[Troldmandskampagnen] Det forbudte plateau

Vi mødtes til en kort spilgang i D&D-kampagnen, og gruppen bestod denne gang af Troels, Christina og Kenneth, og de resterende spilpersonerne stirrede blankt ud i luften i stil med filmen The Gamers.

Fraværende spillere

Når spillere er fraværende, tilpasser vi spillet til at tage højde for den fraværende karakter. Nogle gange er lettere end andre, men med eventyrerne på ekspedition er det vanskeligere. Jeg havde overvejet, at Aevilja skulle ligge syg resten af spilgangen med junglefeber, men vi endte med The Gamers-modellen.

Pulp

Et af mine mål er at få genskabt stemningen i en Johnny Weissmüller Tarzan-film en eller anden dag i rollespil, men vi er ikke langt fra det med Rædslernes ø, som rummer en del stilelementer fra pulp-æraens historier, og det ligger i måden, vi snakker om spillet på. Der er en bevidsthed om, at vi leger med genrerne, og derfor lader vi gerne hændelser afspejle genrens elementer.

Hængebroen

Over hængebroen svæver en flok flyveøgler, og hængebroen er skrøbelig og svajer over afgrunden. Dybt nede ses klipper og en brusende flod.

Med en stribe usynlighedsformularer krydser vore helte hængebroen og undgår flyveøglerne. Ikke specielt episk eller pulpet, men sådan kan det gå. D&Ds trolddom skaber sine helt egne situationer og løsninger.

Sletten

Ekspeditionen er nu endelig nået til Det forbudte plateau. De stirrer nu ud over en stor slette, hvor de i det fjerne ser de enorme skikkelser strejfe omkring – der er kæmpeøgler eller dinosaurer på sletten. Mindre skove er spredt ud over området, og i midten af rejser sig et ensomt bjerg, hvis tinde er klædt i sne og frost og hyldet i lavthængende skyer. Det er en udslukt vulkan.

Konsekvenserne af et omstrejfende monster

Vejen til bjerget involverer en serie rul på omstrejfende monstre-tabellen, der inkluderer et møde med en triceraptops, som pløjer sig gennem troldmændene, inden de får den fordrevet med en serie kraftige formularer, og der er blødt hit points ud over hele området.

Jorden er våd af hit points, det fosser ud af sårene på troldmandseleverne. Cornelis blev slynget gennem luften af triceratopsen, og han blev hårdt såret. Christina vil gerne bruge Nadyas Heal-skill til at hjælpe Troels’ karakter, og hun vil gerne anvende Nadyas kætterske trolddom, Cure Light Wounds, til at give Cornelis de fornødne hit points retur. Christina forklarer, at Nadya skjuler magibrugen under sin Heal-skill, og Troels gør ingen indsigelser, men da jeg mener, at Christina vil opnå noget, hvor der er en risiko for at fejle og i særdeleshed en risiko for at miste noget, skulle hun fejle, og derfor skal der terninger på bordet. Troels skal rulle et Sense Motive for Cornelis, og Christina vælger at bruge sin Bluff-skill for at skjule Nadyas handling. Christina tilvælger brugen af Det skal være endnu vildere-reglen for at øge sine chancer, og Troels fravælger reglen, da han som spiller gerne ser, at Christina har succes. Imidlertid formår Nadya ikke at skjule sin handling, og Cornelis indser, at Nadya anvender kættersk trolddom, der hjemme i Glantri vil få hende brændt på bålet som landsforræder.

Efter udfaldet er fastsat, spiller vi scenen til ende. Nadya, der bemærker, at Cornelis har opdaget noget, holder stædigt fast i sin løgn, selvom det er formålsløst, og Cornelis sukker indvendigt. Noget brast.

Således blev et tilfældigt vandrende monster kilden til, at en af Nadyas dyrebare hemmeligheder uforvarende blev afsløret for hendes ven, Cornelis.

Bjerget

Efter en lang rejse over sletten på det forbudte plateau, når ekspeditionen til bjerget, som de siden bestiger. Kraftige rystelser plager bjerget, som ekspeditionen når den sneklædte top. De overnatter i sneen, og de har på fornemmelsen, at ude i tågede landskab strejfer primitive, afskyelige snemænd omkring.

For at komme op blev der foretaget et bjergbestigningsrul, som lykkedes med simpel hjælp fra Det skal være endnu vildere-reglen. Bjergbestigningen nedtonede jeg til en simpel udfordring, da scenariet i sig selv ikke gjorde det store ud af det, og fordi vi brugte hele sidste gang på at rejse, og foreløbigt gjort det samme denne gang.

Den skjulte dal

Ekspeditionen er nået ned af bjerget, og de ser, at indersiden af bjerget er beklædt af jungle, og at en sø fylder bunden. Rejsen går gennem junglen, som er rig på aber, slanger og andre farverige smådyr, men der er et fravær af store dinosaurer og andre store rovdyr, og ekspeditionen ånder lettet op. Her er langt til nærmeste større rovdyr.

Landsbyen

Ved søen får ekspeditionen øje på en landsby beliggende på søbredden. Nogle af husene står på træpæle ude i vandet, andre ligger tørt inde på bredden. Børn render rundt og leger, og stedet virker fredfyldt. Ekspeditionen nærmer sig varsomt, men de indfødte er venlige og generøse. De holder en kæmpe festmiddag for ekspeditionen, og de snakker om lidt af hvert. Indbyggerne ærer Himmelånden Oloron, som har skabt deres verden og rejst bjerget af jorden og skænket dem dette har paradisiske sted.

Øen og hovedjægerne

Men hvor er guldet? Ekspeditionen drog af sted for at finde skatte på det forbudte plateau og for at finde ruinerne af Kopru-folket og røve dem. Endnu har de ikke fundet nogen ruiner, skatte eller andet godt, men nu fortæller dalens indbyggere, at der er en ø ude i søen, som er beboet af hovedjægere, som bor i klipperne i øens side, og som plager de fredelige landsbybeboere.

Næste gang

Ekspeditionen sejler ud til øen, der for de indfødte er tabu, og som er beboet af hovedjægerne. Hvad mon de vil finde derude? Ruinerne af det forsvundne Kopru-folk?

Næste gang skal vi ned i en rigtig dungeon, og det rollespilsarkæologiske projekt fortsætter.