[Fimbulfrost] Vampyren – en ekskurs om et moderne monster – anden del

Velkommen til anden del i min Fimbulfrost-ekskurs, hvor vi snakker vampyrer. I foregående indlæg argumenterede jeg for, at vampyren mestendels er et moderne væsen, der hører det 19.-20.-21. århundrede til, og jeg undersøgte, hvornår vampyren kunne tænkes at være kommet til Danmark. Sandsynligvis med film fra 1920 og 30’erne af, og nok særligt med vampyrfilmene i 50’erne og 60’erne, men med sit store gennembrud i 1970’erne, hvor der er en sand bølger af udgivelser foruden tegneserier, skønlitteratur og lignende. Dette fortsætter op gennem 1980erne, og har en storhedstid i begyndelsen af 1990’erne, men har ellers kørt stødt siden.

I dette indlæg handler det mest om, hvad der stod i fagbøgerne om vampyrer i 1970erne, og hvad man deraf kunne lære om vampyrer. Vægten i teksterne vil ligge på vampyren i middelalderen – eller rettere dens fravær. For de varulve-interesserede er der til sidst et par afsnit om varulve. Allersidst en lille bibliografi.

Dan Turéll: Alverdens Vampyrer, 1978

“Dette er folklorens regler for vampyrens eksistens:

– Om dagen ligger Vampyren i sin grav, nedsunken i en art trance der ville ligne søvn hvis ikke Vampyrens øjne altid var åbne.

– Ved midnat forvandler Vampyren sig til en tågeform der trænger ud af kisten og materialiserer sig som et menneske med store skarpe hjørnetænder. Den bøjer sig ned over sit offer for at kysse det, men slår i stedet de to hugtænder i offerets hals og suger dets blod. Tilbage bliver to små røde mærker, eller helt præcist: to små hvide pletter med et rødt centrum, dér hvor det drukne blod er flydt ud.

– Vampyren er, som alle onde magter, særlig aktiv og farlig når det er Fuldmåne.

Vampyren kan forvandle sig til en flagermus eller en ulv. Vampyren kan kommandere elementerne og skabe sig om til en støvmængde, en serie små pletter der hvirvler som støvsøjlerne i en ørkenblæst.

Vampyren kan hypnotisere, dels ved disse optiske hallucinationer, dels med sine stærke øjne.

Vampyren kaster ikke skygge, og dens billede viser sig ikke i spejle.

– Vampyren kan som tåge flyde ind ethvert sted og har som menneske enorme kræfter. Vampyren kan sé i mørke.

Vampyrens farligste fjende er Solen, der ved sin opstandelse gør enhver Vampyr til støv hvis den ikke når sin grav. I store dele af Verden er også vand farligt, så Vampyrer ikke kan krydse rindende vand.

Vampyren kontrollerer en del af dyreriget, først og fremmest: ulve, hunde, katte, rotter, flagermus og ugler.

– Vampyren kan især kendes på sin stank. Vampyren lugter af gravens råddenskab, som om råddenskaben selv var gået i forrådnelse. Lugt af død og blod.

– Vampyrens ydre kendetegn er – ud over de skarpe hjørnetænder – sammenvoksede øjenbryn, overordentlig bleghed, lange skarpe negle samt hårvækst i håndfladen.

Vampyrens læber er desuden stærkt røde og svulmende, øjnene stærke og diabolsk gnitrende.

– Kun sjældent drikker Vampyren så meget blod, at offeret dør, oftest kun nok til at tilfredsstille et døgns tørst for senere at vende tilbage. Offeret – der ofte, men langtfra altid, er af det modsatte køn – bliver blegere og svagere dag for dag, men har kun vage minder om den natlige akt da Vampyren trance-fixerer det.

