig selv, Greg O’Malley, forklarer sin datter, at der er en alvorlig sag i skoven, men der er på ingen måde fare på færde, og at hun skal stole på ham, for det kan ikke falde ham ind at lyve over for hende … sic transit …
Karakterdrama 1
Vi har i spillet to andre interessante scener. Agent Snyder (spillet af Peter) og agent Sherlock (spillet af Anne) siddende uden for agent Trevors hus (spillet af Kasper, agent Trevor altså) har lejligheden til at tale om deres sidste mission og om drabet på senatoren (S02E01). Det er ikke et område, som agent Snyder har nogen erfaring med, men det har Sherlock. Hun afslører gradvist, at hun dræbte agent Simon (spillet af Peter), og at hun gjorde det ikke langt derfra, da han ville dræbe agent Trevors kæreste (S01E04c). Samtidig med beskriver Thomas, hvorledes agent Trevors tre døtre kommer ud af huset for at tage over og besøge Hannah.
Karakterdrama 2
Peter udnytter senere lejligheden til, at agent Snyder har en samtale med agent Trevor om, hvorfor Trevor gør dette. Han har tre døtre, som han skal hjem til efter hver mission, og han risikerer en dag ikke at komme hjem. I modsætning til ham venter ingen hjemme på agent Snyder. I det mindste bør agent Trevor aldrig gå først gennem døren fastholder agent Snyder, efter at agent Trevor har begrundet, hvorfor han tager af sted: fordi nogen er nødt til at gøre det, og der er altid brug for en mand mere til at kæmpe for sagen.
Ud i skoven
Oversvømmelserne skaber fortsat problemer for de lokale. Agent Sherlock og agent Trevor besværes af Arlene, som igen klager over, at oversvømmelser har fået krybskytter til at trampe rundt i hendes have – hun er lettere tosset. En dame, Gillian, har ringet ind og meldt hendes mand savnet. Han er ikke kommet hjem efter sit visit til sin jagthytte ude i skoven nær Ravnehøj. Agenterne tager derfor ud og kigger efter manden.
Bækken
Agent Sherlock og Tarek kører først ud til Ravnehøj, mens Trevor og Snyder løser sagen med doktoren på hospitalet. Da de skal køre over en lille bæk, som er svulmet godt op over sine bredder, går det galt. Den fine dis, der hvirvler over vandet, glider gennem karosseriet i bilen og former sig til et dragelignende væsen, som slynger bilen gennem luften.
Spillerne klarer deres sanity-check, og de ruller et fysisk tjek for at se, hvorledes deres karakterer klarer at sidde i en bil, som kastes gennem luften. De ruller begge et par solide succeser, og vi konstaterer, at en blanding af seler, airbacks og held resulterer i, at agenterne ikke kommer til skade. De opgiver bilen og fortsætter til fods gennem den regnvåde skov til Ravnehøj og videre til jagthytten. Her håber Sherlock at finde spor efter Riley Wenzel, men finder ingen, heller ikke af Lars, som er forsvundet i området. De finder i stedet Lars’ bil og bruger den til at komme videre med.
Bækken – runde 2
Agent Snyder og Trevor ankommer til bækken. De er bekendt med faren, og på en bakkekam over bækken stiger Trevor ud for at besigtige faren. Bækken reagerer først, når han kommer tæt på, og ikke ved at han kaster ting i vandet. Peter beslutter sig for, at Snyder er impulsiv. Han sparker agent Trevors rygsæk og riffel ud af bilen og drøner ned mod bækken for at krydse den. Op af vandet rejser en drage af vand omgivet af dis sig, og den slynger bilen gennem luften. Peter klarer sit sanity-check med et flipflop, men fejler sit fysisk handlen rul, og agenten tager en del i skade, da bilen kastes ind mellem nogle træer og han slynges gennem forruden. Imens begynder metallet i bilen at dirre, og karosseriet synger, som om en ekstra dimensionel kraft har sat det i svingninger, som ikke lader sig gøre på dette plan, og hele bilen skriger under dette pres. Så begynder centrum i bilen at drejer sig om sin egen akse, indtil centret kollapser om sig selv, og til sidst eksploderer en kraftbølge ud fra centret, som vælter træerne omkring bilen. Tilbage er pytter af grønblåt-lysende vand. Agent Snyder går i chok over dette, og han må undsættes af agent Trevor inden han kommer sig over sin katatoniske tilstand (jeps, et fejlet sanity-check. Snyder mister 6 point, og han har sin første episode med voldsomt vanvid, og han får derfor 5 Cthulhu Mythos-point).
Den forsvundne amatør-geolog
Imens agent Trevor tilser agent Snyder opdager han, at Kurt Islington kommer stavrende. Agent Trevor forsøger at standse ham fra at gå gennem bækken, men fejler sit forsøg (hvilket Kasper vovede at gøre, så han gav sig selv straf på rullet for at optjene et Lykketræfpoint, da Kasper også var nysgerrig med at se, hvad der skete, hvis Islington gik gennem bækken … med andre ord kan Kasper sabotere sin karakters handling, så karakteren gør det rigtigere (forsøger at redde manden), mens spilleren opnår det ønskede udfald (nederlag, så han kan se, hvad der sker med manden), og endog får en belønning for det (lykketræf-point). Vi ser noget lignende i Night’s Dark Terror-kampagnen, hvor spillerne bruger en regel til at give sig et minus på et tjek for at øge risikoen for at fejle, og derved optjene et bonuspoint via en anden regel).
