[3. december] Observationer fra Con2

Julekalender for rollespillere

Uffe

Uffe med de lyserøde sko åbnede emnet med ”Jeg ved ikke, om du har bemærket det? Men der er altså noget sært ved den måde, de spiller sammen inde i lokale 6.”

Uffe, Tom og Emma sad ved et af de mange borde i skolens fællesrum. Con2-arrangørerne havde forvandlet den afsidesliggende folkeskoles kantine til et fællesområde, hvor dynger af brætspil var stablet op i den ene ende, og mellem to borde, hvor to grupper af spillere udkæmpede krigsslag med række efter række af fint malede figurer, sad en flok unge mennesker i en rundkreds og spillede ’varulv’, hvilket udmøntede sig skiftevis i latterbrøl og jubelhvin, og i intens tavshed fulgt af drabelige anklageskrifte vendt imod hinanden, mens alle kæmpede for livet. I den anden ende af lokalet sad små grupper af brætspillere koncentreret om deres spil, og mellem dem havde de tre, Uffe, Tom og Emma, slået sig ned. Af og til kom der folk ude fra klasselokalerne ind i kantinen for at hente kaffe og snacks, inden de vendte tilbage til lokalerne for at spille videre på de rollespil, de havde gang i. Hver gruppe på fem-seks mennesker havde gang i et rollespil – og flere grupper kørte det samme scenarie parallelt med hinanden i hver deres klasselokale. Gik man forbi de lukkede døre, kunne man være heldig at samle stumper af højlydte samtaler, nogle alvorsfulde, andre fulde af latter, nogle gange suppleret af den raslende lyd af terninger hen over et skolebord.

”De har spillet sammen i seks timer nu, og de har ikke holdt en eneste pause”, fortsatte han.

”Er det så sært?” bød Emma ind.

”Ja, seks timer uden pause er ret meget, og så også fordi de langt fra er færdige endnu. Jeg spurgte arrangørerne, hvornår de var færdige med lokale 6 og fik at vide, at det er et tolvtimers scenarie. Der er ingen, som længere laver tolvtimers scenarier, og slet ikke som rent systemløs indlevelse.” svarede Uffe.

”Hvem er det, der kører det? Jeg kan slet ikke huske at have set det scenarie i programmet”, spurgte Tom.

”Det er fordi, det er kommet på i sidste øjeblik”, svarede Uffe. ”Ifølge arrangørerne er scenariet kommet på i sidste øjeblik, og det er noget med, at det er en testkørsel, inden scenariet skal på Fastaval. Men det er ikke det, der er det sære.”

Uffe tog sig til sit fipskæg. Det stak markant frem fra hans næste skaldede hoved. ”Nej, det sære er sgu, da jeg var inde at forstyrre dem – jeg havde glemt min taske derinde i går, da vi spillede Elefanter & Eventyrere – var at jeg spurgte den ene af spillerne, hvad de spillede, og han svarede ”vi spiller ikke. Jeg er vandringsmand Lucan fra Lorania”, og jeg fik præcis det samme svar fra en af de andre spillere, da jeg lidt senere rendte ind i ham nede ved toilettet. Begge svarede på samme mærkelige måde. Det var ikke bare samme svar, men samme intonering. Det var som om, de havde den præcis samme rolle, og at de havde præcis samme tolkning og udtryk af rollen.”

Uffe holdt en dramatisk kunstpause, som Tom og Emma respekterede, hvorefter han fortsatte: ”En anden sær ting, sgu, er at jeg tjekkede spillerne ud. Ingen af dem er tilmeldt Con2 på forhånd, og de er alle arrangører af sommerscenarier. Hvad laver livere her, og hvor tilfældigt er det lige, at det er hovedarrangører?”

Sent på natten

Sent natten mellem lødag og søndag var Emma på vej ud efter kaffe. Hun havde lukket døren til spillokalet bag sig, så de højlydte spillere ikke ville forstyrre de mange sovende på connen, og gik ned af den mørklagte gang på skolen. Udenfor sev januars vinterkulde gennem de store vinduespartier, og hun skuttede sig med en blanding af træthed og kulde. Nede fra fællesområdet i kantinen kom der lys, og Emma kunne høre den elendige lyd af en mobiltelefon, der afspillede youtube-videoer. Connens brandvagt sad derinde og vogtede over kaffeapparatet og holdt sig vågen med kattevidoer.

Pludselig hørte hun lyd længere nede af den mørklagte gang. Det var døren til spillokale 6, der gik op. Hun mindedes straks Uffes beskrivelse af de mærkelige scenarie, der blev spillet derinde, og hendes nysgerrighed blev pludselig vakt. – Hvad mon de spillede derinde? Var de færdige med at spille?

I stedet for at gå direkte op til dem og spørge, trådte hun ind i en niche, hvor en nu nedlagt mønttelefon havde haft hjemme. Nichen havde aldrig fundet anden funktion og var nu et minde om skolens moderne indretning tilbage i 70’erne. Hun var ikke helt sikker på, hvorfor hun havde valgt at skjule sig – måske fordi hendes karakter, Ioana den listige, i det scenarie, som hun netop var i gang med at spille, stadig sad hende under huden? Ioana var ikke kun drevet af nysgerrighed, men også af snilde og list, og som Kongelig spion ved Alduriens hof var det pålagt hende altid at være et vågent øje for kongen. Emma smilede for sig selv. Ioanas snilde var også en hun selv besad.

På gangen i mørket gik spillerne fra lokale 6 forbi hende. De var helt tavse, havde taget deres overtøj på, og gik mod skolens hovedindgang. Fra glasdørene, hvor en blanding af måneskær og parkeringspladsens gadelamper lyste indgangspartiet og snedyngerne udenfor op, kunne Emma se de fem spillere stoppe op. ”Hvor er deres GM?”, undrede hun sig. I næste nu stivnede hun. Hun måtte have overset GM’en!

Spillerne ved indgangspartiet løftede alle deres venstre hånd og hilste på hinanden. En efter en med dæmpede stemmer – men med samme intonation!, bemærkede hun, Uffe havde haft ret – tog de afsked med hinanden. Fra dem alle lød ”Lucan fra Lorania, vi ses i Geistendorf.”

En efter en gik de ud i januars vinterkulde.

Forsættes …