Offeret vil selv blive Vampyr. Vampyrismens knopfødsel består i at enhver der bliver bidt af en Vampyr selv bliver Vampyr, så at sige cirklens rine for evigt udvider sig og flere og flere u-døde bliver uundgåelige og djævelske resultat.”  (p.14-15)

Okay, først og fremmest er det ikke folklorens regler. Dels fordi folkloren ikke har regler, og dels fordi så godt som intet af dette er at finde i folkloren. I stedet er dette flere steder Hollywoodlorens træk kombineret med løselige opslag i andre værker om vampyrer, og Turéll laver den fejlslutning at tro, at trækkene har hentet autenciteten fra folklorens vampyrforestillinger. Imidlertid er trække tydeligvis hentet fra film, hvilket kan ses ud fra de detaljerede beskrivelser af vampyrens ageren. Folklorens verbale tradition har på ingen måde denne detaljerigdom. Ligeledes ses det også ud af, at dette er gengivelser af visuelle indtryk, kilden er spillefilm og evt. tegneserier. Det er værdifulde observationer, da dette indikerer, at Turélls kilder netop ikke er folkloren, men at der findes en “pakke” af træk, der er “vampyren”. Sammenlign desuden disse træk med vampyren i D&D fra samme periode:

Dungeons & Dragons 1974

• Dræbes ved træstage gennem hjerte, nedsænkning i rendende vand, i direkte sollys
• Manes ved duften af hvidløg, spejle og synet af et kors
• I dagtimerne skal de sove i en kiste med deres hjemstavns muld
• Kun skades af magiske våben (ligesom spectres), forvandles til gasform ved 0 hp, og de regenererer skade
• De dræner to (life energy) levels ved berøring
• Kan hidkalde flagermus, rotter og ulve
• Kan forvandle sig til gasform eller til en enorm flagermus
• Kan fortrylle folk med sit blik
• Dræbt af vampyr bliver til vampyr

Det skal her indskydes, at i Anne Rices Interview with a Vampire og Stephen Kings Salem’s Lot fra netop denne periode rummer en slags “opgør” med “Dracula-vampyren”, hvor man fjerner filmenes pseudo-europæiske aristikrat-træk fra vampyren og udfordrer elementerne omkring kors, hvidløg osv. Det bliver et tilbagevendende tema, der fra 80’erne (Fright Night) og særligt i 90’erne dominerer, hvor vampyren overrasker helten ved, at mange af vampyrtrækkene (hvidløg f.eks.) ikke er gældende, eller at hellige symboler kun virker, hvis den manende person har tro nok (på sig selv?). Det stiller naturligvis drilske teologiske spørgsmål: Virker en jødestjerne på en kristen vampyr, hvis den manende tror nok? Skal maner, vampyr og symbol være af samme tro? Etc. Til gengæld bliver solen og stagen stadig vigtigere våben i kampen mod vampyren. Så mens standardværker om vampyrer fastsætter deres svagheder, begynder fiktionen at twiste disse svagheder. Tilbage til Turéll:

Som nedslagspunkt i forestillingen om, hvordan vampyren er i 1970’erne, er Turélls bog værdifuld. Den dækker alskens sider af vampyren, tegneserier, film og bøger, “historiske” vampyrer osv. Alle temaerne er med. For argumentet om vampyrens moderne eksistens er afsnittet “Vampyren i Middelalderen” (p.27ff) sigende:

“Hele Middelalderen igennem troede store dele af befolkningen i Europa på Vampyrernes eksistens, og talløse undersøgelser blev afholdt.

Sagen Arnold Paole var en klassisk Vampyr-undersøgelse, og den er en af århundredets mest omfattende og veldokumenterede tilfælde”. (p.27)

Historien om Arnold Paole er fra 1732! Der er intet i bogen, der kan påvise vampyrerforestillingens eksistens før 1600, og det er endog kun via anonyme gengivelse af et par 1600-tals tekster (p.19) om, hvad man skal gøre ved gengangere, og det er ikke til at afgøre om vampyrer overhovedet optræder i de tekster. På samme vis inddrages også Saxos krønike, hvor der er en beskrivelse af ihjelslagningen af Mit-Odins lig – men mere om det, når vi når til Fimbulfrosts indlæg om gengangere.