Amatørgeologen Kurt Islington på flugt fra hospitalet og fortsat fanget i en mystisk søvngængertilstand er ikke til at vække, og han vader gennem bækken, som ligefrem lader ham passere ved at sænke vandstanden kortvarigt. Samme service skænkes ikke agent Trevor, som opgiver at krydse, og han advicerer i stedet sine kolleger på den modsatte side af bækken om geologens tilstedeværelse.
Lykketræf-point
Vi fik disse point i brug denne gang. Peter havde opsparet et fra tidligere, som han anvendte, da han rullede 100% på terningerne. Det kan ikke flipfloppes, og Peter bruger i stedet et lykketræf-point, som han optjente med sin forrige karakter. Med et lykketræf-point kan han vende ekstra-ordinære nederlag til regulære succeser.
Senere optjener Kasper et, som han når at anvende, men det sparer ham for et ekstra-ordinært nederlag, og Thomas når ligeledes at optjene et point. Balancen med disse point ligger i at vurdere, hvornår et færdighedsrul ikke er vigtigere, end at man tør risikere nederlaget, da man skal tage en stor straf for at få lov at optjene pointet. Thomas kombinerede sit rul med et flipflop, så trods den store straf, havde han succes med rullet.
Færden gennem skoven
Agent Sherlock og Tarek finder Kurt Islington og følger ham gennem skoven. De følger snart hans spor langs søgen og gennem hans teltlejr, som de besøgte dagen forinden. Snart kommer de til en pynt ud over søen, hvor de opdager, at der står en mystisk stensøjle, som Islington forsøger at rykke løs. Begejstrede spørger Thomas og Anne, om de må rulle Cthulhu Mythos-tjeks. Det må de naturligvis, og Thomas får flippet sig til en succes. Jeg opstiller en kort forklaring – baseret på de natlige studier og på samtalerne med agent Sherlock identificeres søjlen, som Gathanothoas Vicekongers Lænke. En stensøjle med særlige markeringer, som brugtes i Mu, hvor de blev anvendt til at lænke vicekongerne til bestemte områder. Det stenstykke, som agenterne fandt i geologens lejr, stammer fra en tilsvarende søjle, og det er agenternes tese, at regnen har løsnet mindst den ene stensøjle, hvilket har sat Vicekongen skjult i søen fri på en eller anden måde, og den manifesterer sig nu på flere forskellige måder, hvor den prøver at få søvngængerne til at løsne flere søjler. Præcis hvorvidt regnen er skabt af vicekongen til at løsne søjlerne eller at regnen rent tilfældigt har løsnet mindst en søjle er uklart.
Et kort slagsmål
Agenterne vil stoppe Kurt – i hvert fald efter nogen diskussion – da de ikke ved, om det er bedst at lade stolperne blive løsnet eller ej. De ender med at konkludere, at det nok er bedst at stoppe geologen. Sherlock overvejer at anvende skydevåben, men kommer frem til, at det nok er for drastisk en løsning, I prøver hun, at brydes med ham og at slå ham ned, men det er først da begge agenter kaster sig over ham, at får stoppet Kurt og bundet ham.
Åbenlys diskontinuitet
Vi klipper frem til, at alle agenterne ankommer til bunkeren. Det er rent snyd, at de ankommer samtidigt. Sherlock og Tarek er i bil, og de skal de korteste vej, mens Snyder og Trevor er til fods, og skal en langt længere omvej, da de ikke vil forsøge at krydse bækken. Imidlertid vil vi gerne, at alle agenterne er samlet, så jeg gør en bemærkning om, at agenterne af rent spilmæssige årsager ankommer samtidigt, da der ikke er nogen grund til at skjule de manøvrer for spillerne.
Bunkeren
Alle agenterne er samlet. De undersøger lugen i toppen af bunkeren, og da Trevor skal til at åbne den, minder agent Snyder ham om deres tidligere samtale – gå ikke først i brechen. I stedet bliver det agent Sherlock, som bevæger sig først ned i bunkeren. Et stykke nede tænder en lampe sig af sig selv, og en pladespiller begynder at spille en langsom jazz (og et par af spillerne nynner jazz-temaet fra Twin Peaks).
Bunkeren er møbleret som en stue. Der er et barskab og en globus, som rummer en række flagoner med sære væsker. Agent Snyder undersøger flere af dem, og opdager en, hvor væsken lugter sødligt råddent, og hvor den mørkbrune væske skifter farve til en stiv mælkehvid masse. Med de løse glaspropper, vover agenterne ikke at have nogen liggende i deres rygsække, mens de undersøger stedet. I den ene ende, som vender ud mod søen, er der tydelige vandskader. I den anden er der en metaldør.
