Podcasts for nørder – brætspil, rollespil, bøger

4111Podcasts er hyggelige at lytte til, og i takt med at vi alle har smartphones, tablets og let adgang til nettet forsøger flere og flere sig med dem. De kan være af svingende kvalitet både i indhold og produktion, men det kan være en hyggelig og lærerig måde at beskæftige sig med sin hobby på.

Jeg har samlet en håndfuld podcasts her, som har min egen bevågenhed.

Papstinenser – en dansk podcast fra Papskubber.dk om brætspil. Jeg er selv en af værterne, og sammen med Kristian og Peter og med Bo og Christian som producere leverer vi jævnligt en halv times snak om brætspil. Episoderne kan findes her.

Samtaler med P – en nu uddød rollespilspodcast, hvor Per interviewede forskellige danske rollespilsdesignere om rollespil, spildesign og spilmiljøer.

Scenariekernen – en rollespilspodcast om scenariskrivning med vægt på den danske scenarietradition, som den er udformet omkring Fastaval. Værterne er Anders, Kristoffer og Klaus.

Mere på spil – Fra netværket Netudgaven er der denne podcast om brætspil, hvor værterne, Peter og Niels, bringer et klassisk, nymoderne brætspil på banen i hver episode. Podcasten er tilsyneladende gået i stå igen.

Han Duoen dansk podcast, hvor emnerne er nye film, tv-serier og computerspil, som anmeldes med stor ildhu og glødende entusiasme. Hovedsageligt er film og serier hentet fra de fantastiske genrer. Mindst en af værterne er (tidligere) rollespiller.

Bibcast – Københavns kommunes biblioteker har en lydavis eller en podcast, der fra tid til anden har en episode, som jeg finder interessant at lytte til. Emnet er litteratur, og de kommer vidt omkring.

Storywonk – et amerikansk site med flere podcasts, der kigger på litteratur, film og tv-serier hovedsageligt værker fra de fantastiske genrer. For hvert emne er der en podcast, f.esk. Dusted, hvor de gennemgår tv-serien Buffy – The Vampire Slayer. Blandt deres podcasts er Dear Mr. Potter og Story and Star Wars mine favoritter.

The Tolkien Professor -en amerikansk podcast, hvor en lektor gennemgår Tolkiens værker. Særligt de ældre episoder, hvor det handler om bøgerne, og er baseret på hans forelæsninger er interessante. Professoren bor her.

ArchyFantasies – Der er et helt netværk af amerikanske arkæologiske podcasts, og en af dem lytter jeg til. Den ene er denne, som handler om pseudo-arkæologi og fringe forskning, og hvorfor det er så problematisk.

Indiana Jones – Myth, Reality and 21st Century Archaeology – Her er en anden amerikansk podcast om arkæologi, som jeg nogle gange lytter til, da den tager diverse pseudo-historiske emner op ligesom ArchyFantasies gør det.

Exposing PseudoAstronomy – AstroStuart, som værten Stuart Robbins kalder sig, tager fat i diverse fringe-forskere fra fladjordsteoretikere til Nibiru-fans og bruger deres vrangforestillinger til at kigge på den atrofysik, som faktisk ligger bag vores studier af solsystemet. Det er lærerigt at lytte med.

History of Germany PodcastJeg er i gang med at lytte til denne podcast, som arbejder sig op gennem Tysklands historie, og man kan følge den både på tysk og på engelsk alt efter interesse. Det er en af de få historiske podcasts, som jeg har fundet værd at lytte til.

The Bulgarian History PodcastEn anden podcast, som jeg lytter lidt med på, men hvor jeg lige nu har talrige episoder til gode. Særligt Bulgariens middelalderhistorie har min interesse, da det er et helt andet område end den del af Europas middelalder, man typisk hører om, og verden ser helt anderledes ud herfra.

Ken and Robin Talk about Stuff – Her er en podcast, som både kommer rundt omkring historie, konspirationers kulturhistorie og rollespil, og som er ret velstruktureret, hvorfor jeg er vendt tilbage til denne igen og igen. De podcasts om rollespil, som jeg ellers har haft forsøgt at lytte til, taber ofte min interesse.

