[anmeldelse] LEF – De samlede værker

På Fastaval 2004 præsenterede Jacob Octavius Jarlskov sit opus, LEF – De samlede værker, der udkom på Caligula forlag 2003. På Fastaval løftede Jacob sløret for ordet LEFs betydning, for så vant til udtrykket var han og hans spillere, at han havde glemt at få det med i bogen: Levende Eventyr Fortælling.

LEF er dog ikke Jacobs første udgivelse, da han tidligere har udgivet Nemaranon og Den store LEFLive. På dette års Viking-Con blev jeg informeret om, at Jacob har givet LEF fra sig, og at der er andre, som arbejder på at videreudvikle spillet. Hvad det vil medføre, må tiden vise. Bogen er tidligere anmeldt på RPGforum.

Et vældigt værk

LEF er et fascinerende værk. Det er en lækker udgivelse, indbundet og med titel og bagsidefigur i basrelief på det sorte omslag. Det er en gedigen bog, der er jævnt illustreret, men ikke ligefrem de mest efne illustrationer.

Bogen består af en serie bøger – deraf undertitlen De samlede værker – og hver bog er skrevet af sin fiktive karakter. Bogen er på den måde skrevet in-character, og mange afsnit indledes med en historisk oversigt forfattet af kapitlets fiktive person, inden man beskriver selve reglerne. Nogle steder flyder fiktionsuniverset ind i udformingen af reglerne (som når opdelingen af våben i syv spilmekaniske kategorier skyldes en våbenførers reform) eller i den virkelighed, der ligger til grund for de tekniske udtryk, således bliver udtryk som ‘hob’, ‘infanteri’ og ‘kavaleri’ forklaret med henvisning til fiktionsuniversets etymologi og ikke vores verdens etymologi.

Sprog er bogen interessant, fordi der er en gjort en dyd ud af at holde sproget på dansk, og holde anglicismer ude. Således er der ingen orker og gobliner i denne verden, men man kan rende ind i både snitalfer, jætter og trolde. Det giver bogen et interessant skær, men der er sprogmæssige elementer, som ikke er helt afklaret. Lærd magi bruger pseudo-latinske udtryk, og fiktionsverdenen veklser mellem sprogbrug inspireret af nordisk mytologi (landet Valhel, folket nornerne (at de ikke har med nornerne fra nordisk mytologi at gøre, gør det kun mere forvirrende), Vanahifolket), Tolkiens stemningsmættede stednavne (Smededal, Silmar, Duilin) og assorterede ikke-ord og tilfældige historiske navne, såsom Runkel, Gollman, Innomortis, Zangenberg, Pierre von Zephyr og Abel.

Indholdet

LEF består af en masse bøger, der beskæftiger sig med hvert sit emne. Der er en bog for hver magi-form, og der er mange former for magi, men de er stemningsfulde og ret charmerende, og de er klart en af spillets forcer. Der er adskillelige af formularerne, der er et helt scenarie værd i sig selv, både med deres mærkværdige virkninger og deres stemningsfulde beskrivelser. Trolddom er eksotisk og spændende.

Eksotisk er også nogle af de andre afsnit i bogen om spillets regler. Der er naturligvis det obligatoriske afsnit om at lave karakterer, om færdigheder og om kamp, men vi finder også afsnit om krigsførsel, om bødler (og alle bødlernes specialmanøvrer), om handel, om bøger og om mekanik og mekaniske opfindelser. Det er enormt charmerende. Indirekte får man en masse indsigt i forskellige aspekter af den verden, som rollespillet udspiller sig, og det giver en fornemmelse af, at man vitterligt har samlede værker, rub og stub, uafhængigt af relevansen. Det kan nævnes i den sammenhæng, at Jacob O. Jarlskov har formået at holde tilpas afstand mellem fiktion og regelmekanik, dvs. at det at bogen er skrevet in-character ikke er et problem for bogen. Der er imidlertid et andet og langt mere væsentligt problem med bogen, som vi tager til sidst.

