Tomb of Annihilation – Mismodets ødemark

Fra modul B4 The Lost City, som inspirerede til noget af zigguratens udseende. Billede af Jim Holloway, hvis streg er helt uforlignelig.

Mismodets ørken er episode 20 af D&D kampagnen Tomb of Annihilation, som følger vore helte på en stor, episk færd hen over kontinentet Davania for at standse Dødsforbandelsen. Gennem jungler og forbi dinosaurer og mystiske templer er vore helte kommet til et land, hvor ondskaben har forvandlet alt til aske.

Gennem de sidste par episoder har vi fulgt vore lille flok helte, diplomaten Hepta fra Det thyatiske imperium, sømanden søelveren Eldan Manror fra Minrothad, expat-teenageren med dyretække Lourie, der er nedstammer fra Minrothadians, men er vokset i Kastellos/Port Nyanzaru, og expat-heksen Virgilia, der er af thyatisk slægt, men opvokset i fiskerlandsbyerne uden for Kastellos. Senest ankom vore helte til klostret Kir Sabal, hvor de mødte det elveragtige fuglefolk faenare, som er på en slags pilgrimsfærd fra den flyvende by Serraine til den svævende klippe Kas hjerte, og i klostret mødte vore helte den unge dronning af Port Nyanzaru og hendes lillebror, som de sidste efterkommere af Port Nyanzarus kongehus udstødt for flere årtier siden.

Denne gang begynder vores spil med en kort opsummering, og en sidste samtale med Asharra af faenare-folket, som tilbyder at flyve vore helte i store net frem til ødemarken, som langsomt er ved at opsluge junglen omkring sig. Snart ville området blive døbt Mismodets ørken (om end det også bærer navnet Ras Nsis ødemark).

Udkanten af ødemarken

Forude er en grå ørken bestående af grå klitter, som forsvinder ud i horisonten, som er et slør af gråt støv, som vinden rejser, når den bevæger sig over landet. I modsætning til den larm af liv, som er i junglen fra fugle, aber, insekter og andet dyreliv, er tavsheden ved ødemarken intens. Den tydeliggør den knirken og knagen, som er ved grænsen mellem ødemarken og junglen. Pludselig lyder et brag nær vore helte, da de ser et træ på grænsen give efter og vælte ned i ørkenen. Kort efter smuldrer træet til aske – og det bliver tydeligt, at landet foran dem er en ørken af fin, grå aske uden en gnist af liv. Alt levende er blevet suget ud af landet.

Inden vore helte blev fløjet af sted, byttede de sig til en uges forsyninger – idet Asharra og hendes folk ikke havde behov for penge – og de tager nu afsked med faenare-folket og tager de første skridt varsomt ud i den bløde aske. Hvert skridt synker ned i asken, og det er tungt at vandre, og de skal ikke langt ud, førend de kun har solen at navigere efter. Alt andet forsvinder i de skybanker af aske, som vinden fører med sig. Det er helt stille og dødt omkring dem. Heldigvis er det kun en eller to dages vandring til den ziggurat, som skulle ligge i centrum af det hele.

I henhold til vore standard rejseregler beder jeg gruppen om at der udføres et rejsetjek, og Troels melder sig på banen med Hepta, og Cecilie supplerer via rygklap-husreglen, hvor Lourie assisterer med råd og vejledning). Terningkastet er omtrent en succes, og jeg tjekker på min lille 2d6-tabel for benspænd, og får et for spillerne godt resultat, så rejsen hindres kun en smule af, at askeskyer hæmmer udsynet til horisonten, og selskabet trasker stødt frem, men der sker nu noget:

I takt med at de vandrer fremad bliver det mere og mere synligt for Virgilia og Eldan, at der er noget galt. Hvor de selv går i aske til anklerne, er Hepta og Lourie begyndt at synke dybere ned i asken. Hvor de to går nær overfladen, stikker de andre dybere og er nødt til at vade mere gennem asken for at komme frem. Gruppen stopper, og de prøver, at hive Lourie og Hepta fri af asken, men uanset hvor meget de løftes fri, synker de dybere, når man ikke bevidst prøver at holde dem oppe.

