Omkring slutningen af 80’erne opstår en stereotyp med, at en mystisk troldmand på kroen hyrer eventyrerne til en mission, og fordi rollespil er en gruppe-aktivitet har det længe været praksis i D&D, Shadowrun, Call of Cthulhu og mange andre rollespil, at hele gruppen hyres på en gang til en mission.
Prøv at droppe den praksis og følg denne regel i stedet:
Kun en karakter hyres til missionen
F.eks. i D&D kampagnebogen Tomb of Annihilation (som jeg netop er ved at spille lige nu) indkaldes gruppen som et hele til en mission, hvor de sammen tilbydes en masse penge for at løfte forbandelsen, eller i Shadowrun kontaktes gruppen som helhed af Mr. Johnson eller i Call of Cthulhu bedes karaktererne sammen om at undersøge et mystisk fænomen (CoC er lidt mere løs med reglen om at blive hyret som en fælles gruppe, men ikke desto mindre er det hele gruppen, som ender af sted på en opgave).
Antag i stedet at eventyrerne ikke hænger ud sammen mellem missionerne (hvis man bruger down time tabellerne i Warhammer FRPG 4th ed eller D&D 5th eller ‘det gode liv’ i Hinterlandet er det oplagt, at karakterne ikke bruger deres tid sammen mellem scenarierne), og i stedet er det kun en karakter, som involveres i missionen.
Det bliver nu den karakters opgave at samle resten af holdet, briefe dem og forklare dem, hvorfor de skal afsted på missionen.
- En karakter hyres til opgaven / får en mystisk arv / erhverver et skattekort etc.
- Det kan enten spilles ved bordet, gøres per mail før spillet begynder eller uden for spillokalet
- Karakteren samler nu resten af holdet, briefer dem og forklarer dem, hvad der er lønnen for opgaven
- Enten indkaldes resten af gruppen, eller karakteren rejser rundt mellem dem, ringer dem op eller på anden vis kontakter dem
Mere detaljeret gøres det ved, at den første karakter (og derved spilleren) får pålagt opgaven, og derefter udspiller man en eller flere scener, hvor den spiller opsøger eller indkalder de andre karakterer i gruppen og nu forklarer dem, hvad missionen er, og hvad belønningen for missionen er.
Det åbner for, at man kan spille scener fra de andre karakterers hverdag, når den udvalgte karakter opsøger de andre karakterer i deres forskellige miljøer, og det giver den udvalgte spiller mulighed for at pitche missionen på forskellige måder alt efter, hvad der skal til for at overtale de andre til at være med. Det åbner ligefrem for, at der mellem karaktererne snakkes om forskellige typer af belønninger, idet en given karakter måske ligefrem hellere vil have noget andet end en andel af en pose guld – måske at blive lukket ud af fængslet efter en heftig druktur, at der bygges et hus til familien eller at de andre efterfølgende bidrager med at jage nogle usle banditter ud af kvarteret.
Andre eksempler på mekanikleg:
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Sjov idé. Der kommer godt nok til at være noget pres fra de sociale kontrakt-rammer på de andre spillere for at spille bold, som godt kan blive lidt weird og små-akavet. På den anden side kan weird og små-akavede ting være sjove at lege med.
LikeLiked by 1 person
Det kan give noget pres, men jeg har spillet med varianter af reglen, som har fungeret godt.
Underliggende kan man etablere en social kontrakt om, at naturligvis ender ens karakter med at lade sig overtale, og da spilleren sandsynligvis også kender graden af belønning for missionen, kan man spille efter at opnå noget, der i værdi svarer til ens karakters andel.
LikeLike
Det kunne også være sjovt at lade to spilpersoner sige ja til hver sin opgave før spilstart og så se hvordan spillerne prøver at overtale resten af gruppen til at tage med på lige netop deres mission.
Masser af muligheder for forviklinger som at de to missioner måske hænger sammen.
LikeLike
War story: jeg kørte et Dogs in The Vineyard scenarie med Uffe en gang, hvor hver sin gruppe dogs kom til samme by men fra hver sin side – og så mødte hver sin steward, som de selvfølgelig straks lovede at hjælpe med at udrede balladen med den falske steward.
LikeLiked by 1 person
Et tvist for at omgå reglen med at ældste person har højest autoritet: de to stewarder var halvbrødre, født samme nat men af hver sin mor.
LikeLike
Det er en god viderebygning af min tanke, og det kunne helt klart give noget ret sjovt spil – og det kunne også udfordre idéen om D&D partyet på en sjov måde.
LikeLike
Det er et meget smukt twist 🙂
LikeLike
Jeg gør det nogen gange lidt på den måde. Jeg fortæller spillerne, at kommandant Lucinius har udpeget den karakter af højest niveau til at samle et hold. Det er så underforstået gruppen omkring bordet. Mest fordi jeg har undret mig lidt over, hvordan Lucinius/hans stab udvælger deltagere til en ekspedition (hvordan kender de alle disse folk? Hvordan bestemmer de, hvem der er næst på listen/bedst til opgaven?)
LikeLiked by 1 person
God pointe og godt trick. Foreløbig har jeg handwavet processen, men det kunne være sjovt at sætte nogle ord på den.
LikeLike