[Anmeldelse] Fading Suns: Criticorum Discord

Fading Suns er middelalder-science fiction i rummet, og det er en af mine yndlingssettings, som jeg har svært ved at få på bordet, fordi jeg trods min glæde ved verdenen, ikke ynder regelsystemet. Det skal her handle om nyeste udgivelse til Fading Suns, nemlig bogen Criticorum Discord, som udkom som pdf i 2015, men jeg er ikke helt sikker på, hvornår bogen egentlig dukkede op efterfølgende (bag i bogen er reklamer for tre bøger til FS annonceret til at blive udgivet 2016, men de er aldrig dukket op). Bogen er udgivet af FASA Games, og både Fading Suns og FASA Games har en kringlet historie fra 2000 og frem til nu, når det gælder rettigheder og ejerskab, og hvordan det vil gå Fading Suns de kommende år er ikke til at sige.

Criticorum Discord

Bogen er i A5-format svarende til FASA Games’ andre udgivelser (Revised Edition af Fading Suns-reglerne samt Earthdawn 4th edition), hvilket ikke passer godt ind i min samling af Fading Suns-bøger, som alle har standard næsten A4-side størrelse. På 213 sider er klemt tre scenarier ind samt en beskrivelse af Criticorum, et sæt præ-genererede karakterer og et indeks.

Hovedvægten af Criticorum Discord er de tre scenarier, som løseligt kan kobles sammen til en overordnet historie med vægt på deres ramme (planeten Criticorum, som er et len under huset Al-Malik) og deres tema (ikke-mennesker, som generelt har status af 2. og 3. rangsborgere i Føniksimperiet). Den sidste del er en uddybning af Criticorum (tidligere beskrevet i Imperial Survey Volume 2: Al-Malik Fiefs), hvor særligt to bystater samt en række mindre len beskrives.

Eventyrerne er The Shooting Star Hijack, Alien Manhunt og The Kiss of Dawn. Fælles for dem er at de udspiller sig på vejen til eller på Criticorum, som nyder godt af at have et højere teknologisk stadie end de fleste andre verdener i Fading Suns-universet. Da Anden Republik faldt, lykkedes det i en længere periode at holde republik og demokrati kørende på Criticorum, men den ugudelige styreform er heldigvis afskaffet til fordel for det hellige kejserriger. Planeten er hjemsted for en større befolkning af intelligente aliens, som typisk har status af af andenrangsborgere i det xenofobiske menneskestyrede rige, samt efterkommende af diverse genetiske eksperimenter, som har efterladt hele folkeslag af hybridmennesker.

(Det skal siges, at Fading Suns er en middelalderlig space opera med betydelige kitchensink-elementer, og det er let for den enkelte GM at plukke de elementer man kan lide og fokusere på dem, eller introducere dem i ens egen kampagne, fordi Fading Suns er så omfangsrigt – og aktivt tilstræber ikke at have mono-kulturelle planeter som i Star Wars).

The Shooting Star – fanatikere hijacker rumskib, mens eventyrerne er ombord som passagerer. Det er en relativt straight forward historie, som Hollywood talrige gange har sprøjtet ud som action-film, og ligesom hollywood-film godt kan lide at bruge nye lokationer hver gang, udspiller scenariet sig her ombord på et rumskib. Det er en type scenarie set flere gange før i forskellige publikationer til forskellige rollespil.

Den væsentlige svaghed ved scenariet er at i film kan handlingen klippe mellem, hvad protagonisterne oplever, og hvad skurkene oplever, men i rollespil ser vi kun handlingen fra protagonisternes side, og det ender derfor meget nemt med en tyndbenet historie, hvor spillerne aldrig lærer noget om skurkenes motiver, og uden dem bliver historien kedelig. Det hjælper dog ikke, at historien ikke rigtig rummer noget, der gør den særlig for Fading Suns-universet: Udstødte og udstødtes sympatisører hijacker fartøj i deres sags navn, mens heltene tilfældigvis er til stede. En tredje svaghed ved scenariet er, at rollespil er fint til kampe, men dårlig til action, og denne type scenarie kræver action-scener mere end kampscener – og her burde der være flere oplæg og mindre baggrundshistorie for de mange NPC’ere, så spilleder har noget at arbejde med. Megen plads er taget af baggrunds, statblokke og billeder (og hele vejen gennem bogen er en god del af billederne genbrug fra tidligere Fading Suns-bøger).

