På bloggen Geeks Try Harder er der en beskrivelse af en gang rollespil, som jeg finder interessant. Den er i min optik et godt billede på noget af det, som vi gør forkert, når vi introducerer folk til rollespil.
Personligt skal jeg også vende mig til hele mekanismen; ”sig det du gør”-agtige noget – for jeg har svært ved at vende mig til det, og ikke føle mig dum når jeg sidder og skal finde på hvad min karakter skal foretage mig. En del af mig kan ikke lade være med at tænke på hvad der er den ”rigtige” handling i en given situation. (Kan man egentlig gøre noget forkert med sin karakter?.. øhm..) Dette resulterede bl.a. i at min spilleder på et tidspunkt sad meget længe og kiggede på mig imens min hjerne kørte på højtryk og jeg endte med at hyle: ”Hvad vil du have jeg skal sige.. øh.. gøre!?”
(kilde)
Det kan vi gøre bedre. Der er en klar ulempe i, at spillerne skal føle sig frem.
Og så er der to problemer mere med at komme i gang med rollespil:
Det næste problem: Laaaaaaaang intro
På forhånd finder jeg det et problem, at man skal spendere en aften med at lave karakterer, inden man går i gang. Det kan løses med præ-lavede karakterer (som f.eks. i Shadowrun, hvor de er placeret centralt med store plancher i modsætning til Call of Cthulhu, hvor de er gemt bagerst, eller som i Mouse Guard, hvor de kommer tidligt i bogen), men alternativt kan man udtænke en form for kombination af spil og karakterskabelse, hvor karakterskabelsen bliver en større del af spillet (Karakterskabelsesspillet del 1, del 2).
Vejen ind til rollespil er hurtigt lang og omstændelig. Baren for rollespil er ikke kun sat skævt, men også det forkerte sted, for er (endnu) en lettere version af D&D vejen til at nå flere med rollespil?
En vej frem er de forslag, som Jessica Hammer foreslår omkring rollespillet Dread på sin blog, hvor hun opsummerer en helt anden tilgang til at opbygge, formidle og sælge rollespil.
My vision of the Entry Pack contains the following:
– Six pre-printed character questionnaires
– Six laminated stand-up cards, with space for a character name on the front and a player rules cheat-sheet on the back
– A checklist for the host
– The scenario booklet, with all rules provided only when necessary
Måske er det, man skulle forsøge sig med?
I alle fald er det en interessant målsætning for både mit D&D 5th og for Fimbulfrost at blive formidlet ud fra de retningslinjer.
Hvordan kommer jeg i gang?
Jeg er i en position, hvor jeg fra tid til anden møder folk, der synes rollespil lyder spændende, og de kunne godt tænke sig at prøve det. Hvordan kommer de i gang?
Skal man introducere dem for D&D 4th eller Warhammer Fantasy 3rd, som begge koster omkring 800.- i bøger og terninger for at komme i gang, og derefter skal der læses adskillige hundreder siders tekst, som skal afkodes og forstås, inden man kommer i gang?
Sidemandsoplæring er en klassiker i rollespil, men hvordan får man prøvet det? Skal man tage på con, og hvis man skal, hvilken, og er der ikke ret lang tid til næste con? – og så ville det hjælpe, hvis connerne faktisk ville reklamere uden for deres facebook-vennekredse: Fastaval, Viking-Con m.fl.
Skal de downloade et scenarie fra Alexandria, og hvilket skal de begynde med? Eller skal de have et eksemplar af Fusion (super stemningsfyldt, men klodsede regler) eller af Ulvevinter (klassisk fantasy, men næsten for stereotypt og målrettet mod et yngre publikum)?
