Syv rollespilskampagner i støbeskeen

Hvilke rollespilskampagner drømmer du om at spille?

Johs satte tankerne i gang på sin blog med sit oplæg til syv spændende kampagner, han gerne ville spille, og siden har Peter, OliverElias og Thais budt ind med oplæg – og spørgsmålet er, om Kristian, Thomas og Simon også gør det?

Jeg har mine helt egne drømme og forhåbninger om rollespil, jeg gerne vil spille, og her kommer mine halve og hele tanker om korte og lange kampagner, som jeg gerne vil kaste mig over. Jeg prøver lidt at holde det adskilt fra de rollespil, jeg gerne vil have spillet (noget mere) som spænder over alt fra Monster of the Week til The One Ring til Kingdoms til Toon til The Clay that Woke til Age of Rebellion til Fate: The Secret of Cats. Noget af det hænger sammen med mit rollespilsarkæologiske projekt, der har haft til mål at få spillet en masse af de ting, der udkom i 70’erne og 80’erne, og hvor vægten har været på D&D, men der er en del andre 80’er rollespil, jeg også gerne vil have spillet.

Om det lige bliver syv kampagner, der bliver præsenteret, kan jeg ikke love, men det bliver en tur rundt i alle de ting, jeg for tiden drømmer om at spille.

GURPS Goblins: Rendestenens uslingeGURPS Goblins

Goblins er en setting til GURPS, der udspiller sig i 1800-tallets London i en verden befolket af goblins. Særkendes ved goblins er, at de er forfærdelige væsner – fordomsfulde misbrugere osv. – som kommer med en kæmpe pakke af disadvantages, og så er de en del af en verden, hvor arv ingen rolle spiller, men miljø betyder alt. Køn, udseende, opførsel, handicaps er alt sammen betinget af miljø i en streng social darwinistisk tankegang, og de er en del af et stærkt stratificeret samfund, hvor forskellen i sociale klasser afspejles direkte i modifiers på skill checks.

En del af oplevelsen i GURPS Goblins er at skabe karaktererne (ligesom det er i Traveller og Teenage Mutant Ninja Turtles & Other Strangenessdet er karakterskabelsesspillet), da deres karakteristika er betinget af deres opvækst (voksede man op arbejdende som skorstensfejer er man høj og tynd, blev man smidt i Themsen under en streng vinter har man pels osv.).

GURPS er fint til at sætte ord og tal på de mange karakteristika og give det en håndgribelighed i spillet – hvorfor GURPS er fint til at beskrive karakterer i f.eks. Transhuman Space og i Goblins, men jeg gider ikke spille med GURPS-reglerne. De er for tunge og omstændige. Jeg har brug for et system, der kan “tagge” de mange karakteristika og træk og lade dem komme i spil. Derefter kunne det være sjovt at spille Goblins en aften eller to, men en længere kampagne er mere tvivlsomt, da Goblins karaktererne sandsynligvis bliver for usympatiske.

System: ?

Koncept: Mini-kampagne på 2-3 spilgange, hvor en flok rendestensgobliner konfronteres med en sammensværgelse, der lader dem udforske de højere klassers dekadente levned, og stille det i skarp kontrast med deres eget liv.

Science Fiction

Jeg holder af science fiction, men jeg får det slet ikke spillet det i det omfang, at jeg læser og ser science fiction (og vice versa med fantasy; spiller det meget, men læser det lidt), og jeg vil derfor gerne søsætte en masse forskellige science fiction kampagner. Dem tager vi et par stykker af her.

Space Opera

Space Opera – gerne i en episk skala med at udforske og opleve universet og dets mysterier. Det må gerne være på de skalaer, som Iain Banks og Alastair Reynolds fortæller deres historier, eller have den eventyrlighed, der er i Star Wars, eller den Gold Age forundring, der er at finde i Asimov og andre af den periodes forfatteres historier.