Det er ikke et dårligt scenarie, men det er hverken interessant eller godt.

Alien Manhunt er til gengæld bogens perle. Det har nogle svagheder, men dets styrker er interessante. Eventyrerne sendes ud for at finde og fange en undvegen terrorist, og de gør det i et kapløb med en eller flere rivaler. Scenariet rummer nogle reelle valg, hvor historien får forskellige forløb, om eventyrerne vælger at efterforske ledetråd A eller B først, da deres rivaler er i hælene på dem, og tager den ledetråd, som karaktererne ikke tog. Det er sjældent, jeg har set et investigation-scenarie med den struktur, og det er godt. Dertil kommer en række action-sekvenser som jagt over hustage og lignende, hvor vi får den type action-sekvenser, som bogens første scenarie manglede. Denne genre fordrer naturligvis at skurken undslipper vore helte, indtil vi når frem til det store klimaks, og scenariet tager det hensyn at kompensere spillerne, hvis de når deres mål lidt for godt, og man derfor er nødt til at lade skurken undslippe lidt for belejligt.

Svagheden i scenariet er mere des genre. Der er meget noir over historien, og den bliver mere lowlife hightech krimi i den regnvåde storby end den bliver neofeudal space opera, og det er ikke min vision for Fading Suns (endsige den vision, som mange af udgivelserne rummer), men det er en, som der med kitchensink-tilgangen er plads til i FS-universet.

Et rigtig godt scenarie med en god kombination af investigation og action, og et scenarie du sagtens kan løfte over i andre rollespil, da det handler mere om strukturen. Det kunne sagtens være en jagt på en undvegen darkelf i Forgotten Realms eller en nogri i Star Wars-universet.

The Kiss of Dawn er det scenarie, som er bedst forankret i Fading Suns, men som samtidig også snyder sig selv for nogle væsentlige konflikter. Det er som om, forfatteren ikke går linen helt ud men prøver at begrænse omfanget af konsekvenserne, og derved ikke får nogle spændende problemstillinger med. For rigtigt at komme ind på dette, kommer der nogle væsentlige spoilers i følgende afsnit.

Historien i al sin enkelthed begynder med at heltene hyres på deres lokale knejpe (og det er en møgirriterende start – det hører til i fantasy-genren, men hold det venligst ude af Fading Suns) til at finde en barons forsvundne læge. Det viser sig, at baronen, som af statusmæssige årsager har giftet sig med en alien, har sammen med lægen fundet et ældgammelt forskningsanlæg, der gør det muligt at sætte hybrid-børn i verden, så baronen og hans kone faktisk kan få et barn. Det er ingen ufarlig proces. Længe før dette har baronen via en konkubine sat to arvinger i verden, men nu står han til at få et barn med sin ægteviv. Da kone og konkubine finder ud af, hvor farligt baronen har behandlet sin kone, tager de hævn, og sælger ham som navnløs slave på en fjern verden. Idet baronen er forsvundet, dukker hans bastardbror op, som gik i kirken (blandt de fanatiske avestitter), og går nu i gang med at lede efter ham.

Vore hovedpersoner ender med at afsløre forskningsanlægget og konstatere, at baronessen er gravid med et hybridbarn, og at hun har forbrudt sig mod sin mand. Scenariet slutter med, at karaktererne skal mægle mellem kirkens repræsentant (baronens bastardbror), baronessen (samt konkubinen) og lægen (og hans gilde) og træffe en løsning.