Skal de opsøge en forening? Hvilken og kan man hurtigt komme i gang med at spille? Heldigvis er det med Ninas foreningsoversigt blevet lettere at finde en rollespilsforening (og hendes googlemap over foreningerne), men vejen til rollespil er stadig besværlig.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Palle forsøgte at skrive købescenariet “Vogn 1422 Totalskadet” meget a la det Hammer beskriver.
http://www.fusion-net.dk/produkter_1422.htm
Ved ikke om det kan fås mere og det er lang tid siden jeg har læst det, men jeg husker det som fint. Det er for en spilleder og to spillere.
LikeLike
Hej Johs,
Godt husket. Jeg havde ikke lige den i tankerne. Jeg har selv et eksemplar af “Glædelig jul, onkel Hubert”, som udover at være et gammelt VC-scenarie også var en boks-løsning.
Jeg ved ikke, hvor godt det gik de Fusions-produkter, men jeg kan forestille mig, at med moderne regelsystemer og en ny måde at formidle dem på, at de kunne få en chance igen.
LikeLike
Jeg er personligt helt vild med Mouse Guard scenarierne, men jeg synes systemet er for komplekst.
LikeLike
Når jeg introducerer (indie)spil som er ukendte for spillerne, medfører det oftest at de overdrager ansvaret for reglerne fuldstændingt til mig som spilleder og bruger dem kun når jeg forklarer hvordan de er relevante for situationen. Men samtidig er der også det at de har brug for at kende til reglerne for at kunne agere inden for dem og spille på en tilfredsstillende måde. Hvis ikke de forstår hvilken retning spilmekanikken går i, fører det til utilfredsstillende spil. Det kan ske både ved at de ikke kan overskue reglerne, eller ved at reglerne har emergent gameplay der flytter spillet i uforventede retninger væk fra det de troede de spillede imod (jf. Poison’d.)
Og når spillet går igang er der en stor tilfredshed for spillerne i at mestre systemet, det øjeblik en spiller for første gang opdager en måde at bruge mekanikken til at gøre noget awesome er magisk.
Jeg tror at computerspillene har noget godt i form af tutorial levels. Den måde man får reglerne for spillet serveret i små overskuelige bidder (Used WASD to move), mens historien går igang. De enkelte regler bliver så stille og roligt udviddet og krydskombineret. Det kan sagtens bruges i rollespil, de fleste spil starter alligevel oftest ret skarpt scenesat. Hvis vi tager Lady Blackbird som eksempel, så er det bare at skifte den helt frie start i cellen ud med en serie scener der er fastlagt for at give spillerne et billede af reglerne. Første scene indebærer et eller flere helt simple rul, uden nogen tilføjelser. F.eks. en udforskning af cellen, hvor spillerne ruller på skift indtil en af dem får succes og opdager en ventilationsskaft. Anden scene er at få åbnet risten, spillerne får at vide om Traits og fordeler dem, herefter kan de så bruge dem i rullet for at få åbnet risten og sendt Snargle igennem. Herefter følger så en scene hvor de får Keys introduceret og afprøvet, osv.
LikeLike
Oliver, du er genial.
LikeLike
Hvad man skal starte afhænger jo helt af spillerne.
Selv syntes jeg at fusion sagtens kan bruges som introduktion fordi der er en god reference ramme (Danmark i fremtiden), og hvis man bruger den første spilgang ved at lade de forskellige spillere blive ansat, danner de automatisk deres roller i spillet. Derefter kan man lave karakterer, men som du selv skriver Morten, så er reglerne ikke særlig gode. Så jomindre man elsker regler, så ville jeg køre det regelløst, eller bruge light versionen.
hvis man elsker regler ville jeg bruge GURPS til denne del.
Et wildcard, som jeg endnu ikke har prøvet med nye spillere, men som jeg tror vil fungere godt er scenariet 15 mand fra Fastaval 2011. Det er så simpelt at enhver udefra med den rigtige introduktion vil kunne spille det.. Det er min påstand.
LikeLike
Hej,
jeg læser dit indlæg, som et forsøg på at diskutere en række forskellige modeller, i håb
om at komme nærmere en almen løsning.
