Baseret på fantasy-bøgerne af Peter Bergting har forlaget Fria Ligan udgivet et begyndervenligt fantasy-rollespil for yngre, der kommer i en fin æske med terninger, regler, scenarier og seks karakterer klar til spil. Det er spændende, interessant, og noget af det bedste intro-rollespil, jeg har set, med kun to svagheder: 1) Det er på svensk, og 2) det første intro-scenarie bygger på en stereotyp, jeg ingenlunde ynder.

I æsken finder du

En håndfuld terninger (d4-d12), en regelbog, en scenariebog (tre scenarier), seks karakterer, en karakteroversigt og tre kort (dobbelttryk).

Det hele er i farvetryk og udstyret stemningsfulde tegninger i tegneserie-stil, som bryder en hel del med traditionelle og moderne fantasy-illustrationer, og de hjælper med at give Morwhayle sin egen stil.

Reglerne til Spelet om Morwhayle

SoM bruger en art task resolution-system, der nærmer sig conflict resolution, hvor man bygger en terningpulje op, ruller terningerne, vælger den højeste og for 1’er rullet, introduceres en kompleksitet.

• Færdighed + ressource (personlighed + udstyr + omstændighed + modstanderens sår osv.)

Resultatet matches enten mod modpartens terningkast eller en fast sværhedsgrad, som interessant nok også er et terningkast. Typisk er systemer bygget op sådan, at man enten ruller mod en aktiv modpart (f.eks. en kamp mod en trold), eller man ruller mod en passiv modpart (f.eks. at klatre på en skrænt), men i SoM ruller man terning for modparten i begge tilfælde.

Opbygningen af puljen er interessant. Man har 12 færdigheder med hver en terning fra d4 til d12. Dertil knytter man så en eller flere ressourcer. En ressource er en af karakterens tre personlighedstræk, som man enten bruger som fordel (giver d8 til puljen) eller som svaghed (giver d4 til puljen og man tjener et plotpoint – GM (som kaldes Heksemesteren) kan også gøre dette og tjene et GM-plotpoint!). Andre ressourcer er våben, hvor man få våbnets terning, men terningen kan ikke være højere end ens kampevne (dvs. har jeg t6 i kamp og står med et t8-våben, giver våbnet kun en t6, da manglende kundskaber med kampevnen begrænser våbnets kapacitet. Allierede kan give en terning, men alle lokationer besidder en betegnelse, som man kan inddrage til at støtte sig selv. Betegnelser kan være “sneklædte brosten”, “dybe skygger” og “mudret”, og de er etablerede af scenariet – men det er en rigtig fin måde at inddrage omgivelserne på og måde at inspirere spillerne til at inddrage omgivelserne omkring sig (det minder om Covenant).

En sidste vigtig ressource modpartens tvivl og skade, som er mental skade og fysisk skade, som man kan aktivere som en ressource til sin egen fordel. Mekanikken er set i flere indie-spil, og den har en simpel og effektiv måde at bringe sår og skader ind i spillet og få det til at spille en rolle.

Når puljen er bygget op, rulles terningerne og bedste resultat vinder. For hver 1’er rullet, må modparten vælge komplikationer som påvirker udfaldet, også selvom man er succesfuld. Regelbogen har en masse gode eksempler for hver af spillets 12 evner på, hvorledes komplikationer kan introduceres.

Eventyrpoint og andre seje mekanikker

Her kommer en tur gennem udvalgte mekanikker i spillet.

Skade er delt op i (fysisk) skade og tvivl, hvor sidste er konsekvensen af sociale konflikter, som svækker modparten, indtil denne opgiver at blive ved eller ikke rigtig formår at stå imod.

Indkøb sker også gennem et terningkast, hvor man bruger sin “Köpa något dyrbart”, hvilket minder om Burning Wheels Circle-mekanik (ligesom personlighedstrækkenes dobbelte funktion minder om Mouse Guards trait-mekanik).

Plot Point indtjenes af den enkelte spiller, de skal bruges inden spilgangen slutter, og de tilhører ALLE i gruppen! Pointene bruges til introducere udstyr, tilkalde hjælp, ignorere skade eller få en ekstra terning til puljen. Spilleder erhverver også point, som kan bruges til at introducere skurke og håndlangere, dele gruppen op og bringe andre i fare.

Erfaringspoint indtjenes på forskellige måder. Der er den løbende tildeling, når man har spillet en scene eller lignende. Ikke specielt visionært, men hver karakter har tre særlige mål, der udbetaler stadig flere point, og den sidste af de tre mål “ophæver” karakterens arketype (ligesom Keys i Shadows of Yesterday, hvorfra mekanikken sikkert er lånt). Spillerne skal desuden vælge hver deres “rolle” i gruppen (leder, ekspert, følge, klovn osv.), og når karakteren opfylder rollen, tjenes et erfaringspoint (minder lidt om Warhammer 3rd edition, hvor gruppens morale har en faktor, men er i stedet XP erhvervet for at rollespille en position i gruppen).

