Rapport fra Knudepunkt 2011

Knudepunkt er overstået, denne sære og fornøjelige konference om rollespil med stor vægt på live-rollespil – eller larp, som alle kalder det, da alt foregår på engelsk – og det var en gevaldig oplevelse.

Knudepunkt er fyldt med kreative mennesker, og samlet et sted hen over flere dage med masser af alkohol, medfører naturligvis også en masse spontane ideer og tossede indfald. Der er en stribe debatpaneler, workshops og oplæg, hvor en masse forskellige emner berøres, sålænge de i bred forstand har med live-rollespil eller bare rollespil at gøre. Gæsterne kommer hovedsageligt fra Norden, men folk fra omtrent ti andre lande (f.eks. Italien, Tyskland, England, USA, Israel, Hviderusland, Tjekkiet og Polen for at nævne de fleste).

Dokumentation

En af de ting, jeg ikke kunne undlade at bide mærke i, var historikken omkring rollespil. Et stort tema blandt live-rollespillerne var dokumentation af deres produkter, og det gjaldt på kryds og tværs af grænser, at man gerne ville have ting på skrift og i billede. Det tegnede også et tydeligt billede af, at når først folk har glemt et scenarie, går teknikker og ideudvikling hurtigt tabt.

At vi i Danmark har databaser som Alexandria, er et lykketræf, da det vedligeholder udviklingen i teknikker og scenarie-ideer. Vi bliver ved med at vende tilbage til gamle scenarier, læse dem og bygge oven på dem, eller bryde med de ideer, som de bygger på.

Metateknik

Fancy rollespil, hvor man har et virkemiddel i form af en regel til at forme rollespillet er i live-miljøet blevet til Jeepform, og de virkemidler karekteriseres som meta-teknikker. Det var også meget in at snakke om, men for folk velbevandret i Fastaval-traditionen vil opdage, at der ofte ikke var meget nyt under solen. Det var bare underligt at se det hele betegnet som meta-teknik og Jeepform.

Oplæggene

Jeg havde fornøjelsen af at overvære en serie forskellige oplæg og paneldebatter (en eller to alt efter definitionen). Det er min anden Knudepunkt – hvor jeg sidst var med i 2007, der fandt sted på samme kongrescenter – og første gang oplevede jeg en del oplæg af svingende kvalitet, hvor mange dykkede dybt, og jeg var derfor noget i tvivl om, hvad jeg skulle komme til at opleve denne gang. Det gik heldigvis helt anderledes, og jeg oplevede generelt en masse gode oplæg.

By the Power of Facebook

Et oplæg var om et pervasive live-rollespil i Israel, der hed Faerie Blood, der foregik i moderne Israel, hvor folk opdagede deres alfeblod (keltiske feer), og at de var organiseret i Huse formet af de græske muser. Det var fascinerende at se, hvorledes israelerne trak på vestlige kulturreferencer. Oplæggets egentlige svaghed var, at det aldrig rigtigt kom til at handle om de ting, som jeg og andre fandt spændende, så vi hørte lidt om antallet af deltagere og konceptudviklingen, men hvad spillets pervasive komponent egentligt bestod i, og hvordan det havde fungeret med sin ene spilgang in crowd på et større handelstorv, kom vi aldrig ind på.

Til gengæld kunne det konstateres, at man skal vogte sig for forkortelser af ens projekter, når det bringer publikums opmærksomhed helt andre steder hen.

Lidt om Fastaval

Jeg talte lidt om Fastaval – eller meget om Fastaval – da jeg havde et aktivt og diskussionslystent publikum, og jeg havde alt for meget at sige. Mit oplæg blev pænt modtaget af folk, selvom jeg var noget nervør for, om jeg kunne gøre en “bordrollespilsfestival” relevant på en live-kongres. Efter oplægget havde jeg fornøjelsen af at snakke med en gruppe fra Israel om dansk scenarie-tradition. De var meget fascinerede af vores praksis med at skrive scenarier ned, og gøre det så detaljeret, så jeg endte med at gennemgå Bækgaards A Day in the Life for at vise dem en scenarieteksts mulige opsætning. Havde gerne vist dem flere, men vi løb tør for tid. Der var to sære øjeblikke i vores samtale.