Det er et interessant emne, fra hvilket der rejser sig et tillægsspørgsmål: i hvor høj grad skal alder tænkes ind i denne problemstilling? Jeg tolker dit indlæg som værende, implicit, rettet mod problemstillingen “når ‘voksne’ vil prøve at spille rollespil”. Jeg ved ikke om jeg har ret i dette. Hvorom alting er, mener jeg der er en forskel på tilegnelsen af, hvad jeg vil betegne, som “rollespillets hermeneutik” alt efter hvor gammel man er.
LikeLike
@ Oliver:
Der er nogle gode pointer der. Ulempen ved mange rollespil er, at systemet først falder på plads efter lang tids spil, hvilket gør det interessant at sammenligne med brætspil. Det forekommer mig, at de fleste brætspil selv med komplicerede regler får demonstreret deres effekt ret “tidligt” (på en kort skala) (uagtet at det måske derefter tager flere spil at mestre reglerne), mens en del rollespil først efter lang tids spil får bragt alle reglerne i spil (på en lang skala) – og for andre rollespil gælder det, at du skal både lære reglerne og få dem appliceret korrekt første gang, for reglerne skal kun bruges en gang.
Dit forslag til en tutorial er fin, og det kunne være en brugbar måde. Umiddelbart ser jeg en ulempe, og det er, at tutorials risikerer at fylde så og så meget af spilletiden i forhold til en oneshot – hvor en halv times tutorial ud af ti-tyve timers computerspil, eller et demo-spil af et brætspil, der skal spilles 5-10 gange mere bedre tåler det. Hvad jeg prøver at sig er, at en tutorial er en god ting, men der ligger en art problem i at introducere og oplære folk i et regelsystem, der skal bruges en gang, og derfor skal det kunne mestres fra første forsøg.
@ Jacob:
Fusion fungerede fint som intro-rollespil i sin tid, fordi verdenen og situationen var ret så genkendelig – vores hverdag bare lidt forskudt – men systemet var for tungt til at gøre det til nogen succes uden for rollespiller-rækker. Der tror jeg, at et simpelt indie-lignende eller con-scenarie-lignende system solgt sammen med scenarierne (Vogn 1422 Totalskadet eller Glædelig jul, onkel Hubert) ville sælge bedre, og omend ikke andet så ville de to produkter følge retningslinjerne i det blogindlæg om at sælge Dread, som jeg henviser til.
Regelløst, Light og andre løsninger kræver hver især en erfaren spilleder, hvilket er en ulempe.
F.s.v. “15 mand”, så viser erfaringer med andre con-scenarier, at det er let at spille mange af disse for uøvede rollespillere, så længe der er en spilleder med dem. Hvorvidt “15 mand” kan klare sig uden dette, ved jeg ikke, da jeg ikke har læst teksten. En spændende udfordring kunne være con-scenariet for de uøvede, spillere som spilleder.
@ Sirus:
Mit indlæg bygger implicit på folk af en vis alder. Jeg tænker mestendels voksne og til dels unge, men ikke børn i denne sammenhæng. Skiftet fra rolleleg til rollespil kræver noget af deltagerne (følger vi Claus Raasteds erfaringer, så kræves en vis alder for at kunne lave rette abstraktion omkring roller, og skal vi dertil medregne evnen til at være fælles om at skabe en historie, vil jeg ikke være overrasket over, hvis det krævede en vis modenhed at mestre de værktøjer. Omvendt kan man godt digte rollespilshistorier med børn, hvilket flere rollespillende forældre har et vist mål af erfaring med. Men i denne omgang gælder det en aldersgruppe, der er omkring 16+ (ikke fordi 12-15årige ikke kan spille rollespil, men fordi jeg sigter efter en vis modenhed i rollespillet, som typisk er begrænset af brugerens egen livserfaring, og her er alder omtrent eneste middel til at afgrænse uden en kvalitativ undersøgelse af hver eneste rollespiller): http://planbrollespil.wordpress.com/2011/10/20/det-kompentente-publikum/
LikeLike