Eldan spekulerer dybt over årsagen, og den langtlivede elver overvejer for en kort stund, om det skyldes hans rejsefællers korte levetid, men da Virgilia ikke synker i, afvises den tese, og Eldan og Virgilia begynder at udveksle ideer – og Eldan foretager en Arcana-test med rygklap fra Virgilia, og det er en overmåde succes – og til hans gru indser han, at det er ørkenens evne til at dræne livskraft og livsmod ud af folk, der langsomt opsluger dem, og han ser nu, hvordan han selv og Virgilia også er begyndt at synke i.

Det er langt ud på dagen, og gruppen er i vildrede. Skal de forsøge at vende om, skal de presse videre, og hvordan skal de holde sig fri af asken, som langsomt er ved at opsluge dem, og Lourie er sunket i til livet, og hun synker stadig! Mens de andre har spekuleret og lagt planer, har et tungt mismod lagt sig over Lourie, og nærmest for sig selv mumler hun over alle de ting, som hun er gået glip af i sit korte teenage-liv, og nu er alt ligegyldigt. Det er håbløst, det er omsonst – og hun er sunket i til brystkassen. De andre forsøger, at holde hende oppe, men det er uden succes. En langt større kraft trækker hende nedad, og de er selv begyndt at stikke dybere i asken.

Vore helte er i vildrede. Spillerne snakker i et væk indbyrdes, Lourie klager sin nød, og de andre forsøger at finde løsninger, mens jeg beskriver, hvordan de hver især stikker stadig dybere i asken. De står over en fjende, man ikke kan erklære initiativ overfor, og hver gang der foretages et terningkast, synker man dybere i, ligesom mismod hos spiller eller karakter trækker karakteren dybere ned i asken. Er det her, det ender for vores gruppe? I så fald er det heldigt, at Eldan har nået at gøre brug af sin Sending Spell til at varsko sine rejsefæller, om deres plan med at gå ud i ødemarken, inden de begyndte deres færd.

Trøstesløse Lourie, der ikke kan finde det i sig at modstå den livsdrænende kraft, mumler om alle de ting, hun i sin unge teenage-liv er gået glip, hun er i sandhed ‘sixteen and never kissed’, og der er så meget, hun ikke har set og gjort, da Eldan pludselig spidser ører (spøg ikke intenderet) og bider mærke i en af de ting, hun nævnte. Resolut træder han gennem asken hen til hende, omfavner hende og giver hende det dybe kys, hun aldrig før har fået – og hun har altid været lidt lun på den mystiske elver – og pludselig finder hun viljen igen. Den bruser gennem hendes teenagehjerte, selvom hendes tungsind godt ved, hvad der foregår, men følelserne er stærkere end fornuften, og hun begynder at finde kræfterne til at løfte sig af asken igen. Mismodets ørken løsner sig greb om hende.

Spillerne indser nu, at det gælder om at holde humøret højt og finde livsviljen frem. Sprut, svampe, dårlige vittigheder, lystige sange og tåbelig opførsel og dans suppleret med sjov lysmagi (dancing lights og lignende små-formularer) virker opløftende – og jeg forklarer spilmekanikken: For at holde sig ovenvande af asken skal man holde humøret højt, og det gøres ved, at den, der underholder foretager et karismatjek mod den underholdte, som foretager et intelligenstjek for at se, om underholdningen trumfer fornuften. Det gør den heldigvis, for selvom flere int-tests er på 15+, så rulles der konsekvent endnu bedre på karisma-testne. Heldigvis.

En anden sjov ting, der sker ved bordet, er, at vi får sjove beskrivelser af karakterernes forsøg på at opildne og underholde hinanden, og det løfter også stemningen ved bordet. Fra det dramatiske øjeblik, hvor terningerne bekræfter, at Eldans kys trumfer fornuften (og det var et dramatisk øjeblik, hvor terningerne vendte hele situationen) til den efterfølgende lettelse, hvor en løsning er fundet, og løsningen nu udføres.

Selskabet træffer en beslutning om at fortsætte færden. De har fundet en løsning på at komme gennem ørkenen, og de har ikke bedre løsninger ved at forsøge at vende om og begynde rejsen forfra. Snart falder mørket på, og der får de brug for en måde at slå lejr på, som ikke udmatter dem for meget.

