Rollespil er farligt.
Det fortalte en meget alvorlig mand os i TV-avisens nyhedsindslag tilbage i 1980’erne, men det var intet imod de historier, man af og til hørte fra USA om kristnes modstand mod rollespil og i særdeleshed Dungeons & Dragons.
I blogindlægget Mazes & Monsters and the BADD old days samles der anekdoter fra amerikaneres oplevelser med dæmoniseringen af Dungeons & Dragons under “The Great Satanscare”, som plagede 80’erne, og gjorde ungdomsaktiviteter og -interesser som video, hård rock og rollespil til dæmoniske interesser, der ganske fantasifuldt skulle forestille at manifestere dæmoniske kræfter. Af en eller anden grund blev proponenterne af disse fantasifulde påstande, der var baseret på løse rygter og påstande grebet ud af luften, taget langt mere alvorligt end dem, som faktisk interesserede sig for tingene.
Men klik over til blogindlægget og hop ned til kommentarerne, der er interessante historier iblandt dem.
Then came the 1990’s and my own Fundy phase. My pastor, hot from the excitement of a Bill Subsritzky conference and armed with the “Checklist of signs of the demonic”, decided I needed deliverance and a good ol’ fashioned book-burning. In my naive dependence I submitted to this and watched hundreds of pounds of game kit, and more piognantly hundreds of hours of creative work, go up in flames. Even the evil d20 had to be melted in flames. I think he was disappointed that the deliverance session wasn’t more dramatic – I think it would have been if I was DM’ing that scenario and the pastor failed his saving throw.
(kilde)
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Fantastiske kommentarer: My 7th grade band director gave me all of his 1ed books and lead miniatures after I told him “chromatic” was for dragons, not musical scales.
LikeLike
Men er der nogen der har nogen hjemlige eksempler? Det nærmeste jeg selv har været udsat for var de Indre Missionske der var inviteret med til en af con’erne i Viborg. Jeg husker dem som vældigt hyggelige og da de observerede vores Call of Cthulhu-spil var deres største bekymring at vi rullede så mange terninger. For terninger er jo hazard-spil, og det er virkelgit ikke godt for sjælen.
LikeLike
Er der nogen, der kan lokke en bekræftelse ud af Søren Parbæk? Jeg husker, at han fortalte om et fakkeloptog og håndspålæggelse i Brønderslev.
LikeLike
Danske anekdoter ville være sjovt. Folk må meget gerne komme med dem i kommentarfeltet.
Selv har jeg aldrig oplevet noget, og hvad jeg har hørt fra folk, begrænser sig typisk til samtaler med IM ved døren, men bortset fra lidt teenage rebelskhed var der aldrig noget ved de historier.
LikeLike
Den eneste anekdote jeg kan komme i tanke om, er en af mine venner, der under en jobsamtale får at vide at folk der spiller rollespil ikke kan kende forskel på fantasi og virkelighed, så de kunne desværre ikke ansætte ham.
LikeLike
Men det er også en ærgerlig kommentar at få. Gad vide hvad det var for en arbejdsplads? Er historien tilbage fra 80’erne eller 90’erne?
LikeLike
Der skrives tid til anden blogindlæg om rollespil ift. religiøse kritikere som mener spillene er farlige og okkulte – og mange af disse anklager kan sågar være underholdende at læse. Men, har de ret?
Religiøse kritikere af rollespil betragter biblen som en autoritet, og derfor opvejer de spillene ud fra dennes læresætninger og principper. Da rollespil for alvor slog igennem i 80’erne var det nyt og mystisk. Mange af billederne portrætterede magikere, drager og spøgelser osv., og i teksten kunne man læse om magi og kamp. Hvis man, og uden at have dybere indsigt i spillene, vejede dette op med hvad der flere steder står skrevet i biblen om fx okkultisme, åndemageri og vold m.m, så blev rollespil med denne overfladiske forståelse fortolket på en noget “farverig” måde.
I dag har billedet og forståelsen af rollespil ændret sig. Men indholdet i spillene er forblevet det samme. Den gængse holdning i dag, også blandt mange religiøse, er, at rollespil ikke er “Satan-dyrkelse”. (Heldigvis).