Første del af scenariet er en optakt til slutscenen, så det er mest spillerne, der rejser rundt i lenet, snakker med folk og prøver at undgå for mange konflikter med de lokale fæstebønder, indtil de har informationer nok til at indkalde alle til et møde og mægle. Den anden del af scenariet er selve mæglingen, og det er interessant, fordi det er en større konflikt, som ikke har nogen korrekt eller god løsning, og som tvinger spillerne til at træffe nogle beslutninger ud fra deres karakterers overbevisninger.

Der er dog nogle punkter, hvor scenariet ikke kommer til sin ret. Først og fremmest fordi mæglingen foregår bag lukkede gardiner, og alle parter vil have den tysset ned mest muligt, hvilket både er kedeligt, og misser at for et feudalsamfund som Fading Suns er det offentlige aspekt vigtigt for gyldigheden af beslutningerne, der skal træffes.

Scenariet misser også, at konkubinen står til at miste en masse. Hun har sat baronens to børn i verden, og de står til at arve len og titel som hans gyldige arvinger, fordi baronens alien-kone ikke kan få børn med et menneske. Nu hvor det alligevel kan lade sig gøre, mister konkubinens børn deres arveret til det ægtefødte barn, og konkubinens alderdom og hendes børns fremtid er på spil – men det er på ingen måde noget, som scenariet har med i sine overvejelser. Her er konkubinen fuldstændig loyal over for baronessen. Derved er der en væsentlig intrige mindre med i scenariet.

Tilsvarende er der baronens bastardbror, som ifølge scenariet af skjult sin sande identitet over for avestitterne (som er en streng, asketisk sekt, der ynder at jage kættere), så han bedre kunne blive optaget i sekten. Men bastardbroderen er med sin egentlige identitet en mere oplagt kandidat, da en fattig dreng uden ophav ikke har opgivet meget for sit medlemsskab af sekten, hvorimod en adelsmand gør det større offer, fordi denne afskriver hele sin luksustilværelse og priviligerede ophav. Ydermere ville bastardbroderen kunne gøre krav på sin forsvundne brors len over for konkubinens to børn, og baronessens ufødte barn, som er undfanget via kættersk teknologi, og avestitterne ville se en fordel i, at bastardbroderen overtager lenet, idet det så kan foræres til sekten, der med lenet kan finansiere flere klostre og flere flammekastere.

Med andre ord snyder The Kiss of Dawn sig for nogle væsentlige intriger, som kunne have fremhævet i større grad de feudale aspekter Fading Suns, og forvandlet slutsekvensen til langt større intrige og magtkamp.

Den sidste del af Criticorum Discord er en præsentation af Criticorum, og særligt planetens hovedstad, som dystopisk helvede som kendt fra diverse 70’er science fiction (Make Room, Make Room; Logan’s Run etc.), 80’er cyberpunk og nutid Young Adult litteratur (f.eks. Hunger Games), hvorfra den henter en serie topoi, er velbeskrevet rummende en masse fine oplæg til potentielle eventyr. Det sniger sig væk fra (min) vision af Fading Suns, men det er en tekst, som vækker en masse ideer til eventyr, og det er vigtigt for rollespilstekster.

Afsluttende bemærkninger

Købeeventyr er svære. Det er nemmere at skrive til ens egen gruppe, end at udtænke en historie, som kan spilles af alskens andre grupper. Hvad der opvejer det, er at man sparer tid, at man får spændende ideer, og at scenariet forankrer sig i den verden, som historien udspiller sig i.

Særligt Alien Manhunt indeholder en masse brugbart, som desværre ikke er stærkt forankret i Fading Suns, mens The Kiss of Dawn forankrer sig i Fading Suns men uden at tage skridtet fuldt ud, og Hijack-scenariet er både generisk og mangelfuldt.

Generelt har Fading Suns manglet gode scenarie-udgivelser, og Criticorum Discord gør et godt stykke arbejde, men der er plads til mere. Jeg håber, vi ser flere udgivelser (tvivlsomt), og at de er bedre forankret i Fading Suns-universet.