[OldSkole] DL1 Dragons of Despair – første spilgang

200px-Dragons_of_Despair_module_cover.jpg

Så skal der spilles, og det, der skal spilles, er gammeldags rollespil. Efter at have afsluttet CM7 The Tree of Life, og for en stund overvejet at spille I6 Ravenloft, endte vi med at beslutte os for dragonlance-scenariet DL1 Dragons of Despair fra 1984. For den indledende diskussion af scenariet se den lange tråd her og for en overordnet præsentation af reglerne, se dette indlæg.

Spilpersonerne

Vi har fået sammensat gruppen, udstyr er valgt, formularer er memoriseret, og jeg har delt magisk udstyr ud. Det er gjort med rundhåndede terningkast på tabellerne, så alle har nogle trylledrikke og diverse andre ting, som måske er lidt for magtfulde, men til gengæld går det sikkert op, når vi ser på, at gruppen rummer færre spillere end scenariet forventer.

  • Christina: Kendar Thief
  • Susanne: Human Magic-User
  • Nis: Half-Elf Druid
  • Kristoffer: Elven Fighter/Magic-User
  • NPC’ere: Goldmoon (clerig); Riverwind (Ranger)

Spilpersonerne er lavet ud fra AD&D 1st ed. Player’s Handbook og instrukserne i DL1. Vi har undladt at bruge Unearthed Arcana, som udvider PHB’en, og vi har undladt at bruge Dragonlance-regelbogen, da vi gerne vil ramme den oplevelse, der ligger i scenariet, inden fiktionsuniverset bliver udvidet med nye klasser og racer osv.

Scenariet – … og reglerne

På en landevej ikke langt fra Solace mødes heltene efter fem år. De har været på hver deres færd for at finde en ægte klerk. Siden kataklysmen for mere end 300 år siden, har der ikke været klerker, der kunne udøve gudernes trolddom. I mere end 1000 år har ingen set drager, og de tilskrives af fornuftige folk som gammel overtro og ting, der hører en anden tid til.

Pludselig omringes gruppen af en flok hobgoblins, og deres overfede leder (Toede Fewmaster – men hans navn afsløres ikke her) kommer ridende og kræver Den blå stav udleveret, da Onyx kræver den, og derefter beordrer han sine tropper til at dræbe heltene, mens han ridder sin vej.

Vores første kamp

Kaos. Initiativsystemet tages i brug, og det skaber noget forvirring for spell casterne, som skal før initiativ-slaget finde ud, hvilken formular de vil bruge, derefter rulles der, og vi matcher casting time mod weapon speed og den tabende sides initiativ-værdi for at finde ud af i hvilket segment (en kamprunde er på et minut og er delt op i ti segmenter af 6 sekunder), som hobgoblinsne angriber magikerne i forhold til magikernes magi-brug (i første runde angriber de i formularens andet segment, dvs. midt i formularen, og det ødelægger en Mirror Image og en Stinking Cloud), og i tredje runde angriber de i segmentet lige før, at Susannes magiker påbegynder sin Lightning Bolt).

Det er ikke vanskeligt at bruge initiativ-systemet – endnu – men det er ikke intuitivt. Vi snakkede om stille og roligt at indføre husregler, som gradvist ville konvertere vores spil til AD&D second edition.

Hvor blev rytteren af?

Efter kampen vil heltene lede efter den fede hobgoblin, der kom ridende på ponyen – men scenarieteksten nævner ikke skikkelsen med et ord. Denne er væk, både i fiktionen og i scenarieteksten, og jeg lader derfor heltene lede forgæves i skoven efter rytteren.

Eftersøgningen får spillerne til at spørge til, om nogen af dem kan finde spor, og vi ruller derfor på tabellen over heltenes sekundære professioner – i second edition er dette Non-weapon Profiences, og i senere versioner er det skills, men i first edition ruller spilleder på en tabel, som er i Dungeon Masters guide. Kristoffers elver er oplært tømrer, Christinas kendar er murer, og Susannes menneske er rustningssmed, mens Nis’ halvelver ikke har lært nogen profession af nogen værdi.

Turen går til Solace Town

Efter kampen følger heltene vejen til Solace, hvor de besøger kroen Det sidste hjemsted, og her møder de Tika og Otik, som begge er kendt fra bøgerne. Der er en del småspil på kroen, og i beskrivelsen af kroen opremser jeg de mange navnløse NPC’ere, som man kan henvende sig til (teksten giver ikke navne til disse: Historiefortælleren, kvinden ved bordet, drengen, der stirrer tankefuldt ind i ilden), og det er ikke entydigt for spillerne, at hver af disse NPCere skal udspørges for et spor.

Hvor er vi på vej hen?

Spillerne har endnu ingen retning på deres karakterer. De ved, at de er mødtes efter fem år, hvor de ikke har fundet nogen sand klerik, som de ellers var draget ud for at finde. De spørger derfor NPC’erne om, hvorfor der er hobgoblins så tæt på civiliserede egne – det har scenarieteksten ingen svar på, da den forventer, at spillerne spørger efter den blå stav.