Erfaringspointene bruges til at bedre karakteren ved at øge færdigheder og tilegne sig nye særlige evner, og de bruges til at give karakteren en ny arketype – hver af de seks karakterer har en særlig rolle, og den rolle kan undervejs byttes ud med en ny, en slags karriereskifte, men typisk et, der er bundet til dramatiske hændelser i spillet.

Karaktererne

Der er seks karakterer at vælge mellem – barghest, charlatan, varulv, genganger, sværdmester, besværger – og når en spiller har valgt sit karakteroplæg, skal karakteren træffe en række valg omkring karakteren for at give den personlighed. Hvert af valgene skal gøres ud fra de muligheder, som arket rummer (det minder lidt om Apocalypse Worlds playbooks og om Lady Blackbirds karakteroplæg). Der vælges navn, udseende og baggrund, der vælges tre personlighedstræk, en rolle i gruppen og noget udstyr.

Spelet om Morwhayle rummer ingen retningslinjer for at lave egne karakterer. Der er de seks oplæg, og det er det.

Scenariebogen

Der er tre scenarier. I scenariernes ramme antages det, at karaktererne er en del af en hemmelig orden, der har sat sig for at beskytte landet og folk, og det driver karaktererne frem, og de har hjælp fra en ordensbror i form af en erfaren barghest (“hunde-mand”).

I første scenarie skal mordene på troldmænd hindres, da det bringer voldsomme magiske kræfter ud af balance, men det viser sig, at den troldmand, som har hjulpet heltene, i virkeligheden er skurken, og efter at have opsøgt den mistænkeliggjorte troldkvinde, vender gruppen tilbage til den første troldmand, der nu afslører sit sande jeg og konflikten udkæmpes. Det er en model, jeg synes, er elendig. “I bliver hyret af en troldmand, der sender jer på en mission til en ond/skummel troldmand, og når I vender tilbage, opdager I, at jeres arbejdsgiver er den sande skurk”. Slidt, kedelig og primitivt scenariedesign.

Det positive er nogle af stemningselementerne, som inkluderer ulykkelig kærlighed, som driver en god del af historien, og der er ikke skrevet side op og side ned om en baggrundshistorie, som vedrører birollerne men ikke spillerne eller karaktererne.

Det andet scenarie er en historie om en vanvittig fyrste, der har mistet sit len til en pest, og i sin desperation efter at standse sygdommen og vedligeholde sit len, har han brugt trolddom, der har rejst lensboerne som zombier. Stemningsfuldt og rig plads til dramatiske oplevelser.

Det tredje scenarie er en rejsen rundt i ødemarken i jagten på en røvet skat, og undervejs møder heltene ødemarkens beboere og folk, der er ude efter skatten. Showdown inkluderer en drage, og hvis man gør snedig brug af skatten, kan man undgå en direkte konfrontation. Scenariet er klassisk i sin opbygning, lidt for linært, men stadig langt bedre end første scenarie.

Det positive er, at scenarierne er ikke dungeon crawls, og de ligger op til rollespil, efterforskning og mere end bare terningkast. De er lidt for 90’er-agtige for mig, men de er også et godt eksempel på, hvor svært det er at skrive denne type scenarie uden at falde ind i nogle faste skabeloner, særligt når man skriver til andre end sig selv.

Alt i alt

Spelet om Morwhayle er spilmekanisk en indie-hybrid, der låner fra flere forskellige indie-systemer og bruger det på en spændende måde. Det ligner på overfladen mere traditionelle systemer, men de indlejrede indie-mekanikker løfter spillet, og det rummer en vigtig ting, nemlig et brud med opfattelsen af, at introduktionen til rollespil skal gå gennem tunge, adventure game-systemer (pt. D&D, Pathfinder, Star Wars: Edge of Empire/Age of Rebellion, som er de eneste, der har begyndersæt på markedet), og i stedet introducerer et indie-lignende fantasy-system.

På godt og skidt er scenarierne ikke indie-strukturerede eventyr, hvor man forbereder sig minimalt og lader handlingen blive drevet frem af improvisationer over karakterernes agenda, men omvendt finder jeg det acceptabelt, fordi det er et begyndersæt med både spiller og spilleder som begynder, og med et yngre publikum som målgruppe. Trods min kritik af scenarierne til Spelet om Morwhayle, finder jeg, at der kun er en rigtig svaghed, og det er sproget, da folk hellere læser engelsk end svensk. For erfarne rollespillere er SoM interessant fra et formidlingsmæssigt perspektiv – man kommer lynhurtigt i gang med at spille, da karaktererne er klar og bare lige skal personliggøres – og systemet ser meget lovende ud (jeg har ikke prøvet det, kun læst det), og ved læsningen fik jeg lyst til at udfor0rske Morwhayle og systemet, men vil nok vælge nogle andre scenarier end æskens egne (omend scenarie nr. 2’s oplæg er sejt, og det kunne jeg godt finde på at tage i brug).

Hvis bare nogen oversatte det til dansk …