Løsningen kommer, da Lourie hiver sin Bag of Tricks frem – og spilleren gør det samme, idet hun fisker en lille pung frem, hvorpå der er påsyet Bag of Tricks, og ned i den griber hun en lille dino og kaster ud på bordet – og Lourie griber i posen og griber et lille dyr og kaster ud på jorden. Dinoen vokser og vokser, indtil at saurussen har sin fulde størrelse, og det viser sig at være et t-rex-lignende rovdyr, som er mindre end en t-rex, men stadig af en betydelig størrelse – og vi kigger på den lille plastikdino ude på bordet. Der står ‘8’ på den, og vi kigger derfor på Bag of Tricks-tabellen for at se, hvilket væsen der er fremtryllet. Lourie erhvervede sin Bag of Tricks tilbage i Zigguraten i Kastellos, men det er første gang, vi ser den i brug. Den er en variant baseret på Bag of Tricks fra Dungeon Masters Guide men med dyr tilpasset kampagnens dino-tema.

Den store saurus kommer til at fungere som lejr og hovedpude for gruppen gennem natten, og det lykkes at få både hvile og holdt humøret højt nok til at komme levende gennem natten. Om morgenen er den store saurus der endnu, og det opmuntrer gruppen, for det en god rejsesvend at have – og vi tjekker for, hvor lang tid dyr hidkaldt med en Bag of Tricks varer, og konstaterer at Dungeon Master’s Guide kun giver en angivelse af, hvor mange gange sækken kan bruges om dagen, men intet om det fremmanede dyrs varighed. Der er ikke nogen, men derimod er der en angivelse af, at hvis dyrene ikke regelmæssigt udstikkes en ordre af deres hidkalder, så vil de falde tilbage på deres naturlige opførsel.

Selskabet fortsætter færden over askeørkenen, da de hører en dyb rumlen fra deres dinosaur, og de indser, at de på ingen måde kan brødføde den selv, og at de ikke aner, hvornår der vil være mad at finde forude. De beordrer derfor dinosauren til at løbe ind mod junglen, og de tager af sked med det tonstunge væsen, som det render i retning mod junglen.

Efter langs tid vandren begynder selskabet at ane noget ude i horisonten. Ude i disen, hvor vinden fejer aske op, kan de på toppen af en enorm banke se tre skikkelser. Skikkelserne reagerer ikke på råb og fagter, og som gruppen nærmer sig, tager viden til og slører udsynet til dem. Det bliver derfor en kamp for at komme op af den enorme klit for at nå skikkelserne, som nu er ude af syne. Det er anstrengende for selskabet at kæmpe sig op af den bløde aske, og de mærker udmattelsen sætte ind, og hvordan det tærer på det gode humør (og flere i gruppen pådrager sig 1 level of exhaustion).

På toppen af askeklitten ser de ikke de tre skikkelser, men derimod åbner sig et overraskende nyt landskab: For foden af klitten kan de se en ziggurat, og på toppen af zigguraten ser de tre statuer! De genkender dem som de tre skikkelser, de tidligere troede de så på toppen af banken. Halvvejs nede af zigguraten ser de et kæmpe skelet, mindst 30 meter i længde af en primitiv flok-mimic (som de lokale kalder en krokodille).

Ved foden af zigguraten ser gruppen et slag, som synes at være stivnet i tid. To hære af kæmpene fastfrosne i så lang tid, at nu kun deres skeletter står tilbage. Den ene hær, angriberne, er iklædt irrede brystpansre og sværd, mens den anden, forsvarerne, er langt over større og deres hoveder er store og monstrøse.

Bagude er en slags udtørret basin, hvor der er noget, der synes at ligne mudder, så det er måske en sø eller noget tilsvarende, som stadig lader vand pible op af jordens dyb.

Varsomt bevæger selskabet sig ned af klitten mod zigguratens fod, og de to hære skelethærer, som er standset i et øjeblik. Selskabet fornemmelsen af, at de to hære kan springe til live hvert øjeblik, det skal være. Det bliver tydeligere, som de kommer tættere på, at den ene hær må være hinterlændinge udstyret bronze-våben og rustninger, som der er set spor af andre steder, og den anden hær ligner en slags hybrider mellem mennesker og de primitive flod-mimics – og det bliver tydeligere, da de tre statuer på zigguratens top bliver tydeligere: Det er et menneske, en flod-mimic og krydsning mellem menneske og flod-mimic, som knejser over de to andre, stærkere og vildere.