Dirken og døren
Agent Tarek får dirket døren op. Thomas flipflopper for tredje gang denne aften, og han har derved succes. Denne gang er det Tareks religiøsitet, der er udslagsgivende. Den lille, spinkle agent er stærk i sin tro og på, at det er forsynet, som har bragt ham hertil, og så skal der mere end en låst dør til at standse ham (vi får via flipfloppet et unikt indblik i agent Tareks person).
Det lille kammer
Væggene er beklædt med aviser fra 70’erne, som handler om James Snake – den sidste Montauk, og om at han opretter et byggefirma, Montauk Ltd., som blandt andet får en kontrakt med luftvåbnet. Agent Sherlock samler alle disse ind, og der er ikke tid til at kigge yderligere på dem.
INFO-dump
Der er desuden en spolebåndoptager, som agenterne lytter til. Det er en samtale mellem Riley Wenzel og Stephen Hauser (S01E01b). Riley forklarer Stephen om sine seneste erkendelser, som udspringer af og er senere end dem, han skrev i randen i sin Von Dänicken-bøgerne (foregående del).
Riley forklarer, at han er kommet til den erkendelse, at Mi-Gyo har guidet menneskeheden ved at skænke troldmænd i fortiden magiske tekster og stentavler fyldt med hemmeligheder, som troldmændene har afkodet som magi, men i realiteten er det videnskabelige fremskridt. Da Mi-Gyo kom i moderne tid, havde et paradime-skift i menneskehedens konceptualisering ændret på dette, og ved Roswell opfattede luftvåbnet det som en møde med rumvæsner, der skænkede dem ‘Kogebogen’, som er et katalog over videnskabelige fremskridt, herunder indsigt i ting som f.eks. computerchips (se også S01E06).
Riley betragter sig derfor som TeknoTroldmand af Stjernernes Orden, og han er seneste led i en ældgammel orden af troldmænd, der har erhvervet deres indsigt fra stjernerne, fra bjergåndernes tryllebøger, og han har dele af Kogebogen, mens Luftvåbnet efter sigende skjuler resten af kogebogen langt fra havet i en ørken, nogen mener Arizona (ledetråd), og at sensitive mennesker kan mærke bogens afsky over for vand. Riley fortsætter med at forklare, at gamle dages beretninger om drager, der vogter guldskatte i grotter, svarer til de senere beretninger om Bjergånder, der har miner i bjergene, og at disse er symboler på troldmænds alkymistiske transcendens til indsigt gennem en genfødsel i urmoderens skød dybt under jorden ved en sådan guldskat – men inden at det kan ske for Riley, skal han have gjort Stephen Hauser klar for denne skal drage tilbage og sætte Riley på denne sti. Om ca. 20-25 år skal Stephen Hauser foretage sin færd, og det skal han gære ved hjælp af Chaugarernes Liao-drik, som de skal erhverve sig i Chicago (ledetråd).
Pladen på væggen
På væggen hænger en plaque, hvor der står, at her hviler James Snake Montauk. Da spillerne spørger til detaljer i lokalet fremhæver jeg pladen, og der spørges ind til den. Jeg oplyser derfor, at der ligger små stykker sten og betonflis ved foden af pladen, og agenterne løfter den nysgerrigt ned. Bagved finder de en tom hulning. Der ligger stenhuggergrej og to stensøjler, men ingen grav.
Vandet stiger
I samme øjeblik høres voldsomme brag fra den modsatte ende af bunkeren. Søen har rejst sig og med voldsomme brag forsøger den at slå hul på bunkeren. Agenterne flygter ud af bunkeren, og Greg bruger sin massive styrke til at trække en stensøjle med sig ud. Han når ud, inden vandet har slået hul på bunkeren og fosser ind oversvømmende bunkeren.
Uden for bunkeren
Vore agenter har nu en intakt stensøjle og en masse dokumenter nede fra bunkeren. Den generelle tese blandt agenterne er, at søjlen kan eller skal bruges som erstatning for den ødelagte søjle, som de fandt en rest af ved geologens lejr, men skal de også fortsat anvende resterne fra den oprindelige søjle, som er udformet af sær grøn sten? Hvor skal søjlen placeres henne? Spillerne overvejer, om de skal brænde 5 sanity point for at konstruere en ledetråd, men de føler sig lidt lave, når det gælder sanity point, så ingen har umiddelbart lyst.
Afslutning
Vi slutter spillet her. Agenterne har en generel ide om, at de kan standse fænomenet ved at genoprette søjlerne, og at de skal holde søvngængere borte, da disse forsøger at gøre det modsatte.
Spørgsmålet er, hvor kommer James Snake Montauk ind i alt dette, hvor er Riley Wenzel, hvad står der i dokumenterne hentet fra bunkeren, og kan agenterne standse fænomenet og redde Gregs hjemby og hans familie? Vil Celle S finde det fornødne materiale til at formilde DG?
Som en sidste bemærkning, så har jeg angivet ledetråde i sidste og indeværende episode. Disse sigter ikke mod indeværende episode men mod potentielle episoder.