Der er stadig nogle som fortsat vælger at tage kraftig afstand til rollespil grundet deres religiøse overbevisning – dette bl.a. fordi de mener spillene forherliger vold og har okkulte undertoner (ligesom mange PC-spil også har). Tror man på biblen som autoritet og opfatter ordene deri i en 1:1 målestok, så kan jeg da godt anerkende disses holdning og afstand. Og fred være med dem. Jeg mener ikke de hverken er dummere eller ringere, men blot har en meget konservativ holdning til emnet.
Alt imens debatten blandt rollespillere fra tid til anden tages op, da læser jeg lidt ekstra underholdende udpluk fra Greis’ link…
LikeLike
Det er en lidt forsimplet tilgang, du har til det historiske forløb omkring kritikken af rollespil, da den skal ses i en sammenhæng, hvor der var en stor frygt for sataniske kræfters forførelse af ungdommen. Det var periode begyndt i slutningen af 70’erne, som løb op til begyndelsen af 90’erne, hvor en masse aktiviter fik påstemplet satanisme, og derfor blev udsat for en art forfølgelse. For tre unge mænd, der kunne lide metalmusik, betød det at de blev fængslet i henved 15-18 år for mord, de aldrig havde begået. Rollespillere slap billigt.
I den forbindelse har folk været godtroende og troet på prædikanters skræmmehistorie, som hver og en er blevet afvist som opdigtet, groft overdrevet eller stærkt manipuleret. Det samme gælder læsningen af rollespilsbøgerne, så det handler ikke kun om at have et religiøst blik baseret på en særlig læsning af Biblen, men også om en villighed til at lyve og dæmonisere, og på den baggrund (læs anekdoterne) skælde børn ud, brænde deres bøger, fratage dem deres hobby og forbyde dem at omgås med deres venner. Det er ikke bare at have en konservativ holdning, det er en villighed til at lytte til løgne og lade villigheden komme andre til skade. Hvis konsekvensen var, at de nøjede med at afstå fra at spille rollespil, kunne man sige fred være med det, men med den gene de påføre andre, er der ingen grund til at sige fred være med det.
Derudover er det ikke en konservativ holdning, men en fundamentalistisk holdning.
Til gengæld er historierne fascinerende og under tiden sjove at læse, andre gange bare lidt triste.
LikeLike
All right, jeg skrev min kommentar uden dybere kendskab, men blot som en overordnet holdning.
Jeg nærer ikke en større interesse og har ej kendskab nok til emnet til at kunne formidle eller bidrage til en akademisk eller historisk indsigtsfuld debat. Så jeg abdicerer frivilligt og lader ordet føres af jer andre 🙂
LikeLike
Engang omkring 1990 gav min onkel og tante mig en rollespilsbekymret ungdomsroman som fødselsdagsgave. Ikke en religiøs én, bare en “fortaber sig i uvirkelighed” én. Den var dansk, titlen har jeg svedt ud.
Eller kan jeg kun anbefale den definitive tilbagevisning af de religiøse argumenter mod rollespil: http://planbrollespil.wordpress.com/2011/12/22/rollespil-tjener-jesus/
LikeLike
En af de bedste artikler jeg har fundet er nok denne.. Der viser hvor farligt D&D var i 90’erne.
http://dialogcentret.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=1186&Itemid=34
Men jeg har fundet spande vis mere, som jeg har prøvet at koge ind i mit scenarie til con2.
LikeLike
Wow, så er Greis ude med riven! Hvad sker der for det?
Morten, det er selvfølgelig forkert at metalhoveder kom i fængsel og det er selvfølgelig nedern at få brændt sin ynglings d20, men på trods af det synes jeg ikke vi som rollespillere er forfuldt eller særlig misforstået. Det er alligevel hvad, 30 år siden(?), at BADD var særlig aktive.
Det er min klare opfattelse at vi derimod har sejret ad helvede til og min indre rebel synes faktisk det er lidt synd at min hobby anses for at være et godt og opbyggelig fritidsaktivitet til børn, fremfor en nørdet satanistisk okkult ondskab. Men det er kun hvis jeg skal mønstre en holdning. Mest af alt er jeg ret ligeglad med forfølgelse af rollespillere, fordi det alt i alt er så ligegyldig en urimelighed både ift. min hverdag og de urimeligheder der rent faktisk sker.
Ellers er jeg helt enig med Rasmus. Folk må gå op i hvad de har lyst til, så længe det ikke går alt for meget udover andre. Derfor må du selvfølgelig også godt dykke ned i alle de urimeligheder som vores miljø er blevet udsat for – ligesom religiøse mennesker, for min skyld, må fordømme alt det rollespil de har lyst til.