I stedet for at vove sig gennem slagmarken findes Louries Bag of Tricks frem igen – og der gribes i stofposen en gang mere, og der kastes en ny lille plastikdino med et nummet på maven ud på spillebordet. Derefter konsulteres tabellen, og vi har en ny hjælper i spil – og foran selskabet er en rov-dinosaur (a la den type, som vi ser i Jurassic Park filmene). Den bliver beordret til at løbe hen til foden af zigguraten – og den tager den korteste rute og render ind mellem de mange stivnede skeletter. Her og der kommer den til at røre ved et skelet, og i stedet for at springe til live, smuldrer knoglerne til sort støv, som forsvinder som en sky op mod zigguratens top. En usynlig kraft drager resterne mod tinden. Er selskabet langt om længe kommet til Dødsforbandelsens ophav?

Da ingen skeletter er vågnet til live, bevæger resten af gruppen sig gennem slagmarken af den rute, som dinoen løb. Imens de bevæger sig gennem området, bemærker de ting og ejendele, som nogle af skeletter endnu besidder eller som faldt til jorden, da dinoen løb gennem området, og der samles forskellige små skatte op – fra en forvitret lædertaske, som rummede tre trylledrikke til en pose med et fortryllet pulver til en halskæde med en sølvfugl på hvilken, der hviler en fortryllelse, til en værdifuld ring (først noget senere havde gruppen tid at studere tingene og finde ud af, hvilke der var magiske, og hvilke trolddomsskoler, som magien hørte til – men deres funktioner er endnu ukendte).

Ved foden af zigguraten er det tydeligt, at der er et alter ved toppen foran den plint, hvor de tre statuer står, og halvvejs oppe er det enorme skelet af en flod-mimic. I stedet for at tage trappen op, beslutter selskabet sig for at bestige den ene side, efter at de varsomt har mærket efter, om deres liv og livskraft ville blive suget ud af dem ved berøring af zigguraten. Den er – tilsyneladende – sikker at kravle på.

Halvvejs oppe springer den enorme flod-mimic til live, og et gigantisk skelet med et enormt gab kommer vraltende om på zigguratens side mod selskabet. De sender straks deres dino i nærkamp med den, mens de selv indtager forskellige defensive positioner på afstand af skelet-bæstet. Med sine klør og enorme gab flås dinoen i stykker i et voldsomt øjeblik, og gruppen til deres rædsel ser, hvordan dens livskraft suges mod toppen af zigguraten – og dernæst hører de en besynderlig rumlen af sten mod sten deroppefra.

Da det går op for eventyrere, hvor nemt det monstrøse skelet kan gøre det af med dem, og hvor mange slag den kan tåle, udvikler kampen sig til en konstant retræte hen over zigguratens sider for at holde bæstet på afstand. Dog har det et frygteligt angreb, hvor det sender livsdrænende sort lys fra sine tomme øjenåbninger, som suger liv ud af vore helte (når de fejler deres saving throws, samler de Exhaustion Levels op, som svækker karaktererne uden at de mister hit points. Ved seks levels dør man af udmattelse!). Trods svækkelse lader Lourie en magisk månestråle falde fra himlen for at brænde det udøde bæst, mens Virgilia bruger et par gange dødens kolde berøring til at skade og hæmme væsnet, og siden klistrer et stort område af zigguratens sider til med magisk edderkoppespind, som dog kun kortvarig holder dødningen tilbage. Hepta bruger sit skjul fra lavere etager længere ned af zigguraten til at praktisere sine finskytteevner med buer til at skyde præcisionsskud, og Eldan sender en byge af magiske eder og fornærmelser mod væsnet, der trods sin døde tilstand stadig er sårbar for trolddomseder. Dødningen forfølger Lourie hen over siden på zigguraten, og hun bliver nødt til at flygte væk, hvilket hun gør ved belejligt at skifte form til en hurtigløbende dinosaur kendt fra væddeløbene hjemme i Kastellos’ gader.

