Det følgende indlæg er en kopi af artikler fra Foreningshåndbogen, og jeg poster dem her, da jeg ikke gider grave dem frem med waybackmachine, når jeg skal have fat i dem. Det er materiale om de ældste dele af dansk rollespilshistorie, og det må ikke gå i glemmebogen.

Med henvisning til RPGforum, hvor Peter Lind har været flittig:

Vi skabte os!

af Paul Hartvigson

Det danske rollespilsmiljøs historie

Note: Artiklen blev færdigredigeret foråret 2001.

Jeg har optrådt i ringbrynje og plastic-prøjser-pikkelhue med pap-propel på spidsen. Det var i 1981, og jeg gjorde det for at sprede det gode og glade budskab om rollespil. Jeg har spillet tosset og skabt mig, og jeg har været med til at skabe rollespilsmiljøet.

Jeg hørte tidligst ordet „rollespilsmiljø“ et stykke inde i 90‘erne, men det var tilstede et stykke tid, før det blev opmærksom på sig selv. I dag i 2001 er der et miljø, fordi vi siger, det er der. Når jeg skriver dette indlæg, og når du nu læser den, er vi med til at skabe miljøet på ny.

Det er sejrherren, der skriver historien. Jeg var helt central i at lægge en linie og en stil, der har sejret, og som gør dansk rollespil til noget. Jeg er både historiens fortæller og en deltager i den. Rollespil er en kunst, der er fuld af den slags narrestreger, så læs det i den ånd, det er skrevet. Og fortæl mig når jeg har fået fakta galt, eller siger noget vrøvl. Du har også en historie, og det har alle de mennesker, jeg nævner, og dem jeg glemmer, og som også formet miljøet. Men dette er min rollespilshistorie.

Miljøets ursump 1974-1985

I 1974 udgav amerikaneren Gary Gygax D&D i den oprindelige hvide udgave. Et spil der voksede ud af miniature-krigsspil. Så vidt jeg ved, blev første sæt bragt til Danmark i 1978 af københavneren Hans Rancke, der var medlem af brætspilsklubben Consim, stiftet 1977. De første år var rollespil sidevogn til brætspilsmiljøet, og brætspillerne udgjorde selv en subkultur i science fiction miljøet. Sammenhængen var den, at mange science fiction fans tilhørte den første generation af folk, der arbejdede med edb herhjemme, og så kom fascinationen af spil og sære verdener ind som noget naturligt. Her er rollespillets nærmeste slægtninge.

Det første store år for det danske spilmiljø var 1982. I påsken var Hans Rancke, Erik Wittchen og Erik Swiatek til Gothcon i Gøteborg, og på vej hjem i bilen besluttede de sig for, at hvis svenskerne kunne, så kunne vi også. Første Viking-Con blev afholdt i medborgerhuset i Suhmsgade i Københavns indre by samme efterår. 1982 var også året, hvor science fiction butikken Fantask begyndte at sælge rolle- og brætspil.

Omkring 1980 sivede rollespillet til den danske provins, ofte direkte fra USA og England. Der opstod grupper og klubber forskellige steder i landet, og op til 1985 voksede et spinkelt netværk frem, der forbandt København, Århus, Odense og nogle få andre byer.

Urtid i Odense 1979-81

Det var i Minneapolis i USA, at min personlige rollespilshistorie begyndte, i de allersidste dage af 1978. Det var i en D&D-session med en dominerende spilleder, der prøvede at skjule, at han var totalt uforberedt og lod terningerne styre spillet – når han ikke manipulerede groft. Jeg kom i 1979 hjem fra USA med masser af brætspil og anbefalede mine venner ikke at spilde tid på rollespil, som jeg mente var totalt åndssvagt. Det lyttede de ikke efter og heldigvis for det, og nogle købte Basic D&D i London. Det sjove med rollespil er, at jo mere man skælder ud, jo mere tænder folk på det. Jeg holdt stædigt stand mod noget så barnligt som rollespil, indtil jeg opdagede, hvad det ville sige at være spilleder.

Vi begyndte at spille Basic D&D og krigsspil og stiftede Forenede Brætspillere i Odense (FBO) i 1981 – der blev en blandet klub med rolle- og brætspil. Vi søgte kommunale tilskud til lokaler og rykkede ud af drengeværelserne og villakældrene. Der blev plads til vores og disses venner og helt fremmede fyre, der pludselig dukkede op og så fortabte ud, indtil vi hev dem ind i en kampagne eller et brætspil. Vi endte med at sidde i klubben og snakke til langt ud over midnat.

Når der var folk, der skulle til England, hjemsøgte de spilbutikker med alenlange indkøbslister og en stabel penge fra os andre. I England havde de nemlig butikker, hvor de solgte rollespil. Det mest rollespilsagtige i Danmark var Sværd og Trolddom, teksteventyr af „du er helten“-typen. I England dyrkede de også live-rollespil på Peckforton Castle, som vi valfartede til et par år. Og vi importerede konceptet som „Kamp og Kage,“ som vi dyrkede på stisystemerne langs Odense Å med skumgummevåben og rød maling – og en dommer med lommelygte, der aflæste, hvor man var blevet ramt og skrev det på et skema som skade.

Vi opdager Københavnerne

Efterhånden fandt vi ud af at der var andre rollespillere i Danmark – og kontakterne fra først i firserne var med til at forme fremtiden. I København lå butikken Fantask, der var dyrere end de engelske butikker – men den lå tættere på. Der var også mange spillere i København.

Jørn Eriksen i Tåstrup importerede selv spil fra Amerika. Han var med til at starte TRC, Tåstrup Rollespils Club, en af landets ældste. Jørn var science fiction-fan, og nogle af hans brætspil endte i antikvariatet „Hvad Skovsøen Gemte“ i Odense. Et sted drevet af Klaus Johansen, som var en slags papfar til Merlin Mann, den senere redaktør på Tabu, Saga og Fønix. Der var altid nye mennesker, som jeg ikke kendte, men alligevel havde noget til fælles med. Og fundamentet til rollespilsmiljøet formes af tilfældigheder mellem enkeltpersoner.

