[Delta Green] I den dybe, dybe, grønne skov

Her følger tredje og sidste del af Sæson 2, Episode 2 af Delta Green- kampagnen (del 1, del 2).

Sidst

Agenterne er netop kommet ud af den skjulte bunker i skoven, da vandet fra søen skylder ind. Greg slæber den tunge stensøjle med sig, mens de andre har sikret alle dokumenterne. De står nu oppe i skoven på ryggen af bunkeren. Det regner stadig.

Regnen samler sig

Agenterne opdager, at alle regndråber i området samler sig i et punkt over skrænten. De tusindvis af regndråber, der falder samler sig et i punkt i luften, og langsomt samler sig lange pseudopoder af regnvand, som snor sig gennem luften. Nogle snor sig uden om træerne, andre bevæger sig gennem stammerne, og hvor de gør det, splintres træerne i det mindste stykker af træ. Træstammer segner under de vandige tentakler, og vore agenter vælger retræten. De flygter tilbage til bilen og stikker af gennem skoven. De har lutter succes med terningerne og slipper uskadt derfra.

Rundt om søen

Agenterne beslutter sig for at søge tilbage til der, hvor de første gang mødte geologen Kurt Islington, som de stadig har i deres forvaring. Det er deres intention at vende tilbage til hans lejr og se, om de kan finde ud af, hvor søjlen fra bunkeren skal placeres.

Vejen rundt vanskeliggøres af, at søen er gået over sine bredder, og en ny bæk løber gennem højderyggene i området. Agent Trevor forsøger om vandet kan krydses, når de har Kurt med på slæb. Da han nærmer sig bækken, bruser overfladen, som om en vældig styrtregn falder over vandet, men det regner baglæns op i luften, og en en tråd af vand danner sig i luften over bækken. Den snor sig gennem luften mod agent Trevor, som flygter tilbage til bilen. Vandet snor sig gennem luften efter dem, og undervejs skær det det reb over, som holdt Kurt lænket til agent Trevor. Netop da skyder agent Snyder geologen, som synker om.

Efter en ny og længere omvej lykkes det agenterne at komme rundt om søen til geologens lejr. Det er blevet mørkt, og agenterne forsøger at finde den oprindelige stensøjle – eller resterne af den, Det regner stadig, og de kan høre regnen brydes mod søens overflade. I mørket kan de ikke se søen, som de ved, der er en smuk udsigt til, men de kan mærke søen tynge landskabet, stor … kold … dyb.

Hytten

Der ligger hytter spredt rundt om i landskabet. En række af dem bruges til beboelse for vandrere, og Greg ved, hvor en hytte er at finde, for det er blevet mørkt, og agenterne er trætte, våde og sultne.

Hytten er tom, kold og fugtig. Den lugter af em og vådt træ, men Greg mestrer skoven, og han får fyret op i stedets kamin. Agenterne slår lejr i hytten for natten, og Greg går glip af pastorens aftensgudstjeneste – men han tør ikke tage kontakt, da telefoner i området opfører sig sært … (retroaktivt bemærker Kasper senere, at hans karakter har sendt en sms om, at alt er i orden).

Spillerne skiftes til at beskrive, hvordan deres agenter finder ro i hytten, skifter de våde klæder, sætter kaffe over og så videre, og de snakker lidt indbyrdes.

Dokumenterne fra bunkeren

Agent Sherlock gennemgår dokumenterne. Blandt de mange dokumenter, der ligger hultur til bulter, får hun et lille indblik i James Snakes liv. Langt vigtigere er derimod det kort, hun finder. James har et turistkort over området, hvor han har tilføjet en række indianske helligdomme. En gruppen af dem danner et mønster rundt om søen, og en af dem har en placering, der falder tæt på geologens lejr.

Manden i vinduet

Mørket udenfor har forvandlet hyttens vinduer til sorte spejle. Da agent Sherlock kigger op, ser hun i vinduets refleksion, at Riley Wenzel sidder ved siden af agent Trevor, der sidder ved skrivebordet ved vinduet. agent Trevor og Riley fanger – i Sherlocks optik – hinandens blik, hvorefter Riley fortsætter sit arbejde. Sherlock sætter sig hen ved bordet havende en plads til Riley, selvom han ikke er der. I refleksionen kan hun se, at han læser i en stor bog, og at der ved hans side ligger stenhuggergrej. Sherlock forsøger at transkribere bogen, mens hun konverserer dæmpet med en anden – måske med Riley, måske med sin usynlige ven – som vi er stødt på et par gange før. De andre agenter foruroliges over Sherlocks opførsel. Der er intet at se for dem.

Riley rejser sig op, han forsvinder ud af syne hen mod hyttens dør, og et pludseligt vindstød fejer ind i hytten. Ilden i kaminen blafrer, og tørt efterårsløv fejet ind med vinden – men døren åbnedes aldrig, udenfor regner det stadig, og skoven er stadig grøn. Agenterne kan ikke andet end foruroliges.