Generelt lykkes det gruppen at holde monstret tilbage længe nok til at de undgår dens kæber, dens lange fejende hale og de enorme klør på dens forben, lige indtil den indhente Hepta, og med et gevaldigt kast med hovedet, fanger hende og kaster hende op, så den kan sluge hende i en mundfuld. De vældige tænder skærer og flænger hende, som hun glider gennem bæstets gab, og siden ud i dens mave. En mave, som ikke længere findes, og hun tumler ud på zigguratens hårde flader, mens monstret tramper videre efter nyt bytte havende mistet interessen for sit nu ‘spiste’ offer. Med en sidste kraftindsats får gruppen omringet bæstet med en sindrig manøvre og til sidst hugget det ned. Knoglerne trimler ud over zigguratens sider.

Sejrrige forsamler vore helte sig, og mens de puster ud oven på den hårde kamp, hører de igen en besynderlig rumlen fra zigguratens top.

Varsomt via trappen nærmer selskabet sig toppen. Der er ikke flere ting, som kommer efter dem, men på vejen op, mærker de deres oppakninger pludselig lettes, og til deres rædsel ser de, at deres forsyninger smuldrer bort for øjnene af dem, og som sort støv trækkes det mod zigguratens top, hvor de kort hører en buldren af sten mod sten. De er nu uden forsyninger! Heldigvis er der en det store bassin på den ene side af zigguraten, i hvis bund der er tydelige spor af tilstedeværelsen af vand, så forhåbentlig kan de samle vand nok her til at kæmpe sig vej gennem ørkenen igen og således komme hjem.

På toppen af zigguraten ser de en plint, som de tre statuer står på, og de ser foran plinten et stenalter. På toppen af stenalteret ser de noget, som ligner et kæmpe krokodillegab, som hvis man kiggede ned på en krokodille, der har sit gab vidt åbent for at opsluge en. Under kampen og ved turen gennem slagmarken af skeletter fanget uden for tiden bemærkede selskabet, at livskraft blev suget op mod zigguratens top, og de hørte en tung rumlen af sten mod sten – og de har set en ziggurat i Kastellos, som havde en åbning i sin top. De spekulerer derfor over, om de ikke med en sule livskraft ofret til altret kan åbne zigguraten, og Eldan lader en frisk dråbe blod falde på altret fra sin hånd.

Strakt lyder en rumlen, da en tung sten i gulvet mellem plinten og alteret glider til side og afslører et kammer nedenunder. Blodsdråben er kun nok til kortvarigt at holde åbningen åben, og i den korte tid ser selskabet, at der er et kammer nedenunder. Væggene er beklædt med mosaikker, og der er en skakt, som optager det meste af gulvet, og i skakten er et mørnet træstillads.

Gruppen konstaterer, at de skal en tur ned i zigguraten, hvis deres rejse ud i Mismodets ødemark ikke skal være helt spildt. De henter derfor nogle af kæmpe-skelettets knogler op og binder reb i dem. Så ofrer de blod på altret, og skubber knogler ned, så de hindrer den store sten i at rulle på plads igen. Nu har de mulighed for at bedre at studere, hvad der venter dem i dybet.

Lige under åbningen er et kammer, men en skakt optager det meste af gulvet, og hvis de vil ind i rummet, må de sænke sig ned med reb og forsøge at svinge sig ind til kanten. For at studere dybet bedre, sender Eldan sine Dancing Lights ned i skakten, og de følger deres bevægelse ned i dybet. Lysende bevæger sig forbi træstilladset, som står i skakten, og ser vakkelvornt og beskadiget ud. Skakten er flere etager dyb, og de ser længere ned nogle smalle stenhylde, hvor der står nogle skikkelser, som kort ligner statuer, men nok snarere er en slags mummificerede lig. Dybere nede endnu reflekteres de dansende lys i det mørke spejlskær fra en monolit!

Endnu en monolit er blevet fundet! Og her stoppede vi så for aftenens spil. Vi snakkede ved afslutningen om, hvad der skulle ske nu: Skal vi fortsat følge de fire eventyrere i Mismodets ørken, eller skal vi skifte til de to andre hold, som befinder sig to forskellige steder på floden Soshenstar? Valget faldt på det sidste, da vi til dels gerne vil have synkroniseret deres placeringer i tid, og til dels fordi vi ikke har set noget til dem i længere tid, og det begynder at blive mere relevant nu, hvor Eldan har fået adgang til Sending spell, og derfor kan sende magiske beskeder til dem og høre, hvorledes det går dem.