„De kaldte os nørder“

Det var nu, jeg optrådte i min mundering af ringbrynje og plastic-prøjserhjelm. Brynjen var bygget af Svend Erik Jepsen, som opbyggede Kamp og Kage med udstyr og effekter. Hjelmen var en nytårshat og symboliserede de militaristiske brætspil, og propellen havde jeg selv klippet ud i pap. Den henviste til den arketypiske science fiction-nørds hovedbeklædning, „the propellor beanie.“ Og når jeg trak i det sære skrud, var det for at repræsentere krigsspillere og rollespillere, i „crackpot-panelet” på Dancon 1981.

Rolle- og brætspillere var et mærkeligt mindretal, for Dancon var en science fiction-kongres med bogorme i slipovers og fløjlsbukser, intellektuelle freaks og folk, der byttede slidte paperbacks. Vi knægte sad henne i et hjørne og skubbede papbrikker – og nogle af de gamle skulede til os, fortabte ungdom der heller ville spille spil end diskutere Niels E. Nielsen vs. Robert Heinlein. Men der var også nogle science fiction-fans der gav os plads, fordi de kunne se, at vi også udgjorde en „fannisk“ kultur.

Science fiction-miljøet gik i opløsning som subkultur, som virkeligheden overhalede litteraturen. Viking-Con opstod i 1982 som første „rene“ spilkongres, på ruinerne af DanCon med folk fra Science Fiction Cirklen i spidsen. Det miljø var en rugekasse for bræt- og rollespilsmiljøet. Når vi snakker om en „con“ eller „zine“ for et blad, så bruger vi gammel sci-fi-jargon, vi har arvet. Den gamle genredeling i science fiction og fantasy er også et udslag af den baggrund.

Blandt de centrale københavnere var Erik Swiatek, der ledte Viking-Con gruppen i mange år, var formand for Consim og var medstifter af Fantask. Det københavnske spilmiljø var centreret omkring en klub, en con og en butik. Torben Ussing og Svend Mynther var to af de første kendte scenarieforfattere på Viking-Con. Torben var den første, der averterede i avisen efter rollespillere og mestrede at programmere et D&D-scenarie som et computerprogram. Svend Mynther dyrkede Travellers univers med de klassiske science fictions plots. Københavnermiljøet vidste godt, at det var verdens navle, og det fik man at føle, når man kom ind med firetoget for at købe 2d20, 4d10, det nye Call-modul og de to seneste numre af White Dwarf.

I København var det nemt at møde andre og dyrke sine særlige interesser for Traveller eller Anden Verdenskrig, og man havde ikke så meget brug for klubber. Rollespilsforeningen Erebor opstod i 1985 – og den var mere udadvendt og aktiv end brætspilsklubberne. Men københavnermiljøet var netop københavnsk og havde ikke noget at tilbyde os i provinsen. Så vi opbyggede vores eget miljø.

Mere Grundtvig end Gygax

I provinsen var vi anderledes. Vi var færre, og vi var svagere, og derfor organiserede vi os bedre. Der var brug for både rolle- og brætspillere for at få en klub til at køre og skaffe de minimum tolv medlemmer, der skulle til for at få aktivitetstilskud fra kommunen. De fleste boede også hjemme hos mor og far – klublokalerne var fristeder.

Rollespil og brætspil kan synes ret forskellige. Krigsspil handler om at vinde. Rollespil er leg uden vinder og taber. Men brætspillene satte deres præg. Mange af de store organisatorer af rollespilskongresser brugte en baggrund som brætspillere til at planlægge og gennemføre. Påvirkningen fra brætspil betød også, at scenarier på kongresser var turneringer i de første mange år. Og så er det ikke engang lyv.

Sådan var det, da Viking-Con begyndte i 1982 og på provinskongresserne efter 1985. Spillederne satte sig sammen og fandt ud af , „hvilket hold der havde klaret det bedst“ – det var både rollespillet og problemløsningen, der spillede ind, og altså scenarier der handlede om samarbejde. „Turneringer“ med udråb af vindere tjente også som lokkemad til at trække deltagere fra de nærmeste byer. Det gav også mulighed for en fin afslutning med uddeling af præmier og farvel-vi-ses-hos-jer-næste-gang. Klubberne voksede frem og var stærke, fordi de var eneste holdepunkt. Der var ingen butikker til at være centre den gang – ligesom der ikke var nogen dansk rollespilsindustri. Derfor er rollespilsmiljøet i Danmark i grunden ikke-kommercielt og selvorganiseret. På den måde er miljøet også et barn af den danske velfærdsstat med tilskud til lokaler og aktiviteter og deraf følgende krav til vedtægter og formalia. Et andet fælles træk var alderen. Langt de fleste var 15 til 25 år gamle. Klubberne lavede arrangementer for at få nye medlemmer – udstillinger på biblioteker, på skoler og så videre, og klubberne bredte sig og voksede via venner og fjerne fætre ude i landet. En artikel i Fyens Stiftstidende kunne give FBO to-tre nye medlemmer, men vores interesse var oftest større end journalisternes. Vi prøvede også at få fat i nogle piger – uden større held.

„Vi er fredelige rejsende“

Jeg husker den første gang i 1984, hvor fire odenseanere tog til Viking-Con 3 i Valby Medborgerhus. Vi sov hos en arrangørerne og mødte seriøst underlige, spændende mennesker derovre. Ligesom os selv. Op til 1985 blev vi flere og flere, der rejste langt for at spille – både til København og til venner der var flyttet til Århus eller København. Langsomt blev der opbygget en kritisk masse af folk, der kendte spillere andre steder i landet. Og pludselig var der et miljø.

