Symbaroum er et svensk rollespil udgivet i 2014 af Järnringen (og de af os, der er fans af D&D Known World/Mystara-settingen, genkender straks navnet fra The Iron Ring, der er en organisation af slavehandlere), og der er i skrivende stund en fundraiser på indiegogo for en engelsk udgivelse af Symbaroum.

Bogen er en flot, indbundet bog i farver og rig på store, smukke, meget stemningsfyldte illustrationer af menneskets møde med det ældgamle, det titaniske, de dybe skove, og det er en fornøjelse bare at bladre gennem bogen.

Kort fortalt: Symbaroum er klassisk fantasy adventure game rollespil i en 90’er stil, hvor bogens første tredjedel er en beskrivelse af universet, næste del er for spillerne, og sidste del er for spilleder. Stilen er lagt på spillederstyret rollespil uden nogen væsentlige story game eller indie-mekanikker, men til gengæld en interessant og gennemført tilgang til 90’er paradigmet.

Overordnet et enkelt d20-baseret system, som generelt er holdt ret simpelt, og som i modsætning Storyteller systemet mere bygger på et simpelt system end et system, der skal ignoreres.

Verdenen

Symbaroum udspiller sig i en fantasyverden med mennesker, riser, mørkalfer og skiftinge, hvor al trolddom korrumperer, og hvor folket har forladt deres lande efter den lange, ødelæggende , men sejrrige krig mod ondskaben. De har genbefolket landet, nu Ambria, forladt en gang i deres fortid, og de grænser op til en gigantisk skov, Davokar, som er en dunkel, fortryllet og mægtig skov, der er vokset frem hen over ruinerne af en højkultur, Symbaroum, som blev forbandet af mægtige kræfter. Barbariske stammer bebor yderkanterne af skoven, og de er efterkommere af den legendariske kultur

Systemet

Symbaroum er en art d20 system, ligesom rollespillet Numenera er bygget op omkring en 20-sidet terning. Spillerne ruller alle terninger, og når der skal foretages et tjek af en art (f.eks. rulles et angreb), ruller man terningen mod en relevant evne modificeret af modstandens evne.

Hver karakter har otte evner, og der fordeles 80 point mellem de otte evner (min. 5, max 15), og det er dem, som d20’eren rulles imod. De otte evner er diskret, snedig, træfsikker, viljestærk, kvik, stærk, årvågen og overbevisende. Alle andre væsener i Symbaroum har også fordelt 80 point mellem de otte evner, og differencen mellem 10 og evne-tallet er den modifier, som tallet justeres med. F.eks. hvis en karakter vil snige sig forbi en vagtpost, bruges diskret mod årvågen. Har min karakter Diskret 12, skal der rulles under 12. Hvis vagten har årvågen 7, giver det en +3 bonus til min karakter, der nu ruller mod 15, og hvis vagten har årvågen 12, giver det en -2 straf til karakteren, der nu ruller mod 10.

Foruden de otte evner vælger hver karakter en arketype, som er en retningslinje for hvilke evner, man vælger, og hver karakter begynder med 50 point at købe evner for. Niveau 1 evne koster 10 point, niveau 2 koster i alt 30 og niveau 3 koster i alt 60, så hver karakter begynder med fem niveau 1 evner eller to niveau 1 og en niveau 2 evne. De kan forbedres med XP. Følgen er, at karaktererne får generelt ikke bedre stats (med forbehold for visse evner), og i stedet bliver de mere ferme og effektive, men beholder deres stats. Det minder om Basic roleplaying og RuneQuest, men med den forskel, at man har udskiftet de procent-baserede evner med særlige evner. På mange områder et spændende valg, og et godt alternativ til level-fri, skill-baserede systemer.

