[5.dec] Hvad skal en rollespilskampagne handle om?

Igår påbegyndte jeg snak om rollespilskampagner, og hvorledes de begynder med en ide eller en drøm om noget, man gerne vil fortælle eller opleve – og så præsenterede jeg en række kampagneoplæg. Denne gang bliver emnet “Hvad skal rollespilskampagner handle om?”, og jeg hiver en række eksempler frem, som hver især har deres kapitler her på bloggen.

Hvad skal kampagnen handle om?

I er helte, der skal standse ham her den onde, der er rigtig ond …

– det er et klassisk fantasy-kampagne-oplæg, og en yndet variant er

I er helte, der skal standse ham her den onde, der er rigtig ond … men så opdager I, at dem, I arbejder for, er endnu værre!

– men en sådan model fortæller ikke, hvad kampagnen handler om under overfladen. 

Hvad vil du med kampagnen? Hvad er det, I skal spille, og hvorfor?

En kampagne kan være at mødes gang på gang for at spille karaktererne gennem en ny mission, hvor en orkhøvding, en ond troldmand, en heks eller andet ondsindet væsen skaber genvordigheder, og de skal stoppes ved at udforske en række huler og grotter. Det kan også være, at månedens kultister forsøger at hidkalde det unævnelige igen, og man atter skal en tur på det lokalhistoriske arkiv, inden man opsøger det gamle palæ, eller man er en gruppe halvfattige specialister med højteknologiske isenkram ud begge ører, der løber rundt i skyggerne på missioner mod The Corporate Man.

Fraværet af noget til at binde det sammen udover, at “vi er et party”, fordi det er os, der sidder rundt om bordet og mødes uge efter uge for at spille, kan få en kampagne til at miste momentum og efter nogle spilgange blive erstattet af en ny kampagne, som går op imod en ny skurk og så nogle uger senere løber den ud i sandet og erstattes af endnu en.

I stedet kan man som spilleder præsentere sig vision (“Jeg har en drøm”), eller man kan skabe en sammen, om noget man gerne vil udforske, noget der er mere end “en episk historie om en flok helte, der skal besejre den store ondskab”, for det, der løfter f.eks. Ringenes herre op til noget særligt, er dens udforskning af en række temaer, der er flettet sammen omkring magt, begæret efter magt og magtens korruption, og hvordan det vil være en katastrofe, hvis selv de mægtigste gode får for megen magt qua Ringen.

Så hvad er temaet? Hvad skal kampagne handle om? Hvis din kampagne var en karakter, hvad ville så drive den frem?

Skal kampagner handler om noget?

Det er ikke et krav, men det kan skærpe iderigdommen i kampagnen, at der er et fokus såsom et tema. Det gør det lettere for spillerne at skabe karakterer, der passer ind i spillet, ikke kun i fiktionsuniverset, men også i de historier, som I skaber sammen. Kampen mellem det gode og det onde kan være et fint sted at begynde, men er det som i filmene Dark Crystal, Star Wars eller Ringenes herre? Handler det om, at man ikke slipper uforandret i mødet med det anderledes, og des mere man bekæmper fjenden, des mindre kan få en plads i det samfund, man forsvarer, og sker det i form af Sergio Leone western, en af Lovecrafts Cthulhu-gysere eller i en agent-thriller a la Bourne-filmene?

Det har styrket mine egne kampagner meget, at de har haft noget at handle om i stedet for endnu en episode mod overskurken og dennes seneste fæle tiltag.

At have et tema i en kampagne gør det hverken til social realisme eller til tekstanalyse i dansktimen. Det er at sætte ting på spil.

Eksempler på hvad en kampagne kan handle om

Her er nogle af de kampagner, som jeg har haft beskrevet mere eller mindre detaljeret på bloggen. Jeg har haft brugt kampagnerne til at udforske et tema, og temaet har været min indgangsvinkel til mange af eventyrerne. Det har været et godt benspænd, og fordi temaet er noget, som skal i spil, gør det også at eventyrene langt lettere får spillernes karakterer i centrum.

Troldmandskampagnen

Troldmandskampagnen er om en flok teenagere, der er elever på en troldmandsskole, mens en stor krig bryder ud, og det handler om at vokse op i et samfund, hvor etniske tilhørsforhold, adelshuse, familier, stand og traditioner alle stiller forventninger til, hvem teenagerne er, og hvordan de kæmper for at skabe deres eget liv og deres egen rolle i alt dette.

Kampagnen er bygget op over flydende handlingsforløb, bruger et bredt udvalg af biroller og forskellige typer af biroller, og har et bredt udvalg af husregler til at udforske undertemaer, som f.eks. urimelige teenagere og weltschmerz.

Læs indlæggene om troldmandskampagnen.