Næste gang: Stille flyder Soshenstar så smukt.

Bemærkninger

Mismodets ørken var en sjov sekvens at spille, fordi det var udfordringer, som skulle løses ved omtanke og gennem rollespil, frem for at rulle initiativ imod det (ikke fordi vi er plaget af initiativ-erklæringer i vores spil), og det er altid sjovt med den type udfordringer. Det er en type af sekvens, som minder mig fantasy-film og bøger, som Krull og Den uendelige historie, og det er ofte ting, vi glemmer at få med i fantasy rollespil.

Noget inspiration til dagens spil er hentet fra modul B4, som jeg desværre aldrig har fået spillet i sin helhed – vi gav op, da vi måtte konstatere, at D&D 4th edition ikke var foreneligt med tidligere former for D&D; de strukturelle forskelle var for store. En anden inspiration er fra en 80’ernes store eventyrbøgers filmatisering, som læserne muligvis selv kan gætte, hvor har spillet ind. Mine spilleres genrekundskaber gav den del af vores spil stor dybde og underholdning.

Tilsvarende var zigguraten en sjov udfordring, og den er kommer til fortsat at være det, når vi vender tilbage til den, fordi den er en udfordring, som hovedsageligt dræner karaktererne for deres ressourcer – ingen forsyninger, skade i form af exhaustion – frem for gennem sår og skader, og det sætter et helt andet pres på vore eventyrere, fordi en nats søvn ikke kan løse problemet, snarere tværtimod da hver nats hvile betyder mere sult og tørst.

Kampen med kæmpe-skelet-krokodillen fulgte desuden nogle designparametre, som jeg har haft arbejdet med i Hinterlandet og som jeg også har haft oplevet i Forbidden Lands og i Alien RPG, begge fra Fria Ligan. Der er nogle elementer, som jeg ser frem til at arbejde mere med.

Vi havde noget virkelig smukt og sjovt og godt rollespil undervejs gennem Mismodets ørken fra kreative indspark med Bag of Tricks til spillernes mange opfindsomme tricks til at holde humøret højt, og vi kom lidt mere ind under huden på vore hovedpersoner.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, D&D Next, Rollespil, Tomb of Annihilation og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Tomb of Annihilation – Mismodets ødemark

  1. Thais Munk siger:

    Nøj, det lyder da godt nok som om at I har haft det sjovt! 😀

    Jeg kan især godt lide din beskrivelse af Mismodets ørken. Jeg har faktisk selv noget lignende planlagt til en senere dato (meget mere løst), så hvis du kommer på Fastaval i år vil jeg mægtig gerne høre mere om den del.

    Jeg smilede desuden af hvordan spilpersonerne reagerede overfor de to hære af skeletter. Det lyder præcis som noget jeg selv kunne have fundet på at gøre hvis jeg blev sat overfor to hære af skeletter som står stille…

    Kan vi ikke få nogle billeder af den der “Bag of Tricks” som spilleren har? Den lyder også virkelig sjov! 😀

    Like

  2. Morten Greis siger:

    Jeg kommer ikke på Fastaval, desværre, men jeg kan forsøge mig med at få uddybet mine noter til Mismodets ødemark.
    Reaktionen på de to skelethære var fint kreativ. Deres løsning var ret snedig.
    Jeg får taget nogle billeder af vores bag of tricks, så du kan se, hvordan den ser ud 🙂

    Liked by 1 person

  3. Thais Munk siger:

    Morten : Jeg sender dig en email med mine spørgsmål, så kan du forholde dig til det når du har tid.

    Lægger du nogle billeder op her? Jeg har vist liket dem på Twitter, men verden fortjener om noget at se dem 😀

    Like

  4. Morten Greis siger:

    Jeg laver et indlæg med billederne inden længe, så de også vil være synlige her på bloggen 🙂

    Like

  5. Pingback: Tomb of Annihilation: Bag of Tricks – dinosaur edition | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

  6. Pingback: Tomb of Annihilation – Syretip på Soshenstar | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.