Miljøet slår rod 1985-93

Mellem 1985 og 1993 bredte rollespillets rodnet sig ud over hele Danmark. Antallet af klubber steg fra en håndfuld til over 40. Hundredvis af mennesker begyndte at rejse for at spille, møde andre og inspirere hinanden. I 1982-84 var der kun Viking-Con – i 1993 var der over 20 kongresser. Omkring 1987 så jeg første gang en toastmaskine til et spilarrangement, og det var vildt checket. Seks år senere var der banket med godt 300 deltagere, tre retters måltid med teaterstykke og Otto-uddeling. Men i mellemtiden havde der været kvalitetsmad til deltagerne på Spiltræf i Odense ved Gert Jessen & Co.

Ikke bare maden, men hele miljøet udviklede sig gennem kontakter og kappestrid. Arrangørerne skaffede forfattere udefra og afholdt scenarieforfatterkurser. Der kom rollespilsblade, og et par gange brød rollespillet ind i den offentlige bevidsthed. Der kom også flere spil – for enhver smag i alle genrer og sværhedsgrader, som vendte sig mod et andet slags publikum end teenagedrenge og science fiction-fans.

1985-1988: Komme fremmede

1985 var året, hvor der var et rigtigt dansk rollespilsmiljø. Fasta i Århus var nystartet og inviterede til Games Day i foråret. Vi tog op en fem-seks odenseanere for at møde de andre. I sensommeren afholdt FBO Spiltræf i Odense – den første flerdages kongres uden for København med 35-40 deltagere, heraf seks-otte københavnere og 12-13 gæster fra Århus, som blev indkvarteret privat. Jeg kørte AD&D-scenariet „Jarlens Hævn“ fire gange i løbet af kongressen, for det eksisterede kun som noter (og så var det nemt at udpege et vinderhold – det blev københavnerne). I 1986 var den første Fastaval i Århus, og vi fyldte igen et par biler fra Odense. Der var over 50 deltagere og masser af eksperimenter.

Værterne strammede sig an. Gæster = Ambitioner = Organisation. Men gæsterne bragte noget med. Der var to store „turneringer” i de første års Spiltræf og Fastaval – AD&D og Call of Cthulhu. Og Call of Cthulhu-scenariet var skrevet af gæsterne. Her er roden til en vigtig tradition – at skrive scenarier til en fremmed kongres.

Tema: Et spejl af Danmark Det danske rollespilsmiljø er meget dansk – bygget på dansk foreningskultur, finansieret af den danske velfærdsstat – og med danske normer for selvhævdelse og sejhed. Der er også forskelle mellem landsdelene, små og store byer – jyder, københavnere og „resten.”

I mange år var Danmark tilbagestående. Det opdagede jeg på en Sverigesrejse i sommeren 1981, hvor jeg opsøgte spillere i Gøteborg, Stockholm, Sundsvall, Kiruna og Uppsala. Senere drog vi et par gange til Goth Con i Gøteborg. Det svenske miljø var lysår foran os med store kongresser, sin egen spilindustri, blade og grupper af fyre, der hoppede ind i biler og kørte hundredvis af kilometer for at nå fra deres småbyer til den nærmeste kongres. Men vi kom også med noget, da vi demonstrerede live-rollespil for et fuldt auditorium på Goth Con 1985. Svenskernes rejselyst var meget imponerende i forhold til, hvor meget Storebælt delte verden op hos os. Først da den mur blev væltet, var der plads til inspiration. Først er det en mur – ligesom billetprisen – men det er lige så meget en udfordring til gensidig inspiration.

Danmark er også skævt. Landet kan opdeles i „byer som du forlader” og „byer du tager til.” De sidste er København, Århus – til dels Odense og Aalborg. I resten af Danmark er rollespilsgrupperne konstant truet af brain drain. Der kan være et vildt vibrerende miljø og en fed con i Randers, Skærbæk eller Nykøbing Falster, der er forsvundet igen efter et par år. Så meget i rollespil er afhængigt af individer og personlige forbindelser.

Det skete også ude på landet, da landsforeningen Sleipner blev opbygget af Susanne Rasmussen og Per Fischer i 1991-1995, mens de boede i landsbyen Gummerup på Fyn med udsigt til et par små islandske heste. De var skolelærere og center for en aktiv klub, der inviterede gæster. Da de flyttede til Århus, forsvandt „rollespilsmiljøet” fra Glamsbjerg-kanten. Olav Kjær og Lars Andresen udvandrede fra Viborg, og andre folk er sivet efter. Blandt andet en meget markant gruppe fra Hobro. Første-udvandreren var Mads Lunau Madsen, som tidligt udvandrede til Århus – og i hans fodspor fulgte blandt andre Thomas Munkholt, Mette Finderup og Peter Bengtsen. I de seneste år har forfattergruppen Natural Born Holmers direkte profileret sig på at være provinsielle.

Det er også nemmere at lave et godt scenarie, når man ikke skal lave en kongres samtidig. Gæstescenarierne indeholdt nogle tidlige klassikere som Monsters of Rock (Spiltræf 1988), som var den første kongresoplevelse for Alex Uth, der skrev klassikeren Arken i 1997. Det blev kørt i fin stil med udklædte spilleledere og Heavy Metal-soundtrack, så hele Spiltræf summede. Teksten var en usammenhængende rodebunde stykket sammen af afsnit fra syv århusianere, men scenariet blev en myte – og vækkede drømmen om at skrive „det seje scenarie“ hos mange.

Hele ordningen byggede solidt på de venskaber, som rollespil skaber. Odenseaneren Malik Hyltoft tog til Århus at studere. Thomas Knudsen fulgte et par år efter og lavede et formidabelt kongres-planlægningsarbejde til Fastaval sammen med Kristoffer Apollo. De iscenesatte også stort anlagte live-scenarier på Fastaval fra 1990, der var med til at skabe den helt specielle con-oplevelse. Midt i Århuskredsen var Mads Lunau Madsen, der samlede miljøet og gjorde store ting mulige med gæstfrihed og lytten. Han var den første til at engagere sig alvorligt i ideen om en landsorganisation (der hed ODDS dengang).