Gabriel Ronay: Vampyrmyten (1974)

Dette værk går langt mere stringent til værks end Turéll gjorde det. Det beskæftiger sig først og fremmest med “historiske” vampyrer (2., 3. og 4. del) som Vlad Dracul, meget lidt med vampyren i moderne medier, men derimod en smule med vampyren i historien. I bogens første del (p.11-50) finder vi afsnittet “Om klassiske og moderne vampyrer” (p.11-27).

Her får vi vampyren beskrevet fra oldtiden til nyere tid. Turéll havde også afsnit om vampyren i oldtiden med, men i lighed med dette værk, så handler disse afsnit om farlige og blodige overnaturlige væsner, Lamiae og Striges, men disse er ikke vampyrer. Dette er forfatteren imidlertid godt klar over:

“Selv om oldtidens forfattere ikke var særlig konsekvente i at skelne mellem de forskellige former for vampyrer, hekse, ånder og andre overnaturlige væsener, der hjemsøgte dem, var de helt overbevist om at lamiaerne ofrede til dødens gudinde Hekate. Der var endda i Rom en gruppe synske præster, der var særlig dygtige til at bekæmpe lamiae. Ius Pontificorum forbød romerne at “lade de døde ligge udsat for strygaes eller lamiaes kløer”.

Blandt fællestrækkene ved disse levende-døde væsener er, ud over evnen til midlertidig at antage en uforrådnet krop, de fleste af de særlige egenskaber, som man efter ungarnsk og slavisk overtro henførte til deres hjemlige vampyrer. De inkonsekvente træk hos oldtidsforfatterne kan i øget omfang iagttages i de praktisk taget identiske anklager, der blev fremført mod vampyrerne i den tidlige middelalder, heksene og troldkvinderne i højmiddelalderen, troldkarlene, kætterne og heksene i renæssancen, varulvene i det sekstende og syttende århundrede og vampyrerne i attende århundrede.” (p.14 – min fremhævelse, tekstens kursivering)

Problemet er netop den fremhævede passage. En tommelfingerregel er aldrig at stole på en tolkning, der går på, at vi i moderne tid fortæller fortidens forfattere ‘you are doing it wrong’. Det er ikke antikkens forfattere, der roder rundt i kategorierne, mens os, der anvender kategorier, som kildematerialet ikke kan bære.

Den historiske model, der begynder og slutter med vampyranklager er ikke kun frygteligt forsimplet og mangler jøde-anklagerne, men også forkert. Vi får desuden ikke rigtig nogen eksempler på den tidlige middelalderes vampyranklager udover dette (og bemærk fraværet af eksempler – disse er heller ikke dækket i tekstens sparsomme fodnoter, som jeg indikerer med *):

“I den tidlige middelalder blev formaningen om at drikke Kristi transubstantierede blof og æde hans kød taget en hel del mere bogstaveligt end Kirken havde tænkt. Karl den Store, der blev forfærdet [forfatteren har tilsyneladende adgang til Karls private dagbog] over hvordan sachserne blandede hedenske og kristne trossætninger sammen og hengav sig til rituelt at spise menneskekød, udstedte strenge love for at forhindre hans undersåtter i at dræbe nogen, der blev mistænkt for at være strige eller en troldkvinde, der levede af menneskekød. Ifølge hans love skulle alle, der troede, at “mænd og kvinder var striges (vampyrer) eller hekse, der spiste mennesker” skal dømmes til døden, “og det samme skal de der brænder dem, eller giver deres kød at æde eller æder det selv”.*

Troen på at glubske vampyrer fortærterede mennesker og drak deres blod var almindeligt udbredt i Europa i den tidlige middelalder, og mange, der blev mistænkt for at være vampyrer, blev brændt eller på anden måde henrettet [det er så her årstal, steder og kildehenvisninger savnes voldsomt]. De slaviske stammer, der holdt til i det, der nu er Rusland, brugte brød, der var bagt med med blodet af disse påståede vampyrer, som beskyttelse mod blodsugelse.

