Fra Papskubber.dk har jeg følgende nyhedshistorie, hvor jeg plukker et par uddrag:
Resultaterne viser også, at der generelt er lige så mange danskere, fire ud af fem, som foretrækker at spille de klassiske spil som de digitale. De klassiske spil er dem, vi alle kender og har spillet i vores barndom. Ifølge undersøgelsen bliver mere end 70 procent også mindet om deres barndom af de klassiske bræt- og kortspil.
Man kunne ellers let tro, at online spillene ville udkonkurrere spilklassikkerne, men faktum sker det modsatte. Senest har online ordspil gjort klassikeren Scrabble populær som aldrig før.
Længere nede kan man desuden læse:
- 72 procent bliver mindet om deres barndom af de klassiske bræt- og kortspil
- Det er især før-familier og unge familier, som spiller de klassiske bræt og kortspil
- 49 procent af de 18-34-årige spiller de klassiske spil mindst en gang om måneden
- 76 procent er enige i, at de klassiske bræt- og kortspil er sjove at spille, og 43 procent mener, at de klassiske spil også kan gøre dig klogere
Jeg er i en position, hvor jeg har fornøjelsen af at observere folks vaner omkring spil.
En gennemgående ting er ønsket om at videregive ens barndoms oplevelser til ens egne børn. Derfor skal de opleve, hvad man selv oplevede. Derfor købes Risk, Ludo og Matador, og derfor skal være lige præcis de udgaver. Det må ikke være alternative versioner, men præcis samme udgave.
Det er ærgerligt, for det er dårlige spil. Det er en god ting, at forældre ønsker at give deres børn gode oplevelser, og det er en god ting, at de vælger spil, men det er ærgerligt, at de fastholder, at det skal være netop de spil.
Ah, men jeg er rollespiller, tænker du, og jeg er ikke så konservativ i mit spilvalg. Jeg vil give mine børn gode brætspilsoplevelser. De skal have alle de seje spil at spille.
… og så vælger du HeroQuest, for det spillede du som barn, og du vælger Sværd og Trolddom, for det spillede du som barn, og du spørger efter de gamle versioner af Axis & Allies og Junta samt Talisman 2nd edition (pt. er 4th ed på markedet) eller Drager & Dæmoner, for de spil, du spillede som barn, er dem dit barn også skal spille.
Tro ikke at bare fordi vi valgte de nørdede spil og de mærkelige spil og de gode spil, som langt overgik ældre generationer af spil (som Matador og Risk), at vi er mindre konservative i vores valg af videregivelse af spiloplevelser. Processen er den samme, titlerne er anderledes
– og held og lykke med at finde HeroQuest eller Talisman 2nd ed. De koster dyrt på det brugte marked nu om stunder.
(og tro ikke det er bedre med rollespil, men der er i det mindste den formildende forklaring, at når man først har investeret nogle tusinde kroner og adskillelige timers studier for at mestre et system, så har man mindre lyst til at investere i nye systemer – og hvis ens erfaring er, at man skal bruge en masse timer på at knække koden og hacke systemet, indtil det virker ordentligt, så synes der at være endnu mindre grund til at kaste sig over andre systemer, indie eller traditionelle eller noget tredje).
(et formildende argument ved de konservative brætspilsvalg af dårlige spil er, at man forventer, at det er normen for brætspil, så hvorfor prøve et nyt dårligt spil, når man allerede har brugt tiden på at lære et dårligt spil?)
(og sidste bemærkning: ovenstående er naturligvis generaliseringer baseret på anekdotiske data, og der er masser af mønsterbrydere, undtagelser og andet godt).
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Ja, det samme gælder for bøger, film og legetøj. Vi har utrolig meget Barbapapa, selvom det alene af de kønsstereotyper de fremstiller burte brændes på bålet.
Ludo er et dårligt spil, men det er, ligesom snakes and ladders, et meget enkelt spil der lærer dig nogle grundlæggende spilregler. Regler såsom:
– Vi skiftes til at gøre noget.
– Vi har en mekanik (i Ludo slår vi en terning) og det er den (og ikke vores fantasi) der afgøre hvor vi rykker hen.
– Når man spiller spil kan man gå hen og tabe. Det er ok at tabe (Det er langt fra alle der lærer den regel).
– osv.