Det handlede ikke bare om venskab, men også om kappestrid. Rollespil duer ikke rigtig til turneringer, men det er mægtigt velegnet, hvis man vil hævde sig. I løbet af et par år kom der fokus på at lave det bedste scenarie, eller det mærkeligste eksperiment, og sin egen con.

Jeg selv søgte andre veje, og var med til at skrive Danmarks første professionelt udgivne rollespil sammen med Klaus Johansen. Det hed „På Eventyr i Vildmarken“ og havde navnet P.K. Paider på forsiden (det hang sammen med de daværende regler for bibliotekspenge). Spillet havde et temmeligt simpelt system med sekssidede terninger. Karakterudvikling og det spændende miljø skulle være kommet i bog to – men forlaget Stavnsager gik ned. Moralen er – det første skud skal være dèt, der rammer.

I 1987 omskabte Merlin Mann klubbladet Tabu til et blad for alle danske rollespillere. Der var ikke brug for en aktivitetskalender i bladet dengang. Der var tre kongresser, og alle vidste hvornår de lå. I 1990 var der vel en 10 stykker rundt i de små og store byer, og rollespillet bredte sig som en løbeild. Hvad var skete der i de par år? I 1988 var der nosser i miljøet. Vi lavede ikke bare kongresser og scenarier. Vi mente vores scenarier var bedre end dem, som vi kan købe af amerikanske moduler. Vi var parat til at rykke – og så rykkede verden os.

Tema: At få hænderne snavsede Det er det praktiske arbejde, der skaber miljøet. Spillet foregår mest i menneskers hoveder – men kongressen er en virkelig begivenhed i den virkelige verden, bladet er et virkeligt produkt. Det er planlagt og gennemført under utallige lidelser og ophidselser. Men det er gennem de prøvelser, at vi blev til helte.

Og det lykkedes os at lave kongresser bygget på frivillig arbejdskraft, og som kostede stort set ingen penge at deltage i. Vi har snakket os gennem kommunale forvaltninger og ind på skoler. Vi har brugt alle for hånden værende ressourcer, inklusive biler lånt på arbejde, forældres arbejdskraft, og stillet totalt urimelige krav til os selv og vores omgivelser, og brudt vores grænser og har overlevet. Og vi kan gøre det igen.

Det var ikke alle, der var helte. Jeg har mødt et stort antal opblæste narrepadder, uvederhæftige lallebananer, selvhøjtidelige pikspillere, et par håndfulde forbandede redepissere og et fåtal sørgelige bedragere i min tid i miljøet. Men det er kun et fåtal, der ikke kan droppe deres egotrip, når de bliver bedt pænt om det. Det er så ikke altid, at folk spørger lige pænt om tingene. Eller siger pænt tak – blandt andet en del af kunderne der er i stand til at brokke sig over småpenge og detaljer i en sygelig grad.

Alt i alt. Det har været stort at arbejde sammen med så mange mennesker, lave natligt layout på førstegenerationscomputere, hakke løs, tage skraldet og hænge i, mens kaos lurer.

1988-90: Skandaler, salgstal og selvrespekt

Klubberne og con’erne voksede stille og roligt gennem 80’erne. Vi prøvede at trække nye folk til – ringede til journalister, lavede udstillinger på skoler og biblioteker – alt for at få omtale. Vi forklarede, at rollespil var sjovt, styrkede indlæring og sociale evner og var godt for ungdommen. Og så fik vi vores omtale.

I 1988 kom en sensationshistorie om rollespil i TV-avisen (og dengang var der vist nok kun én kanal). Der var billeder af terninger og farvede forsider inde fra Fantask og interview med en nervøs ung spiller. En bekymret psykolog udtalte sig om, hvor farligt det her var. Så var der var optagelser af nogle nordsjællandske teenagere, der spillede Kamp og Kage i en skov – og Merlin Mann forklarede, hvor ufarligt rollespil var, mens en af hans venner stod og blødte ved siden af. Psykologen fortalte om faren for at få psykiske problemer på grund af rollespil.

Før det var det største problem, vi havde med omverdenen, når der var forældre, der var bekymrede for vores lektielæsning. Nu var vi sensationsstof, og aviserne samlede det op og ruskede historien et par dage. Og de seriøse rollespillere var kede af det eller vrede over at løbe ind i bemærkninger som „rollespil – er det ikke det du bliver sindssyg af?“. Der var advaret mod „rollespillets skadelige virkning,“ og budskabet gik rent ind. Hobby House i Århus solgte mere rollespil på de 14 dage efter indslaget, end de havde gjort før det. Overhovedet. Rollespil havde vist, hvad det kunne være: et forum for total rablende galskab. Rollespil blev et rygte ude på skolerne om noget, der var spændene og farligt – og et fedt sted at være. Og de drog ud for at lede efter, hvor det skete – nogle af dem leder endnu, og jeg tror, det er dem, der har fundet på at snakke om „rollespilsmiljøet.“ Som en praktisk effekt kom der mange flere spillere. Boghandlerne i de mindre byer begyndte at sælge spil, og der var basis for et dansk marked. I 1989 udkom både D&D og Drager og Dæmoner på dansk. I de år kom rollespil ud på ungdomsskolerne – og det gav en helt ny og seriøs tilgang til det at spille. Rollespil var ikke længere en hemmelighed. Og vi var ikke færdig med at slås med omverdenen.

De kristne fundamentalister var snart ude med advarsler og evig fortabelse, aftappet fra hysteriske amerikanske sekter og anti-rollespilsaktioner fra Guds Eget Land. Men dette er ikke Amerika. Jeg husker med stolthed TV-avisen søndag engang i 1990. En flok godt femtenårige rollespillere på Brønderslev Bibliotek var oppe mod en trist præst og en Indre Missions-tilhænger med tjavset skæg og nervøse trækninger, der brægede om vejen til evig fortabelse. Den maniske mand løftede en af hæfterne fra dansk D&D op og pegede på et billede. „Er det ikke en troldkvinde? Er det ikke instruktion i at skabe en magisk genstand? Babylon! Babylon brugte magi – og Babylon faldt!“ Så stirrede han ildevarslende ind i kameraet, mens et øjenlåg vibrerede. Den unge spilleder svarede koldt „det er jo jer der tror på dæmoner, ikke os.” Dansk rollespil udviste selvrespekt, og denne gang havde vi pressen på vores side.

