En historie kan i en lille provinsiel by, der ikke er alt for eksotisk, og hvor verden udenfor er ukendt for heltene – og det var gårsdagens oplæg til at præsentere verdenen udenfor. Den landlige egn er let genkendelig for spillerne, og det er derfor let at introducere denne del for spillerne og lade dem opdage resten af verden sammen med karaktererne. Nogle gange kan en historie ikke begynde ude i provinsen.
Vi begynder med en ankomst til en ukendt egn
Nogle fiktionsverdener er så fremmede, at der ikke er en landlig provins at begynde historien i. Nogle gange er det hele mærkeligt, og karaktererne forventes at være hjemmevante i det, men medmindre spillerne læser godt op på det (og antagelsen i disse øvelser er, at spillerne ikke skal læse op på det), så kan spillerne ikke agere som var deres karakterer hjemmevante.
En vej uden om det er at begynde kampagnen med en rejse, så karaktererne netop har forladt de egne, som de hjemmevante i, og de hjemmevante karakterer ankommer nu til egne, som de ikke er lokalkendte i, og atter kan de gå på opdagelse sammen med spillerne i en fremmed verden.
En variation er “Portal Fantasy”, som primært kendes fra fantasy-litteratur, hvor helten(e) falder gennem en port til en anden verden – Narnia-bøgerne, Fionavargobelinen, Brødrene Løvehjerte – og den eksisterer i mindre grad i Dungeons & Dragons, hvor man kan falde gennem en portal til Planescape-universet (brugt i to små D&D-kampagner), man kan blive shanghaiet af et piratskib for kun at opdage, at det er et flyvende piratskib, der snart fører ind ud mellem stjernerne i Spelljammer-universet (anvendte modellen, da vi skiftede fra DragonLance til Spelljammer), og når disen falder på, føres man uset over i en anden og farligere verden, som er Ravenloft-settingens metode. Fra vores egen verden til mere fantastiske verdener er der ikke så mange rollespil, der tager en.
Cases fra mine egne kampagner
I Night’s Dark Terror-kampagnen har eventyrerne har forladt storbyen, hvor de alle er vokset op, og er draget ud på landet under deres kyndige mentors vejledning (en af spillerne, der kendte universet i forvejen), og de besøger nu landlige egne, som ligger langt fra den storby, de er vokset op i og kender godt. Ude på landet er skikkene anderledes, og folk taler sært.
I mit Fading Suns-oplæg om Mikkelshire begynder kampagnen med, at heltene sendes til Mikkelshire-egnen på Leminkainen-planeten – både egn og planet er fremmed for heltene – da de skal fragte et relikvie sikkert frem, en translatio sancti, hvor hellige skatte overføres til egn, der har brug for hellig kraft til fremme missionen. Så snart rumskibet er bordet, så ankommer heltene til en lidet kendt verden.
I Himmelørnens rejse begynder kampagnen med, at heltenes hjemby angribes i et natligt raid af magiske, flyvende skibe, som brandbomber byen for at ødelægge luftflåden i et overraskelsesangreb, men det lykkes heltene at flygte gennem den brændende by og borde Himmelørnen inden, det er for sent. Herefter flyver skibet nord over landets grænser til ukendte egne og nye eventyr.
Mere i kommende uger efter julen om at lave rollespilskampagner. Tips, tricks, metoder, værktøjer og refleksion over designet. Følg Stemmen fra ådalen på Facebook og bliv orienteret om nye indlæg.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
En relateret type fantasy er det, jeg har hørt omtalt som “Wainscoting”-fantasy. Dvs. universer som Harry Potter, Gnomernes Flugt og andre, hvor der gemmer sig en magisk verden “bag panelerne” (“Wainscot” betyder “panel”). Man kunne godt karakterisere universer som Unknown Armies og Dresden Files som Wainscoting. Der er også en “rejse” i at opdage den skjulte verden. World of Darkness starter også ofte kampagner på den måde, når en karakter bliver til varulv, vampyr eller hvad det nu kan være.
LikeLike
Jeg ser dem lidt som variationer af Portal Fantasy-genren, hvor skellet ligger mellem, om verdenen eksisterer skjult eller parallelt. Harry Potters univers eksisterer halvt om halvt skjult og halv om halvt parallelt med vores verden – f.eks. kunne skolen lige så godt have været i et parallelt univers og det samme med Diagonal-stræde, og i praksis er de også i separate universer. Andre eksempler på det er f.eks. Neverwhere og Ønskeøen i Peter Pan.
Foruden UA og Dresden Files, kunne man tilføre Call of Cthulhu-rollespillet til listen og på sin vis også Over the Edge.
Jeg ser to forskellige vinklinger på denne. Call of Cthulhu, hvor man laver almindelige mennesker, hvor historien handler om deres møde med den skjulte verden (og hvorledes det driver dem til vanvid).
WoD, UA og DF hvor man godt kan lave en udefrakommende karakter, der introduceres til verdenen, men i praksis forudsætter de, at personen på forhånd er en del af skjulte verden – i DF og UA kan du ikke rigtig være en magiker eller overnaturligt væsen uden allerede at kende til den skjulte verden, mens du WoD i teorien kan skabe et normalt menneske, der introduceres til verdenen – bliver gjort til vampyr eller varulv – men egentlig handler det om magtkampene inde i verdenen, og at spilleren vælger en klan (selvom klanen vælger karakteren).
Hvad jeg kommer frem til er, at nogle af de skjulte verdener lader spillerne være fuldstændigt uvidende om dem, og de kan lave ‘normale’ mennesker, som så møder det univers (Call of Cthulhu; Don’t Rest Your Head, Annalise).
Andre er lige på grænsen, da visse karaktertyper (typisk troldmænd) er udelukket, hvis spillerne ikke på forhånd kender universet (Unknown Armies, Over the Edge, Dresden Files).
Og atter andre kan i teorien spilles som en skjult verden, der opdages, men forudsætter at spillerne har et vist kendskab til spillet (så de kan træffe ordentlige valg omkring deres karakterer; men de kan stadig godt gå på opdagelse i deres univers – f.eks. et overfladisk kursus i varulve-typerne, hvorefter man spiller almindelige folk, der opdager deres indren ulv, og nu skal lære Varulvenes univers at kende).
Tak for at bringe Wainscoting-genren på banen.
LikeLike