Kamp fungerer ved, at parterne agerer i rækkefølge efter deres Kvik evne, og de skiftes til at slå ud mod hinanden. Spillerne ruller som nævnt terninger, og de ruller enten angreb eller forsvar. Lykkes et angreb, ruller spilleren skade mod fjendens rustningsværdi, eller spilleren ruller rustning mod fjendens angrebsværdi. Rulles en hvis mængde skade i et hug, slår man modparten omkuld eller opnår et bonusangreb. Hvert angreb dræner livspoint, og rammer de 0, er karakteren døende, og monstret er dødt.

Alle karakterer har desuden nogle evner, og hver evne kommer i tre niveauer, hvor hvert niveau har en effekt eller en stadig større bonus. Næsten alle evnerne er nogle som bedrer kamp eller trolddom.

Trolddom er fascinerende, og det er koblet sammen med fiktionen på en fin måde, som minder mig om Fading Suns i særdeleshed, men også den korruption, der optræder i Ravenloft og i The One Ring. Korruption kommer til udtryk i, at alle har en skygge (sjæl, aura), og dens farve er betinget af, om man er et civilisationens væsen, et naturens væsen eller en vanskabning, og i takt med at man bliver korrumperet, påvirkes farven på skyggen – det er en rigtig fin detalje i spillet. Korruptionen kommer fra at lære og anvende trolddom, fra at knytte sig til magiske skatte eller lade sig påvirke af dunkle kræfter i skoven. Magi fungerer som særlige evner, og de har hver tre trin. Ved siden af de magiske evner, er der også ceremoniel trolddom, som er langsommere at anvende, men giver praktiske effekter, når man kan afsætte en time til det.

Styrker

Det usynlige system: Symbaroum sigter efter at have historier, hvor karaktererne er involveret i intriger og magtkampe på randen til skoven, hvor trolddom korrumperer, og hvor vanskabninger og udøde truer. Det vil gerne have et system, hvor karaktererne interagerer med omgivelser og med personer og intriger, og spilleder har hånd om det, holdende de spiltekniske dele usynlige for spillerne, og via sin enkelhed og reglernes formidling gør spillet det fint.

En god ting i systemet er, at det er spillerrettet. Spillerne ruller alle terningerne – ligesom i Whispering Vault og i Cypher System (Numenera, The Strange), og spilleder udstikker sværhedsgrader. Det giver spillerne mere at lave, og det overlade mere tid til spilleder til at håndtere fiktionen.

En anden god ting i systemet er, at det arbejder med meget få modifiers, og nogle steder anvender det advantage/disadvantage systemet (som også findes i Dungeons & Dragons 5th edition og i Hinterlandet), hvor man ruller to terninger samtidigt og beholder det ene. Det får også handlingen til at flyde hurtigere, og understøtter godt ønsket om det usynlige system.

En anden meget fascinerende ting er håndteringen af konflikter mellem spillerne. Mange systemer er ikke gode til dette, fordi der er en implicit antagelse, at karaktererne ikke kommer i konflikt, og systemet er rettet mod, at karaktererne alene interagerer med fiktionen. I Symbaroum kan man rulle terninger, om det bliver nødvendigt – den aktive spiller ruller, den passive modificerer sværhedsgraden – men ellers er oplægget, at spilleder spørger spillerne, hvad udfaldet af situationen bliver, og man beskriver derefter udfaldet. Det er et ret fint råd at få løftet konflikter op på et forhandlingsniveau mellem spillerne og tage en snak om, hvad der sker, frem for at finde terninger frem – særligt med Symbaroums usynlige system.

Stemning: Billederne, ideen , brugen af ‘skygge’, korruptionen, mulighederne for at spille skiftinge og riser, den anderledes fantasy-verden, som er uden orker, halvinger, dværge, gobliner og andre moderne, post-Tolkien fantasy-verdener standard elementer giver en god stemning, og det er en spændende nordisk vibe med dybe skove og intriger på randen mellem civilisation og natur.