Det er sådanne spil, vores er noget med nogle dyr og nogle bier, som jeg spiller med min datter på 3 år. Det handler om alt andet end interessante spilmekaniker. (Mine barndomsspil spiller også lidt ind i mit spilvalg, for jeg har netop valgt Ludo fra, da jeg også som barn har synes det var et åndssvagt spil).
Derudover synes jeg faktisk ikke RISK er så dårligt.
LikeLike
Angående rollespil, så ville jeg nok også vælge at spille Drager & Dæmoner med Embla, hvis vi skulle begynde at spille et systemrollespil. Der er vi dog ikke endnu.
Jeg tror ikke kun det handler om minder, men også om at jeg simpelthen ikke kender andre danske rollespil (udover Fusion, der har virkelig dårlige regler og det måske lige hardcore nok).
Også vil jeg gerne lige forsvare Drager & Dæmoner. Det er sgu et ok spil.
LikeLike
jeg tænker det ikke er uvæsentligt at undersøgelsen nævner bræt- og *kort*spil. Jeg synes det lyder som nogle voldsomt høje tal for at spille ludo hver måned, men kortspillene trækker med garanti op. Klassikerne som 500, whist og røvhul (eller hvad navn der nu lige har vundet frem i dit område), bliver spillet overalt. Bogstaveligt overalt. Og netop der tror jeg kortspillene ikke bare handler om nostalgi og konservativisme, men om social spilbarhed. Folk, der aldrig har mødtes før, kan tage et spil kort over bordet i IC-toget, fordi man bruger et klassisk sæt regler. 1) Hvis reglerne er nye og for komplekse, så sker det ikke. 2) Der er (næsten) ikke nogen der lige tilfældigvis har et spil Risk i tasken… Især her i sommersolen er kortspil jo yndede, gerne med lidt alternative vådvare-regler 🙂
LikeLike
@ Johs: Jeps, det gentager sig inden for de andre områder også.
Jeg kan godt se pointen med Ludo og Snakes & Ladders som pædagogiske øvelser til at oplære børn i den sociale handling at spille spil. Jeg tror bare ikke på den.
Dvs. 1) at spillet Ludo er udviklet til det formål. At S&L måske har det, men i så fald gør det sig kun gældende for amerikanske forhold. 2) at spil til oplæring i spils sociale kontrakt skal være så dårlige i deres design. Enkelt og simpelt er ikke det samme som dårligt.
Som sidebemærkning finder jeg Risk elendigt, fordi det er voldsomt styret af tilfældighed, det trækker ud i evigheder og er plaget af Spiral of death, hvor stadigt svagere positioner taber mere og mere.
Rollespilsmæssigt har vi ikke mange systemer på dansk, og der er derfor ikke mange valgmuligheder. Jeg vil dog pege på Ulvevinter som alternativ. (Og smo sådan dissede jeg ikke DoD, men påpegede alene, at folk har nostalgisk forhold til det, som gør, at folk stadig spørger efter det)
@ Sigrid: Du har klart en pointe i, at folk allerede er oplært i et sæt regler, og derfor let kan kaste sig over et af de spil, men:
1) Risk har man måske ikke lige i tasken, men der er rigtig mange andre brætspil, der har samme lette format som et sæt spillekort (Fluxx, Zombie Dice, Cthulhu Dice, Gloom, Dixit Jinx, Incan Gold, Bang!, Aye, Dark OVerlord, Werewolves of Miller’s Hollow, Hey, that’s My Fish, Once Upon a Time, Family Business, Guillotine, 6 Nimmt, Bohnanza, San Juan etc.), og hvis kompleksitet ikke er værre end Bridge eller jydewhist (som jeg klart foretrækker over whist).
(sidebemærkning: Dertil kommer at en hel del af de klassiske spil har så mange variationer, at selvom folk kender reglerne, så skal man inden spillet går i gang, stadig etablere konsensus omkring hvilke variationer, der gør sig gældende.)
2) Og ydermere gælder dit eksempel for en anden situation, end den jeg refererer til, hvor det er hverken er til at spille specifikt i sommervarmen eller på vejen. Mine eksempler sigter efter folk, som er på udkig efter spil, og hvor netop “Nostalgia Risk” og klassisk Matador er eftertragtet, fordi det præcis ligner deres barndoms version.