Angelsaksernes optagethed af djævelske halvt menneskelige uhyrer, der spises menneskekød og drak blod direkte af ofrenes årer, er det centrale tema i det engelske heltekvad “Beowulf” fra det ottende århundrede.Selv om det er tydeligt, at digteren var kristen, bryder baggrunden af hedensk tro igennem den nyere moral i portrættet af Grendel som legemliggørelsen af de dæmoniske urkræfter. Den hedenske “Gretters saga” indeholder også tydelige henvisninger til nordboernes frygt for levende-døde vampyrer, som man mente levede i gamle gravhøje.

Da kristendommen bredte sig til hele Nordeuropa og erstattede den lokale hedenske tro, blev beretninger om vampyrangreb mere almindelige i Skandinavien og Storbrittanien [kilder?] Efterhånden som det blev mere almindeligt at lyse folk i band, kom der også flere rapporter [hvilke?] om levende-døde mennesker, der vendte tilbage fra deres grav.” (p.16 – tekstens egen kursiveringer)

Bemærk, hvorledes teksten i en linie angiver “strige eller en troldkvinde” og i en anden linje angiver “var striges (vampyrer)”. Fodnoten henviser til den kilde, der citeres: Capitul Caroli Magni pro partibus saxoniae I.6.

Si quis a diabulo deceptus crediderit secundum morem paganorum, virum aliquem aut feminam strigam esse et homines commedere, et propter hoc ipsam incenderit vel carnem eius ad commedendum dederit vel ipsam commederit, capitali sententiae punietur.

I oversættelse lyder teksten …

Todesstrafe erleidet der, der vom Teufel getäuscht, nach heidnischer Sitte wähnt, irgendein Mann oder eine Frau sei Hexe und Menschenfresser und sie deshalb verbrennt oder deren Fleisch verzehrt bzw. zum Verzehr weitergibt.

Den traditionelle oversættelse af striga er heks, og teksten snyder, når den fletter ord som “vampyrer” ind, for der er ingen vampyrer i teksten. Der er et forbud mod hedenskab.

Bemærk også, at Beowulf er lighed med Tacitus’ Germania (fra år 98) en “universal kilde”. Det betyder, at man kan altid referere til disse kilder under at underbygge dette nærmere for at understøtte ens tese – det er nok at besværge sin tekst med disse tekster. Referencen til Beowulf er basalt set uden betydning for vampyrdiskussionen, men da det angelsaksiske materiale fra denne periode er ekstremt sparsomt (der er praktisk taget kun Beowulf), bliver den uundgåeligt altid inddraget. Grette den stærkes saga (dansk version)er desuden ikke hedensk, og afsnittets diskussion af hedenskab er generelt nonsens.

Benzon: Gejster, genfærd og gespenster (1975)

Værst af de blodsugende væsener er dog spøgelsesverdenens enfant terribler, vampyrerne. Det er gespenster af den allerlaveste og mest primitive klasse., som intet ordenligt spøgelse bryder sig om at blive slået i hartkorn med.

Igen er det blodet som livets væske, der har betydning, og vampyren kan nok behøve liv al den stund, den egentlig er død og måske har været det længe.

Det er hovedsageligt Østeuropa – altså de slaviske lande – der har været hjemsøgt af vampyrer. I Skandinavien og Vesteuropa har de ligesom aldrig slået rod; her klarede man sig for det meste med varulve som blodsugere. I brydningsområdet, Tyskland, kan man dog også opvise en række vampyrsagn.

I første række interesserer vampyren sig for egne familiemedlemmer og slægtninge, og hvis der er en gift kone, der er død, vil hun fortrinsvis søge at vegetere hos sin overlevende mand.