Svagheder

Skoven, der blev væk: Til trods for at hele verdenen er bygget op omkring en ældgammel skov fyldt med hemmeligheder, og bogen er fyldt med stemningsrige billeder af skoven, så understøttes det meget, meget lidt. Der er ingen scenarieoplæg om skoven, kun vage beskrivelser af skoven i den generelle sektion, og der er ingen mekanikker, der rigtigt støtter udforskningen af skoven. F.eks. angiver rejseafsnittet alene tempoet i forskellige typer skov og hvilke væsner, man kan forvente at møde hvor, og i afsnittet om korruption nævnes det, at opholder man sig i særlige egne af skoven, så korrumperes man, men der er intet til at understøtte dette yderligere. Spilledere gives ingen værktøjer, og de er muligvis nødt til at vente et supplement – i modsætning til f.eks. The One Ring, der har et system for at rejse, udforske landet og blive udsat for mørkets dunkle indflydelse.

For noget, der fylder så meget i ideen om Symbaroum, er skoven forbløffende fraværende. Ligeledes har skoven i Symbaroum ikke den evne til at forvandle, som er udtrykt i rollespillet Summerland eller The Clay that Woke (eller Warhammer novelle-scenariet I skoven forvandles alle).

Indforstået formidling: Reglerne er fordelt mellem to afsnit, da spillerne kun ser den ene side, nærmest som et frontend, hvor spilleder har backend. Spillerne får forklaret kampsystemet og magisystemet – for det er de regler, de kommer til at arbejde med, mens spilleder får resten, inkluderende hvad der svarer til f.eks. skill tjeks – selvom Symbaroum basalt set ikke gar dem. Tanken er, at det generelt skal “rollespilles” med spilleder som arbitrator (en form jeg generelt ikke ynder, men det er i det mindste meget gennemført her; det er således let at ignorere reglerne, for der er meget få af dem at ignorere).
Konsekvensen er, at det er ret svært at finde en klar forklaring på, hvordan terningkast fungerer, og der er få eksempler, til trods for bogens mange praktiske eksempler på reglernes anvendelse. Til trods for at det er kortfattede regler, har jeg brugt uforholdsmæssigt meget tid på at bladre rundt i bogen for at finde detaljer.

Afkobling af fiktion og system: I afsnittet om karakterskabelse er der sektioner, der omtaler de mange forskellige elementer af karakteren fra særlige evner til folkeslag, fra penge til udstyr, men når man så bladrer til afsnittene om penge og udstyr, finder man f.eks. bare en beskrivelse af mønterne, ingenting om ressource-management mekanikker (som f.eks. Circles i Burning Wheel/Mouse Guard/Torchbearer eller bare Credit Rating i Call of Cthulhu). Ligeledes er der afsat lange afsnit om karakterernes mål og personlighed, men igen er der intet spilmekanisk, der understøtter dette, som man ellers er blevet vant til det fra flere nyere rollespil.

Konklusion

Hvis dit mål er at spille story games eller indie-rollespil, er Symbaroum ikke det, du leder efter. Er du interesseret i et high-fantasy episk system med magtfulde krigere og troldmænd er D&D 5th edition eller Pathfinder det, du søger, men er det et low fantasy system med stemning, et system som er hurtigt at håndtere og som ikke kommer i vejen, når I spiller, så er Symbaroum et godt valg, og det er godt et valg som alternativ til Shadows of Esteren, The One Ring og RuneQuest – og det er et system, som det for eksempel kunne være interessant at spille en A Game of Thrones kampagne med.

Jeg er nysgerrig efter at prøve Symbaroum, og selvom jeg ikke tror, det bliver et system for mig, så vil jeg gerne anbefale det som et enkelt og stemningsrigt system, og jeg har selv en stor lyst til at fremmane en mystisk og stemningsfyldt oplevelse med Symbaroum (eller få fingre i nogle af de scenarier, der er lavet – der er flere til gratis download her). Bliv ikke overrasket hvis der følger en spilrapport fra Symbaroum her på bloggen.