Hverken regelsystem eller koncept på plads. Bare en drøm om en kampagne, der foregår mellem stjernerne, og hvor heltene afdækker mysterier, der dækker over årtusind gamle hemmeligheder. Det kunne være med Alternity, Fate, Ashen Stars, eller Fate: Diaspora.

Android Asimov

I forlængelse af Space Opera er også min drøm at spille en mere teknisk form for Science fiction, noget i stil med Asimovs robot-historier. Robot-historierne er kendte for deres introduktion af “Robotikkens tre love”, men der er meget mere til historierne end det. Asimovs historier handler om at udforske, hvordan de tre love kommer til at fungere i praksis – på sin vis er historierne en undersøgelse og et forsøg på at falsificere de tre love, og vægten er særligt lagt på det psykologiske samspil mellem mennesker og androider, og hvad det betyder for mennesker at omgås kunstige skabninger, der qua deres kunstighed på mange måder er mennesket overlegne, og der er derfor en latent frygt for androiderne eksisterende som et substratum i store dele af robothistorierne. At kunne skabe en engine til at opstille og udspille Robot-historier er noget, jeg rigtig gerne ville, og så spille en slags novelle-antologi i en sådan verden.

Regler: Måske Fate eller noget tilsvarende tilsat en dosis husregler omkring kunsten at udlede deduktioner fra robotikkens tre love til at konfrontere androider og deres positroniske hjerner. Jeg overvejer desuden at koble nogle elementer fra Shock: Social Science Fiction rollespillet på kampagnen.

Koncept: Novelle-kampagne, hvor i snit to spilgange bruges på hver historie, som er bundet sammen af en rød tråd som vi gjorde i Delta Green kampagnen og i Transhuman Space kampagnen.

Transhuman Science Fiction: Hvad er menneske?

Transhuman genren er nærmest en slags post-cyberpunk science fiction, der udspiller sig i en verden, hvor cyberpunk elementet i endnu større grad gennemsyrer verden. To-tre rollespil – Eclipse Phase, Transhuman Space, FreeMarket – udspiller sig i en sådan verden, og jeg havde stor fornøjelse af at spille Transhuman Space med The Shadow of Yesterday-reglerne. Jeg kunne godt tænke mig at udforske Transhuman-konceptet noget mere og det denne gang via Eclipse Phase med en kombination af Eclipse Phase setting, Iain Banks og Alastair historier.

Regelsystem: The Shadow of Yesterday med Eclipse Phase? Fate: Mindjammer?

Koncept: Intet helt fastlagt. Jeg har en ide om at udforske solsystemet og besøge de forskellige verdener i jagten på en konspiration, der truer menneskehedens eksistens. Måske en form for krimi-thriller med sammensværgelser som hoveddrivkraften.

Fading Sunsfading-suns

En mystisk, episk og eventyrlig science fiction setting, der kombinerer middelalder og space opera. Jeg har længe, længe, meget længe, drømt om at køre en kampagne i denne verden – og blandt andet bruge den til at udforske forskellige sider af europæisk middelalder, men også for at få mulighed for at udspille nogle af de episke og fantastiske dele, der også er at finde i Frank Herbets Dune.

Den kendte verden rundt

En tanke til en kampagne er at spille Den kendte verden rundt i 80 spring, fordi man rejser via portaler mellem solsystemerne, og det giver mig en mulighed for at udforske hele settingen som en del af kampagnen. Tanken er at køre historien som et væddemål mellem to magtfulde adelsfolk, og karaktererne bliver på vegne sendt rundt for at bevise, at det er muligt at foretage turen, og med sig har de en observatør for den anden adelsmand, der skal sikre sig, at de ikke snyder i deres rundrejse (der er både elementer af Vernes Verden rundt på 80 dage og Asterix Gallien Rundt).

Grænselandet Leminkainen

En anden kampagne ville være en, der udspiller på en af “grænseverdenerne”, hvor der er en portal, som de frygtede vuldrokker angriber Den kendte verden gennem. Vuldrokkerne er en parallel til vikingerne, der dukker plyndrende og hærgende op – og en del af dem har nu bidt sig fast på et kontinent på en hovedplanet (lidt a la vikingerne og Normandiet), og kampagnen udspiller sig på kontinentet, der er halvt koloniseret af dem, og hvor heltene bliver inddraget i konflikten mellem to kulturer, der prøver at sameksistere, mens magthaverne bekriger hinanden.