Tema: Er rollespil farligt? Og tør vi være ved det? Rollespil er farligt. Det får mennesker til at tænke selv – og hvem ved hvad der så kan ske. Rollespil er ikke mere farligt end sex, sport eller stoffer – og det er ikke at sige så lidt. Det er en menneskeret at sætte sig selv på spil – også når man er 14 år gammel og bor ude på landet. Derfor er rollespil farligt for fundamentalisterne, der helst så os alle på knæ foran korset, hvor vi kan bede om tilgivelse for vores synder. Det er farligt for nogle forældre, nogle opdragere og nogle behandlere. Rollespil er farligt for dem, som i forvejen har et problem med ytringsfriheden.

Rollespil er farligt. Jeg har set folk, der er gået i flerårigt selvsving i miljøet – og vi giver dem lov til det. Derfor er det forkert at bortforklare rollespil som en uskadelig hobby. Det er et magtfuldt værktøj, vi installerer i vores måde at tænke på og at være på. Så brug det med ansvar.

Det er en udfordring for os. På den ene side er rollespil vildt – og det tiltrækker folk. På den anden side skulle klubfolk og con-arrangører stå til regnskab for fritidsforvaltninger og skolestyrelser. Det er en kamp, der handler om selvudtryk og selvcensur, og den spiller stadig en rolle for rollespil i dag.

Det er også interessant, at vi var så naive over for pressen. For journalisterne jager den gode historie og kommer nemt til at gøre deres „ofre” til roller og arketyper. Som rollespillere burde vi kunne gennemskue, at det også er et spil.

Rollespil er et redskab til at udtrykke sig selv – ikke bare at trykke sig selv af.

1990-93: Rollespillet boomer

Rollespil bredte sig i 1985-1990 og satte rødder, i de følgende år skød træet op, da rollespilsmiljøet var i stand til at tage imod de mange nye spillere, der dukkede op. Der kom kongresser uden tal – og nu også i København, hvor Viking-Con hidtil havde domineret – og indtil for få år siden var den største kongres med godt 800 deltagere. Men jeg har aldrig lært at holde af Viking-Con. Der var høj entre og ikke lov til at drikke bajere, og der var en aura af hobby-lim over det hele. Jeg var skuffet over, at Viking-Con var sig selv nok i den grad. Viking-Con har ændret sig op gennem 90‘erne og aktivt prøvet at blive mindre. Det bliver spændende at se, hvad det vil føre til.

Den tredje strømning: Nyt liv i København og Aalborg

Dette betød også, at der kom nye måder at spille på og en ny generation og strømning, der opstod næsten upåvirket af Odense-Århus-stilen. Der kom en landsforening, der er sponsoreret af et firma og inspireret af spillet, som det fungerede i USA omkring 1990. DRF (Dansk Rollespils Forening) var en underafdeling af RPGA (Role Playing Gamers Asociation), stiftet af AD&D-firmaet TSR.

Fra godt 1985 havde Fafner Spil distribueret rollespil til en række forretninger. Ejer var Karl Iver Dahl Madsen, der drev spildistribution som en sidelinie til importen af tropiske fisk, men med boomet i 1988-89 kom der skred i spillene. Han tog initiativet til at starte en dansk underafdeling af RPGA. RPGA var en international forening under TSR og havde officielle internationale AD&D-turneringer.

Det blev Erebor-medlemmet Kasper Thing Mortensen, der ledte DRF. Det var en landsforening, der opsamlede medlemmer, hvor der ikke var klubber – men der var også klubber, der meldte sig ind – i Helsingør, Hvidovre og Aalborg.

Først og fremmest blev DRF-con en kongres især med rollespil i Hovedstaden og et modspil til Viking-Con. Det var for eksempel her, at Lars Kroll lavede sine første live-scenarier.

DRF-con havde AD&D-turneringer med enkelt-vindere. Vinderen i 1989 vandt en tur til USA. I 1990-1993 til England. Det var på et tidspunkt, hvor Fastaval og Spiltræf gik væk fra turneringsmodellen – og vi dyrkede mindre og mindre AD&D. Vi var vildt forargede derude. Vi tjente lige præcis den røv, vi knoklede ud af bukserne for at lave kongresser til superlave priser, og så kom der en selvglad fiskehandler og delte ferierejser ud til nogen, der ikke har gjort andet end bare at spille. Det var forskellen mellem en kommerciel indgangsvinkel, hvor man skal lokke kunder til – og et græsrodsmiljø der bygger på frivilligt arbejde.

Det kan ikke bringe mit pis i kog i dag. DRF skaffede nye folk til miljøet. Ved at være særlig knyttet til AD&D, nåede DRF også ud til mange af de spillere, der havde siddet i deres egne fem-seks-mandsgrupper og smidt fireballs og smadret orker i årevis, i lykkelig uvidenhed om at der var en hel verden med klubber og kongresser, som de kunne vade lige ind i, som havde meget mere at byde på, end rejser til de udvalgte få.

Når jeg skulle vælge københavner-con i de år, så var det Vor Frelser Con på Christianshavn, jeg søgte til – mageløst hyggelig og midt i København.