LikeLike
Ok, hr. spilforhandler.
Hvilke spil er ligeså enkle, hurtige og lærer min datter de sociale og mekaniske (der er en terning, den slår man med sådan og sådan) regler ligeså godt som et Ludo-lignende spil?
LikeLike
Temmelig mange spil skal jeg bedømme ud fra de kataloger, der er med spil til børn i den aldersgruppe. Jeg har ikke med spil til børn under seks år at gøre, men et kig rundt i kataloger, hjemmesider og forlag afslører, at der er ret mange spil til børn under seks år.
Derudover er dit eget eksempel allerede væsentlig bedre end Ludo, som inkluderer regler for at slå de andre hjem, være helle, når to brikker på samme felt, at man skal hoppe på mærkelige måder, når man ruller stjerne eller globus, at man er helle på globus-felter, at man skal rulle på bestemte måder for at komme ud, at der er et langstrakt slutspil med at lande præcis på slutfeltet etc. Husk nu lige på, at Ludo har mange regler, ikke bare de få, du nævner, for ellers er der ikke Ludo, men et andet spil, I spiller (og jeg fastholder, at snakken går på Ludo og ikke “Ludo-lignende spil”, som er en diffus term).
LikeLike
Du har en pointe. Vi spiller heller ikke Ludo blandt andet fordi slutspillet i Ludo ikke lære min datter andet end brætspil er røvsyge og langstrakte.
Det sjove er jo at vi faktisk spiller et andet spil end det jeg er vokset op med. 😀
LikeLike
Og en ros til jer for at give glæden ved spil videre uden slavisk at gentage forældede spil 🙂
LikeLike
Rasgu! WordPress åd min kommentar!
Nå, anbefalinger:
Woolfy – cooperationspil for små børn. Let at lære, genkendeligt univers (De tre små grise) og god mekanik inkl. terning med sjove billeder.
Vildkat – ingen terning men alligevel god mekanik. Forbered dig påat få tæsk, når din datter bliver ca. fem år (ligesom i vendespil og andet, hvor det gælder om at genkende og huske!).
Lego-spil, når barnet er fra ca. fem år. De bliver løbende bedre til at designe spil og er skabt til at blive hacket.
LikeLike
For øvrigt: Morten, din beskrivelse af Risk stemmer 100% overens med min opfattelse af det spil!
LikeLike
Et normalt spil kort (eller måske to) har altså også den fordel at man på den måde har ikke bare et spil, men rigtigt mange spil ved hånden. Så handler det bare om at finde dem der er virkeligt gode.
LikeLike
@morten jeg forholdt mig bare til undersøgelsens “49 procent af de 18-34-årige spiller de klassiske spil mindst en gang om måneden”, selv ved at læse hele artiklen synes jeg ikke der skelnes mellem spil-på-farten eller spil i hjemmet, og givetvis har besvarerne derfor også medtaget det hele.
Hvad der *slet* ikke spørges om, for det har Mattel givetvis ingen interesse i, er hvor mange der spiller ikke-klassiske spil. Eksempelvis har vi lost cities og heck-meck som favorit rejsespil, men der er ikke sjældent også et sæt spillekort med. Der kan altså være et ganske stort overlap, især i netop den aldersgruppe.
Der er også den detalje, at undersøgelsen ikke spørger hvilket spil man vil købe, men hvilke man spiller. Det er ikke urimeligt at antage at de klassiske spil står i mange hjem, og derfor er nemt tilgængeligt –> bliver spillet. De nye spil skal først anskaffes. Og det er fuldstændigt det samme med os lidt mere alternative brætspillere, det vi har er det vi spiller mest, også selvom der måske findes bedre spil derude.
LikeLike
@Morten
Hejsa igen. Jeg vil vel også komme med mit synspunkt til denne interessante “samtale”, for det er vel ikke en diskusion?
Vi spiller rigtig mange brætspil, både variationer af de klassiske som Matador og Ludo, men bestemt også andre der virker regelfyldte: Rio Bravo, Formula dé, Zombies(gerne med flere udvidelser på en gang!!), Munchkin og et gammelt fra min barndom der hedder Olympiade.
Vi har også gang i kortspil som 500 og et hjemmelavet der hedder KMØ. (jeg kan ikke forklare reglerne på kort tid!)