Reglerne: Generelt for Fading Suns er mit problem, at jeg mangler et regelsystem, som jeg har lyst til at bruge. Fading Suns bruger Victory Point System, som er et d10-baseret 90’er system, og generelt for 90’er systemer er der tale om systemer, der er designet til at blive ignoreret, hvorfor reglerne aldrig rigtig duer, og nu har snart 20 års revideringer forsøgt at få dem til at fungere, men det bliver ikke godt, og jeg får derfor brug for et andet sæt regler. En mulighed er Burning Empires, men der er meget reskin arbejde, og en anden er The Shadow of Yesterday.

Blue PlanetBlue Planet

Inspireret af tegneserier som Aquablue og Masirs vogtere og David Brins Uplift historier finder jeg rollespillet Blue Planet interessant. En verden næsten dækket af hav, og fyldt med levn fra en mystisk fortid, og splittet mellem forskellige bølger af kolonister, hvor nogle er den gamle garde, og der i en generation eller længere tid var strandet på havplaneten, indtil porten til planeten åbnede sig igen.

Regelsystem: Måske en variant af Gumshoe-reglerne inspireret af Ashen Stars eller Mutant City Blues.

Koncept: To verdener mødes – en politi-krimi-serie, hvor karaktererne er en politistyrke hovedsageligt af nyligt udstationerede betjente på Blue Planet, der skal forsøge at balancere livet mellem den nye og den gamle verden, og ligeledes balancere deres hverdag mellem de “indfødte” kolonister og de nytilkomne kolonister.

En af de sjove ting ved Blue Planet rollespillet er, at den nærmest kan indsættes på en tidslinje sammen med Eclipse Phase og Fading Suns, så der kan spilles en mega-kampagne over flere tidsaldre, hvor der stadig er en overordnet rød tråd.

Superstruktur-kampagne

At spille på en så enorm skala er noget af charmen ved MicroScope, og derfor vil jeg gerne spille noget mere MicroScope, men jeg vil også gerne opleve effekten af superstrukturer på en kampagne, som de optræder i Svavelvinter og i Burning Empires, selvom det ikke lige behøver være de to systemer, der spilles. I begge tilfælde er jeg fristet af at løfte dem over i andre settings og bruge dem der.

På den store skala vil jeg gerne spille en kampagne, der begynder med, at man finder portalen til en anden verden og koloniserer den (Blue Planet), og det giver grundlaget og udgangspunktet for en hel ny teknologisk udvikling, der kulminerer i en event horizon katastrofe, der skaber rammen for Eclipse Phase-universet, og et par tusind år senere, er det endt med en et feudalt interstellart samfund ramt af en interstellar katastrofe: Solene blegner (Fading Suns).

Det skal være historier, som på ingen måde er direkte bundet sammen, for der er tidsskalaen særligt frem til Fading Suns for stor, men i lighed med f.eks. Asimovs Stiftelsen-historier, så er det nedslag i en enorm tidslinje, hvor verden forandrer sig drastisk undervejs. Fælles er dog mysteriet om de blegnende sole, der (måske) skyldes “Krigen i himlen” i en dunkel fortid hinsides menneskehedens erindring. Måske skal der være en metode for spillerne at bringe konsekvenser fra en periode til en anden, og det kan være via MicroScope.

Paranoiaparanoia-cover (1)

En sidste titel i science fiction kategorien er Paranoia, som jeg alle dage har været fascineret af, og som jeg har haft nogle fornøjelige spiloplevelser med. I forlængelse af det rollespilsarkæologiske projekt er det et af de rollespil, som jeg gerne vil prøve at spille og se, hvordan det tager sig ud, når man spiller nogle af de klassiske scenarier og mini-kampagner fra 80’erne.