Aalborg

Det andet sted, hvor boomet virkelig rykkede, var i Aalborg. Fra 1990 afholdt TRoA to kongresser om året med fokus på unge spillere – og Søren Parbæk som en frontfigur. I Aalborg var der turneringer, hvor spillerne skulle bedømme hinanden – altså DRF-stilen. Det påvirker naturligt den måde, man spiller på – og at man begynder at lægge vægt på, hvad der er en „god rollespiller.“

Nogle år efter var der klubkrig i Ålborg, og brødrene Jan og Kim Madsen stiftede Aalborg Rollespils Laug efter en konflikt omkring, hvordan kongresserne skulle afholdes, og hvordan arrangørernes udgifter skulle dækkes. Den kimbriske ære bød, at ingen af klubberne ville ligge under for rivalen – så der var fire årlige kongresser ved Limfjorden -på den samme skole. Striden slog skår i venskaber, men kunderne måtte være godt tilfredse. Hvor mange hundrede har vel ikke fundet ind i rollespillets verden gennem dobbeltdøren på Mellervangskolen?

Saga og Fønix

Fra 1991 begyndte Odense at gå i sort som et aktivt sted, men rollespilsmagasinerne Saga og Fønix gav modspil og dynamik til klub- og kongreslivet i Århus og andre steder i landet.

I 1990 var Merlin Mann og jeg begyndt at udgive Saga (A4-format – sort/hvidt rollespilsblad), og rekrutterede den (dengang ukendte) Palle Schmidt som illustrator og grafiker. Vi gjorde Saga til organ for vores ide om, hvad rollespil var og skulle være. Vi trykkede klublister og con-lister og bragte fede artikler og scenarier. Vi brugte blod sved og tårer på at få det til at løbe rundt, og det lykkedes i tre numre, og så havde vi ikke flere penge.

Saga endte i lommen på Fafner Spil og Karl-Iver Dahl Madsen i 1990. Vi fandt os i samarbejdet i et år, og producerede stadig et hæderligt blad – nu på månedsbasis. Men forskellen på os og Karl Iver var for store, og vi efterlod projektet med blødende hjerter. Dernæst blev en anden redaktion også slidt op. Igen var det sammenstødet mellem kommercielle krav og frivilligt arbejde, der stødte sammen. Redaktion nummer to skred i 1992, og bestod af Mikkel Kolbak Sørensen, Martin Stachowski, Christian P. K. Sørensen og Nicholas Demidoff. Ambitionerne fejlede ikke noget, og de gik i gang med at samle et hold til en nyudgivelse. Nicholas Demidoff var ude og rekruttere mig til at deltage, så begge gamle Saga-redaktioner kunne glemme striden og gå sammen om at udgive Rollespilsmagasinet Fønix fra 1993.

Tema: Berømmelse og konflikt Fra at være et miljø med mennesker, jeg kendte – eller vidste hvor kom fra – blev det et miljø af ukendte eller halvkendte, af navne. Jeg blev selv sådan et navn i folks opmærksomhed – Paul Hartvigson der stod for det-og-det og havde sagt det-og-det. Men når man laver noget i miljøet, skaber man også et image, som er en slags skygge, der hjemsøger en. Når der ligger et image mellem dig og de andre, så er det svært at blive venner.

Når miljøet er stort nok, deler det sig op i de „nye” og de „gamle.” Der er vrede unge mænd og kvinder, der er idealistiske og vidtløftige og føler, at nogen „sidder” på tingene og „bestemmer.” Og det passer da også, for miljøets nervesystem er den personlige kontakt – og der, hvor det er stærkest, er det et „old boys network.” Sjovt nok. Det var sådan, jeg havde det med københavnerne i starten af 80’erne.

Det korte af det lange er, at der opstår modsætninger, som det kan tage år at overvinde, når det kunne være klaret på minutter. Men rollespillere er mennesker med stærke følelser og markante holdninger, der heller vil slås end give op. Og de vil gerne have en skurk. Sådan bliver vi hinandens dæmoner.

Fønix stoppede i 1999. Men bladet ligger her og der som det kulørte vidnesbyrd for sin egen høje standard og den endnu højere ambition bag det. Der var fast 10 mennesker i redaktionen og produktionen, og vi drog ud til kongresser og lavede gang i den og var højrøstede københavnere. Måske lidt for højrøstede. Der var to tiltag til at lave konkurrerende blade fra folk, som måske ikke havde lyst til at være med i vores projekt. Men hverken X3M eller Magus nåede Fønix’ standard. Senere blev tidligere X3M-redaktør Adam Bindslev dog Fønix-redaktør,

Den neongrønne rotte herskede.

Høje ambitioner

Boomet omkring rollespil åbnede også for, at der blev udgivet et dansk rollespil af høj kvalitet, nemlig Viking, udgivet af Bogfabrikken i 1991, og lavet af Dansk Spil Design. DSD var Malik Hyltoft, Mads Lunau og Troels Jakobsen. Spillet var godt og nemt at gå til, men det var også realistisk og leflede ikke for 14-årige, der vil trykke den af. Der manglede vilde togter, brand, trolddom og guddommelig intervention og skelede lidt vel meget til skolebibliotekaren. Der var ingen, der blev rige.

DSD fik derudover lavet et produkt, der betød virkelig meget for miljøet, nemlig Mafia – det var det første „hel-con-live.“ Det er en genre for sig og har skabt venskaber, sammenhold og sammenhæng uden om de enkelte spilsessioner. Det slog rigtig igennem på Fastaval 1993. Spillet blev særlig en succes i Nordjylland og særlig under holdet Cool Fish Delivery, der betjente begge krigende kongresser i Aalborg. Mafia var også genstanden for de første „Big Time“ eller In Crowd-spil, hvor live blev spillet ude i den hverdagsagtige omverden.

Scenariets stjerne stiger

Men det „almindelige“ rollespil udviklede sig også. Der blev eksperimenteret med systemløst og terningløst rollespil – med Olav Kjær som foregangsmand og hans drama Maskefald som et tidligt højdepunkt i genren. I 1992 afholdtes det første scenarieforfatterkursus i en spejderhytte i Nordsjælland med deltagere fra hele landet (arrangeret af Bo og Bettina Kaltoft fra Erebor samt undertegnede). Ideen blev samlet op af Fastaval og Spiltræf – og nu blev der udviklet gode scenarier. Der var her, Troels Chr. Jakobsen talte for Fastawood-modellen – som han havde kalkeret fra filmindustrien og brugt i sin ungdomsskole-undervisning.