Samme aften studerer agent Tarek søjlen – Gathanothoas lænke – og han skraverer en kopi af søjlen. Han får et grundigt indblik i dens sammensætning.

Natten går sin gang

Agent Snyder sidder oppe hele natten og studerer dokumenterne fra bunkeren. Imens falder de andre i søvn. Agent Tarek oplever at hytten skyldes bort af regnen, og at den flyder af sted indtil den gribes af stensøjlerne, som holder hytten lænket.

Den følgende morgen pakker agenterne deres grej og vover sig ud. Det regner, grå skyer hænger lavt på himlen, og en kraftig blæst rusker op i træerne. Agent Tarek bemærker noget sært, han ser ikke længere stensøjlen, som agent Trevor slæber rundt på. I stedet ser han

Info-dump

Af flere omgang får agenterne indsamlet informationer fra deres mange dokumenter. Rent praktisk samler jeg info-dumpet her.

James Snake voksede op nær i Boston nær byen Blue Dell (S01E01a) hos sin mor. Han fandt sine indianer-rødder og blev talsmand for indianernes rettighedsbevægelse i de tidligere 70’ere, hvor han optrådte som Den sidste Montauk.

James Snake Montauk havde en stor interesse for indianske myter om bjergånderne, som han betragtede som rumvæsner. James grundlagde konstruktionsfirmaet Montauk Ltd., som brugte indianere som arbejdskraft, og han havde en række kontrakter for luftvåbnet. Her kom han i kontakt med Riley Wenzel, der i samme periode var i berøring med luftvåbnet. Da de delte forestillinger om bjergånder og rumvæsner, blev de hurtigt gode venner, og de udvekslede mange ideer. I slutningen af 80’erne døde James af kræft, men inden da var hans og Riley veje skiltes, da Riley erklærede sig for TeknoTroldmand af den ældgamle Stjernernes Orden, og udviklede sin tese om bjergånder, Mi-gou og drager. James drog andre konklusioner – han kom frem til, at jorden i en fjern oldtid blev koloniseret af drager fra Andromeda, som af indianerne blev kaldt Lloigor. Disse væsner regerede menneskehedens primitive forfædre i Lemuria, og de er roden til alle menneskets beretninger om drager og dragedræbere. ‘Dragerne’, Lloigor, Gathanothoas vicekonger holder til i vand,, og de er i krig med invadørerne fra Pluto, som er dem, indianerne kalder bjergånder, og som andre kender, som Den afskyelige snemand eller Mi-gou.

Klippehylden

Med kortet i hånden tager agenterne tilbage til klippehylden, hvor geologen havde sin lejr. De gennemsøger området – og jeg udbeder mig søge-rul. Thomas fejler spektakulært, og jeg klipper til de tre andre. Kaspers karakter finder stumpen af den oprindelige søjle, og kalder de andre sammen. Agent Tarek dukker ikke op. Agent Snyde står tilbage, mens Sherlock og Trevor leder efter Tarek. De finder hans spor – de går gennem skovbunden mellem kæmpe-bregner og pludselig forsvinder de ud i ingenting.

Regnen samler sig

Agenterne flår stenstumpen op af jorden, og over dem begynder al regn i området at samle sig i to punkter over dem. Terninger rulles, og der rulles en stribe fantastiske succeser. Søjlen placeres i et nu, og kraften under søen mister sit greb. Søen skifter karakter og regnen er bare regn – men agent Tarek er stadig borte …

Vi klipper …

… Agent Tarek snubler mellem bregnerne, og han snubler over en fold i tiden – jeg beskriver det, og Thomas griber bolden. Til dels har terningerne etableret, at Tarek har et uheld, og til dels har jeg etableret, at agent Tarek forsvinder, men præcis hvordan han forsvinder er ikke fastsat, og Thomas vælger her, at agenten af egen drift – og dennes nysgerrighed, for det er hans tema – træder hen over folden (og folder i tid har vi hørt om før, S01E01b), hvilket gør, at jeg som spilleder ikke behøver at tvinge handlingen, og pludselig er det efterår omkring søen. Den er lille og på ingen måde opsvulmet. Skoven er iklædt sine smukke efterårsfarver, og det er tørt.

Ud af buskadset springer to urmennesker med grove køller. De angriber Tarek, der ikke formår at rende sin vej (Thomas fejler sit rul). I stedet trækker han sin riffel, skyder den ene (Thomas har succes med sit rul), og den anden flygter i panik. Tarek vender tilbage til folden i tid, og er tilbage i den regnvåde sensommerskov.

De andre kan ikke lade være med at undres over, hvor han har været henne. Selv rystes han over, at Gregs har har en anden farve … (yup, Bradbury rører på sig).