– se nu kom jeg ud med riven 😀
LikeLike
Hej Johs,
Lev og lade, eller lad folk gøre, hvad de vil, hvis det ikke skader nogen, er fine leveregler, men jeg finder riven frem, når vi affejer den urimelige opførsel fra religiøse mennesker med, at folk må gøre, som de vil, for det gør disse mennesker, og andre kommer til skade på grund af dette.
Rollespillere slap let, men læser vi bemærkningerne, så er der stadig et efterspil den dag i dag at intolerant opførsel baseret på uvidenhed og løgne mod rollespillere, og imens er de religiøse mennesker gået videre til at dæmonisere andre grupper, om det goths, homoseksuelle eller andre minoriteter. Man kan sige, at rollespillere slap ud af søgelyset, men søgelyset ophørte ikke, det fandt bare nogle andre at dæmonisere. Så er det svært at passe en bemærkning ind om at lade folk gøre, som de vil. Så folk må gerne gøre, som de vil, hvis ikke andre kommer til skade, men folk kommer faktisk til skade.
Derfor et styks rive. 🙂
LikeLike
😀
Det er faktisk heller ikke de der religiøses undertrykkelse som jeg synes er ligegyldig. Jeg synes bare at ift. fx homoseksuelle, kvinder (i Rusland pt.) eller demokratibevægelser generelt, så har vi rollespillere været meget lidt forfuldt.
Det gør det selvfølgelig ikke forfølgelserne mindre forkert, men det gør dem ift. mit verdensbillede mine vigtige 😀
Demokrati, kvinderettigheder og homoseksuelles ve og vel er for mig vigtigere end D&D (og jeg tror at hvis vi får etableret borgerlige frihedsrettigheder, så bliver D&D næsten automatisk kulturelt anset som “ok” :D).
Så kan vi vel godt gemme de der river væk igen eller…?
LikeLike
Næsten villig til at gemme riven væk, men jeg vil dog lige føje to ting til 🙂
Der er altid nogen, hvis undertrykkelse er værre end andres (kvinderettigheder i vesten står bedre end andre steder, men derfor er der stadig ikke ligestilling), men det argument synes jeg let bliver til en sovepude, hvor vi overser eller tolererer de små ting, som ikke bør tolereres. Ikke at jeg af den grund vil sidestille behandlingen af rollespillere med mange af de andre ting, da de er værre.
Men det bringer mig til min anden ting, og det er, at behandlingen af rollespillere begås eller blev begået af den samme kultur, som også taler f.eks. imod abort i USA, som støtter op om Ugandas umenneskelige lovgivning mod homoseksuelle eller bidrager til at holde konflikten mellem Palæstina og Israel skærpet, og det er samme kultur, som dæmoniserer homoseksualitet og andre seksualiteter i USA – og som ganske kuriøst er leveringsdygtig i de argumenter som Faderhuset herhjemme også gør brug af (og Dialogcentret i hine tider), eller som muslimske kreationister i Tyrkiet også anvender. Så ganske vist er det ikke samme behandling rollespillere har været udsat for, men det er et kompleks (af næsten konspiratorisk karakter; I know) af ideer forankret særligt til den amerikanske evangeliske kultur, og deraf min rive. Behandlingen af rollespillere afspejlede et større hele af en tankegang, som er lidet sympatisk.
LikeLike
Nu er det her jo mest af alt en rollespilsblog, så derfor er det vel også fair nok at se på rollespils historie og hvilke problemer hobbyen har haft. Det kan muligvis ikke sidestilles med etnisk udrensning eller voldtægtskultur, men til gengæld har rollespil nok være mere stigmatiseret end badminton og frimærkesamling.
For mig er det sjovt at sammenligne lidt med computerspil som hobby, da det er mit indtryk at de to opstod ca. samtidig. Computerspil har bestemt også været beskyldt for mange ting (og bliver det stadig), men det forekommer mig at der ikke var samme grad af satanisering af computerspil. Med dem kom det hurtigt til at handle om ‘sundhed’ (skidt at se så meget på en skærm, mangel på motion etc). Og nu til dags hvor rollespil ikke rigtigt er så interessant at forfølge, og måske ligefrem er en sund og social hobby, der er lidt som at være spejder, så får computerspil – i kraft at være væsentligt større, men dog stadig et ungt medie – stadig skyld for diverse psykiske og sociale problemer.
LikeLike