I 1992 var der grøde i miljøet, men også en usikker fremtid. Spiltræf i Odense var ophørt og erstattet af en ungdomsskolekongres arrangeret af Jakob Jaskov. Fastaval 1992 balancerede på knivsæggen mellem kaos og inspiration. Men der var banket og underholdning i Brobjergskolens kælder, og det var her, de første Otto’er blev uddelt. Det år havde kongressen også droppet det obligatoriske AD&D-scenarie i stedet for at tvinge nogen til at skrive det.

Fastaval 1993 blev et vendepunkt for rollespilsmiljøet. Banketten med 300 mennesker, flere retter og folk i kjole og hvidt. Ved bordet i midten sad de mest prominente rollespillere. For bordenden sad kæresteparret Troels Jakobsen og Mette Finderup i fuld galla. Troels havde skabt en kongres i tråd med et selvbevidst, fremstormende miljø. Mette var forkvinde for foreningen Fasta og en samlende figur i Fastas og Fastavals organisation.

Den nye stil fejrede sin triumf. Det var ikke mere „bedste hold“ eller „bedste spiller,” der blev belønnet. Scenarieforfatteren var den nye stjerne, for det år var det anden gang, Otto’erne uddeltes. Glimtet fra guldpingvinerne i 1992 havde lokket 30 scenarier frem, mange af høj kvalitet. Fastaval-deltagerne begyndte at vælge, hvad de ville spille, udfra om forfatteren var en Lars Andresen, en Ask Agger, en Alex Uth – og ikke om det var AD&D, Vampire eller Shadowrun. Og det blev også svært at se, for tit var spillet „systemløst“ eller „hjemmelavet.“

1993 – 2000: Dagens dogmer

Rollespilsmiljøet udvikler sig til stadighed – men mindre eksplosivt. Og den jævne udvikling rykker ikke rigtig og føles som en krise. Men der er også ting, der peger fremad, og som kommer i spil, når vi rykker os næste gang. I 1993 dukkede Magic op, og trak en stor del af rekrutteringen væk fra rollespil – og kortspil sneg sig ind på kongresserne som en rusgift. Og vi gamle så ned på Magic-spillerne der sad og kiggede hypnotiserede ned i deres decks og indfangede mange i miljøet i en ret kommerciel og hobbyagtig kultur.

Fastaval 1993-2000: Elitedebat og øltelt

For at fokusere på miljøets krise, vil jeg se på Fastaval, der er ved at kvæles i sin egen succes. 1993 er stilen sat med eksperiment, og det udvikler sig med æresgæst, Dag 0 for spilledere, og flere og flere systemløse og eksperimenterende scenarier. Der er dusinvis af ambitiøse forfattere, der ofrer måneder af deres ungdoms blomst i kampen om at vinde Otto’er. De næste par års kongresser blev mere og mere velorganiserede.

Men Fastaval har mistet modet til provokationen og det vilde eksperiment. Organisationen er bedre, men det er blevet pligtagtigt og uoriginalt – der mangler vildskab og provokation og modet til at satse noget. Gårsdagens eksperimenter er blevet dagens dogmer. Og svaret kommer ikke ved, at vrede unge mænd hvisker i krogene – eller råber i ølteltet (selv drukkenskaben er sat i system på Fastaval). Den største fornyelse på Fastaval efter 1993 er i virkeligheden Dirt Busters. Alex Uth gik fra at arrangere Mafia i 1993 til at oprette et fantastisk rengøringskoncept i 1994.

Fastaval sætter stilen – men den repræsenterer også en fastlagt tradition – og det er det bitreste, der kan ske for en gammel oprører. Tro mig.

Svært at sige farvel

I 1995 forlod jeg rollespil som en splittet og frustreret mand. I et par år havde elitedebatten ulmet. Der var kommet glamour på drengen, og nogen kom til at stå i rampelyset og få applausen, mens deres gamle venner ikke rigtig var noget, og det var nyt og svært for et miljø, der ellers var præget af lighed. På den anden side var der åbning og accept for eksperimenter og vilde ambitioner. Mette Finderup kom med en markant udtalelse, da hun stillede sig op som Fastavalgeneral i 1995 og holdt sin officielle tale og sagde: „Der er ikke nogen elite i dansk rollespil.“ Hun var iført en sort kjole, for det år var der Victoriatids-tema, og ved bordene i salen sad folk bænket efter fortjeneste og forbindelser i miljøet. Og jeg var fornærmet og holdt min kæft i stedet for at tage handsken op, og så har jeg gudhjælpemig siddet og været arrig og småfornærmet over det i seks år. Elitediskussionen var i øvrigt interessant og samlede flere temaer i sig: Hvad får de aktive ud af deres indsats? Er det ok at forskelsbehandle folk? Skal vi flippe ud eller være pæne? Er rollespil kunst eller underholdning? Og vigtigst for mig: Har rollespil en værdi i forhold til omverdenen?

Men jeg var kørt træt i 1995, og der stopper min historie egentlig. Jeg droppede også mit job i 1995 og begyndte at gå på eventyr i virkeligheden og havde slet ikke brug for rollespil og diskussioner om terningeløshed og hvor mange spillere, der skal være på et hold, eller om hvilken klub der er sejest. Derefter er jeg dukket op og ser nu tingene fra en sidelinie. Og et sted gik jeg og regnede med, at jeg var færdig med det her, og at jeg ville holde op med at være en rollespiller og blive et rigtigt menneske. Men jeg er den, jeg er, og hele tiden ligger spørgsmålet i mine tanker om, hvad det var, det der rollespil, jeg lavede engang.