I nogle tilfælde overfalder vampyren korporligt de levende, bider hul i deres bryst eller hals og suger deraf livets væske – men det kan også foregå mere indirekte, således at vampyren på magisk vis trækker kraften fra de levende over til sig selv. Det var således en udbredt tro, at hvis et dødt menneske blev vampyr, ville det ret snart drage alle de slægtninge, der boede inden for en radius, hvor klokken fra begravelseskirken kunne høres, med i døden. Den eneste mulighed, man havde for at redde sig, bestod i at åbne vampyrens kiste og enten binde eller tilintetgøre det blodsugende væsen- – Der var flere måder at gribe denne sag an på. (p.65-66)

Herefter gengives nogle historier om vampyren. Det er beretninger fra 1700- og 1800-tallet. Det er meget lidt, der argumenterer for, at vampyrer kan findes i middelalderen, men også meget lidt, der argumenterer imod. Der er et afsnit, “Er vampyrer erotomane?”, hvor Benzon beskriver succubi og incubi, “I Europa kalder man de erotiske vampyrer Succubus og Incubus” (p.78), men hvorfor incubi og succubi ikke bare kan få lov til at væsner for sig, men i stedet klassificeres som vampyrer, nævnes der intet om. Et andet afsnit rummer eksempler af dansk proveniens, men disse beskæftiger sig med angsten for at blive begravet som skindød, som Benzon overvejer kan være inspiration til forestillinger om vampyrers friske lig, og der således intet dansk materiale om vampyrer.

Mest unikt er nok dette afsnit om benløse vampyrer:

p.70

I oldtiden og middelalderen tænkte man sig ikke skarpe grænser mellem ånd og legeme, sådan som det senere blev almindeligt, og ingen fandt det fornuftstridigt, at vampyren, som lå i sin grav, først kunne opløse sig og gennemtrænge jorden for derpå atter at fortætte sig til et materielt væsen. – I folketroen bevarede man længe denne forestilling, hvilket er kommet til udtryk i sagn, eventyr og beretninger.

[…]

p.71

“[…] Man foregøglede sig nemlig nu, at bæstet nede i kisten krængede sin hud af som en ham, der nok med lidt gevalt lod sig presse op gennem et hul af de dimensioner [et musehul]. – Skelettet måtte blive, hvor det var.

De eneste hård-dele, som vampyren herefter medbragte, var gebis og negle. Hjørnetænderne var vokset kendeligt efter døden – dem brugte den til at prikke hul på sit offer med, og de lange skarpe negle var lige så uundværlige til virket.

Lådden og pjusket var vampyren at se til, men den må have haft nogen form for blufærdighed, eftersom den altid trak sit ligklæde med sig og ærbart draperede det om huden, inden det forlod kirkegården. […]

Når denne blodsæk havde slasket sig frem til menneskers huse, kom benløsheden den atter til gavn; den behøvede nemlig blot at strække sig ud for at blive slank som en orm og kunne glide ind gennem små sprækker. […]”

Ideen om et benløst monster, der suger blod har faktisk en parallel til et monster fra Dungeons & Dragons (men det er heller ikke vanskeligt med de mange, der er publiceret gennem årene). Boneless er fra Monstrous Compendium – Ravenloft Appendix III: Creatures of Darkness (1994):

Det interessante er her, at Benzon ikke citerer nogen kilder, endsige gengiver nogen historier her. Basalt set gør han det ikke, fordi der ikke er nogen historie at gengive. Han digter over kilderne og ud fra summen af oplysninger, digter han et rationale på, hvorledes tingene hænger sammen. Benzons værk er ikke om folklore, det er kunstfolklore, hvor man gendigter folkloren til ny folklore. Fordi Benzon har travlt med sin gendigtning af materialet, beskæftiger han sig ikke med detaljerne i teksten, f.eks. ligklædet, hvilket vi skal vende tilbage til i et senere indlæg.

