Hvordan spiller man med figurer i rollespil?
Er der andre måder at gøre det på end at bruge figurerne til taktisk spil?
De spørgsmål har jeg forsøgt at vende i de tidligere indlæg i serien (del 1, del 2, del 3), og vi har eksperimenteret med det i den arkæologiske D&D-gruppe (som lige nu tester et futuristisk system, nemlig de kommende D&D-regler).
Ved et tilfælde er jeg snublet over 13th Age‘s brug af figurer eller forslag til, hvorledes man gør det. 13th Age er endnu en D&D-klon ligesom Pathfinder, Legends & Labyrinths og Hinterlandet er det, og 13th Age er en klon af D&D 3,5 ligesom Pathfinder er det, men det er en klon, som har trukket på erfaringerne fra D&D 4th, og det er gået helt andre veje end Pathfinder, og har udviklet nogle innovative mekanikker, blandt andet en “escalation die“, som er en terning, der vendes et nyk hver runde efter første runde fra 1 til 2 til 3 osv. Tallet er den bonus, som spillerne har til deres angrebsrul, så kampen tæller automatisk nedad mod slutningen ved at give spillerne stadigt større bonusser. Systemet bygger desuden på, at monstre har faste værdier, så GM ruller aldrig skade osv., og en del afmålet med mekanikkerne er at opnå hurtigere kampe end dem, som dominerer D&D 4th og til dels D&D 3,5.
Og så er der dette omkring figurer:
Unlike 4e’s focus on gridded tabletop combat, 13th Age is designed to be played with or without maps and miniatures. 13th Age abstracts distances instead of using squares or feet for movement and ranges. Instead of “5 squares,” 13th age uses terms like “nearby,” “far away,” “grouped,” and “engaged” to describe distance. Spells and effects use these same terms. Effects that hit more than one creature usually use a term such as “1d3 nearby enemies” so you don’t have to worry about exact positioning.
On the surface, one might think that 13th Age’s distance abstraction would make it a poor choice for maps and miniatures. It turns out that’s not true at all. 13th Age is a fantastic system for playing with maps, minis, and terrain. One could certainly not use the adjective “tactical” to describe such combat but the freeform abstract nature of 13th Age combat ends up opening up a lot of fun possibilities. If a player wants to use a large miniature to represent “the largest woman in the world,” doing so doesn’t hose up combat. Who cares how big a miniature is when squares aren’t important? Want to use that gargantuan black dragon “miniature” to represent the dragon who’s only “large?” Go for it!
(kilde)
Særligt kan jeg godt lide ideen med xdx fjender inden for en abstrakt afstandskategori. Det fjerner ikke helt spilleders afgørelser omkring hvilke fjender er hvor, men anvendes figurer kunne man opstille en spilleplade, hvor figurerne er i relative afstande (i lighed med 3:16 Carnage Amongst the Stars og Warhammer Fantasy RPG 3rd edition), og derfra vil det pludselig blive klart, hvor de enkelte parter er.
Udfordringen bliver så, om man kan kombinere de abstrakte afstande med en de absolutte afstande, der er, når man spiller med et kort?
PS. bloggen kan nu følges via facebook: Følg siden og få updates, når der er nye indlæg.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Mine erfaringer fra Warhammer og det nye Star Wars, der også benytter sig af relative afstande, er at de spiller fint sammen med et kort. Man vil alligevel gerne vide om man er på den ene eller den anden side den hestevogn man kæmper om eller om kanonen og pakkekasserne er det samme ‘nearby’ sted, så en rå skitse er tit fint. Hvis man vil køre med et løbende kort, så er det vigtigste nok bare at man kører ddet kort in en skala, hvor der er plads til at vise om folk er ‘engaged’, ‘grouped’ og hvad der nu ellers måtte være brug for.
En sjov krølle ved relative afstande er dog at de kan være ikke-metriske, og det derfor kan være uklart hvornår nok nearby intervaller bliver til far away og den slags, hvilket bla i vores Star Wars spil gav nogle lidt sjove løbeafstande og sådan.
LikeLike
Jeg skal have spillet WH 3rd ed og SW: Edge of Empire ved lejlighed, så jeg kan få et bedre indtryk af, hvorledes de fungerer.
Men jeg kan godt huske, da I spillede beta-testen af Edge of Empire, at I havde nogle spøjse oplevelser med løbeafstande og at det vakte forundring.
LikeLike
Totalt fedt at jeg ikke er den eneste som har faldet over 13th Age. Alene grundbogen (som er alt man behøver – ikke noget med 3+ bøger her) er så stoppet med kreativitet og fortællelyst at man som gammel mavesur rollespiller sidder og får julelys i øjnene.
Jeg har spillet det et par gange og for mig krævede det lidt tilvænning at gå fra nøjagtig hex/square til “sådan ca.” eyeballing it.
I øvrigt. mht. reglerne så er “nyskabelsen” i 13th Age klart lige så meget den spillestil som bliver lagt op til som det er de konkrete regler. Jeg kan også varmt anbefale at komme med i G+ gruppen for spillet da der derinde er rigtigt mange kreative folk som kaster eventyr, monstre osv i grams.
LikeLike
Hej Dion,
(Beklager mit sene svar, men dit indlæg var desværre blevet fanget i mit spamfilter, men det er blevet undsat nu).
Velkommen til og tak din kommentar. Det er rart at høre, at der er andre, der også har fundet 13th Age, og det er godt at høre, at der er noget ved det. Mit eget indtryk er i alle fald, at der er sket mange strømligninger i det, og der er mange gode ideer til at improvisere og flette spillernes karakterer dybere ind i scenarierne. En af 13th Ages store forcer er for mig også, at de har fået det reduceret til en enkelt regelbog – i stedet for at smide 700-800 kr for tre styk, kan man nøjes med en enkelt bog til det halve eller deromkring.
Udover den tilvænningen med overgangen fra felter til øjemål, har der så været andre ting, der skulle tilvænnes? Kommer du fra D&D 4th eller D&D 3rd, hvad angår figurbrug?
LikeLike