Gennem udspørgslen af NPCerne giver historiefortælleren en profetisk besked til heltene om, at de skal bringe den blå stav til Xak Tsaroth (hvad er det? Well, scenarieteksten er meget vag her, og jeg aner faktisk ikke, hvilke info spillerne skal have. Det er en ældgammel ruinby fra kataklysmens tidsalder), inden længe for at give menneskeheden den største skat (her har vi et spøjst problem: “Man” siger teksten, men hvad med elvere, dværge og kendarer? etc.).

På vejen igen

Med nogle få ekstra spor (Budbringer fra Haven spørger efter staven, kutteklædte mænd spørger efter staven) drager heltene ud igen mod vest og denne gang nord om skoven, der skal føre dem til byen Haven. Der er meget diskussion om ruten, blandt andet fordi spillerne stadig ikke rigtig ved, hvor de skal tage hen.

Pludselig!

Så sidder der yndefuldt en smuk ung kvinde med en lyre, og ved siden af hende står en mand fra sletten med en fløjte. De spiller musik, mens hun synger en sang om, hvorledes hun, høvdingedatter, elsker en fattig mand, som hendes far sender bort. Den unge mand vender efter mange strabadser hjem med en Den blå stav, og da stammen beslutter sig for at stene den fattige karl, slutter hun sig til ham, og staven teleporterer dem væk fra sletten på mirakuløs vis, inden den første sten rammer dem.

– der er altså et og andet fjollet ved, at der står to “indianere” på en skovvej, og pludselig begynder at synge og spille om, hvorledes de er havnet der. Teksten opsummerede jeg løseligt i stedet for at synge den, recitere den eller læse den højt.

Navne på engelsk

Hun hedder Goldmoon, og han hedder Riverwind, og det valgte jeg at oversætte. Vi har altså med Guldmåne at gøre, og hendes elskede, Flodvind. Her brast alle ud i latter, og det var helt håbløst. Vi forsøgte os med flere versioner af hans navn (f.eks. Bækkeblæst, Bækkebrise), indtil vi endte ved Åvind, som ikke skabte for megen latter.

Den blå stav – jeg tager den!

Ud af pigens kappe falder pludselig Den blå stav – det føles meget som Ringenes herre – og den ruller hen til heltene, og den heler på magisk vis deres sår, hvilket er et mirakel. Straks udbryder to af spillerne, at de tager staven!

Scenarieteksten lader til at underforstå, at Guldmåne er ejeren af staven, og at selvom den er rullet hen over jorden til heltene, så er det hendes, så hvad nu? Heldigvis kan staven teleporte, så jeg sender den tilbage i hænderne på Guldmåne fremfor at have en mærkelig konflikt om hvem, der skal have staven. Den er alligevel sin egen – Ringenes herre rører igen på sig.

Af sted til Xak Tsaroth

Efter nogen snakken frem og tilbage, slår Åvind og Guldmåne sig sammen med heltene, og de enes om at rejse mod øst til Xak Tsaroth. Et par timer efter at heltene havde forladt Solace Town, vender de tilbage. Deres endnu nok korteste eventyr.

Rejsen går derefter videre til Xak Tsaroth over den store slette, og heltene passerer gennem et af slettefolkets byer, hvor de hører om, at folk forsvinder på mystisk vis ude på sletten, og at der er set flammer mod nord. Noget farligt er på vej.

Uden for byen slår heltene lejr, og de render ind i et Kæmpevildsvin, som er en konsekvens af mit kast på Omstrejfende monster-tabellen.

XP til heltene

Der er selvfølgelig meningen, at heltene skal stige levels undervejs, og vi deler derfor XP ud. Det fås for skatte, for magiske ting og for at dræbe monstre. For sidstnævnte fås en værdi svarende til monstrets basis + X pr. hit point. Hobgoblinsne gav hver især 20 + 2 pr. hit point. Kæmpevildsvinet endte med at give 521 xp så vidt jeg husker.

Bemærkninger

Der er mange huller i scenarieteksten. Hvor blev Toede af? Hvad hedder NPCerne på kroen? Hvad er det meningen, at heltene skal gøre? – særligt inden de kommer på sporet af staven.

Scenarietekstens encounters ligger ret meget op til, at heltene prøver at drage videre mod øst – her ventede dem et klassisk encounter, som de nu gik glip af, og ligeledes er der en masse inde i skoven, som man potentielt kan møde – og som giver lidt flere spor til, hvad der foregår.

Der er tilsyneladende tre hovedveje gennem scenariet: Nord om skoven og vest til Haven, Nord om skoven og derefter ind i skoven, og øst ud over sletten, og den sidste er den, vi nu følger. Alle tre veje er reelle muligheder – de er dækket i scenarieteksten, nogen mere detaljeret end andre, og de betyder en hel del for, hvad heltene ved. Ved ikke at være gået nord om skoven har vores helte f.eks. ikke mødt draconians endnu.