Varulve optræder ofte side om side med vampyrer i fagbøgerne, og således også hos Benzon:

“Også overnaturlige væsner søgte at skaffe sig del i blodets kraft: Ved nattetid listede varulve sig rundt på steder, hvor unge piger plejede at komme forbi. Havde uhyret heldet med sig, sprang det ind på pigen, væltede hende omkuld, flåede hendes hals over og labbede blodet i sig. Var hun gravid, rev varulven fosteret ud af hendes skød og fortærede det.

Varulven var et menneske, som led under den vanskæbne ind imellem at måtte skabe sig om i ulveskikkelse for at få det blod, som dens livskraft på mystisk vis afhang af. Man kunne for det meste kende varulven – altid en mand – på, at han havde sammenvoksede kraftige øjenbryn samt en håret plet på ryggen mellem skulderbladene. Sagde nogen ham engang: “Du er jo en varulv”, blev han derved frelst og behøvede ikke forvandle sig mere.” (p.65, Benzon)

Bemærk, hvorledes varulven har behov for blodet. Det er ikke det, man læser ud af folkemindesamlingerne. Desværre er der ingen kilde på Benzons materiale, men det er sjovt at sammenligne hans afsnit med dette:

Om andre ulykkelige Mennesker mente man, at de var nødte til paa visse Tidspunkter at forvandle sig til Ulve, de saakaldte Varulve. I Højby Sogn er der dog kun een navngiven Mand, der udpeges som Varulv.

Om Per Burre, der kom til Højby Sogn som Soldat, fortælles det, at han var varulv, men det er alligevel ikke troeligt, at han var det, for en Varulv kendes paa, at den har en lodden Dot på Brystet, og det vides Per Burre ikke at have haft.

Varulven kunde blive til Menneske igen, enten ved at han tog og fortærede Blodet af et ufødt Barnehjerte, eller ved at en sagde til ham: “Du er jo en Varulv.”

En Kone sad i Sengekammeret ved Billæggerovnen. Hun saa, at tre Fingre havde skrabet et Hul under Døren, og hun gik hen, tog Øksen og hug de tre Fingre af. Det var en Varulv, der vilde have revet Konen ihjel for at faa hendes Fosters Blod og blive frelst. I Lumbsaas gik for 100 Aar siden aldrig en frugtsommelig Kvinde ud alene om Aftenen af Frygt for Varulve.

Det almindelige danske Sagn om Manden, der beder sin frugtsommelige Hustru nøjes med at bruge forklædet, hvis der under hans Fravær skulde komme noget til hende, kendes almindeligt i Højby Sogn i gængs dansk Form eller saaledes, at det er en Karl eller Pige, der skal hente Hø sammen. I begge Tilfælde hævder Kvinden bestemt, at Manden er Varulv, da hun ser Trevlerne af sit Forklæde imellem hans Tænder, og han er frelst.

(Foreningen Danmarks folkeminder igennem 25 Aar ved Hans Ellekilde, Det Schønbergske Forlag 1933, p.155)

eller med denne tekst fra Holbek & Piøs Fabeldyr og sagnfolk:

Det siges gerne, at såsnart barnet er blevet voksent, sker forvandlingen hyppigt, undetiden hver nat. I øvrigt kan det ses på en mand, om han er varulv: han har sammenvoksede øjenbryn og undertiden en tot hår midt på ryggen.

Disse varulve er særligt ivrige efter at overfalde gravide kvinder, og det skyldes, at de ved, at de kan blive løst fra deres tunge skæbne, hvis de kan få lejlighed til at drikke et ufødt (drenge-)barns blod eller at rive hjertet ud af fostret.

Dog er der en anden måde, de kan blive forløst på, nemlig hvis en eller anden kan sige til ham, men han er varulv: “Du er jo en varulv.” Derpå kan den igen befriede mand forbande befrieren, så denne bliver varulv. Ofte går det sådan, at han få magt over befrieren, således forstået, at denne skal gøre alt, hvad den tidligere varulv befaler.