Hvorfor vil du spillede en andens scenarie?

De kunne ikke lade være med at undre sig over, at spillederne accepterede at spillede forfatternes scenarier, og de spurgte mig, om spilleder ikke klagede over dette, og hvorfor spillederne accepterede at spillede andres scenarier? De forklarede, at de hver især skrev deres egne scenarier, og når man gik på con, valgte man scenarie efter, hvem ville have som spilleder (hvor vi kan finde på at vælge scenarie efter forfatter). Ydermere erklærede de, at de designede deres scenarier til deres egne unikke kompetencer, så det faktisk ikke var muligt for andre at spillede dem, og der blev stejlet over ideen om at lade spilleder tolke scenariet.

Hvad laver de tre andre så?

Et andet øjeblik kom, da jeg gennemgik en scene-beskrivelse i A Day in the Life, hvor jeg gør opmærksom på, at følgende to karakterer optræder i scenen. For dem var det underligt, at kun to spillere var aktive, og prompte faldt spørgsmålet om, hvad de tre andre lavede? Det kom som en overraskelse, at vi kunne designe scener, hvor ikke alle var aktive hele tiden, for det var et typisk designparameter for dem.

Usynlig praksis

De to episoder giver et godt eksempel på, hvorledes der kan skjule sig en specifik praksis i vores rollespil, som først kommer frem ved tilfælde efter lange og detaljerede diskussioner. Selvom der er mange ligheder i måderne, vi gør ting på – som når vi alle snakker om, at vi ikke bruger traditionelle regelsystemer i vores design af “bordrollespil” – så dækker disse ligheder over nogle store forskelle. Vi skal altså langt mere i dybden med praksis for at finde vores særegne praksis, som vi kan inspirere hinanden med.

Playground Magazine

Vi havde redaktionsmøde på kongressen, og vi fik udvidet staben, så vi får en bedre adgang til både det svenske og det russiske rollespilsmiljø. Vi kommer til at få endnu flere fede artikler til bladets kommende numre.

Vi holdt releaseparty, og bladet blev rigtig godt modtaget af kongressens gæster. Det er et fedt blad, du finder det playgroundmagazine.net og samme sted får du dit abonnement på Playground.

Nazi-rollespil

Et spændende oplæg var om Tysklands arv, og hvor vanskeligt det er beskæftige sig med nazisme – det er en tung arv, og forbuddet mod hagekors og des lige, gør det også vanskeligt for ikke-anerkendte medier at arbejde med nazismens historie. Man kan lave film og skrive bøger, men ikke arrangere rollespil om emnet. Ikke i Tyskland. Vi fik et levende og underholdende oplæg om emnet, og en diskussion om, hvordan man kan lave rollespil om emnet, og hvorvidt en tysker kan rollespille en nazist uden at vække en mistanke om at skumle kræfter er vækket i hans germanske sind. Oplægsholderen kunne desuden fortælle, at han havde fundet stor fornøjelse i at rollespille russisk soldat, der plaffede tyske nazi-soldater ned (spillet af danskere), men han var ærgerlig over, at han skulle drage hele vejen til Danmark for at opleve det.

