Most public-play adventures open with a scene where a patron asks the characters to undertake some mission. The players may talk money, but whatever the terms, they always take the job. The scene is a formality. The characters took the job as soon as their players sat to play D&D. Sometimes I think fourth edition turned the combat encounters into the same sort of obligation. If an adventure budgets 1½ hours for a combat encounter, you may as well roll initiative, because you already chose to play. Certainly my D&D Encounters players tended to that outlook. More than once, I heard someone say, “Why are we talking to these guys? You know we will just have to fight them.”
(læs resten her; min fremhævelse)
Lige der er en central forskel mellem D&D, som det udviklede sig med sin encounter-baserede struktur hen mod slutningen af D&D 3,5 og tog konsekvenserne af fuldt ud i D&D 4th edition, hvor karaktererne blev designet til at følge den encounter-baserede struktur. En anden følge var Skill Challenge-systemet, som i sin opbygning var et interessant ekperiment, men somoverordnet pegede i retning af, at hvad der ikke var kamp, var noget, der skulle overstås for at komme frem til essensen: Kampen.
Først og fremmest er Dungeons & Dragons 5th edition ikke Dungeons & Dragons 4th edition. Der er væsentlige forskelle. Mange af tiltagene med encounter-baserede evner og evner, hvis opbygning af defineret ud fra deres funktion i kampen (“skub modstanderen tre felter”).
Karaktererne er heller ikke længere defineret (åbenlyst) ud fra deres funktioner (striker, tank, controller etc.) på slagmarken, og de har evner, som hovedsageligt kommer til udtryk uden for kamp, og der er introduceret materiale for deres karakterernes baggrunde, som ikke tidligere var en fast del af reglerne, men som lægger tæt op af f.eks. Character Kits, som de blev introduceret i Complete-bøgerne.
Det ligger helt ned i spillets stuktur og måderne, som man kan spille D&D på nu, men som man kun vanskeligt kunne spille D&D med 4th edition-reglerne. Da jeg spillede D&D 4th edition gik min forberedelse på at designe encounters, og da vi spillede de gamle scenarier fra slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, var en stor del af øvelsen af omstrukturere udforskningen af rummene til encounters, men det fik ofte tingene til ikke rigtig at fungere. Hvad der i et modul var en lille dungeon blev med D&D 4th edition til en lang kamp i stedet, og spilaftenerne endte ofte med at være bygget op over en eller to kampe med noget spil ind imellem.
Med 5th edition bruger jeg igen meget lidt tid på at forberede kampe. Jeg kan igen fokusere på at læse scenarierne og spendere kort tid med at konvertere monstre og så videre – hvilket går hurtigere nu, hvor Monster Manual er udkommet. Til gengæld er vi nu rykket fra 80’er-scenarierne over til 90’er-scenarierne, og det betyder en masse forberedelse i form af læsning af lange baggrunde og detaljerede udredninger af, hvad der finder sted, og strukturering af handlingen. Ikke desto mindre lader D&D 5th edition mig igen gå på eventyr med D&D-reglerne. Jeg er godt glad for D&D 5th edition.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
I min spilgruppe er vi ligeledes tilfredse med D&D 5. Som DM er det befriende igen at have fokus på historien, som du også selv er inde på. Noget jeg er ærgerlig over, er at 8 ud af 12 karakterklasser har adgang til magi, hvilket efter min mening udvander det mystiske og særegne ved magien, samtidig med jeg synes dette forhold gør de sidste 4 klasser mindre potente sammenlignet med andre 8. Det er stereotypt, at magi er eneste “kreative” middel anvendt til at underbygge den enkelte klasse (ud af de 8). Til eksempel, i AD&D skulle paladinen på mission/eventyr for at finde sin stridshest på 4. level, som et “åndeligt kald” han fik. Dette var anderledes og gjorde denne klasse unik. Sådanne iscenesættelser havde jeg hellere set definerede de mange klasser, end blot give størstedelen adgang til magi – det virker lidt uambitiøst og kedeligt.
LikeLike
Hvor er det fedt, at jeg ikke er den eneste der ser lighederne mellem 3.5 og 4E! For mig er 4E den naturlige konsekvens af 3.5s grid-system, ”regler-for-alting”-princip og ikke mindst de rige muligheder for powergaming.
Grunden til at jeg i sin tid kastede mig over 4E var netop at jeg ledte efter et simplere og sjovere system. Og jeg synes faktisk at 4E er skideskægt; selv skill challenges kan med et par enkle house rules og med gode og kreative spillere blive absolutte højdepunkter, hvor historien og rollespillet hjælpes på vej (selv om jeg desværre ofte hører om det modsatte).
Problemet er, at Wizards of the Coast kaldte 4E for D&D – jeg husker en reklame med sloganet ”The game will stay the same” – og det er det bare ikke. Det er ikke et dårligt spil, men det er meget langt fra traditionel D&D.
I det lys synes jeg, at 5th er meget anderledes end både 3rd og 4E: Det er simpelt og vægten er lagt på historie og spilbarhed frem for regelknuseri og kamp. Jeg glæder mig virkelig til at spille det!
LikeLike
Kort kan det siges, at 5th. edition (Som jeg stadig ynder at kalde Next) får spillernes øjne op fra arket og ind i fortællingen. Spillerne ser mere hinanden i øjnene og reglerne understøtter rollespillet bedre.
LikeLike
@Kristian Jepsen: D&D 4 er bestemt ikke et ringe system, som også du siger, tværtimod. Men rigtignok, det har (havde) ikke D&D’s ånd og sjæl, fokus var andet – og deraf systemet. At sammenligne det med D&D er en fiasko, men isoleret som sit eget system og på dets præmis, ja, så var det et virkelig fedt system!
For eget vedkommende har jeg svært ved at adskille 4.0 fra D&D, og derfor vil udgaven altid være en adoption af noget fremmed og forkert (historisk set).
@Jens Thorup Rasmussen: Jeg er DM i en gruppe, som har spillet 3.5 og Pathfinder (foruden de gamle udgaver – men det er længe siden). At sidde og iagttage spillerne, som ellers har haft fokus på karakter-ark og regelbøger, pludselig være mere centrale “forfattere” i scenerne, ift. de ikke længere skal ajourføre sig mekanik og deslige, det er en fed oplevelse(!). Og det er ultimativt fedt at føle old-school stilen genoplivet – dog i nyt format, men alligevel!
LikeLike
Man kan lave spændende ting med Skill Challenge-systemet, men jeg synes ofte det endte med for meget arbejde rigtigt at få SC-systemet op at køre (og når man skal house rule ting, så er det ofte tegn på mangler i systemet). Jeg har haft leget en del med 4E gennem antologierne Legenden om …, som jeg skrev sammen med Troels Ken til Viking-Con.
Derudover er D&D 4th bare meget langt fra tidligere versioner, så der holder Wizards’ erklæring ikke. Ændringen kom som en slem oplevelse for mange rollespillere. Der ser jeg 5th som et skridt i rette retning, nemlig tilbage til det, som rigtig mange gerne vil spille. Jeg glæder mig selv til at udforske systemet yderligere.
LikeLike
Det er en god måde at formulere det på.
LikeLike
D&D 4th havde mange gode ting for sig inden for den ramme, det kørte, og var det blevet præsenteret som noget andet end D&D 4th, havde det sikkert ikke fået samme hårde medfart (men var sikkert heller ikke blevet opdaget af så mange, da D&D som brand tiltrækker mange folk).
Nedtoningen af spilmekaniske elementer er generelt bare en rar ting, da det giver mere overskud til spillet omkring bordet 🙂
LikeLike