Kvinder med varulve-mænd

Karen Toxværd i Sillestrup fortæller, at “I Stavreby boede der et par folk, hvad de hed, kan jeg ikke huske, skønt konen som fortalte mig historien, mens jeg var barn, også nævnte deres navne. Nok er det, manden var en varulv, det var godt at se, for hans øjenbryn var sammenvoksede over næsten. Så skete det en gang, mens konen var frugtsommelig, at hun skulle til Nykøbing, og da de kom til Lindeskoven, skulle manden dér indenfor et øjeblik. Aldrig så såre havde han bundet hestene og var gået indenfor i skoven, før der kom et fælt loddent dyr og ville kravle op i vognen til konen. Hun løser straks sit hvergarnsforklæde og slås løs på dyret, og til sidst måtte det også gå med uforrettet sag, men først efter at hun havde næsten slidt sit stærke forklæde op på det. Lidt efter kommer jo manden, og meget rigtig sidder der nogle trævler af forklædet mellem hans tænder, men konen turde ikke sige, at han var varulv, for havde han så svaret og sagt: “Det kan du være, til jeg bliver det,” og så havde han ganske vist været frelst, men så var hun kommen i samme ulykke. Siden vogtede hun sig vel for at køre ud med ham, så længe hun var i omstændigheder, og da barnet var født, vogtede hun det så godt hun kunne med stål, og hvad hun ellers vidste, og hun var ikke “inden kirke” længer end højst nødvendigt. Hver nat i den tid var manden ude en lille tur, og så tudede det uden for, så det var rædsomt. Sidste nat før barnet skulle i kirke, var det dog allerværst, og moderen var dødsensangst hele natten; det tudede snart udenfor vinduerne, snart omme ved døren, og der blev kradset og revet i den. Da konen kom ud om morgenen, så hun, at der var krasset et stort hul i udengulsdøren. De havde ikke mere end det samme barn.”

Fra Sydsjælland fortælles, at “på Allerslev mark på Per Rasmussens lod ligger Lishøv, og derud en aften gik en kone, som Ane for at se efter sin mand, som skulle komme hjem fra Præstø. Som hun stod oppe på Lishøv og så ud af Ravnemøllen til, så hun en lille trebenet hund komme løbende imod højen; den gøede og fór lige imod hende. Hun blev bange og skyndte sig hjem, men som hun kom lige ind af døren, var hunden lige i hælene på hende. Dog slap hun fra den og fik lukket døren efter sig. En anden dag kørte hun og manden ud sammen; han sagde da til hende, da de var komme ud af vejen: “Nu går jeg fra dig, men kommer der noget efter dig, så må du ikke ikke slå fra dig med andet end dit forklæde.” Da manden var gået, kom der en trebenet hund efter hende, som gøede og ville bide hende, men Ane slog fra sig, det bedste hun kunne, med sit forklæde og jagede den fra sig. Noget efter kom hendes mand igen, og de kørte hjem. Næste dag sad manden ved bordet, men på en gang sagde konen: “Hvad er det? Du er jo en varulv, for jeg ser trævler af mit forklæde i dine tænder; der er altså dig, der anfaldt mig igår.” “Det var godt,” sagde manden, “at du sagde mig dette, for nu er jeg frelst; havde du ikke sagt det rent ud, så kunne jeg gået hele mit liv som varulv.” (p.174-175)

“Du er jo en varulv” løftes fra den specifikke historie over i det generelle, og af en eller anden grund vælger man at fokusere på den specifikke sætning frem for, at det er erkendelsen og den offentlige erklæring, der er kilden til kuren. Fuldmåne og sølv glimrer ved deres fravær i disse historier, men det er ikke usædvanligt. Månen og sølvet spiller heller ingen rolle i varulvehistorierne fra middelalderen. Der er vist en enkelt historie fra det middelalderlige materiale, hvor månen spiller en rolle, og det er gennem film er blevet opløftet til den nuværende rolle.