I slutningen af 2000 bad Peter Bengtsen mig om at skrive den her artikel, og jeg sagde ja og prøvede at droppe den igen. Og så blev Peter sur, og jeg sagde, at jeg ville gøre det alligevel. Nu har jeg brugt dagevis på at gå på eventyr i fortiden og har opdaget alt muligt, som jeg havde glemt, og snakket med mennesker, jeg ikke troede, jeg skulle have med at gøre igen, og set storheden i oplevelser, som jeg engang troede var værdiløse. I mange år har jeg faktisk skammet mig over at spille rollespil i halvdelen af min sjæl, samtidig med jeg førte mig frem som Kong Gulerod til kongresser. Men nu kan jeg se, at jeg skal være stolt – stille og rolig stolt – og ikke bare over min egen indsats. Jeg skal, og vi skal alle være stolte af et miljø, der lever og eksisterer af sig selv og danner ramme for mennesker, der søger noget og skaber noget.

Veje til fremtiden

Miljøet er, og miljøet lever og lever godt. Det har slået rødder og sat frø og er kommet for at blive. Mens det venter på det næste store ryk, er der sket en masse spændende gennem de sidste par år.

I 2000 udkom rollespillet Fusion med Malik Hyltoft og Palle Schmidt som forfattere, og det er det hidtil mest gennemarbejdede danske rollespil – med et dystopisk fremtids-Danmark som setting. Systemet er lidt for svært til at appellere til et nyt publikum, så vi mangler stadig det danske alternativ til de store sællerter.

Der eksperimenteres stadig, og jeg hører, at scenariernes litterære og rollespilsmæssige kvalitet er stigende – så rollespillet har født en højst eksklusiv litterær genre eller alternativ kunstform. Den har allerede har fortjent sit kapitel i litteraturhistorien. Litteraturhistorien ved det bare ikke endnu. Men i Lars Konzack har vi vores egen videnskabsmand, der har drevet akademisk forskning på baggrund af sine erfaringer og eksperimenter med rollespil.

Rollespilsmiljøet lever og trives på nettet. Olav Kjær har fået placeret godt 26 scenarier på R’lyeh-sitet. Brian Rasmussen har holdt RPGforum i gang – og sørger for at miljøet kan holde debatten, snakken og sladderen i kørende. Debatten er om „miljøet“ mere end om spillene, men det er også et livstegn. Xkapist, Sleipner og Ravnen (ved Adam Bindslev) er tilgængelige fra enhver opkobling.

Live-scenen er eksploderet ud og er aktiv og pragtfuld og vidt forgrenet, og mit overblik er begrænset. I 1996 blev der kørt to dages live i en russisk ubåd i København, blandt andet arrangeret af Jesper Hyllested, Gimle Larsen, Thomas Greve og Ask Agger. Som noget nyt var der offentlig støtte, sponsorater og god presse. Også i 1996 udviklede Asta Wellejus et koncept for live gennem scenariet Cinema City på Fastaval, med plottet som en maskine med flere intrigelag. Det er lykkedes Ask og Asta at gøre live-rollespil til en levevej – og lave storladne opsætninger for rollespillere og folk udefra og anvende erfaringen fra rollespil til at søge rigdom og ære i den omgivende verden.

Der er masser af rollespillere der siver ind i film, medier, underholdningsbranchen, kulturlivet og andre områder med adgang til det store, store publikum. Pixeleers-projektet der kørte i Århus 1998-2000 var et ambitiøst bud på at lave et online rollespil med egentlig gamemastering. Det blev stoppet af manglende finansiering – men det sætter forhåbentligt frø – for rollespillere er stædige drømmere, og vores ideer er guld værd. Nu begynder vi for alvor at manifestere os kulturelt. De der er skabt under selvsving i de sene nattetimer på støvede provinsskoler – de netværk vil sprede deres fangarme ind i det danske kulturmiljø. Millionkontrakter i underholdningsbranchen vil blive placeret ud fra taknemmelighedsgæld optjent på FiskeCon i 1994.

Egentlig handler det ikke om penge, eller at få et job med magt og ære. Det handler om, at rollespil ligger i den måde, vi lever vores liv på – på godt og ondt. Jeg ved sgu ikke, om jeg bliver rig og berømt på baggrund af rollespil, men det giver mig en viden om mine evner og muligheden for at være eventyrer og helt og et menneske, der får ting til at ske. Miljøet lever igennem os alle, der var og er del af det, og miljøet det lever og det udvikler sig og ændrer sig konstant. Og når vi gør noget, der er værd at lave – så er vi i eventyret.

Vi har slidt og vi har spillet tossede

Vi har drømt og vi har drukket

Nogen sagde vi var til grin

Andre sagde vi var til skade

Vi har skabt os

Vi er

Og landet ligger åbent

 

…

Og med de poetiske ord afslutter Paul sin historie. Jeg har som sagt valgt at kopiere artiklen fra forglemmelse, og den eneste ændring jeg har foretaget, er indsættelsen af videoklippet fra youtube, der netop nævnes i artiklen. Paul skriver 1988, men videoklippet er tilsyneladende fra 1987, og som jeg selv erindrer det, er det fra året 1987.

Min egen rollespilshistorie begynder med det videoklip. På baggrund af det fik jeg det røde basissæt, den engelske udgave naturligvis, og den har jeg stadig stående, af mine forældre og ikke længe efter, var vi i gang med at spille rollespil, min søster og jeg, nogle af mine venner og med min far som spilleder.

Da Saga udkom tog jeg straks et abonnement på det, og der begyndte jeg at høre om rollespil andre steder, for vi knægte kendte kun Fantask og vores lokale rollespilsmiljø, som vi havde mestendels gennem ungdomsskolen og til dels gennem vores lokale rollespilsforening. Omkring ’91 begyndte vi at tage på conner, og jeg var selv med på Viking-Con i 1992. Efter X-con i 1995 drog jeg af sted på Fastaval i 1995 for første gang.

Bortset fra Saga og Fønix var foreningslivet, connerne og alt det andet uden for Stevns fuldstændigt ukendt, og som så mange andre lærte vi os selv at spille rollespil.