Midlet er helliget

Der var arrangeret en paneldebat med fem forskellige arrangører fra forskellige lande. Delirium fra DK og Mellem himmel og hav fra Norge, fordi de beskæftigede sig med virkemidler, der kraftigt manipulerer deltagernes selvopfattelse og selvidentitet for at lave kritiske kommentarer om samværd og om kønsroller, mens de tre andre fra Sverige, Hviderusland og Polen beskæftigede sig med totalitære styrer i deres rollespil. De tre sidstnævnte var ikke så spændende – omend de har deres relevans i alle tre lande grundet deres opgør med fordums holdninger, deres nuværende situation eller deres arv. Fælles for alle fem er, at de vil give spillerne en rollespilsoplevelse og knytte den til et budskab, og spørgsmålet bliver, i hvilket omfang man må manipulere folk for det gode budskab (“Is manipulating for good like fucking for virginity?”, som det blev formuleret ved debatten)? Hvornår helliger målet midlet? Kan man bruge et hvilket som helst virkemiddel, hvis man erklærer, at man ingen bagvedliggende intention har med spillet?

De tungeste spørgsmål blev spillet til Delirium og Mellem himmel og hav, men først henimod debattens afslutning kom vi rigtig ind på problemstillingen omkring den tillid, som spillerne skal overgive til arrangørerne, og det ansvar, der hviler på deres skuldre, og at det sker, at arrangørerne faktisk svigter det ansvar.

Italiensk panel, debat, oplæg og smagsprøver

Et andet debatpanel, jeg deltog i, var italienernes meget underholdende oplæg om deres rollespilskonference til efteråret. Mens de præsenterede deres oplæg, var de i konstant diskussion med hinanden om, hvad de skulle tale om, og herunder særligt hvorfor vi skulle drage til Firenze til efteråret. På listen over de mange årsager kom rollespil sidst på listen efter smuk udsigt, et historisk landsskab, god mad, god vin osv.

Ydermere fik vi at vide, at det italienske rollespilsmiljø er meget splittet, og hver egn har sine foreninger, og de taler nødigt med hinanden, og de foretrækker generelt, at det forbliver sådan.

Undervejs blev der serveret smagsprøver på italiensk skinke og pølse.

Geek Feminism

Et af de spontane oplæg var om Geek Feminism, og det var generelt interessant at høre om. Basalt set handlede det, om de stereotyper, som kvinder render ind i nørdmiljøet, og hvor frustrerende disse stereotyper kan være, særligt når typerne siver ned i den måde, man organiserer f.eks. rollespil på. En deltager kunne således fortælle, at hun ved sit første rollespil, var blevet tilbudt at spille luder eller fe. Arrangørerne havde ikke regnet med, at der var andre roller, en pige kunne tænke sig at spille. Ligeledes var kvinder rendt i problemer ved seneste Krigslive, da nogle grupper ikke ville have kvindelige riddere (i en eller anden nation) fra Warhammer-universet, da det var åbenbart for voldsomt et brud med deres opfattelser af, hvad kvinder kan i Warhammer.

De sidste punkter

Jeg oplevede et par oplæg mere, men de fik ikke gjort det store indtryk. Der var en præsentation af et projekt, som vil skabe data og viden om live-rollespil rundt om i verden. Interessant, brugbart og det var omtrent det – og jeg stak af, da diskussionen drejede ind på teknikaliteter i spørgeskemaer. Den type fora er aldrig stedet for brugbare diskussioner. Der var et tilsvarende kort oplæg, som præsenterede en dokumentar om live-rollespil under udvikling, hvilket i sig selv også er interessant. En tredje ting var en diskussion mellem forskellige “rollespilsfabrikker” i forskellige lande, som alle har til fælles, at de ideelt set månedligt producerer et lille live-scenarie, som man uden væsentlig forberedelse kan deltage i. Deres planer var at skabe et netværk på tværs af landene. Det har visse paralleller til Kæmpers skuldres spildage, men med den væsentlige forskel, at de producerer et nyt spil hver gang, mens vi genspiller alle de gode spil, der allerede er produceret. Der kom ikke så meget produktivt ud af den diskussion – men den danske Rollespilsfabriks tilstedeværelse var også savnet.

Godter

Download årets Knudepunktsbøger

Download slides fra oplæggene

Se videoer af oplæggene (kommende)

Besøg Playground Magazine