Delta Green

En kampagne baseret på Delta Green-settingen til Call of Cthulhu, hvor efterretningsagenter fører en hemmelig krig mod Cthulhu mythossen for menneskehedens bedste. Kampagnen er bygget op af missioner, der kaldes episoder, som er organiseret i sæsoner med både sæsonafslutninger og dobbeltepisoder, samt en nogle specialepisoder. Hver episode varer typisk to spilgange. I kampagnen følger man agenterne, og hvorledes de langsomt brænder ud eller fremmedgøres for i deres kamp mod Cthulhu-mythossen berøres de af mythossen, og des mere de kæmper for menneskeheden des mere mister de deres egen menneskelighed og fremmedgøres.

Læs indlæggene om Delta Green-kampagnen.

Transhuman Space

En kampagne opbygget af mini-serier samlet omkring en rammehistorie. En skyggefuld organisation, der via bioteknologi og kunstige intelligenser har kontorer overalt, og i hvert kontor er den samme mand. Hans opgave er at samle teams af specialister til at løse kriser. Hver krise udspilles over 2-5 spilgange, og til hver krise laver spillerne enten en ny karakter eller genbruge en fra en tidligere mission. Antallet af spilpersoner vokser stødt gennem spillet.

Kampagnen er baseret på Transhuman Space-rollespillet og i takt med det, udforskes temaet “Hvad er menneske?” i en verden med opløftede dyr, kunstige intelligenser, kloner, bioroider, cyberware og ekstrem modificering af kroppen.

Læs indlæggene om Transhuman Space-kampagnen.

Hinterlandet

På kanten til ødemarken ligger en ensom fæstning. Ude i ødemarken er en gammel ondskab vågnet, og for at standse den sendes eventyrere ud i ødemarken for at udforske. Her finder de talrige levn af en længst svunden civilisation, der for længst er gået i glemmebogen. Kampagnen er bygget op over missioner, hvor der sammensættes nye hold af nye og gamle eventyrere (da denne D&D-klon er designet til at køre med grupper med meget forskellige levels) til de enkelte missioner, som altid er en dungeon crawl, og en mission varer 1-2 spilgange.

Kampagnen handler om udforskning af undere og mysterier, at beskue det ukendte og kortlægge det. Et bagvedliggende tema, som former mange af hulerne er, hvorledes magi former verden. De former for trolddom, som spillernes troldfolk anvender, er de samme, som direkte eller indirekte er skyld i hulerne og de monstre, der bebor dem. I nogle tilfælde er monstrene faktisk troldmændene, der for længe siden har mistet deres menneskelighed.

Læs indlæggene om Hinterlandet.

Himmelørnens rejse

Under en krig mellem to imperier sendes det sidste flyvende skib ud på en diplomatisk rejse til dragetinderne for at alliere sig med dragerne og bringe dem ind i krigen. Ekspeditionen er dog langt fra på nogen diplomatisk færd, men skjuler over en hemmelig og langt vigtigere mission, som vil påvirke krigens udfald.

Kampagnen er bygget episodisk op, og sådan at hver spiller har tre forskellige karakterer. Ved hver episode har skibets kaptajn en mission til sin besætning, og ved at vælge mellem de tre karakterer, som hver spiller har, sammensætter de et away team til dagens opgave.

Kampagnen handler om diplomati og intriger og om en udforskning af de krige, der har været i de to imperiers fortid, og hvordan magtkampene mellem imperierne har formet nabosamfundene.

Læs indlæggene om Himmelørnens rejse.

Indie-rollespillene

Mange af indie-rollespillene har en indbygget tematik, som man kommer til at lege med, når man sætter sig til at spille dem. Fra dysfunktionelle relationer i My Life with Master til episke riddertragedier i et nu svundet rige, fordi hovmod står for fald i Polaris, til samspillet mellem samfund og teknologi i Shock: Social Science Fiction til historier om outsidere, der er brobyggere mellem to grupper af væsener, der kun vanskeligt kan leve sammen i Trollbabe.

Mere i morgen om at lave kampagner. Meget mere. 

Husk at du kan følge bloggen via facebook, da Stemmen fra ådalen har sin egen side.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

2 kommentarer til “[5.dec] Hvad skal en rollespilskampagne handle om?

  1. Cool.

    En del af kampagnerne har haft menneskelighed som tema. Måske skulle du skrive en post om rollespil der omhandler dette? Det ville jeg i hvert fald gerne læse. Mine temaer har endnu ikke været så ophøjede, men har i nyere tid mest omhandlet “Erhvervelse af magt”, som det vigtigste tema. Dertil har jeg enten brugt systemet Reign eller mit eget homebrew, med WFRP2 som et andet element af den kampagne.

    Like

  2. Tak 🙂

    Godt spørgsmål. Jeg skal prøve at sammenflikke en uddybning af temaet og se om det giver mening.

    Erhvervelse af magt er også et ret godt tema at arbejde med, og Warhammer-universet er et godt sted at udforske temaet. Reign har jeg til gengæld til gode at prøve. Hvordan fungerer det?

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.