Regler: Paranoia 2nd edition reglerne eller Paranoia XP reglerne

Koncept: Spille de mest klassiske Paranoia scenarier og (gen)opleve nogle af spillets mest gale og visionære ideer frem for senere tilkomne tolkninger.

Pendragon & RuneQuest

To 80’er rollespil som jeg med det rollespilsarkæologiske projekt gerne vil udforske og se, hvad det egentlig er for spiloplevelser, som de kunne levere tilbage i 80’erne – faktisk har jeg lidt en drøm også at spille Vampire: The Masquerade 1st edition, fordi spillet faktisk synes at have en anden form end det senere får fra 2nd edition og frem.

Okkult konspirationsrollespilnba-cover (1)

Jeg har med fornøjelse spillet en masse Nephilim, en god sjat Whispering Vault, en del Call of Cthulhu og en solid gang Delta Green foruden en smule Covert Generation, Lacuna og Covenant, men ingen Chill, Conspiracy of Shadows, Kult, In Nomine eller Unknown Armies, Night’s Black Agents, som jeg kun har fået læst og har haft stjålet fra.

Ikke desto mindre finder jeg okkult konspirationsrollespil fascinerende og sjovt. Det giver mig lov til at dykke ned i historien og bringe de særeste ting til live under påskud om, at det har haft gemt sig bag en sammensværgelse, og det giver mig lov til at komme med bizarre og sjove bud på, hvorfor tingene hænger sammen, som de gør.

En tilgang vil være at spille Night’s Black Agents for at se, om det virker. Jeg har ikke haft kørt hardcore spionthrillere før, så der er en udfordring der. En anden tilgang vil være at forsøge det med Monster of the Week og gå i retning af tv-serierne X-files og Millenium. En tredje tilgang vil være at bruge Fate (måske inspireret af Dresden Files rollespillet), og så spille en okkult postmoderne kampagne, der bruger magi-systemet fra Unknown Armies, fordi det magi-system fortjener at blive brugt noget mere.

Jeg har ikke helt fastlagt mig på vinklen, men det bliver en storby-kampagne, der udspiller sig i Europa og Mellemøsten (for det plejer mine Nephilim-kampagner at gøre), da der er så meget okkult historie at trække på. USA er typisk periferien, men landet er så fattigt på historie, at det ikke er sjovt at bruge.

Hinterlandet – De andre aspekter

Mit eget store projekt er oldschool rollespillet Hinterlandet, som er et yderst målrettet rollespilssystem designet til at udforske. Grundkernen er lige nu fokuseret på hulesystemer (Hinterlandet) men jeg bruger en variant til mere bredt kampagnespil (Dalen), og så har jeg planer om en serie spinoffs:

Landsbyen – udforskning på lille skala, hvor man går rundt i en landsby førend man kommer til dungeon-delen for at afspejle denne del af de klassiske oldschool scenariers opbygning.

Nætter i Kejserstaden – rundture i bymiljøer med et modulært system, der bringer eventyrerne rundt i en storby, inden de ender ved det endelige hulesystem og shiwdown.

Byvagten – en investigation variant af Hinterlandet, der bruger en ramme, hvor karaktererne er medlemmer af byvagten i en storby, som bringer dem i kontakt med alskens sager, der skal udforskes.

Kejserpaladset – en intrige-variant af Hinterlandet, der udspiller sig i det enorme Kejserpalads, der er en hel by i sig selv, hvor tusindvis af hoffolk, tjenestefolk og adelige har hjemme, og hvor hele generationer af folk er først og opvokset sjældent seende byen og livet uden for Kejserpaladset. Her ‘udforskes’ intriger, paladsets hemmeligheder og et sindrigt system af aflåste rum og kamre.

Hvad det næste bliver er ikke helt sikkert, men med sikkerhed ved jeg, at der er så meget rollespil endnu at spille at jeg er garanteret årevis af underholdning – og der bliver ved med at blive udgivet spændende ting.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

3 kommentarer til “Syv rollespilskampagner i støbeskeen

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.