At manden forvandlestil noget uspecificeret frem for en ulv, kan muligvis skyldes, at der ikke fandtes ulve på Sjælland længere. At hunden er trebenet i den sidste historie er mærkeligt – måske er det en lemmet hund, måske er et motiv fra kirkevaren (helhesten f.eks.), der er blevet løftet over på varulven, eller det er et levn af motivet, hvor varulven såres, og manden efterfølgende kommer såret tilbage, men her i form af en såret, trebenet hund?

Tilbage til Benzon. Det kan ses, hvorledes Benzon korter historien drastisk ind – vi har kun citatet, “Du er jo en varulv”, og årsagen til at gravide overfaldes er borte, og nu er det både gravide og ikke-gravide piger, der skal vare sig for varulveangreb. De transformationer varulve-teksten har gennemgået, har vampyrteksterne også været igennem.

Litteratur og årstal

I forlængelse af forgående indlæg opsummerer jeg en række årstal for diverse udgivelser, så det er muligt at se, hvor en række af tingene passer ind henne.

Opslagsværker og fagværker (kronologisk orden)

• Holbek, Bengt & Iørn Piø: Fabeldyr og Sagnfolk. Politikens forlag 1967
• Ronay, Gabriel: Dracula Myten. Thaning & Appel 1974 (eng. udg. er fra 1972)
• Benzon, Gorm: Gejster, genfærd og gespenster. Lademan 1975
• Turéll, Dan: Alverdens vampyrer. Borgen 1978
• Borgaard, Per: Mysteriet om Dracula. Gyldendal, 1989
• Petersen, Niels K. : Blå bog: Dracula IN Politiken 23.1.1993
• Barbano, Nicolas: Dracula IN Politiken 23.1.1993
• Barbano, Nicolas: Hammers Dracula + Bram Stoker’s Dracula. IN Inferno nr. 1, 1993
• Pipe, Jim: På sporet af Dracula. Klematis 1995

Diverse wiki-sider

• http://da.wikipedia.org/wiki/Vampyr
• http://da.wikipedia.org/wiki/Dracula_(fiktion)
• http://comicwiki.dk/wiki/Dracula
• http://en.wikipedia.org/wiki/The_Tomb_of_Dracula
• http://da.wikipedia.org/wiki/Grev_Dracula
• http://gyserblog.blogspot.com/search/label/Dracula
• http://gyserblog.blogspot.com/search/label/Vampyrer

Freddy-serien (Dennis Jürgensen)

• 1982: Balladen om den forsvundne mumie
• 1983: Brædder til Draculas kiste
• 1984: Bøvsedragens hemmelighed
• 1986: Blodspor i Transsylvanien
• 1988: Bøvl med bandagerne

Anne Rice (udvalgte værker)

• 1991: En vampyrs bekendelser (eng. 1976, film 1994)
• 1992: Mørkets fyrste (eng. 1985)
• 1993: De fordømtes dronning (eng. 1988)
• 1994: Fortællingen om kropsrøveren (eng. 1992)
• 1995: Djævelens discipel (eng. 1995)

Film

• 1985: Fright Night
• 1987: Lost Boys
• 1987: The Monster Squad
• 1987: Near Dark
• 1988: Fright Night II
• 1992: Buffy – Vampyrernes skræk
• 1992: Bram Stoker’s Dracula
• 1994: Interview with a Vampire
• 1996: From Dusk till Dawn
• 1996: Blodets klaner (Kindred: The Embraced) – serie
• 1997: Buffy – Vampyrernes skræk – serie
• 1998: Nattens engel

Dungeons & Dragons

• 1983: I6 Ravenloft
• 1986: I10 Ravenloft II: House on Gryphon Hill
• 1990: Ravenloft Campaign Set