Hvis jeg spiller med min datter på 6 er det ofte en simpel udgave af Ludo eller et vendespil.
Når vi rejser eller er på ferie tager vi tit to spilkort med samt mindst et af følgende: Traffic jam(som min datter er begyndt at vise interesse for) Rivercrossing, Topover(vist nok) eller Super 5 eller den slags. De nævnte spil, undtagen Super 5, kan spilles alene eller sammen med andre.
Jeg har spillet meget Scrabble og Matador i min barndom men er mere til de nyere spil og mit favorit spil er nok Formula Dé eller Zombies – ikke to spil der kan sammen lignes.
LikeLike
@ Peter: Tak for forslagene. Altid interessant at høre hvilke spil, der kan spilles med de helt unge.
@ Oliver: Du er altid velkommen til at komme med en kommentar, og det er interessant at høre, hvad I får spillet i det lille hjem 🙂
@ Nis: Det er jo det spøjse ved et spil kort eller et par terninger, at netop disse to remedier er der udviklet så mange forskellige spil til. Gad vide hvad man ellers kunne producere spilremedier, som rummede samme brede anvendelsesmuligheder?
@ Sigrid: Aha. Mit udgangspunkt lå i mine egne observationer omkring folks spilvaner.
Undersøgelsen har dertil sine klare mangler, som du påpeger. For mig er det så interessant at se, at når så et spil “mangler” og skal erhverves, kan erhvervelsen være ret så konservativ => “Det skal være præcis den version”.
LikeLike
Undskyld jeg lige låner tråden til at spørge om fif. Det er on-topic så tænker det godt må stå her. Ellers så slet mig bare.
@Johs: Hvad hedder jeres dyre- bi- spil og kan min datter på 3½ finde ud af det?
@Peter: Hvilken aldersmålgruppe er der for de to første spil du nævner?
For at bidrage lidt til emnet kan jeg sige, at jeg ligesom Johs også ser det andre steder, især ved bøger. Jeg har gået og tænkt meget over om det er i orden jeg anskaffer bøger som jeg havde glæde ved som barn, til Asta. Jeg tænker, der burde nok være meget nyt/moderne/mere med på tidens beat, der er ligeså gode eller bedre.
Så er et bare hvordan man lige finder ud af hvad det er jeg skal have fat i. Der er nok nogle løsninger (bibliotekar, boghandler) og fedt at vi har en spilbutik.
Så Morten, hvis ikke folk selv spørger, kan du som spilforhandler finde på at foreslå dine kunder at købe et andet spil? Jeg mener, hvis ikke de ved at der findes et ikke-komlekst bedre alternativ til f.eks. matador og ikke er en del af et spil-miljø, så er det vel svært at få den viden, hvis ikke du (som deres forhandler/expert) hjælper dem på vej.
(Jeg ved at politiken har nogle spilanmeldelser af ikke-klassiske brætspil, som selvfølgelig kan være med til at brede markedet ud.)
LikeLike
Hej Kasper,
Det er helt ok med dine spørgsmål. Jeg satser på, at Johs og Peter kan bidrage med nogle svar.
🙂
Jeg kan nogle gange foreslå andre spil, men det kommer ofte an på kundens udgangspunkt, som ligger på alt fra “præcis det spil” til “noget nyt”. For folk kan det naturligvis være vanskeligt at regne ud, hvor stort et sortiment af brætspil, der er, og hvor mange muligheder, der er. På den anden side, når du så står inde i butikken, og kan se de hundredevis af forskellige spil, må det indses, at der er meget at vælge imellem, og her kommer jeg selvfølgelig ind i billedet med rådgivning, men nogle sætter sig fast på et bestemt spil, og lidt nysgerrigt kigger de så på variationerne af f.eks. Risk, men kommer frem til, at det stadig skal være den klassiske – og helst den, der har de brikker, som der var i deres barndoms version.
Men i det øjeblik de siger “noget i stil med …”, så kan jeg hjælpe dem med at finde noget, der har en passende kompleksitet, og som er et oplagt spil at gå videre med (“hvis I kender X, vil Y være af interesse”).
LikeLike
Mht spil der kan spilles på mange måder så har jeg oplevet et par lande som alle spiller domino, men på ret forskellige måder.