Truslen bilagt

Agenterne tjekker deres telefoner. Der er ingen mystiske signaler længere. Der er intet, der forstyrrer deres opkald. Agent Trevor afrapporterer til DG med en mail via agent Snyders telefon, og agent Snyder er meget opmærksom på mailadresser og des lige.

Slutspillet

Vi skipper til slutspillet. Der er mange små tråde, der skal samles op på. De handler hovedsageligt om afrapporteringen til Delta Green, om at få Celle S tilbage i folden, at Greg skal have indrettet en Green Box til den ekstra søjle og have talt med indbyggerne i byen og givet dem en forklaring. Desuden skal liget af Kurt Islington findes og skjules. Derefter er der ingen rigtige spor tilbage af mysteriet. Efterfølgende runder vi af med relationsscener.

Kasper præsenterer sin ide til, hvorledes Greg kan få forklaret sine bysbørn, at der var en alvorlig sag ude i skoven, og at han ikke havde den nødvendige myndighed. Det kræver en gæsteoptræden fra DGs side, og jeg indvilliger. De sender Agent Rico (S01E05), og mens Kasper beskriver Gregs handlinger, og hvorledes han får beroliget bysbørnene, beskriver jeg, hvorledes opgaven morer Agent Rico, som finder det sjovt, at han kan få lov at hundse med Greg.

Efter afrapporteringen accepteres Celle S tilbage i folden. Hjælpen til Celle T, undsætningen af byen og anskaffelsen af de mange informationer om Riley Wenzel, stiller DG tilfredse. Celle S er stadig noget værd i felten trods deres forgående opgave.

Relationsscener

Scenerne spilles til sidst i denne episode, da episoden har en anderledes struktur end normalt.

Peter byder ind. Han vil gerne spille en scene, men ikke en relationsscene. Det må han gerne, men han indtjener ikke noget menneskelighedspoint. I stedet spilles en fortalt scene, hvor Peter beskriver, hvorledes agent Snyde sender en mail til DG (han har en adresse, da han holdt øje med agent Trevor, da denne sendte sin rapport tidligere i spilgangen), hvor han rapporterer om agent Sherlock, og dennes mentale tilstand – han sladrer, om man vil, og han manøvrerer sig ind til en post som celle-leder … eller han er et samvittighedsfuldt medlem af DG, der ærligt rapporterer, hvor mentalt ustabil agent Sherlock er.

Thomas sætter en scene, hvor han viser forholdet mellem Michael (agent Tarek) og dennes kæreste. De har et deltidsforhold, hvor han stadig er distanceret, og ikke kan forpligte sig – eller ikke tør forpligte sig. Vi får endnu et blik ind i denne mystiske mands hverdag, han synes strandet.

Kasper sætter næste scene – efter at han har foreslået, at vi spiller Annes scene til sidst, så vi på den måde åbner og lukker episoden med agent Sherlock. Kaspers scene er enormt rørende. Den handler om, hvorledes Greg O’Malley forliger sig med sin ældste datter, som vi ved, at han svigtede, da han løj for hende (sidste spilgang). Båndet mellem far og datter re-etableres. Scenen spilles mellem Kasper og Thomas, og noget af scenen er dialog, men en god del af scenen, er Kasper og Thomas, der skiftes til at beskrive de to aktørers handlinger, og hvorledes det rører karaktererne dybt.

Anne sætter sidste scene, og i lighed med Peters, er den fortalt, og den er ikke en relationsscene. I stedet sidder agent Sherlock på grøn og mudret høj med udsigt over dineren i Gregs hjemby (sammenlign agent Simons sidste scene). Regnen er ved at ophøre, og vi ser en tilmudret agent, som sidder på højen, som om hun sidder sammen med en anden.

Post festum

Xp uddeles, karaktererne vokser, og da de for en gangs skyld kan lykønske sig selv for at have standset truslen og undsat de civile, får de også bonus sanity-point.

Vi snakker derefter lidt om kampagnen. Det er muligt at pensionere agenter – dvs. vælge, at de ikke længere ønsker at være aktive agenter, men skifter status til friendly, og lever et omtrentligt normalt liv fremover. Døden og vanviddet er ikke eneste former for exit i kampagnen.

En regel, der ikke har været meget i brug, er en regel om, at det er muligt at agenternes karaktertræk kan blive udskiftet i forbindelse med tabet af sanity-point. For Kasper har det betydet, at Greg har fået ændret et træk til Skyldfølelse, og da Annes karakter har mistet en del sanity-point, tager jeg reglen i brug igen. Da Anne flere gange har fremhævet agent Sherlocks vane med at høre stemmer. Jeg foreslår derfor, at det træk hun tager er at høre stemmer, og det udskifter hun et af sine karaktertræk med. Anne kan nu flipfloppe ved at bringe ‘høre stemmer’ i spil.

Ingen ønsker at købe næste mission, og jeg afslører, at i så fald involverer næste mission delfiner.