Board Games Insider – Fra The Dice Tower netværket kommer denne podcast, hvor cheferne bag henholdsvis polske Portal Games og amerikanske Stronghold Games snakker om deres erfaringer med spilbranchen, og det er faktisk interessant at lytte til, og så holder de episoderne korte.

Ludodology – Også fra The Dice Tower netværket er her en podcast, hvor der emnet er brætspil og ofte med gode reflektioner. Særligt er det episoderne GameTek, som trækker, da en særlig mekanik eller spilteoretisk emne fremhæves på kort tid.

The Black Tapes – Denne podcast er fiktion. En slags X-files i podcast-format, hvor værten sammen med en forsker undersøger uforklarlige sager, mens der er et metaplot, som binder episoderne sammen. Hyggeligt og lige et pift af spøgelseshistorier, som det en gang i mellem er tiltrængt. Den er søster til podcasten Tanis, som jeg ikke er kommet i gang med endnu.

Andre podcasts?

Jeg er altid på jagt efter flere podcasts, og det helst inden for ovenstående emner. Jeg har forsøgt mig med en del forskellige om brætspil, rollespil og historie, men mange falder på at være for lange (episoder på tre timer har ikke min interesse, det skal helst være kort og fokuseret), for sludrende (for meget hyggesnak uden indhold, hvor værterne bare sidder og sludrer eller kommenterer på lokalpolitik), for ufokuserede (der snakkes i øst og vest og snakken går i mange retninger uden rigtig at handle om noget) eller for ukritiske (mange podcasts med historie som emne er røverhistorier eller grove opsummeringer – der foretrækker jeg i stedet forelæsningsrækker over historiske emner).

Har du en spændende podcast, som du synes, jeg skal lytte til, så smid en kommentar i feltet for neden. Jeg har måske allerede haft fingrene i den og fundet den for let (f.eks. The Secret Cabal Gaming PodcastThe Dice Tower og Kongerækken), men jeg er altid på udkig efter mere at lytte til.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

12 kommentarer til “Podcasts for nørder – brætspil, rollespil, bøger

  1. Jeg hører kun jeres podcast og Scenariekernen ift. rolle-/brætspil og der er jeg især fan af Papstinenser.

    Jeg har hørt en del historie podcast: Kongerækken (som jeg synes er fint, omend jeg savner lidt mere troppertransportsdetaljer), Revolutions, The History of Rome (som er åndssvag god og som jeg har hørt to gange), Hardcore History (hvor især WW1 er god, men også meget amerikansk og højstemt), starten af The History of Byzantium og 12 Byzantine Rulers (som er fin).

    Derudover er Revision History utrolig god, selvom det ikke er en klassisk historiepodcast.

    Like

  2. Det lyder interessant med alle de historie-podcasts, og jeg bliver nok også nødt til at give dem en chance. Jeg er ofte lidt tilbageholdende, fordi jeg ofte oplever, at det bliver mere til røverhistorier end historie – det er f.eks. mit problem med Kongerækken.

    Like

  3. Mine mere kritiske historiepodcast-brugere er ret glad for The History of Byzantium, som er en betalingspodcast (ikke særlig dyr). Netop fordi den går i dybten.
    Jeg synes der var for mange detajler til at jeg kunne følge med, så derfor (og fordi jeg skulle betale for den) stoppede jeg med at følge den.

    Den er forresten ment som en forsættelse af The History of Rome, men kan høres uafhængigt af den og – igen iflg. mine kritiske venner – bedre ift. kildekritik og whatnot.

    Like

  4. “Mere på spil” er åbenbart ikke helt død. Der er kommet et afsnit om Settlers i april 2017, som min podcast klient (Overcast) ikke havde opdaget. Det hjalp at dog at slette podcasten og tilføje den igen.

    Når det så er sagt, så er Papstinenser stadig min yndlings-pap-podcast. 🙂

    Like

  5. Det må jeg sige. Det var en godt skjult ekstra episode af “Mere på spil”, og hvis de satser på en episode hver halve år, skal de bare nå at have en på plads senest oktober.

    Tak, det er rart at høre, at Papstinenser bliver godt modtaget.

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.