LikeLike
Jeg tror, hunden ligger begravet et andet sted. Det, at vi giver klassiske/konservativt valgte brætspil “videre til næste generation”, tror jeg ikke opstår i en dogmatisk mekanik, hvor vi er overbevist om, at disse er de bedste brætspil, og det er dem, vi skal spille, hvis vi skal spille brætspil. Og det skal I i øvrigt, fordi I er børn og jeg er voksen, og jeg vil gerne opdrage jer.
Jeg tror heller ikke, det handler om, at de voksne ikke er bevidst om, at brætspilsmarkedet har udviklet sig, så der både er kommet flere og bedre spil til siden sidst – hvor siden sidst er mellem 15 og 30 år siden. Eller at de er uvillige pga uvidenhed, konservatisme eller dovenskab.
Jeg tror snarere, at tendensen kommer fra, at der her er tale om voksne, der skal spille med børn, hvilket betyder, at de bevæger sig ind i lege-sfæren. Den sfære har sentimental værdi for voksne, også fordi de med tiden er blevet dårligere til / har glemt hvordan man leger. De søger et kendt, trygt og kært spil – her kommer det taktile i retro-udgaverne ind i billedet – fordi, de ønsker at skabe et kendt, trygt og kært rum i spiloplevelsen med barnet. Der er flere årsager til dette. Sentimentaliteten er en af dem. At de ønsker at være på hjemmebane i dette her med dette her “leg” og “spil”, som jo hører børneverdenen til, så længe det ikke er for penge, er en anden. Jeg vil skyde på, at den væsentligste grund umiddelbart er, at de voksne som oftest er i familie med barnet, og at eftersom barnet er kært, ønsker man at videregive det minde, man selv har kært. Og jeg tror, der ligger et lag dybere end det umiddelbare, som handler om den voksnes identifikation med barnet pga slægt og eget minde om situationen.
Sagt meget kort, så spiller voksne deres egen barndoms spil med børn, fordi oplevelsen ud over at handle om, at vi spiller noget sammen og har det rart med det, også kommer til at handle om, hvordan det generelt i livet er at være barn og voksen og have noget til fælles på tværs af alder og tid.
Og sagt endnu kortere, så er bare et spørgsmål om mersalg. “Du skal have et Ludo og spille i sommerhuset med Holger på 11? Sågerne, og her skal du se, du skal også bruge et Settlers til når det også regner dagen efter.”
Gode spil at spille med børn.
Obstgarten er et rigtig, rigtig, rigtig godt første terningespil, af flere årsager.
– det er kort. max 20 min. 35-50 terningeslag.
– Man kan snildt spille med flere end et barn, og de lærer det så hurtigt, at de kan spille det selv fra omkring 4-5-årsalderen.
– brikkerne er super lækre at røre ved, hvilket giver ungerne lyst til at spille med.
– fordi det lærer terningemekanik
– er kollaborativt, hvilket gør, at det er en blid begyndelse til at tabe spil (Vi har alle sammen tabt, det er ravnen, som er dum/heldig).
– og fordi, der er en læring omkring tilfældighed og dine valg. Kort fortalt skal man samle 4 slags frugt, 10 eksemplarer af hver, før ravnen kommer (nedtælling fra 9). Terningen har udfaldene frugt 1, 2. 3. 4, ravn, kurv. Kurven gør, at man tage 2 valgfrie frugter. Læringen er, at man ikke bør tømme et træ, hvis man kan lade være, fordi man så skaber chancen for at rulle et frugtesløst (tø-hø) terningerul på en af frugterne.
– Og så er der et hyggeligt metagame i, hvilke frugter, man vælger at samle på, og man kan bytte og så videre.
– Og så fik vi i alle fald et naturligt signal om, at knægten var klar til at rykke videre, da han begyndte at ville have, at vi skulle tælle frugter, så vi fandt ud af, hvem af os, der vandt mest.
Sunblock er et fint lille legospil. Klodsmajor med en anden platform. De voksne har fordele i legoskills og taktik, børnene har fordele i at have små fingre. 5-6 år og opefter. Det er dog MEGET et spil, hvor man spiller mod hinanden, og man kan godt virke led, når man smækker en skraldespand op lige ved siden at ungens liggestol.
Klodsmajor, men det kræver evnen til at koncentrere sig i lang tid.
LikeLike