Næste gang skulle vi gerne nå Xak Tsaroth.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

12 kommentarer til “[OldSkole] DL1 Dragons of Despair – første spilgang

  1. Fin spilrapport. Det lyder stadigvæk som rollespil der er sjovere at læse om end at spille. Jeg føler mig heldig. Tak.

    I min læsning kom jeg til at tænke på: Er det ved Dragonlance at D&D for alvor bliver tolkinsk fremfor mere S&Sish?

    Like

  2. Godt spørgsmål, Johs. jeg havde ikke overvejet det, men jeg tror, du har ret. Der er meget et Fellowship of the Ring over de præ-lavede karakterer og deres rejse med en magisk stav/ring, og så ideen om et stort episk forløb, hvor der både er hære og ældgamle dungeons fra en anden tidsalder. Samtidig med oplever jeg ikke scenariet som videre S&S i modsætning til andre scenarier fra perioden.

    Like

  3. Mht staven der bevæger sig selv og teleporter rundt til hvor den vil, kan man vel kalde det for divine intervention; om der skulle findes en årsag andet end at staven er intelligent (og kan fyre sine egne powers af). Det vil ligeledes forklare hvorfor Riverwind kan finde, holde staven og vistnok bruge (?) staven, som jeg forstod på Goldmoons sang. Det vil give god mening at guden Mishakal holdte øje med staven; ligesom hun tillod den at have eksistens og effekt på Krynn.

    Mht. at finde vej tror jeg ikke vi nødvendigvis helt har misset muligheden for at gå Øst på – jeg havde lidt en forestilling om at vi næste gang ville finde vej til enten Haven eller Xak Tsaroth – baseret på at Goldmoon & Riverwind selv mente Haven var stedet at være.

    Desuden mangler min Elver-wanna-be-Knight både en blank 200-siders bog samt pen og blæk til at nedfælde det manifest som vi senere i historien kommer til at kende som Order of the Tulip (aka “One man army”) – jeg tror han har de bedste muligheder for at finde forståelse for en ridder-orden, i Haven.

    Like

  4. Det er en slags divine intervention, som er på spil, men staven besidder sin egen evne til at teleportere (det er faktisk en af dens evne ved siden af dens evner til at heale), men andre dele af stavens historie er helt klart en guddommelige intervention (såsom at Flodbrise har fået staven).

    Lige nu er I på vej øst på, og derved på vej direkte mod Xak Tsaroth, og derved også direkte væk fra Haven. Med de oplevelser, der venter jer i Xak Tsaroth, tror jeg ikke, at I lige når en smuttur omkring Haven, inden der sker andre fantastiske ting.

    Og din karakter skal bestemt have noget at skrive på, så han kan nedfælde sit manifest 🙂

    Like

  5. @Johs: Denne gang synes jeg faktisk ikke der var tale om rollespil som det er sjovere at tale om end at spille. Jeg synes vi havde rimeligt god plads til at lege med vores karakterer og det med at være gamle venner der mødes igen gav en ok anledning til at bygge sin karakter op, og spille nogle bolde ud til hinanden.

    Det er muligt der skulle famles lidt før vi havde fat i en plottråd, men jeg synes egentlig Raymond Chalder trikket med at der kommer nogen men en pistol – i dette tilfælde hobgoblins med sværd – og kræver noget man ikke har er en ok start.At vi ikke spurgte alle på kroen om hints tror jeg ikek så meget skyldtes at vi ikke forstod at vi skulle, som at vi rimeligt hurtigt havde to hints om en blå stav, og så kunne vi jo lige så godt drage ud i verden og finde den.

    Det gik så rimeligt hurtigt, og nu er vi på vej i mod en interessant gammel ruin. Det lyder måske ikke så sexet, men det at jeg kender verdenen og historien gør at jeg alligevel er lidt spændt.

    Like

  6. @Morten: jeg synes også jeg husker der var noget vigtigt vi skulle på vej mod Haven.. nogen vi skulle møde.. noget med nogle vogne.. og ild måske.. og flere af Otiks Kartofler.

    Det ville klæ Elveren at blive bidt af en gal ridder og nedskrible kætteriske manifester og anlægge sig et falsk overskæg. .. I think

    @Nis: Det virkede ok at der pludselig kom nogle hobgoblins. Det gjorde ikke så meget kampmæssigt og de var ikke en udfordring, men det gjorde at der var et stykke med is der blev brudt; “Band of Hobgoblins – sure to break the ice at parties”

    Like

  7. Mht staven, så havde jeg i øvrigt ikke en oplevelse af at vi prøvede at snuppe den. Jeg antog at kendaren bare var nysgerrig og min halv-elvers mål var bare at være høflig og samle den op.

    Like

  8. Mht. Tolkien, så er der da klart nogle paralleller med følgeskabet og en gammel artefakt. Omvendt har Dragonlance jo også nogle voldsomme religiøse temaer og kører D&Ds rigide alignment moral på den helt store klinge, så jeg ved ikke om indflydelsen er så klar. Men man kan måske sige at Dragonlance er deres første designede verden (hvor Greyhawk mere var en anonym default), og at det også er i denne periode man ser Ravenloft prøve at føre D&D i lidt nye retninger.

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.