Reglerne

Systemet er baseret på sekssidede terninger, det har en klassisk opbygning baseret på task resolution, og det synes at have hentet inspiration i spil som MERP, Rolemaster, GURPS og d6.

Spilpersoner består af en række karaktertræk og færdigheder. Færdighedsrul håndteres 2d6+evne vs sværhedsgrad+1d6. I kamp er det ikke meget anderledes, og skade er differencen mellem angrebsrul og forsvarsværdi + våbentype – rustning.
Karakterer laves ved, at man køber evner og færdigheder for point. Det specielle er, at det man køber er det antal terninger, man ønsker at rulle for en given evne eller færdigheds værdi.

De eneste særlige evner, man kan købe er adgang til forskellige magiske traditioner, og det mest væsentlige valg, man træffer er, om man er lærd eller ikke-lærd, som fastsætter prisen for de enkelte færdigheder.
Evner og færdigheder stiger gennem deres anvendelse. Ruller man to 6’ere, stiger evnen. Færdigheder stiger efter samme princip, men lave færdigheder stiger også ved par 3, par 4, og par 5. Som færdighederne stiger, bliver de sværere at hæve.

Det utilgængelige spil

LEF bruger en kort bemærkning i indledningen til at fortælle om rollespil, men ellers er der intet i bogen om, hvordan man gør. Der er ingen vejledninger til kampagner i LEFs univers, og ingen forslag til, hvorledes man skal bruge settingen, hvad dens tematik og koncept er. Alt det mangler, og det gør bogen afhængig af sidemandsoplæring. Reglerne kan de fleste lære, men hvorfor man skulle spille LEF er ikke forklaret.

Når man laver karakterer til spillet ved man ikke, hvad man laver karakterer til. Det eneste større valg i systemet er, om man er lærd eller ej. For lærde karakterer er der en række forslag til, hvad det er. For ikke-lærde er der ikke et eneste forslag. Ligeledes når man skal vælge hjemstavn og sprog for karakteren. Intetsteds er disse beskrevet, så spilleren kan ikke slå op og se, hvem de forskellige folk er. Herved er vi ved spillets kerneproblem, og det vejer tungt. Settingen er indforstået.

Settingen er en eller anden form for fantasy. Der er elvere, dværge og snitalfer, der er dæmoner, drager og trolde, og så er der en masse former for trolddom og hekseri. Der er tre religioner, som er analogier til de abrahamske religioner, og de har f.eks. hver deres tolkning af samme guddom. Ved et foredrag afslørede Jacob O. Jarlskov et af de mest interessante koncepter ved settingen: Oprindeligt var det en typisk middelalder-baseret fantasy-setting, men i forbindelse med udgivelsen af settingen blev den fremskrevet til at være en tidlig moderne fantasy-setting. I stedet for at udspille sig et udefineret sted i 1100-1500, er settingen nu et sted omkring midten af 1700-tallet i teknologi og tankegang. Det er en både unik og meget fascinerende ide, og absolut noget af det mest interessante ved settingen.

I bogen er settingen delvist beskrevet gennem de enkelte kapitler, som f.eks. kapitlet om bødler, der fortæller om love og straffe, men for hoveddelen er beskrevet i historie-kapitlet, som er enormt langt og håbløst at finde rundt i. Hvis historie det er, man læser, er vanskeligt at finde rundt i, og der er ingen geografiske eller etnografiske beskrivelser, så man strander helt. Hvad forfatteren har overset er, at historiebøger fra antikken og frem inkluderer afsnit om geografi og kultur, så læseren har en sammenhæng at indsætte begivenhederne i. Det får vi intet af her, og du skal i virkeligheden kende verdenen på forhånd, inden du kan bruge den til noget.

Allermest mangler LEF – De samlede værker en intro-guide, der forklarer læseren, hvad det er for en verden, spillet foregår i, og hvad man skal med den verden. Indtil da er spillet alt for besværligt at gå til til at det kan blive nogen succes.